En prædiken skal børere tilhøreren med evangeliet. Denne forståel af, hvad en prædiken skal, indbærer en række pointer:

Tilhøreren i fokus

At sige, prædikenen skal berøre tilhøreren, er det samme som at sige, at det ikke kun er prædiketeksten, der prædikes over. Der prædikes også over tilhørerens liv.
Som prædikanter skal vi derfor være velorienterede om, hvad der rører sig. Det gælder både på et overordnet plan i samfundet, men også i den enkelte menighed. Prædikenen kan derfor ikke løsrives fra netop den menighed, der sidder på bænkene.
At sige at prædikenen skal berøre tilhøreren gør det vanskeligt at prædike. Som prædikanter kan vi kun til en vis grad styre, hvad tilhøreren får ud af det. Man kan invitere tilhøreren med på en rejse med sine ord. Men om tilhøreren går med hele vejen eller stopper op ved en detalje i vejkanten – eller slet ikke er med – det afhænger af alt det, der er i tilhørerens liv og tanker lige nu.

At berøre

Prædikenen skal berøre tilhøreren. I det sen- eller postmoderne samfund afgøres sandheden af, hvad man mærker. Den udvikling kan man begræde og tale imod, men vi kan ikke komme uden om, at det er sådan for mange. Hvis prædikenen derfor har tilhøreren i fokus, må den berøre tilhøreren. Det er derfor ikke nok, hvis man forstår prædikenen. Prædikenen skal lade tilhøreren mærke evangeliet. Der er næppe nogen tvivl om, at når f.eks. prædikener ved bisættelser umiddelbart føles vedkommende, så er det fordi der tales lige ind i den situation, vi er samlet om. Man mærker talens ord. Talens univers berører tilhørerens.

Der er her nogle ting, som er vigtige:

1. Musikken, salmerne og liturgien ved gudstjenesten i høj grad også i det felt, der berører os. Prædikenen kan derfor ikke løsrives fra gudstjenesten som helhed.
2. At prædike, så det berører tilhøreren, er at gå på en balance-linje. Det kan blive til en sentimental eller manipulerende prædiken. Den kan fremme den misforståelse, at evangeliet kan reduceres til noget, vi kan mærke. Det kræver med andre ord en høj grad af autenticitet i de ord, der siges.

 At berøre med evangeliet

Det vigtigste til sidst: prædikenen skal berøre tilhøreren med evangeliet. Det er budskabet om Jesus Kristus, der er sigtepunktet. Hvis man ikke har det sigtepunkt, bliver en det ikke en prædiken.

 Også her er der nogle farer.

1. Den mest oplagte er, at det er let at beskrive en hverdagserfaring, så den berører tilhørerens liv. Men når man når til evangeliet, det egentlige budskab, så slipper det erfaringsnære op. Også evangeliet skal være formidles erfaringsnært.
2. En anden fare er, at man er så optaget af evangeliet og den rette lære, at man holder sig til det sikre: det bibelske eller dogmatiske sprog.
3. En tredje fare er, at man i sin optagethed af at reformulere selve budskabet, i virkeligheden forråder budskabet.

 At prædike på mange måder

En kirkegænger sagde engang sådan til mig om deres præst:
Vi sad under hans prædikestol i 10 år. Efterhånden vidste vi på forhånd præcis, hvad han ville sige!

Aldrig! tænkte jeg. Sådan skal de menigheder, jeg skal være præst for, aldrig kunne sige. Jeg vil prædike på mange måder. For kun sådan bliver evangeliet formidlet, så det erfares på ny.

Om det er lykkedes for mig, må andre svare på. Men det har været vigtigt for mig, at prædike, så prædikener har forskellig stil. Prædikenerne på denne hjemmeside vil derfor en række forskellige prædiken-former som:

• Prædikener, der er bygget op om et tema eller nogle gange bare et enkelt ord
• Fortælle-prædikener
• Meditative prædikener
• Dialogprædikener, hvor prædikenen er en dialog med en af personerne i prædiketeksten
• Billedprædikener, hvor tolkning af et kunstværk er omdrejningspunktet
• Homilier – prædikener, der ganske enkelt gennemgår bibelteksten
• Prædikener, hvor tilhøreren tages med ind i prædikenforberedelsen og præsenteres for overvejelser om tekstens forskellige tolkningsmuligheder
• Prædikener, der bevidst ”kradser, hvor det klør” – og tager fat om en prædiketekst vanskelige sider

Hvem har inspireret dig?

Jeg blev i sin tid ordineret af den daværende biskop i Viborg Stift, Georg S. Geil. Hans måde at prædike på inspirerede mig i de første præsteår. Siden da er jeg især blevet inspireret af homiletikere, som er en del af ”New Homiletic”-bevægelsen, der har sat fokus på tilhøreren på forskellig måde.

Her særligt David Buttrick, der i sin homiletik taler om ”moves and structures” og peger på en prædiken, der består af en række ”bølger”. Bølgerne hænger indbydes sammen som perler på en snor. Han arbejder systematisk med komponenter i hver bølge: teologisk påstand, metaforer, illustrationer og  budskabets vanskeligheder.

Også John S. McClure, som jeg mødte på en homiletik-konference, har inspireret mig med sin tanke om, at prædikenen i den grad skal tage udgangspunkt i den konkrete menighed, at menigheden skal være med til at udarbejde prædikenen.

Der kunne nævnes flere, men ovenstående er dem, der på en særlig måde har inspireret mig.