Prædikentekst: Matthæusevangeliet 21,1-9
Øvrige tekster: Salmernes Bog 24,1-10/ Salmernes Bog 100,1-5 og Romerbrevet 13,11-14

Mon ikke mange af jer kender skrabe-julekalenderen fra Danske Spil? Det er en julekalender, hvor man skraber et felt hver dag. Er man heldig, afslører skrabe-felterne de figurer, der giver en gevinst. For efterhånden mange år siden blev der lavet en TV-reklame for denne julekalender. De af os, der er gamle nok, har grinet af den i de mange år, den blev vist.

Man ser en far i den mørke julestue. Han kan ikke nære sig. Han er gået ind til sin skrabe-julekalender for at skrabe forud, for at se, om han vinder. Men dér står så hans datter og ser strengt op på ham, løfter pegefingeren og siger: Tss, tss.

Nej, det går ikke, vel? Det går ikke at tage alting på forskud. Har man en skrabe-julekalender, må man skrabe ét felt hver dag – og kun ét – husk det nu, I voksne! Har man en chokoladekalender, må man åbne en låge hver dag – og kun én – husk det nu, børn og andre, der har sådan én!

Men uha, hvem har ikke prøvet at bryde den regel? Ja, jeg skal ikke bekende noget her, men kunne – hvis jeg husker godt efter – måske fortælle om en enkelt gang. Men det går ikke!

Har man en pakkekalender, må man åbne én pakke hver dag – og kun én. Og ikke noget med at mærke på pakkerne heller. Næ, næ! Der er ting, man ikke tager på forskud.

Men i dag skal det lyde til os: Tag bare forskud på glæden! Julens glæde er så stor, at vi godt må tage forskud på glæden. Hele adventstiden er da også nærmest én stor tagen forskud på netop glæden. Når julekalendere lader os smage et lille stykke chokolade-glæde hver dag, tager det forskud på julens glæde. Når nogle åbner en lille pakke hver dag, tager det forskud på julens glæde.

Og alle lysene, vi tænder! Kalenderlyset, der tæller ned til juleaften. Adventslysene, der tændes, indtil adventskransen er hel og rund som evigheden selv. Alle lysene tager forskud på, at i julen kom lyset i mørket. Det lys, der har nok lys i sig til en lys evighed i Guds rige.

Så selvom det ikke går at bevæge sig ind en aften i den mørke stue og luske sig til at skrabe forud eller åbne noget forud, så skal det alligevel så lyde i dag: Glæden – den skal vi bare tage på forskud!

Og hvor har vi brug for i denne tid at tage glæden på forskud! For der er så meget, der tynger den anden vej.

Der er mørket udenfor lige nu. Det tynger glæden væk for mange. Når vi har én af disse novemberdage, der også i år har været en hel del af, hvor der ligger en tung dyne af skyer over os, og selv dagens lyse timer er, som om nattens mørke har erobret dagen, så kan skyernes tyngde forplante sig til de skridt, vi tager den dag, så de også bliver tunge. Men det mørke skal ikke fylde i dag! Det skal glæden, som vi bare skal tage forskud på!

Der er alle de andre vanskeligheder, sygdomme i verden, krige og meget andet mørkt. Vi behøver slet ikke nævne det. Vi kender det selv.

Men nu vil vi i dag ikke høre mere om alt det mørke. I dag er det første søndag i advent. I dag tager vi hul på noget nyt. I dag vil vi se fremad, mod et nyt kirkeår, mod en jul, der kommer. I dag vil vi se lyset i mørket. I dag vil vi se glæden, der ligger på spring.

I dag vil vi synge, som vi gjorde det til indledning: Vær velkommen, Herrens år, og byde det nye kirkeår velkommen med dets oceaner af glædesbudskaber. I dag vil vi synge om Jesus, der blev født, som vi sang lige før, og hvor vi endte med at synge:

Hver gang at jeg syns, jeg ku
helt la’ vær’ at være,
står du her med livets nu,
Jesus, du min Herre.

Vi vil høre salmens budskab: Jesus står hele tiden med livets nu til os. Også hvis vi synes, alt er så mørkt, at vi slet ikke lyster til at være.

Hver gang at jeg syns, jeg ku
helt la’ vær’ at være, står du her
med livets nu,
Jesus, du min Herre.

Vi vil endda fremture med at tage glæden på forskud og om lidt synge: Blomstre som en rosengård. For vi ved, at de øde vange skal blomstre med roser igen, selvom intet kan gro lige nu. Og til slut vil vi bare af vores lungers fulde kraft prise Jesus for glæden, han kommer med, og synge:

Vær priset, Jesus Krist, Guds lam.

For vi vil… vi vil tage glæden på forskud i dag!

Det er da også det, de gør i evangeliet til 1. søndag i advent, er det ikke?

Jesus rider ind i Jerusalem. Der er ikke meget pomp og pragt over det. Han rider på et æsel, på et simpelt, stædigt trækdyr, der ikke løfter ham meget op over skaren. Det ord, der bruges om ham, da han rider på æslet, er: Sagtmodig. Det er det sagte mod, han kommer med. Det er ydmygheden, der er i hans øjne. Han siger da heller ingenting. Han er tavs som graven, der venter ham langfredag nat.

Men skaren… hvad gør de? De tager glæden på forskud. Kender de det, der kommer? Kender de korset langfredag, hvor han skal bære verdens synder? Kender de opstandelsen påskedag, hvor glæden skal sprænge alle grænser, selv dødens? Nej. Alligevel tager de glæden på forskud og råber: Hosianna, Davids søn!

For de ser det, der sker, med troens øjne. I troen ser de, at nu, netop nu, kan de tage glæden på forskud.

De ser, at æslet, der stod bundet, nu er blevet løst. Og sådan skal manden på æslet løse dem fra alt det, de er bundet af: synd og død. Og derfor kan de tage glæden på forskud.

De ser, at han netop rider på et æsel. Og selvom æslet var et simpelt trækdyr, så var det profeteret, at engang skulle et æsel blive den nye konges ridedyr. Og nu… nu kom han, der er kongernes konge. De er så sikre, at de tager glæden på forskud.

De lægger deres kapper foran ham. Kapperne er ikke bare en rød løber, de lægger ud. Det er mere end det. De afklæder sig deres eget og giver det til manden på æslet. De afklæder sig deres mørke, deres mismod, deres fangenskab, deres bekymringer, deres synd, deres død. De afklæder sig alt det, der er deres, som de mennesker, de er, for at tage imod det, han kommer med. De satser alt på ham og tager glæden på forskud.

Åh, kunne vi bare lære af dem i dag! Lære, at kristentro handler om at tage glæden på forskud. Kunne vi bare lære af skaren den dag, så vi ser på Jesus med de rette øjne, men troens øjne. Så vi formår det, de gjorde, og ser på manden på æslet og ved: Han vil løse os fra det, vi er bundet af!

At afklæde os alt det, der tynger os: mørket omkring os, mørket i verden, mørket i sygdom, i synd, i død. Kunne vi bare lægge det ned for Jesu fødder, lade ham ride hen over det og se, at han rider mod kors og opstandelse for at vinde for os! Kan vi det?

Ja, det kan vi. Ja, det vil vi i dag. Vi vil – vi vil tage glæden på forskud!

I dag tager vi fat på et nyt kirkeår. 1. søndag i advent er kirkens nytårsdag.

Vi tager altså helt konkret forskud på noget i dag. Vi tager forskud på det nye år. For det er jo ikke nytårsaften endnu.

Og på en måde handler hele kirkeåret om at tage forskud. I julen tager englene forskud på glæden og siger: I dag er der født jer en stor glæde, som skal være for hele folket. Der er et gab imellem det, de siger, og det, der sker. Der er en afgrund mellem den store glæde og det fattige barn i krybben. Den store glæde giver kun mening, hvis englene beder os om at tage glæden på forskud og glæde os over, hvad barnet kommer til at betyde for verden.

Og sådan er der i alt det, Jesus siger og gør, et element af at tage glæden på forskud. Når han helbreder den syge, er det et tegn. Et tegn, der viser fremad, der tager noget på forskud: på Guds rige, der kommer. Når han forkynder, siger han, at det evige liv er allerede nu, i troen. At troen tager forskud på det liv, der er evigt.

Og når han rider ind i Jerusalem til skarens hosianna, så er det, som nævnt, også at tage forskud på glæden, på opstandelsens glæde.

Der er dem, der siger, at kirken skal følge med tiden. Det skal den også. Men den skal mere end det. Hvis vi skal være kristen kirke, skal vi være forud for tiden. Vi skal ikke kun følge med tiden. Gør vi kun det, risikerer vi at blive et ligegyldigt spejl af den tid, vi er i.

Nej, vi skal være forud for tiden, sådan som kirkeåret er forud for kalenderåret, sådan som profeterne var forud og forudsagde, at den store nye Davidssøn skulle drage ind i Jerusalem på et æsel, sådan som skarerne var forud for tiden, da Jesus red ind i Jerusalem.

Og vi kan være forud for tiden. Vi kan i troen tage glæden på forskud, fordi Gud hele tiden er foran os. Fordi Gud hele tiden er i vores fremtid. Fordi vi har et budskab om håb. Det håb, der blev født under julenats lysende stjerne. Det håb, der fik sit afgørende øjeblik, da Jesus døde på et kors og opstod igen. Det håb, der ser frem mod en evighed, hvor lyset fylder alt, og evigheden er for enhver, der tror.

Hvis vi som kirke kun spejler den tid, vi er i, og er en kirke, der følger med tiden, bliver vi ligegyldige. Kun hvis vi er forud for tiden og forkynder et håb og tager glæden på forskud, er vi Guds kirke.

Derfor må vi gøre det i dag: Tage glæden på forskud! Vi må håbe!

Derfor må vi aflægge alt vores eget, som skaren palmesøndag tog deres kapper af. Derfor må vi overgive alt det, der fylder os: novembermismod, træthed, sygdomme, svagheder, synd, død. Vi må lægge det ned for kongens fødder, som de dengang lagde deres kapper.

Og vi må se på, at han træder på det med æslets fødder. Han træder det under fode.

Kom, lad os overgive os til glæden over ham, der kommer, også til os, og som altid samtidig er forud for os. Og sige som skaren:

Hosianna! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn.

Amen.