Prædikenvejledning til halvdelen af søndagene efter trinitatis, 2. tekstrække
Med tilladelse fra Præsteforeningen bringes på denne side prædikenvejledninger, bragt i præsternes fagblad, “Præsten”, i 2022.
Der er foretaget enkelte, primært sproglige rettelser i forhold til den oprindelige tekst.
Trinitatis – de store perspektivers dag
Dagen og dens sammenhæng
Trinitatis søndag har store perspektiver. Perspektivet tilbage er jul, påske, himmelfart og pinse. Perspektivet opad går igennem alle læsningerne: tilbedelse af den treenige Gud. Det fører frem til perspektivet fremad eller udad. Disciplene skal gøre andre til disciple ved at døbe og lære.
Gudstjenestens læsninger
Esajasteksten (Es 49,1-6) er omkranset af perspektivet fremad og udad. Det er ikke kun Israel, der skal høre, men ”I fjerne øer”, ”jordens ende”. Herrens tjener kaldes fra moders liv til dette. En kristologisk læsning af teksten fører os tilbage til Jesu fødsel og liv. Dagens opadrettede perspektiv antydes i ordet ”herlighed”.
Læsningen fra Ny Testamente (Ef 1,3-14) er en lovprisning, der især vender blikket opad. Den indleder med treenigheden: Gud har i Kristus givet os himlens åndelige velsignelse. Der tales om Guds frelsesplan, om udvælgelse og forudbestemmelse. Giver et perspektiv udad og fremad så overhovedet mening, når nu alt er forudbestemt?
I evangeliet (Matt 28,16-20) genfinder vi treenigheden i dåben i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.
Jesus er med sine disciple på et bjerg. Dermed er der en linje til bjergets betydning i Bibelen. Moses mødte Gud på bjerget. Jesus blev fristet på bjerget. På bjerget åbenbares det, at Jesus er Guds søn. At vi er på bjerget igen, indvarsler noget afgørende. I første omgang er bjerget stedet for tilbedelse. Men hovedsagen er perspektivet fremad og udad. Alle folkeslag skal gøres til Jesu disciple.
Det styrende udsagnsord i dåbs- og missionsbefalingen er ”gøre til disciple”. Bevægelsen (at gå) og handlingen (at døbe og lære) danner baggrund for evangeliets hovedsag: at gøre andre til disciple. Kaldet til dette er omkranset af det, Jesus er og gør: Han har al magt, og han vil selv gå med. Læg mærke til, at der står ”lære at holde”. Det er let at lære noget. Skal man lære at holde noget, kræver det mere. Det første kan man læse sig til. Det sidste må man leve sig til.
En interessant detalje er sætningen ”men nogle tvivlede”. Hvordan kan Jesus kalde dem, der tvivlede, til at bringe evangeliet videre?
Afsæt til prædikenen
Dagen med de store perspektiver
Helikopterperspektiv – kender I det? En organisation eller kirke har af og til brug for at hæve sig op over dagligdagen og se de store perspektiver. Det har vi også som mennesker. Ofte bliver særlige mærkedage til eftertænksomhed, der både ser tilbage og frem – og til en fest! Herfra kan der prædikes om Trinitatisdag som dagen med de store perspektiver: en helikopter-dag, der ser tilbage, ser opad, fester og ser fremad. Den peger på Jesu liv og vores egen dåb som det altafgørende. Og den angiver en retning for de kommende søndage – og for vores liv: at noget skal gives videre og vokse.
En prædiken over de store perspektiver kan også formes som en prædiken om dåben. Dåben har perspektiver tilbage til jul, påske og pinse og formidler alt dette til den, der døbes. Ved dåben ser vi også opad og takker Gud. Og så peges der fremad mod at vokse til – både som menneske og som kristen.
Men nogle tvivlede
Hvorfor kalder Jesus dog tvivlende? Prædikenen kan vende denne undren til at blive hovedpointen. De tvivlende er almindelige mennesker: tolderen og fiskeren; den studerende, der ikke kan finde ud af sit liv; moren, der kommer med sit barn til dåb og ikke helt ved, om hun tror nok; den modne, der er rundforvirret over, at livet og troen ikke er faldet på plads endnu. Kaldelsen af netop de tvivlende er Guds altomfattende kærlighed. Den sætter en retning for vores liv. Vi, de tvivlende, bruges til noget: at bringe kærligheden fra Gud videre og gøre andre tvivlende til disciple.
Mælkebøtten som et billede på, hvad vi kaldes til
H.C. Andersen kalder i eventyret Der er en forskel mælkebøtten for ”fandens mælkebøtte”. Heller ikke i dag er den værdsat. Mælkebøtten som billede kan understrege nogle pointer i evangeliet. Den har dyb rod, den spreder sine frø, hvor den er, og den bruger den kraft, der er i vinden. Sådan må vi først være rodfæstet i, at vi selv er døbte og omfattet af Guds kærlighed – selv når vi tvivler. Dernæst kaldes vi til at give videre. Vi kan begynde, hvor vi er, og se hele det liv, vi har, i lyset af, at vi spreder små frø for Vorherre. Og endelig må vi stole på vinden – på Guds egen kraft. At det er Gud selv, der bærer alt.
En prædiken ud fra et billede som mælkebøtten har enkeltheden som fordel. Samtidig er der en risiko for, at billedet overtager tolkningen. Vinklen kan overvejes til f.eks. en børnegudstjeneste eller til en prædiken, der bringer noget kendt ind på et plejehjem med demente mennesker.
Begrundet salmevalg
Det er oplagt med salmer, der peger på treenigheden og lovprisningen: Denne er dagen (403), Almagts Gud (356), Aleneste Gud (435), Dig være mildeste (6).
Dertil salmer, der rummer kaldelsen, f.eks. Gud har fra evighed (355), Vi rækker vore hænder frem (367), Herre Jesus, stærk og mild (374), Al magt på jorden og i himlen (364), Herre, du vandrer (613).
Mit bud på en rækkefølge: 403 – 6 – 613 – 355 – 356
2. søndag efter trinitatis – Kun den afgjorte og varme kan være Jesu discipel
Dagen og dens sammenhæng
Trinitatis-tiden er nu godt i gang. Efter det store perspektiv på trinitatis søndag – at gøre alle folkeslagene til Jesu disciple – tager teksterne fat på, hvad livet som discipel indebærer. 1. søndag efter trinitatis handlede det om forholdet til penge, og denne søndag er afkald på alt sit eget i fokus. Det er lige på og hårdt. Livet som kristen har et altomfattende krav.
Gudstjenestens læsninger
Den stejle bronzemur er et samlende billede i gudstjenestens første læsning (Jer 15,10–21). Som en bronzemur skal profeten stå – ikke med tom snak, men med dyrebare ord, der sejrer. Temaet for denne søndag er slået an: de store ord, kampen.
Kold eller varm? – sådan spørger gudstjenestens 2. læsning (Åb 3,14–22). Menigheden er blevet lunken. Sejrsperspektivet fra første læsning er også her. Sejren går igennem at blive revset og tugtet og omvende sig.
Store skarer følger Jesus i evangeliet (Luk 14,25–35). Han vender sig både fysisk og verbalt mod dem. Kravene er urimelige: De skal hade deres nærmeste og bære deres kors. Der er ingen leflen for tilhængerne. Det er kun de afgjorte, de varme – og ikke de lunkne – der kan være Jesu disciple. Her er der også metaforer om krig. Men denne gang er der tale om en konge, der forregner sig og må give afkald på sejren.
Hvordan skal vi forstå denne søndags skarpe ord? Der er i alt fald to muligheder: De kan være ord, der viser os, at vi ikke kan leve op til Jesu krav, og derfor kun kan være hans disciple på baggrund af hans tilgivelse. Eller de kan være ord, der er sat på spidsen for at råbe os op, så vi vender om fra vores lunkenhed og bliver de disciple, Jesus vil have.
Afsæt til prædikenen
Kold, varm – eller lunken?
At være lunken er ikke et plusord. En lunken kop morgenkaffe eller et lunkent glas vand i sommervarmen er lige forfærdelige! For ikke at tale om menneskelig lunkenhed: at være en lunken kæreste, lunken kollega, lunken i at elske næsten – en lunken menighed.
På den anden side: At være lunken er et vilkår for os. Vores blod er lunkent. Hvis blodet bliver koldt eller varmt, dør vi. Jesu hårde ord rammer os som en drone, der når sit mål. Vi har forregnet os og troede, vi var stærkere. Og der ligger vi så. Vi magtede ikke det, vi gik i gang med. Nu kan vi kun give afkald på alt og strække en hånd op imod Jesus og bede: Forbarm dig!
Er Jesus hadprædikant?
”Himlen er stor / men ikke så stor som partiets godhed. / Vi har mor og far kær / men ikke så kær som formand Mao.” Sådan siger en gammel sang, børnene lærte i Kina. Er Jesus i liga med totalitære herskere? Hvis jeg gentager hans skarpe ord i dag om at elske ham mere end mine nærmeste, risikerer jeg så at blive hængt ud som hadprædikant?
Vi kan ikke ryste Jesu ord af os, som man ryster vandet af en regnjakke efter et skybrud og finder et ly. Vi bliver nødt til at blive stående. Jesus siger det samme, som Moses sagde til folket, da han kom ned fra bjerget med de ti bud: I må ikke have andre guder! Og hvis noget trænger sig ind på det første buds plads, så skal I sige fra over for det – hvad enten det så er familien, arbejdet, ideologien eller dig selv.
Det moderne menneske har brug for at ligge på knæ
Mennesker i dag ligger ikke på knæ for noget eller nogen. Vi bestemmer det hele selv. Og det, vi bestemmer, skal give mening for os.
Mange af os lever livet i (mindst) to zoner: en livszone, hvor vi bestemmer selv, og en troszone, som vi går ind i, når vi har brug for det. Hver søndag, hvis det er vores behov. Eller når vi kommer, en sjælden gang, ved livets store begivenheder.
Er behovet for en troszone noget, der ligger dybere hos os, end vi umiddelbart tænker? Underkender vi, at vi har brug for et sted, hvor vi ikke bare kan – men også skal – ligge på knæ for noget større end os selv?
Hvad gør vi, når alt det, vi selv bestemmer, knækker? Når vi ikke fuldfører tårnet, vi satte os for at bygge? Når vi er som en konge, der vil føre krig, men forregner sig? Røsten i evangeliet i dag siger – tilspidset – til os: Vi skal bringe vores livs- og troszone sammen, så troszonen bliver udgangspunktet. Så vi ligger på knæ først – og så rejser os for at leve vores liv. Og så gør som Jesus: elsker Gud og hver mand. Hver dag, i alt det, vi gør. Også hvis det giver os et kors at bære.
Begrundet salmevalg
753 (Gud, du som lyset og dagen oplod) lader sommermorgenen begynde. De to sidste vers kan ses som en genklang af dagens læsninger: at få tændt en ”helligheds glans”, at ”sejre i striden” og se Jesus som ”fører”.
Dernæst kan der følge nogle salmer, der handler om efterfølgelse, f.eks. 613 (Herre, du vandrer forsoningens vej), 612 (Den store mester kommer), 604 (Det koster mer, end man fra først betænker).
Eller det kan være salmer om synd og nåde, hvis prædikenen kommer til at handle om det, f.eks. 504 (O Gud, vi falder dig til fode), 493 (Gud Herren så fra jorden ned).
Endelig kan gudstjenesten sluttes med en salme, der klinger tilbage til indledningssalmen og sammenfatter dagen: de to sidste vers af 752 (Morgenstund har guld i mund).
Mit valg: 753 – 613 – 612 – 604 – 752 v.4–5
4. søndag efter trinitatis – Bjergprædikenens tinde: Vær fuldkommen!
Dagen og dens sammenhæng
Trinitatistiden fortsætter med at handle om, hvad livet som discipel indebærer. Vi hører på skift om nogle, der ikke magter det – og om, hvad kravene er. Både de fortabte sønner (3. s. e. trin.) og Simon Peter, som Jesus kalder for Satan (5. s. e. trin.), falder igennem. Denne søndag møder vi til gengæld bjergprædikenens tinde: Vi skal være fuldkomne, som Gud er det.
Gudstjenestens læsninger
Teksterne til denne søndag er som en fuga, hvor temaet kommer igen på forskellig måde. Alle handler – hver på sin måde – om, at vi skal hjælpe andre. Begrundelsen hentes i Guds handlen med os.
I første læsning (5. Mos 24,17–22) er der fokus på dem, der ikke har nogen til at forsørge sig. Den fremmede, den faderløse og enken skal have mulighed for at tage lidt af det, der er tilbage, når man har høstet. Begrundelsen er, at folket selv har prøvet at være fremmede, og Gud udfriede dem fra det.
Baggrunden for anden læsning (Rom 14,7–13) er en konflikt i menigheden. De stærke spiser alt; de svage spiser kun grøntsager (v. 3). Læsningen peger her på, at vi ikke skal dømme eller foragte en broder. Dommen tilhører Gud. De stærke ord om, hvad Kristi opstandelse betyder, er i sammenhængen begrundelsen for, at vi ikke skal dømme broderen. Vi er under den samme Herre i liv og i død – den korsfæstede og opstandne Kristus.
Evangeliet (Matt 5,43–48) er temaets crescendo. Hvor de to første tekster er håndterbare anvisninger, skrues kravene her op til det umulige. Ordene er afslutningen på en række udsagn, hvor Jesus siger: ”I har hørt, at der er sagt … men jeg siger jer …” Her er det fjenden, det drejer sig om: Du skal elske din fjende. Til sidst kommer temaets finale: Du skal være fuldkommen! Som i de tidligere tekster er Guds handling begrundelsen – han giver regn og sol til alle.
Hvordan skal vi forstå evangeliets krav? Der er i alt fald tre muligheder:
- De kan forstås helt konkret – det, Jesus siger, skal vi stræbe efter, også selvom det er umuligt.
- Kravene er skruet så højt op for at afsløre, at mennesket er syndigt.
- Kravene skal forstås som en beskrivelse af, hvordan Guds rige er: Jesus Kristus er opfyldelsen af loven, selv i dens mest vidtrækkende betydning.
Afsæt til prædikenen
En fuga om, hvad Gud kræver af os
Af og til siger jeg til menigheden, at i dag bliver det anderledes. Jeg tager menigheden med ind i prædikenforberedelserne. Denne søndag kan man spørge organisten om en fuga til præludium og tage udgangspunkt i fugaens gennemspilning af et tema på forskellige måder. Derfra kan man ganske enkelt gennemgå gudstjenestens tekster ud fra fugaens perspektiv, jf. afsnittet ovenfor.
Undervejs kan man overveje spørgsmål, der gør teksten aktuel: Lad noget af høsten stå – hvad betyder det i vores samfund, by og menighed? Hvad vil det sige i dag ikke at dømme sin broder? Hvem er vores fjender i dag, og hvad vil det sige at elske dem? Hvad betyder Guds handlen i teksterne for os og for vores måde at være på over for andre?
En række strøtanker om evangeliet, hvor ét eller flere kan inddrages i prædikenen
Vær fuldkommen, siger Jesus. Det lyder som noget, mange stræber efter i dag: Vær unik og perfekt! Mens man i nutiden vender fuldkommenhed indad, vil Jesus vende vores blik udad. Vi skal ligne Vorherre og lade kærligheden strække sig til den, der er vores fjende.
At elske fjenden forudsætter, at man har en fjende. Fjenden i dag kan være den, der har angrebet mit land. Men det kan også være den, der har overskredet mine grænser, så jeg aldrig glemmer det. Det kan være en af de nærmeste – eller det kan være mig selv.
At elske er i Bibelen ikke det samme som ”at synes om”. Når Jesus skal forklare, hvad det betyder at elske næsten, fortæller han om den barmhjertige samaritaner. At elske er i Bibelen at gøre godt imod.
Er vi de fjender, Gud elsker? Kingo skriver i Salmebogen 191, v. 2 om Jesus: ”Han først for sine fjender bad,” for i det følgende vers at skrive: ”Og Jesu! Bed du og for mig.” Når Jesus beder for sine fjender, er det så også os? Skal vi til sætningen ”Gud lader sin sol stå op over både onde og gode” svare: Gud ske lov – også over os onde! Og hvad betyder det for vores bevæggrunde for at elske de fjender, vi har?
Krav gør tilværelsen lettere
Et liv, der ingen krav har, er vanskeligt. Feriens driverliv er skønt, men vi længes alligevel imod hverdagens krav. Den, der lige er blevet pensionist, bruger måske den første tid som en udvidet ferie, men finder så noget, der stiller krav – og som kan fylde dagene. At Jesus stiller krav til os, gør ikke tilværelsen tung. Det letter, fordi det giver mening og retning på livet.
Begrundet salmevalg
Der er et par salmer, der ligger tæt op ad evangelieteksten: 579 (Vor tro, den er et lys) og 688 (Skal kærlighed sin prøve stå).
Derudover er der en række salmer, der mere generelt taler om den kærlighed, vi skal give andre, f.eks. 366 (Nogen må våge i verdens nat), 372 (Dit værk er stort, men jeg er svag), 370 (Menneske, din egen magt).
728 (Du gav mig, o Herre) taler om regn og solskin, som Gud giver os. 753 (Gud, du som lyset) er et bud på en morgensalme, der passer til dagen.
Mit valg: 753 – 372 – 366 – 579 728 v. 4–5
6. søndag efter trinitatis – Der er en sprække i alting
Dagen og dens sammenhæng
En del af de første tekster i trinitatistiden har handlet om, hvad livet som discipel kræver. Men der er også andre temaer, der trænger sig på i trinitatistiden. Den magtesløshed, som den fortabte søn havde i det fremmede, hvor han intet havde (3. s. e. trinitatis), tages op igen i denne søndags tekster. Samtidig berøres forholdet til rigdommen (jf. 1. s. e. trin.) også igen. Billedet om kamelen og nåleøjet gør det helt klart: Ikke kun den, der intet har, er magtesløs. Den rige og ressourcestærke er, om muligt, endnu mere magtesløs.
Gudstjenestens læsninger
Den første læsning (2. Mos 20,1–17) er De Ti Bud. Her lægges bunden til det, der bygges op gennem teksterne. Israels grundlov gælder for enhver, der – som den rige mand i evangeliet – vil gøre det gode. Vi skal ikke underkende betydningen af De Ti Bud i dag. Jeg møder ofte familier til dåb eller vielse, der – som de udtrykker det – ikke abonnerer på ”hele pakken” i den kristne tro. De vælger kristendommen til pga. værdierne, som svarer til De Ti Buds anden tavle om forholdet til næsten. Selvom vi er langt fra den tid, hvor Luthers fortolkning af De Ti Bud i katekismen var uundværlig i konfirmandundervisningen, ligger de alligevel dybt i mange i dag.
I anden læsning (Rom 3,23–28) præsenteres vi for den paulinske tolkning af loven og De Ti Bud. Ingen holder loven, og alle er derfor syndere. Jesu død er sonoffer for vores synder, og troen på ham gør os retfærdige for Gud. Loven har her en anden funktion end at give os de rette værdier at leve på – den viser, at vi er syndere. Som prædikant må man spørge sig selv, om vi stadig kan bruge ord som synd, sonoffer og retfærdiggørelse i dag. Eller om det er det modsatte: at vi netop har brug for at tale menneskets syndighed op, fordi det stadig udtrykker noget grundlæggende ved det at være menneske. Og her er Jesu død tilsvarende et grundlæggende udtryk for Guds ubetingede tilgivelse og kærlighed.
Evangeliet (Matt 19,16–26) rækker tilbage til både første og anden læsning. Den rige, unge mand spørger, hvad godt han skal gøre for at arve evigt liv. Som svar citerer Jesus fra De Ti Buds anden tavle og supplerer med: ”Du skal elske din næste som dig selv.” Men der er én ting, der står imellem manden og Gud: rigdommen. Rigdommen er blevet hans gud. Manden holder derfor ikke loven og har kun dette at håbe på: For Gud er alting muligt.
Afsæt til prædikenen
There is a crack, a crack in everything / That’s how the light gets in.
Ring the bells that still can ring / Forget your perfect offering / There is a crack, a crack in everything / That’s how the light gets in.
Omkvædet i Leonard Cohens kendte sang kan inddrages i en prædiken om ”synd”. Det kan godt være, at ordet ”synd” (jf. epistlen) ikke er et ord, vi gerne bruger om os selv. Men at der er en sprække i alting i livet, kender enhver. Og vi kender også, at vi nogle gange står som en kamel, der gerne vil igennem et nåleøje: at vi grundlæggende er magtesløse. Evangeliet peger på, at alt dette ikke kun har med os selv at gøre, men også med Gud og forholdet til ham. Den rige, unge mand gik sin vej. Vi må blive stående og høre, at netop igennem revnerne i vores liv kan Guds lys skinne og give os tilgivelse og håb. For alt er muligt for Gud.
Det gode liv eller det evige liv?
Den rige mand spørger efter, hvordan han får det evige liv. Er vores spørgsmål snarere: Hvordan får vi det gode liv her og nu? Og kan Gud hjælpe mig til det? At være kristen er mere end at få Guds hjælp til at magte livet, så det bliver godt. Det er at få evighedens perspektiv midt i livet, som det er – også når det er afmægtigt og præget af magtesløshed og død.
De Ti Bud
Hvordan skal vi leve vores liv? Kristentroen rummer også de værdier, et menneske kan leve ud fra. De er ikke vejen til det evige liv, men de er vejledning til livet her og nu.
For Gud er alting muligt!
Ordene ”For Gud er alting muligt” står til sidst i evangeliet som de forløsende ord. Det er som at gå op ad et bjerg – først til sidst kommer forløsningen: den betagende udsigt. Men er det sandt, at alting er muligt for Gud? Hvad skal vi svare kvinden i Mariupol i Ukraine, når hun spørger? Hendes søn er dræbt af en russisk mortergranat. Eller hvad skal vi svare den, der kæmper med en uhelbredelig sygdom? Jesus siger ikke, at Gud fikser vores liv, men at det er muligt at komme ind i Guds rige. Han siger, at frelsen er mulig. At håbet er muligt. At kærligheden, der tilgiver og bærer os oppe, er mulig – selv når vi står et umuligt sted, som en kamel foran et nåleøje.
Begrundet salmevalg
”Gå da frit, enhver til sit, og stole på Guds nåde.” De kendte ord fra 752 udtrykker, hvor gudstjenesten vil føre os hen: Ikke at gå fra den som den rige, unge mand, men gå frit hjem med Guds nåde.
Der er en række andre salmer, der handler om loven, synd og nåde. Efter læsningen af De Ti Bud f.eks. en salme som 697, der udtrykker ønsket om at leve livet efter de kristne værdier.
Andre muligheder: 512 (Hvor vil mig anklage), 691 (Loven er et helligt bud) og 487 (Nu fryde sig hver kristen mand).
Som optakt til prædikenen kan en Helligåndssalme som 308 (Helligånd, vor sorg du slukke) bruges. Endelig også salmer, der handler om, at for Gud er alting muligt: 356 (Almagts Gud) eller 2 (Lover den Herre).
Mit valg: 2 – 691 – 308 – 487 – 752 v. 3–5
8. søndag efter trinitatis
Dagen og dens sammenhæng
Er der gennemgående temaer i trinitatistiden? Der er i hvert fald temaer, der går igen nogle søndage. Flere søndage indtil nu har det handlet om kravet til livet som discipel. Der er noget, vi skal vende os væk fra, som f.eks. rigdom og halvhjertethed – ja, vi skal være som Gud selv. Samtidig er der krav, vi ikke kan opfylde, så vi står magtesløse som en kamel foran et nåleøje og må stole på, at for Gud er alting muligt.
Med 7. s. e. trin. trænger et andet tema sig på. Det knytter tilbage til trinitatis søndag og missionsbefalingen: Disciplene udsendes og skal gå uden frygt ud i verden. 8. s. e. trin. handler på den baggrund om de sande og falske profeter og om at bygge på Jesu ord. En discipel, der er sendt til verden, må altså tage sig i agt for at blive falsk!
Gudstjenestens læsninger
Læsningen fra Det Gamle Testamente (Mika 3,5–7) slår søndagens tema an i en direkte tone: Profeterne vildleder folket. De er levebrødspræster og former deres budskab efter dem, der giver dem noget.
De er ikke længere profeter, og der kommer intet svar fra Gud. Uha! må enhver præst tænke. For hvem er ikke levebrødspræst? Og er det et enten-eller: Enten taler vi Guds ord, eller også former vi budskabet efter, hvad folket vil høre?
Epistellæsningen giver et åbent svar på spørgsmålet om de falske profeter: Den, der bekender, at Jesus er Kristus, kommet i kød, er af Gud. Inden for det er der jo plads til mange kirkeretninger og meninger. Men igen er der noget af den samme direkte tone som i læsningen fra Det Gamle Testamente, når der om de falske profeter siges: ”De er af verden, derfor taler de ud af verden, og verden lytter til dem.”
Evangeliet (Matt 7,22–29) er afslutningen på Bjergprædikenen. Jesus har undervist ”som en, der har myndighed” i modsætning til de skriftkloge. Det direkte og anklagende videreføres i Jesu tale: Selv det at profetere og uddrive dæmoner i Jesu navn er ikke noget kvalitetsstempel – tværtimod. Hvad handler det så om for en discipel, der er sendt til verden? Vi skal have det rette fundament ved at høre Jesu ord og handle efter dem. Det er det eneste, der ikke er åndeligt byggesjusk. Kun det menneske handler klogt.
Afsæt til prædikenen
Der er noget irriterende ved den direkte tale i teksterne i dag. Der er ingen, der skal komme og pådutte os sandheden. Vi finder selv det, der er sandhed for os.
Tilsvarende er der noget gammeldags ved billedet om klippen som fundament. Klippen hører hjemme i en statisk verden. Sandet derimod er omstillingsparat og kan formes. Det, der hele tiden peger på ”fundamentet” – det fundamentalistiske i enhver form – vender vi os imod. Så hellere det, der fortolkes og er i udvikling og på vej. Det postmoderne menneskes tilværelse er mere flydbar end fast og vælger selv hele tiden nye fundamenter for livet i en stadig fortolkning af, hvad der føles sandt for mig nu.
Over for ovenstående træk af kulturen i dag står et andet træk: At en verden, hvor vi selv vælger alt, ender i et skam. For når det hele skrider under os – og det gør det før eller siden – så er alting vores egen skyld, og vi er forkerte eller utilstrækkelige.
Mens sandet bedre svarer til nutidens måde at tænke på, må vi afprøve, om det gammeldags billede af klippen alligevel kan bruges. Rører det ved en længsel hos os – en længsel efter det, der holder? Der kan være noget spændende og udfordrende ved at gå på smalle bjergstier, der hele tiden ændrer sig. Men der er også noget vidunderligt ved at hvile på en klippe, der er varm af solen, og man ved: Det her holder!
Har vi en længsel efter det, der holder på vores vandring i livet – et sted, hvor vi kan hvile, fordi vi har brug for noget, der ikke er flytbart og foranderligt? Har vi brug for at stoppe op ved det, der har holdt i århundreder? Som døbefontens klippe. Som Jesu ord fra Bjergprædikenen: Fadervor, der både siges ved døbefonten og over kisten. Eller at hvile os ved Jesusord, som mennesker alle dage har slidt på, men uden at slide dem op. Ord fra Bjergprædikenen som: ”I skal ikke bekymre jer.” – ”Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.”
Prædikenen kan også – ud fra alle tre tekster – gå i clinch med spørgsmålet: Hvem er de sande, og hvem er de falske i nutiden? Og derfra først og fremmest spørge: Hvad er faren for os selv?
På den ene side gælder det: Vi er sendt til verden som disciple, der skal bringe Guds rige videre. Her er vi sendt med Jesu ord. Alt andet er at bygge på sand. På den anden side: Blot at gentage Jesu ord er ikke nok. Vi kommer ikke uden om at fortolke og gøre Jesu ord nærværende. Men hvordan balancerer vi mellem det fundamentale og det relevante? Mellem det grundlæggende og det nutidige? Hvordan kan Jesu ord komme til at berøre os i dag?
En prædiken, der har et diakonalt fokus, er også en mulighed. Jesus siger, vi ikke blot skal høre hans ord, men gøre efter dem. I vores lutherske kirke er ”ordet” i fokus. Prædikestolen har en fremtrædende placering, og selve prædikenen er centrum i gudstjenestens liturgi. Men vi skal også ”gøre” og lære af Jesus, der hele tiden knyttede ”ordet” sammen med handlinger, der hjalp mennesker. Ellers bygger vi ikke i tilstrækkelig grad på klippegrunden. Gør vi det i vores sogn og menighed?
Begrundet salmevalg
Jeg ved, på hvem jeg bygger (672) lægger sig tæt op ad prædiketeksten, men også en række andre salmer kan nævnes: Behold os, Herre, ved dit ord (337), Guds kirkes grund alene (334), Hvor Gud sit hus ej bygge vil (328), 300 (Kom, sandheds Ånd, og vidne giv – se hele første vers), 518 (På Guds nåde i al våde / stoler vi og bygger fast), 769 (Sig månen, se vers 4–5).
Det direkte i teksterne berøres i 391 (Dit ord, o Gud – se især v. 2).
Mit valg: 334 – 391 – 337 – 672 – 769 v. 4–5
10. søndag efter trinitatis – Jesu konstruktive vrede
Dagen og dens sammenhæng
Også denne søndag kan ses i lyset af udsendelsen af disciplene (trinitatis søndag). De skal gå uden frygt (7. s. e. trin.), de skal holde sig til Jesu ord (8. s. e. trin.), de skal være sande tjenere eller forvaltere og aldrig blive trætte (9. s. e. trin.).
10. s. e. trin. kan ses i lyset af dette: Jesus mødte mennesker og byer, der ikke tog imod ham!
Gudstjenestens læsninger
I læsningen fra Det Gamle Testamente (Ez 33,23.30–33) tager mennesker ikke imod profetens ord. De lytter, men de hører kun det, de selv vil, og handler ikke efter ordene. De hører det som elskovsord med dejlig stemme og til smuk musik. Det kan nok berøre en enkelt præst – eller de fleste af os, der ofte prædiker Guds kærlighed og går op i smuk musik til gudstjenester. Er vi som kirke for vage, for smilende og for meget ”feel-good”? Hvor er det profetiske – den direkte og provokerende tale?
Epistelen (Hebr 3,12–14) advarer mod frafald. Vi skal holde fast ved den tillid, vi havde i begyndelsen, og hjælpe hinanden til ikke at ”blive forhærdet ved syndens bedrag”. Dermed peger læsningen på, at det frafald, Ezekiel talte om, og den dom, Jesus i evangeliet udtaler over byerne på sin tid, truer de første menigheder. Frafaldet truer også os.
Det er en usædvanligt vred Jesus, vi møder i evangeliet (Matt 11,16–24). Sammenhængen er, at Johannes Døber er kommet i tvivl (11,1–15): ”Er du den, der kommer, eller skal vi vente en anden?” Folket vil hverken tage imod Johannes eller Jesus, siger Jesus nu. Den ene kalder de for en besat, den anden for en dranker. Ordene er ikke tilfældige ord – det er ord, der indeholder en dødsdom, jf. 5. Mos 21,20–21. Derfra kammer Jesu tale over i en skinger diskant: ”Ve dig!” råber han til flere byer i Israel. Han forbander dem til dom og til dødsriget, fordi de ikke omvendte sig.
Afsæt til prædikenen
Den konstruktive vrede
Jeg skal love for, man bliver skuffet, hvis man kommer i kirke denne søndag lige efter en dejlig ferie. Fra sommerens liggestol tager man plads på en hård kirkestol. Det kan gå. Men så kommer der ellers en tale, der mest af alt minder om en brandalarms hyletone. ”Ve dig!” råber Jesus med skinger stemme. Han er vred. Virkelig vred.
Der er meget vrede i verden i disse år (f.eks. klimavreden – Greta Thunbergs tale ved FN’s klimatopmøde i 2019, COVID-19-vreden i demonstrationer imod politikerne, MeToo-bevægelsens vrede, krigens vrede). Noget af det er skingert, går i selvsving og er blot ondt. Men i andet af det er der en konstruktiv vrede. Den konstruktive vrede har altid kærligheden som bagside. Hvis man elsker, kan man ikke bare se til, at noget går skævt. Der må undertiden et opgør til, for at man kan finde hinanden igen. Det er opgøret, Jesus vil. Det lyder skingert, men det er i virkeligheden hans kærlighed, der driver ham. Han kan ikke tåle at se menneskene og byerne gå den forkerte vej og ende i dom. Han vil, at de omvender sig – at vi omvender os, at vi ændrer vores sind.
Gud på min måde
”Gud kom forbi, men de så det ikke!” kan være et prædikentema. De håbede på Gud. De længtes efter Gud. Hele deres tro var rettet mod dette: Gud kommer – til os. Men da Gud faktisk kom forbi i Jesus Kristus, så de det ikke! De var mere optaget af, hvad der var forkert i forhold til det, de forventede. Er det også sådan med vores tro? Er vi mere optaget af ”Gud på min måde” end af, hvordan Gud rent faktisk møder os? Jf. hertil også gudstjenestens første læsning.
Overfladiske domme
Johannes Møllehave fortæller i romanen En fri mand om en pige på 12, der er blevet myrdet. I pigens nabolag bor Olsen. Der er meget, der peger på Olsen som morder. Olsen nægter alt. Pressen er af en anden mening. Naboerne smider sten ind ad vinduerne til hans kone. Men er det ham?
Da pigen skal begraves, lader Møllehave præsten slutte sin tale med at sige:
”Det er ondt at forvolde et barns død, men det er også ondt at forfølge en familie, som det er sket her… Jeg kan ikke lade være med at sige, at den ulykkelige mand, som er sigtet i denne forfærdelige sag, endnu ikke er dømt… Jeg synes, det er bedre at bekende et mord end at løbe livet igennem med sladder og bagvaskelse i en sag, man ikke kan dømme i, og som retten endnu ikke har dømt i.”
Det viser sig, at Olsen ikke er morderen – og at folk fældede alt for hurtige domme.
De fældede alt for hurtige domme over Jesus. Jesus sagde til gengæld, at deres dom over ham dømte dem selv. Og at det ikke blot var store ord, kan enhver forvisse sig om: De byer, Jesus nævner, findes ikke mere.
Fælder vi for hurtige domme over Jesus? Ser vi ham og bliver på sikker afstand på en tilskuerplads, mens vi finder vores egen vej i livet? Eller fælder vi den dom over ham, som vi lige gjorde i trosbekendelsen: Vi tror på Jesus Kristus, Guds enbårne søn, vor Herre. Eller som vi (evt.) synger:
Du Herre Krist, min frelser est,
til dig jeg håber ene.
Begrundet salmevalg
Søndagen kan lægge op til salmer, der ser indad, f.eks. 504 (O Gud, vi falder dig til fode) eller 496 (Af dybsens nød, o Gud, til dig).
Salmer, der siger, hvem Jesus er, er også en mulighed, f.eks. 52 (Du Herre Krist), 68 (Se, hvilket menneske), 62 (Jesus, det eneste). Omvendelsen som tema peger på f.eks. 592 (I dag er nådens tid). En salme, der egentlig er en julesalme, men også kan bruges til denne søndag, er 130 (Fredløs er freden).
Mit valg: 496 – 130 – 52 – 68 – 592
12. søndag efter trinitatis
Dagen og dens sammenhæng
Trinitatistiden har ikke ét tema, men mange. Et af de temaer, der er i teksterne, er spliden mellem Jesus og hans disciple på den ene side og jøderne på den anden side. Vi mødte det allerede i Jesu udsendelsestale til disciplene (7. s. e. trin. – ”Frygt ikke for dem”, dvs. jøderne, der forfølger dem). Det kommer igen 10. s. e. trin., hvor Jesus revser de byer, der ikke tog imod ham. Denne søndag spidser det til.
Jesus har (forud for prædiketeksten) helbredt en døvstum. Jøderne siger, at han helbreder med det ondes magt. Jesus kalder nu sine modstandere for ”øgleyngel”, der ikke kan sige noget godt. Og bespottelse mod Ånden kan ikke tilgives. De skal derfor dømmes på deres tomme ord og fordi de ikke omvendte sig. Samtidig anslås temaet om Jesu myndighed i denne verden. (Mere om dette i vejledningen til 14. s. e. trinitatis.)
Gudstjenestens læsninger
Profeten Jonas er godt fortællestof. Vi kommer ind i fortællingen (Jon 2), hvor Jonas ligger i fiskens bug. Fortællingen bruges i evangeliet som type på Jesu død og opstandelse. Fortællingen kan også ses som et eksempel på, at Gud tilgiver – og derfor som modfortælling til Jesu ord om, at Gud ikke tilgiver alt. Hele Jonas’ Bog handler netop om Guds altomfattende tilgivelse:
Først tilgiver Gud den tvære profet, der ikke vil gå til Nineve, og redder ham fra fiskens bug. Siden tilgiver han de onde folk i Nineve. Jonas bliver vred, for Gud er da også alt for blødsøden! Men selv Jonas’ vrede får ikke Gud til at vende sig fra ham.
Epistelen (Jak 3,1–12) handler om tungen – med vægt på tungens negative virkning. Tungen er som roret, der styrer et stort skib. Den er som den mindste ild, der sætter den største skov i brand, og er selv sat i brand af Helvede. Den er som et utæmmeligt dyr, fuld af dødbringende gift.
Evangeliet (Matt 12,31–42) falder i tre dele:
Første del handler om, hvilke grænser der er for tilgivelse. Al synd skal tilgives, men bespottelse mod Ånden skal ikke tilgives.
Anden del handler – ligesom epistelen – om ordene. Ordene afslører, hvad der er i menneskers indre, som et træ, der kendes på frugten. På ordene skal vi derfor dømmes.
I tredje del efterspørger jøderne, at Jesus gør et tegn. Jesus afviser og henviser til Jonas’ tegn. Dette tegn er både, at Jonas er i havdyrets bug tre dage og tre nætter, og dermed peger frem mod opstandelsen. Men det er også Jonas’ prædiken, som førte til omvendelse. Og Jesus er ”mere end”: mere end Jonas – og mere end Salomo.
Afsæt til prædikenen
De tre dele i evangeliet peger på tre muligheder for at prædike over denne tekst – med inddragelse af gudstjenestens andre læsninger:
Gud tilgiver ikke alt
En prædiken, hvor man ”kradser”, hvor prædiketeksten ”klør”: hvor man diskuterer påstanden om, at Gud ikke tilgiver alt. Bespottelse mod Ånden tilgives ikke!
Men er det ikke modsat, hvad vi hører hele tiden? Gud tilgav Jonas, der ikke ville gå til Nineve. Han tilgav de folk i Nineve, som Jonas prædikede for. Jesus tilgav igen og igen. Han tilgav endda sine bødler. Der er eksempler nok i Bibelen på, at Gud er ”barmhjertig og nådig”, som Jonas anklager Gud for!
Men hvad er det så, Gud ikke tilgiver? Hvad er bespottelse mod Helligånden? Ånden er i Jesus, men også i disciplene og i os, som den, der vejleder til sandheden og virker tro. At bespotte Ånden er derfor det modsatte af, når Jesus beder for sine bødler: ”Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.”
At bespotte Ånden er at vide, hvad man gør, når man ikke vil vide af Gud. At Gud så ikke tilgiver, er ikke Gud, der hævner sig – det er Gud, der ikke vil tvinge mennesket.
Ordenes magt og Jesus, der er ”mere end”
Ord er ikke bare ord. Ord gør noget. Klip to minutter ud af tiden: Hvad siges der i de to minutter? Det kan være dér, én siger: ”Vil du gifte dig med mig?” En anden siger: ”Det er slut nu.” Det kan være ord, der går i krig og kalder modstanderen for fascist. Eller ord, der skaber fred.
Ordene er ikke bare ord – de gør noget, jf. både epistelen og prædiketeksten. De sårer, de heler, de spreder glæde, de er som en kniv i hjertet. Alle ordene er også i vores mund – både de gode og de onde.
Men midt iblandt os er ham, der er Ordet. Ham, der er ”mere end”. Mere end os. Mere end profeten Jonas. Mere end Salomo. Mere end ethvert menneske. Han dømmer os med sine ord i dag, men har også de ord, der tilgiver. Og han har de ord, der engang sendte Jonas ud – og som sender os ud for at tale hans ord og tilgive som ham – i det nu, der er.
Giv os et tegn!
En prædiken om tegnene på Gud, der er overalt. Der er tegn på Gud i naturen, i høsten, i livet, der leves, i at vi rejses op igen og igen, når vi falder. Tegnene er også i Ordet og i dåb og nadver.
”Giv os et tegn,” bad de dengang – selvom en døvstum lige var blevet helbredt. Selvom tegnene var lige for øjnene af dem. Gør vi det samme – selvom tegnene er lige for øjnene af os?
Vil vi kun tro på Gud og have med ham at gøre, hvis det ”virker”? Jesus henviser til Jonas, der var tre dage i havdyrets bug – og dermed til sin død og opstandelse. Det afgørende tegn er korsets tegn, som følger os fra dåb til død. Det er nok.
Begrundet salmevalg
Salmevalget afhænger – som altid – af den vinkel, prædikenen får. Her kommer nogle muligheder:
Salmer, der handler om tilgivelse: 743 (Nu rinder solen), 496 (Af dybsens nød), 523 (Min nåde er dig nok).
Salmer, der handler om Ordet og tungen: 5 (O havde jeg dog tusind tunger), 396 (Min mund og mit hjerte), 225 v. 6–7 af Op, sjæl, bryd søvnen af.
Salmer, der handler om tegn: 15 (Op al den ting), 321 (O kristelighed).
Endelig også salmer om Helligånden, der omtales i prædiketeksten – se især 293 (Gud Helligånd, vor trøstermand), hvor v. 5 sætter forbindelse mellem Ånden og vores tale: Opliv hos os hver tale sand, / så Gud den vel behager.
14. søndag efter trinitatis
Dagen og dens sammenhæng
I den midterste del af trinitatis er der en del prædiketekster, der på forskellig vis handler om Jesu myndighed. Det begyndte 12. s. e. trinitatis, hvor Jesus kalder sine modstandere for øgleyngel, 13. s. e. trinitatis fremhæves det, at Jesu myndighed udøves i tjeneste, 14. s. e. trinitatis er det gennem et under, der overbyder sabbatsbuddet. Det kulminerer 16. s. e. trinitatis med opvækkelsen af Lazarus.
Gudstjenestens læsninger
Alle søndagens læsninger centrerer sig om lidelse.
Hvor Guds hånd ofte er den, der bærer og hjælper mennesker, ligger den i læsningen fra Det Gamle Testamente (Sl 39,5-14) tungt på salmisten. I velsignelsen er Guds blik nådigt, men her beder salmisten Gud om at vende blikket bort. Gud er i salmen den, der er ansvarlig for lidelsen. Samtidig er Gud den, salmisten håber på: ”Mit håb står til dig.”
At tolke lidelsen som Guds ansvar giver ret til at klage til Gud og samtidig holde fast ved et håb. Det kan være et korrektiv til en tid, hvor der er fokus på, at sygdomme ofte skyldes forkert ernæring eller levevis, og hvor konklusionen ligger lige for: Det er min egen skyld! På den anden side er det ikke uproblematisk at give Gud skylden for sygdomme. For hvad er det for en Gud, der plager os sådan og lader nogle lide, andre ikke?
Epistelen (2 Tim 2,8-13) giver en anden forklaring på lidelsen: at dø med Kristus. Forklaringen er implicit: Når Kristus døde, kan hans disciple så vente andet? Det indebærer samtidig håbet: ”For er vi døde med ham, skal vi også leve med ham.” Vi skal derfor ”holde ud med ham”, dog samtidig i bevidstheden om, at Kristi kærlighed også dækker, når vi er ”utro”.
Det centrale i denne tolkning af lidelsen er det håb, der ligger i sammenknytningen med Jesu død og opstandelse. Den kristne er ikke alene i lidelsen og har håbet om at blive rejst op med Kristus. Jf. hertil, at der i de paulinske breve også ellers tales om død og opstandelse med Kristus. At tage del i Kristi død og opstandelse begynder i dåben (Rom 6,1-11), opretholdes i nadveren (1 Kor 11,23-26) og i menigheden som Kristi legeme (1 Kor 12,12 ff.) – og er så her en tolkning af lidelsen, jf. hertil 2 Kor 4,7-11.
Evangeliet (Joh 5,1-15) er én af fire helbredelsesberetninger i Johannesevangeliet. Den lamme ligger ved Bethesda, ”barmhjertighedens hus”. Men det er alt andet end et barmhjertigt sted. Der er kun helbredelse til den, der kommer først. Alligevel er det et sted, der har et håb. Og måske er det derfor, den syge har ligget der og holdt ud i 38 år. Hans eksempel maner os til tålmodighed, udholdenhed og håb i lidelse.
Vandet i dammen kan også spille en rolle i tolkningen. Jesus sagde i kap. 4 til kvinden ved brønden: ”Den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste” (Joh 4,14). Nu står han ved vandet og rejser et menneske op. Herfra er der en linje til dåbsvandet, hvor et menneske rejses op af Kristus til livet i Guds rige.
Jesus spørger ham: ”Vil du være rask?” Borer han i, om han virkelig ønsker at være rask? Denne tolkning kan i alt fald let misforstås: At vi selv har ansvaret for, om vi bliver raske eller ej. Det er rigtigt så langt: Vi har ansvaret for at søge hjælp. Men grundlæggende handler det at blive rask ikke om et menneskes vilje. ”Man føler sig så afmægtig,” sagde en syg for nylig til mig. Sådan er det at være alvorligt syg: Man er magtesløs. ”Vil du være rask?” betyder snarere: Vil du tage imod det, jeg kommer med?
Den syges svar: ”Jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig” viser, at der er mere på spil end sygdommen. Ensomheden er der også. Han har ikke et menneske. Google evt. hertil Carl Blochs maleri af den syge ved Bethesda-dam, der oprindelig hang i missionshuset Bethesda i København, og som på mesterlig vis skildrer mandens ensomhed, som Jesus løfter ham ud af. Sætningen ”Jeg har ikke et menneske” kan også tolkes inkarnatorisk: Jesus blev hans – og vores – ”menneske”. Eller den kan tolkes diakonalt: Vi udfordres til at blive ”menneske” for andre. I den forbindelse er det interessant, at Jesu diakoni her bryder alle regler: Sabbatten må vige for den.
Jesus siger til den lamme: ”Rejs dig, tag din båre og gå.” Også i den sætning ligger der flere pointer. I forlængelse af epistelen (”Er vi døde med ham, skal vi også leve med ham”) spiller ”rejs dig” på Jesu opstandelse. Igen og igen må den kristne høre dette: Rejs dig med Kristus – fra skyld, sygdom og vanskeligheder.
Men samtidig befries vi ikke fra alting. Vi får ”en båre”, vi skal bære. For vi skal fortsat bære byrden af vores liv: af det, der lykkedes, og det, der ikke gjorde, af vanskeligheder, brud og sår.
”Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre,” siger Jesus, da manden kommer tilbage til ham. Hvad er dog værre end 38 år som syg? Evangeliet giver os ikke noget svar, og vi er henvist til at gætte, hvad Jesus mener. Uanset svar, så kan ”noget værre” altid ramme os. Vi er fortsat truede, vi er dødelige, og vi har brug for også i morgen at blive rejst op af Kristus.
Afsæt til prædikenen
Ovenstående giver en række muligheder at gribe fat i i en prædiken, f.eks.:
På baggrund af alle tre tekster kan man præsentere menigheden for tolkninger af lidelsen og håbet: Er lidelsen Guds ansvar (Sl 39)? Er lidelse et vilkår for os som mennesker og kristne – at dø med Kristus (2 Tim 2)? ”Vil du være rask” – hvad ligger der i det? Og hvori består håbet? At holde ud som den syge i 38 år. At Jesus blev den syge mands ”menneske”. At høre Jesu ord som ord til os: Rejs dig, tag din båre og gå!
En billedprædiken over Carl Blochs maleri med fokus på, at Jesus ikke kun helbredte, men løftede den syge mand ud af ensomheden. Også i dag er ensomhed et stort problem for mange. Og sygdom har ofte ensomhed som bagside. Eksistentielt har vi alle en ensomhed: Det er kun os, der kan leve vores liv og dø vores død. Men Kristus blev også vores ”menneske”. Han tog med sin lidelse vores lidelse på sig, var ensom og forladt af Gud på korset for i sin opstandelse at give os et håb.
En diakonal prædiken med fokus på sammenhængen mellem inkarnation og diakoni. Guds søn blev ”menneske” for at sige til os: Rejs dig, tag din båre og gå. Jesus standsede, mens andre gik forbi. Så, mens andre overså. Og lod regler være regler for medmenneskets skyld. Vores opgave er som menighed, Kristi legeme, at være den fortsatte inkarnation. At finde veje for at være ”menneske” for medmennesket.
Begrundet salmevalg
Hvis gudstjenesten skal begynde med en morgensalme, kan det være 743 (Nu rinder solen op).
Salmer, der berører lidelsen: 483 (Slip os, arme, ej), 643 (Sorrig og elendighed), 644 (Aldrig er jeg uden våde), 410 (Som tørstige hjort), 371 (Du fylder mig med glæde).
Overvej også Aastrups mesterlige gendigtning med fokus på, at Jesus blev ”menneske” for den syge: 157 (Betesda-søjlernes buegange)
16. søndag efter trinitatis – Døden er en tragedie – og kirken er en protestbevægelse!
Dagen og dens sammenhæng
Denne søndag er kulminationen på den midterste del af trinitatis, der handler om, hvad Jesu myndighed er: Han har myndighed til at kommandere med døden! Søndagen er langfredag og påskedag i ét. Den falder midt i efterårets begyndende død i naturen. Den er samtidig et lys, der tændes for os i en tid, som bliver mere og mere mørk.
Gudstjenestens læsninger
Læsningen fra Det Gamle Testamente (Sl 139,1-12) slår temaet an. Gud er nær i alt og overalt. Gud er bag os og foran os. Gud er i himlen og i dødsriget. For Gud er mørket ikke mørkt. En vidunderlig og smuk tekst!
I læsningen fra Det Nye Testamente (1 Kor 15,21-28) løftes blikket til eskatologien. Kristus er den nye Adam (jf. hertil Rom 5,12-21), som skal gøre alle levende. ”Førstegrøden” er den første høst, der blev båret ind i templet og ofret til Gud (2 Mos 34,26). Dermed antydes Jesu død som offer. Førstegrøden efterfølges af resten af høsten. Sådan følger de, der hører Kristus til, i opstandelsen ved tidernes ende. Til sidst tilintetgøres døden, ”den sidste fjende”.
Der ligger her en tolkning af døden som livets og Guds ”fjende”, modsat begrebet ”eutanasi”. Dette ord betyder ”den gode død”, eu- (godt) og thanatos (død).
Der er flere linjer i evangeliet om opvækkelsen af Lazarus (Joh 11,19-45).
En linje er protesten: ”Herre, havde du været her, var min bror ikke død,” siger både Martha og Maria. Skaren tilslutter sig protesten: ”Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?” Linjen videreføres i omtalen af, at Jesus græder og bliver ”stærkt opbragt”. Grundteksten siger egentlig, at Jesus bliver ”oprørt i ånden”. Bibelen 2020 oversætter: ”Jesus blev både oprørt og vred.” Jesus er næppe vred på Martha, Maria og jøderne omkring dem. Han tilslutter sig protesten imod døden. Protesten mod døden kulminerer i opvækkelsen af Lazarus.
Der er også en linje i evangeliet, der handler om tro. Troen omtales bemærkelsesværdigt mange steder! Den begynder allerede i vers 15. Her siger Jesus, at Lazarus’ død er sket, for at disciplene skal komme til tro. Den videreføres i Jesu samtale med Martha. Hun tror på opstandelsen på den yderste dag. Hun ender dog med at bekende sin tro på Jesus som Kristus, Guds søn. Hendes bekendelse svarer til Simon Peters bekendelse i Matt 16,16. Også Jesu stærke jeg-er-ord har troen med (v. 25-26). Maria udtrykker ikke sin tro, men kaster sig ned for Jesu fødder – måske et fysisk udtryk for tro? Videre siger Jesus til Martha: ”Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?” Endelig siger Jesus i sin bøn til Gud forud for opvækkelsen af Lazarus, at han beder, for at folkeskaren skal tro. Og evangeliet ender med at fortælle, at mange af jøderne kom til tro.
En tredje linje handler om opstandelsen og opvækkelsen af Lazarus. I samtalen med Jesus taler Martha om den eskatologiske opstandelse på den yderste dag. Jesus drejer den til sit stærke jeg-er-ord: ”Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.” Derpå følger selve opvækkelsen som det afgørende og sidste tegn i Johannesevangeliet. Der er alt det, som døden er: forrådnelse, lugt og en sten, så tung som døden selv, smerte, sorg og gråd. I opvækkelsen forsvinder det alt sammen. Det er en fysisk, en ”kødets” opstandelse, der sker.
Afsæt til prædikenen
Døden er en tragedie og kirken en protestbevægelse
Statsminister Mette Frederiksen fik hug for under corona-krisen at sige: ”Hvert eneste dødsfald er en tragedie.” Med rette! For der er forskel på, om man dør som 7-årig, eller om man – som Aarhus’ tidligere bykonge, Thorkild Simonsen – dør som 96-årig. Men set fra en teologisk synsvinkel har hun ret: Døden er en tragedie. Menneskets liv tippede mod tragedien, da Adam og Eva faldt i Paradisets have. Siden har tragedien fulgt mennesket, jf. epistelen: ”Alle dør med Adam.”
Men evangeliet viser os en anden vej: Protesten mod døden, jf. ovenfor. Sådan forstået er kirken en protestbevægelse, der igen og igen hævder, at døden ikke er det sidste. Fra dåb til død modsiger vi dødens virkelighed med ordene: ”Lovet være Gud… som har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.”
Lazarus’ opvækkelse: en trosvandring
Prædikenen kan forme sig som en trosvandring igennem de sætninger i fortællingen om Lazarus’ opvækkelse, der taler om tro – evt. med en seddel til menigheden med de linjer, der berøres, så de kan følge med. Måske en overraskende vinkel til denne tekst – men det kan man jo så sige!
Johannesevangeliet er gennemsyret af, at det vil lede til at tro, jf. Joh 20,31: ”Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.”
Prædikenen kan gennemgå og diskutere følgende: Vælger Gud virkelig ikke at handle for, at vi skal tro? (v. 15). Martha bevæges fra en tro på troslæren til tro på Kristus. Tro er aldrig en ”lære”, men en relation (v. 20-27). Maria kaster sig ned for Jesu fødder og græder i en kropslig overgivelse. Har vi glemt den dimension? (v. 32-33). Opvækkelsen af Lazarus er en handling, der fører flere til tro (v. 41-45). Er trosstyrkende undere fortid – eller også nutid? Jesu ord til Martha: ”Hvis du tror, skal du se Guds herlighed” (v. 40), og tidligere i v. 25: ”Den, der tror på mig, skal leve, om han end dør”: Det er, hvad troen er indgangen til! Tro er en tro på løfter.
Troen beskrives her fra forskellige vinkler. Den centrerer sig om, at kristentro er kamp, der på trods af – og igennem – lidelse føres til tro på Jesus Kristus, der giver os håb, opstandelse og liv.
Den grænseoverskridende Gud
Grænseoverskridende adfærd er ikke et plusord. Ikke mindst i disse MeToo-tider! Det er godt. Men set fra en helt anden vinkel er historien om Gud og hans søn, Jesus Kristus, grænseoverskridende. Den overskrider grænserne for, hvad vi mennesker formår.
Grænserne for, hvad vi formår, er hele tiden blevet udvidet! Nogle tror af den grund alt for meget om sig selv – og om menneskers muligheder. Har vi kollektivt glemt, at magtesløsheden er en af livets uundgåelige sider? Der er i alt fald fortsat en grænse, vi ikke kan overskride: døden. Beskrivelsen i evangeliet af sygdom, død, sorg, stank og gravsten kunne være skrevet i dag.
Men Gud er en Gud, der overskrider grænser. Sådan er det igennem hele Det Gamle Testamente. Sådan er det i beretningen om Jesu liv fra fødsel til opstandelse. I evangeliet i dag overskrides grænsen mellem død og liv – som en foregribelse af, at Jesus selv skal stå op af graven påskemorgen. Guds grænseoverskridende adfærd er vores håb.
På en gammel gravsten et sted i Rom står der: Depositus – sat i depot. Det er det kristne håb, at vi som Lazarus skal hentes frem af depotet og krydse grænsen fra død til liv igen.
Begrundet salmevalg
Der skal fuld blus på glæden og opstandelsen i denne efterårets påskedag. Påskesalmerne kan hentes frem af deres hi. Samtidig skal det afbalanceres af, at denne søndag også indeholder et langfredagstema: døden og sorgen. Og at tro er også en væsentlig pointe i evangeliet.
Det kan være salmer som:
403 (Denne er dagen), 31 (Til himlene), 552 (Nu har du taget fra os), 228 (Du er opstanden, sejrshelt), 240 (Dig være ære), 217 (Min Jesus, lad).
18. søndag efter trinitatis
Dagen og dens sammenhæng
Det handler om relationer denne søndag. Relationerne kan rummes i billedet af et kors. Et kors har en vertikal og en horisontal planke. Sådan er et menneske i relation til Gud og til medmennesket. De to relationer betinger, at vi bærer frugt.
Gudstjenestens læsninger
Salme 121 er en valfartssalme. Den handler om det vertikale, relationen til Gud. Gud er ikke kun i templet, som de valfartende er kommet til. Han bevarer både udgangen fra templet og indgangen igen (v. 8) og lader ikke foden vakle på vandringen (v. 3). Gud er himlens og jordens skaber (v. 2). Men han er samtidig så tæt på os, at han er vores skygge (v. 5).
Der ligger en linje fra Gud som ”skyggen” til Jesu tale om vintræet og grenene: Gud er organisk forbundet med os. Salmens sidste linje gentages i dåbsritualet: ”Herren bevare din udgang og din indgang…”. Som den, der valfartede til templet, blev forsikret om Guds nærvær på vandringen, sådan er Gud nær i den døbtes livsvandring.
I 1 Joh 4,12-16a er det vertikale en relation til den treenige Gud. Teksten bevæger sig fra ”Gud, som ingen har set”, til ”deraf ved vi”. Visheden kommer fra Ånden og af, at brevskriveren har set Jesus, Guds søn, som verdens frelser. ”I Gud” og ”i os” gentages mange gange. Guds relation til os er så tæt, at han er ”i os”. Gud ”i os” er ikke kun tro, men næres af det horisontale: ”Hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os.”
Evangeliet (Joh 15,1-11) bygger oven på de to andre tekster. Også her relaterer den vertikale relation til den treenige Gud, selvom Åndens gerning kun er antydet: Vi er grenene, Jesus er vintræet, Faderen er vingårdsmanden. I frugterne, Åndens gerning, samles det vertikale og det horisontale: Det bliver til frugt til gavn for andre, at vi holder Jesu bud (v. 10).
Johannes vinder næppe nogen pris for klar argumentation. Ordene kommer i en usorteret brainstorm over billedet med vinstokken. En optælling af ord kan pege på, hvad der er det vigtigste i teksten. ”Bære frugt” bruges således seks gange. ”Blive i mig/jer” bruges syv gange. Til sidst varieres det til ”bliv i min kærlighed” og ”min glæde kan være i jer”. De to optællinger viser, at prædiketeksten centrerer sig om netop de to dimensioner: den vertikale (”bliv i mig”) og den horisontale (”bære frugt”). Begge dimensioner er uløseligt knyttet til hinanden. En gren kan ikke bære frugt i sig selv. Ja, skilt fra Jesus kan vi ”slet intet gøre”, men bliver som visne grene, der kastes ud. Til gengæld gælder det: Når en gren er på stammen, så bærer den frugt.
Teksten stiller en række spørgsmål, man i en prædiken kan kradse i:
– Er det virkelig sådan, at vi slet intet kan gøre uden Jesus, og at vi visner uden ham?
– Hvad betyder det at ”blive i Kristus”, og hvordan bliver vi i ham?
– Hvad er det ”at bære frugt”, og hvordan gør vi det?
– Jesus vil, at vores glæde ”bliver fuldkommen”. Hold da op! Hvem vil ikke det?
Afsæt til prædikenen
Frugt
At bære frugt tillægges så stor vægt, at Gud herliggøres ved, at vi bærer frugt. Jamen dog! Men hvad er det at bære frugt så, konkret? Handler det om en indre kærlighedens to-do-liste? At gøre noget godt for andre hver dag? At anstrenge sig for det gode?
Evangeliet er underlig ukonkret om, hvad det betyder at bære frugt. Deri er der en pointe. Evangeliet lægger i stedet vægten på forbindelsen til Jesus. Det er som med grenen. Den bærer frugt, fordi den er på stammen. Ikke fordi den anstrenger sig. Derfor skal vi ikke bekymre os om, om vi bærer megen frugt, eller om vi gør det godt nok. Ja, vi skal faktisk slet ikke gøre for meget. For ingen frugtavler ønsker mange små frugter. De bliver renset fra. Vi skal alene være i livsrelationen til Guds søn og lade livet vokse derfra.
Man kan overveje at begynde en prædiken om at bære frugt med spørgsmålet: Hvad er der kommet ud af dit liv, so far? Og så pege på, at evangeliet overhovedet ikke lægger op til selvevaluering, tværtimod. Jf. hertil Salmebogen nr. 368 v. 4: ”Glæden er den, at vi ikke skal spørge / hvad der i grunden kom ud af vort liv….”
En anden mulighed er at inddrage afdøde dronning Elizabeth. Er der her en sammenhæng mellem den frugt, hendes liv bragte, og hendes kristne tro? Se hertil dette link om ”The Queen’s Way”: licc.org.uk/resources/the-queens-way/
Skilt fra mig kan I slet intet gøre
Ordene ”skilt fra mig kan I slet intet gøre” står markant i evangeliet i dag. De afslutter en af de læsninger, der hører til præstevielse og bispevielse. Tager Jesus munden for fuld? En ting er, at præst og biskop er helt afhængige af relationen til Guds søn i deres arbejde. Men kan vi virkelig intet gøre uden Gud? Der gøres jo meget, også meget godt, i verden, uden at ”Gud” blandes ind i det!
Har vi i vores vestlige sekulariserede verden alligevel brug for at lytte her? Lytte til, hvor afhængige vi er af Gud. At uden Gud ville verden ikke være til. Uden Gud ville vi ikke nyde jordens frugt. Uden Gud ville vi være hjælpeløse som en gren, der brækkes af og brændes. Uden Gud ville vi intet håb have.
Beskæring
En vinstok skal beskæres – ellers får den alt for mange vildtvoksende grene og alt for små frugter. Der må beskæring til i vores liv. Noget må dø, for at andet kan vokse. Noget må opgives, kastes væk, for at andet kan blomstre.
Det handler ikke om, at vi skal være rastløse og altid på vej til noget nyt. Heller ikke om en forenklet tolkning af lidelsen: ”Det er nok fordi…!” Det handler om at turde skære fra, når det er nødvendigt. Og om at turde rejse sig og se nye muligheder, når noget skæres fra os – og se Guds hænder i vores liv, sådan som livet er og har formet sig.
Vintræet som billede
Elementer i vintræet som billede, som kan overvejes til at sige noget om vores relation til Gud:
– En vinstok er livsbetingelse for grenene. Vi er intet uden Gud.
– For en vinstok handler alt om grenene og frugten. Gud er heller intet uden os!
– Vintræets bærende del, selve stokken, er tynd, knudret og ikke særlig smuk. Der er intet mægtigt og smukt bøgetræ over det. Sådan var Jesus.
Vintræ og nadver
Endelig ligger der en sammenhæng til nadver og kirkeforståelse i billedet af vintræet. Vintræets frugt er nadverelement, noget, vi får. Jesus er samtidig hele vintræet. Grenene, menigheden, er på én gang fællesskab om at bære frugt i kærlighed og fællesskab om Kristus – ja, et fællesskab, der er Kristi legeme.
Vi bæres af inkarnationen, vi modtager inkarnationen i nadveren, og vi er bærere af inkarnationen i kirken, Kristi legeme.
Begrundet salmevalg
368 (Vintræ og grene og frugt hører sammen) er et must. Den er i sig selv en tolkning af evangeliet! 412 (Som vintergrene) er også en mulighed.
Dernæst kan følgende salmer om den vertikale og den horisontale dimension overvejes: 367 (Vi rækker vore hænder frem), 697 (Herre, jeg vil gerne takke), 374 (Herre Jesus, stærk og mild), 292 (Kærligheds og sandheds Ånd), 289 (Nu bede vi den Helligånd), 62 (Jesus, det eneste)
20. søndag efter trinitatis
Dagen og dens sammenhæng
Der er også dom i naturen i disse dage. Snart falder de sidste blade og hvirvles rundt i bunker af død. Naturens tone af dom genfindes i teksterne – og i øvrigt i de fleste tekster resten af trinitatis. Vorherres vingård dømmes og forfalder. Vingårdsejerens sønner er utilregnelige. Forpagterne prygler og dræber dem, ejeren sender. Andre overtager forpagtningen. Selv hovedhjørnestenen, Jesus selv, er set gennem dommens briller. Man kan slå sig på ham og knuses af ham. Kun i afslutningen af epistelteksten er der lysere. Der kan øjnene og sjælen hvile, når der læses: ”For Gud har indesluttet alle i ulydighed for at vise alle barmhjertighed.”
Gudstjenestens læsninger
Læsningen fra Det Gamle Testamente (Es 5,1-7) begynder godt. Der er sang i luften. Vingården er smuk og har alt det, den skal have. Sådan ville Gud det. Men så kommer nedturen: Vingården giver vilddruer. Dommen udebliver ikke: Vingården får lov til at forfalde, hegnet bliver fjernet, den får ingen regn. Sådan er Guds forhold til sit folk, Israel: ”Han ventede retfærdighed, men der kom nødskrig.”
Fra den første læsning er der et opmærksomhedspunkt: Søndagens dom over Israel og jøderne må ikke vende udad. Jødehad har verden set alt for meget af!
I læsningen fra Det Nye Testamente (Rom 11,25-32) redegøres der for Israels frelse. Det er en noget knudret tankegang, der gør teksten mindre velegnet til oplæsning. Forhærdelsen over Israel vil vare ”indtil hedningerne er kommet fuldtalligt ind”. Vi står tilbage med et par ubesvarede spørgsmål: Hvor kommer forhærdelsen af Israel fra? Og når der til sidst skal vises ”alle” barmhjertighed, ophæves så al dom? Spørgsmålene besvares ikke entydigt i denne tekst. Men den fastholder Gud som barmhjertig.
Evangeliet (Matt 21,28-44) består af to lignelser samt Jesu afsluttende ord om hovedhjørnestenen. Den første lignelse om to sønner lægger sig op ad flere steder i Bibelen med temaet ”to sønner”. Tolkningen i den anden lignelse om vingården er næsten for entydig: Jøderne må afgive vingården til andre! Her kunne man så rette sig op og sige: Det er os, de kristne, der har overtaget vingården! Men straks kommer spørgsmålet: Har vi så forvaltet Vor Herres vingård, som Gud vil?
Det hele rundes af med ordene om den vragede sten, der bliver hovedhjørnestenen. At den vragede bliver ophøjet, er et tema, der kendes fra talrige fortællinger og eventyr. Her handler det om Jesus selv.
Afsæt til prædikenen
Det er ikke den letteste søndag at prædike! Måske skal man begynde med at sige det i sin prædiken? Og så ellers forsøge sig. Det kan naturligvis blive en frelseshistorisk prædiken om jøder og hedninger. Alle tekster centrerer sig jo om det tema. Men hvor relevant er det for andre end teologer? Her er nogle forslag til andre veje, man kan gå ad:
Mysteriet om de fortabte sønner
Der er altid to sønner. Kain og Abel. Jakob og Esau. Den yngste søn, der soldede sin del af arven væk, og sønnen, der pligtskyldigt blev hjemme og passede sit ansvar. Sønnerne i lignelsen i dag. Det er let at pege den rigtige ud. Men ser man efter, er der altid to fortabte sønner i Bibelen. Ingen er fuldkomne.
Og hvilken af de fortabte sønner er vi så? Vi kunne have lyst til at række hånden op som en flink skolepige og sige: Ingen af dem! Jeg foretrækker at sige ja og handle efter det! Men den mulighed giver evangeliet os ikke. For idealer holder ikke til virkeligheden.
Der findes til gengæld den virkelighed, at Gud er barmhjertig. Der findes den mulighed at stille sig i række af toldere og syndere. Det er dem, der går ind i Guds rige.
Dømt til at være menneske
Der er dom i luften i efteråret. Sådan er der dom i læsningerne i dag. Det er deprimerende læsning! Og det er, som om der er dom i verden i denne tid: en truende krig og klimakatastrofe. Kan vi vende vores syn på ”dom” 180 grader? Vinteren må til, for at foråret kan komme. Døden må til, for at opstandelsen kan komme. Er det også sådan, at der må en dom til, før vi ved, hvem vi er? Før vi vækkes og ser sandt på verden? Og før vi kan tro? Har dommen et budskab til os, vi skal have fat i?
I podcasten Tal til mig fortæller kendte danskere om troens øjeblik til journalist Iben Maria Zeuthen. Troens øjeblik kommer ofte i en krise. Når man bliver dømt af livet, finder man ud af, hvad livet er: sårbart, uperfekt og truet. Og dér kan troens øjeblik indfinde sig.
Når man slår sig på Jesus
Kan man slå sig på Jesus? Evangeliet er ikke i tvivl. Det siger i nogle lidt tågede og alligevel præcise formuleringer: Man kan falde over hovedhjørnestenen og blive kvæstet. Og stenen kan falde på én, så man knuses.
At man kan slå sig på Jesus, svarer ikke til det billede, vi ellers har af ham. Har vi tegnet et for smukt billede af Jesus? Som en gadetegner, der fortegner sit portræt og laver det smukkere. Går vi Det Nye Testamente igennem, er der mange, der slår sig på Jesus. F.eks. dem, han taler til i dag. Kun få holdt i virkeligheden ud med Jesus. Selv de nærmeste, disciplene, svigtede til sidst. Men Gud fortrød ikke, at han sendte sin søn, men oprejste ham af graven.
Også i dag kan vi slå os på Jesus. Vi kan kæmpe med formuleringerne om Guds favnende kærlighed, mens det råber indefra: Hvor er Gud i verden i dag – og i mit liv? Det hele ender jo i en grav…!
Hvad skal man gøre, når man slår sig på Jesus? Vi kan overveje at gøre som Grundtvig, der i en af sine depressive perioder skrev salmen ”Sov sødt, barnlille” til sig selv. Vi kan høre, at engang blev vi holdt over en sten så tung og stor som en hovedhjørnesten: døbefonten. Der blev vi Guds og fik del i Jesu død og opstandelse. For det er, som epistelen siger: ”… sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke.” Gud fortryder ikke, at vi er hans. Heller ikke når vi slår os på ham.
Begrundet salmevalg
Nu står der skum (731) er et godt bud på en efterårssalme, hvor både tekst og melodi passer til denne søndags tone. Salmerne må herfra gerne ramme søndagens alvorlige tone, men ikke lade os blive dér. Her er nogle muligheder:
Ak, Fader! Lad dit ord og Ånd (347) lægger sig op ad læsningen fra Det Gamle Testamente. Du gav os efter dit behag (27) kan bruges før prædikenen. Her kan også en Helligåndssalme synges, f.eks. Kom, Gud Helligånd, kom brat (205). Jeg så ham som barn (67) handler om troens øjeblik, efter først at have fået dommen. Sov sødt, barnlille (674) må naturligvis synges, hvis den omtales i prædikenen (se ovenfor). Herre, når din time kommer (277) berører dommen og fastholder håbet: ”Vi skal se dig, som du er!” og kan evt. bruges til afslutning – hvis ikke man foretrækker at runde gudstjenesten af med at pege på Guds barmhjertighed og nåde, jf. epistellæsningen: På Guds nåde i al våde (518).
22. søndag efter trinitatis
Dagen og dens sammenhæng
Vi er tæt på kirkeårets afslutning. Der er mere og mere dom i teksterne. I dag fyger ordene imod os i en efterårsorkan. Ødelæggelserne overgår hinanden, og billederne skifter hastigt: møllesten om halsen, sænket i havets dyb. Øksen, der hugger af, så hænder ligger tilbage. Øjet, der rives ud. Helvedes ild.
Men i orkanens øje finder blikket hvile på et barn. Der er Guds hænder. Hænderne har tegnet vores navne i sig. De husker, som en mor husker sit barn. De søger, til de finder. De genopbygger. De frelser de fortabte. De bærer til englene for Guds ansigt. De bærer på glæden.
Gudstjenestens læsninger
Læsningen fra Det Gamle Testamente (Es 49,13-18) er ord til det landflygtige Israel. Teksten er en spændt bue, der spiller for os. Der er fryd og jubel i buens første lyde. Men midt dykker det i mol: ”Herren har svigtet mig, Herren har glemt mig.” Da rammer ordene en lyd, som enhver kvinde, der har født, genkender: ”Glemmer en kvinde sit diende barn? Glemmer en mor det barn, hun fødte? Selv om de skulle glemme, glemmer jeg ikke dig. Se, i mine hænder har jeg tegnet dig.”
Det hele slutter i forventningens smukke lyd, brudens forventning, når hun spænder sit bælte. De stærke ord er et af Bibelens få kvindelige billeder på Gud.
Med læsningen fra Det Nye Testamente (Ef 4,30-32) antydes domsaspektet, som siden udfoldes i evangeliet: ”Vold ikke Guds hellige ånd sorg.” Sorgen eller bedrøvelsen sker, hvis ondskaben får magten over os. At volde en anden sorg fordrer et tæt forhold. Sådan hører vi Gud til.
Evangeliet (Matt 18,1-14) indeholder en omvending af værdier: Barnet er størst. Barnet står ikke for det barnagtige eller uskyldige, men for det magtesløse menneske, som ikke kan finde vej i livet. Denne omvending af, hvilket menneske der er størst, indeholder brændstof til et nyt syn på sig selv – og en skærpelse af menneskesynet.
Omvendingen af værdier siger samtidig noget om Gud. Den betingede kærlighed elsker, fordi… At Gud elsker den magtesløse og søger den fortabte betyder, at han elsker ubetinget. At Gud dømmer den, der får den magtesløse til at falde, urimeligt hårdt, er et udtryk for den samme ubetingede kærlighed til den magtesløse. Dermed er også antydet, hvordan vi kan forstå domsordene. De er kærligheden sat på spidsen: Du skal hellere skade dig selv end mærke, hvad mine små betyder for mig!
Afsæt til prædikenen
Her er en række ansatspunkter, der evt. kan inddrages i en prædiken:
Man er, hvad man yder
I et af sine gruk siger Piet Hein: ”Ingen kan hæve sin lod ved at kræve. Livsloven lyder: man er, hvad man yder.” Sådan må det være i et samfund: Vi er dybt afhængige af, at vi alle yder! Når Jesus peger på, at barnet er størst, handler det ikke om, at vi bare skal nyde og ikke yde. Men at vores identitet og værdi ligger et andet sted end i det, vi yder: i at være et elsket Guds barn.
Magtesløsheden som vækstens sted
I en podcast i DR’s serie Tal til mig fortæller folketingspolitiker og tidligere minister Ida Auken om det, hun lærte af en periode med stress. Hun lægger vægt på, at ”menneske” på engelsk hedder ”human being”, ikke ”human doing”. I den magtesløshed, som stressperioden var, fik hun øjnene op for, at vi ikke får vores værdi af det, vi gør, men af det, vi er.
Filosof Morten Albæk fortæller i bogen Ét liv. Én tid. Ét menneske (2018) om, hvordan hans fars død betød en ændring i hans liv: Han måtte forholde sig til, at også hans eget liv slutter. Det førte til, at han ledte efter ”mening”. Her kan man, ifølge ham, ikke opdele livet i arbejde og fritid. Hele livet, inkl. arbejdet, skal give ”mening”. Det medførte for ham, at han opgav sit topjob i Vestas. Igen gav magtesløsheden plads til refleksion og til at finde et nyt fodfæste.
Hvem skal have ærespladsen?
Som generalsekretær for et missionsselskab blev jeg på rejse til samarbejdskirker i Afrika ofte tilbudt en æresstol, når jeg besøgte kirker: en blød, komfortabel lænestol øverst i kirken, mens alle andre sad på hårde bænke. Hvem skal have æresstolen i vores kirke? En af præsterne på præstetavlen? Menighedsrådsmedlemmet, der kan fejre 25 års jubilæum?
Tager vi Jesus på ordet, så ingen af dem! Derimod skal de magtesløse sidde dér: den demente, den udviklingshæmmede, den stressplagede, den alvorligt syge, misbrugeren, den døende. Vi kan også se pladsen ved nadverbordet som æresstolen: Kun den, der bøjer sig, gør sig lille og lige med alle andre, kan tage plads dér.
Mindre med alderen
I et hjem blev der sat en pind op for hvert barnebarn. Hvert år blev barnet målt, så alle kunne følge med i: Så stort er jeg blevet! Men ifølge Jesus bliver vi ikke større og større for hvert år, der går. Det er snarere modsat. Det mindste barn er størst. Derefter bliver vi mindre.
Guds moderlige kærlighed
Billedet af Gud er for mange båret af Fadervor. Det findes også i evangeliet i dag. Gud kaldes ”jeres himmelske far”. Men der er også et andet billede: Gud som en mor, der ikke glemmer det barn, hun fødte (læsningen fra Det Gamle Testamente). Derfra kan man pege på sammenhængen til evangeliets tale om, at barnet er størst. Og at Gud i evangeliet i dag er som den forælder, der på alle måder står bag sit barn, så ingen må skade det!
Evangeliet som et ekspressionistisk billede
Den ekspressionistiske malerkunst gjorde op med den figurative måde at male på. I stedet malede man billeder, der afspejler verden, som kunstneren ser og oplever den. Et berømt eksempel er Edvard Munchs maleri Skriget (1893). Evangeliet i dag maler verden, som Gud ser den.
Fra vores perspektiv er barnet mindst, fra Guds perspektiv er barnet størst. Fra vores perspektiv forsøger vi at sikre os mod magtesløsheden, fra Guds perspektiv er det størst at være magtesløs. Fra vores perspektiv er et tab på 1% lille; for Gud er den enkelte alt, og han forlader hellere de 99 for at finde den enkelte. Det er Guds blik på verden, Jesus vil have os til at se, overveje – og øve os i.
Begrundet salmevalg
Mange af Ingemanns salmer peger på barnet og det mindste, f.eks. Lysets engel (747) eller Gud ske tak og lov (751).
Andre mulige salmer, der handler om barnet og Guds omsorg for mennesker: Lille Guds barn (41), Sov sødt, barnlille (674) – hvis den ikke blev brugt 20. s. e. trin, se min vejledning til denne søndag – Jeg er i Herrens hænder (51).
Endelig kan man overveje salmer, der har fokus på Guds omsorg og magt i magtesløsheden: Den mægtige finder vi ikke (414), Befal du dine veje (36), Mægtigste Kriste (266).