Af jord er du kommet
Marias Bebudelse
Marias Bebudelse, 2. tekstrække
Prædiketekst: Lukasevangeliet 1,46-55
Øvrige tekster: Første Mosebog 18,1-15 eller Esajas’ Bog 7,10-14 og Første Korintherbrev 1,21-31
Tag glæden på forskud! Så enkelt kan budskabet på denne Marias bebudelsesdag siges. Det er det budskab, vi skal tage med os hjem i dag: Tag glæden på forskud!
I begyndelsen af denne uge var det virkelig koldt! De få plusgrader kæmpede først på dagen med skyerne. Men selvom plusgraderne var få, så var der nogle, der tog glæden på forskud en morgen, lagde jeg mærke til. For fuglene sang, som om det allerede var rigtig forår. De var fuldstændig ligeglade med, at solen ikke kunne bryde igennem. De var helt sikre i deres dom: Det kommer, foråret! Det kommer, det kommer, pippede de. Og sangen nåede mit øre og mit hjerte, der længes efter forår, og jeg gik glad omkring og tog mig i selv at fløjte. For jo, det bliver forår! Rigtigt forår! Det kommer, det kommer!
Vi skal lære af fuglene i dag! Vi skal lære at tage glæden på forskud! I grunden er det vel også det, vi gør, når vi ikke kan lade være med at lægge 10 sovende påskeliljer i indkøbskurven. De stod godt nok ikke på indkøbslisten. Men de må med. Vi sætter dem i vand derhjemme for at se dem folde sig ud. Vi bliver beruset af deres gule trompet, når de står der i stuen. Og deres gule farve trænger ind… ind i sindet og virker på samme måde som fuglesangen. Vi ved det og må fløjte igen: Foråret kommer. Det kommer, det kommer!
Marias bebudelsesdag er en anderledes dag i fastetiden. Det er dagen for glæden på forskud. Det er da også præcis det, Maria gør i sin lovsang i dag.
Fastetiden er ellers ikke tiden for glæden. Her er vi på en åndelig ørkenvandring. Her bekender vi vores synder ved gudstjenesternes indledning. Her hører vi om den ondes magt, om døden og om de kors, der er i menneskelivet. Og om det kors, der venter Jesus.
Men i dag – i dag er anderledes. I dag tager vi med Maria glæden på forskud. Der tager vi i overført betydning påskeliljer ind i kirken og får dem til at springe ud. I dag tager vi forskud på kirkeårets fester: både jul og påske. Vi ser Marias mave, der snart skal vokse, og undres: Der ligger Guds søn. Og vi ser endnu længere frem til det, der skete i Jesu liv: til al den barmhjertighed, han viste. At han var Guds frelse for mennesker. Vi ser helt til den påske, hvor han døde på et kors og opstod igen, for at Guds barmhjertighed kunne nå til hele verden. Og vi synger med Maria: Min sjæl, du Herren love! I dag fløjter vi med fuglene en tak til Gud over det, der er på vej. Det kommer, det kommer!
Maria, nu vil jeg vende mig til dig, stille mig foran dig, se dig i øjnene, spørge dig: Hvordan kunne du lovprise Gud, som vi hører det i dag? Ved du ikke, hvad der venter dig? Ved du ikke, at du er i fastetiden, den alvorlige tid. Ved du ikke, at der venter dig en ørkenvandring?
Jeg skal føde Guds søn! siger du til mig. Gud har udvalgt mig, en fattig kvinde, til at bære hans søn! Derfor synger jeg om glæden!
Men Maria, ved du ikke, hvor besværlig en graviditet er? Har du ikke hørt om kvindens smerte ved at føde?
Glæden er større, siger du. Spørg enhver kvinde, der har født, om glæden er større end smerten. Så vil du vide det.
Men Maria, de er allerede begyndt at samles ved bybrønden. De siger: Maria er med barn, og det er ikke Josef, der er faderen. Sladderen er begyndt at løbe ad sine kringlede veje. Den har det som vinden: Den finder altid vej, om ikke den ene, så den anden vej, og dens susen hører alle. Og der er nogle, der allerede er begyndt at samle sten op til den bunke, de vil stene dig med.
Men jeg er Guds tjenerinde, siger du. Og Gud vil så meget med det barn. Gud, der var fjern, vil være nær. Gud, der var ophøjet, vil være barmhjertig. Gud vil rumme de svage, de små, de fattige. Derfor må jeg synge glæden ud.
Men Maria, skyerne i horisonten vil blive til regn, ja torden. En dag vil de trække sammen og gøre himlen helt mørk. Jeg ved det: Din søn vil hænge på korset og dø. Og du vil alt for tidligt blive gammel af sorg.
Men ser du ikke solen bag det hele? siger du. Solopgangen fra det høje vil besøge os! Ser du ikke, at Gud har alt i sin hånd, også sin søn. Han vil lade ham leve. Glæden er der stadig: Gud være lovet!
Maria, du har ret! Maria, tag mig med i din glæde! Giv mig nåde til som dig at tage forskud på den glæde, der altid venter os fra Gud, og synge med dig: Det kommer, det kommer!
Måske skulle vi bare begynde at synge nu sammen med Maria? Synge en ny sang og lade omkvædet lydet: Det kommer, det kommer!
For når man tænker over det – er Marias liv så i grunden ret meget anderledes end vores? Også i vores liv er der ørkenvandringer. Også i vores liv er der ting, der truer, som der var det i Marias liv. Også i vores liv er der smerte og fødsel og kors og død.
Hvad skal vi gøre med det? Skal vi se med frygt på hver eneste dag, fordi det kan blive vores sidste? Skal vi frygte hver virus, der er i omløb? Og for de knuder, der kan komme i os? Eller for demens, når vi bliver ældre? Og for smerten, når vi skal dø, og graven, der venter? Eller for krige i verden?
Eller… skal vi lade Maria blive troens forbillede for os og gøre som hende: takke Gud, glæde os over, at han også ser til os og kalder os for sine børn. Og så frimodigt lægge vores liv i hans hænder og sige: Gud, du vil også noget med mit liv! Som du ville det med Marias! Tak, fordi du kan bruge mig. Og mest af alt: Tak, fordi du sørger for mig, og jeg er i dine hænder, uanset hvad der sker. Både i dag og hver dag, der kommer, og også på min sidste dag.
Og hvis vi ikke kan få det perspektiv ind over vores liv, så kan vi alligevel lære af Maria. For måske sang Maria ikke, fordi hun var et åndeligt overskudsmenneske. Måske sang hun for at få troen. Hele hendes lovsang ånder af løfterne i Det Gamle Testamente – hendes folks tro. Det er de løfter, hun kender fra folkets tro, hun læner sig op ad. Og måske synger hun de løfter ud for at få troen og blive styrket til at bære det, hun skal? For det virker lovsangen til Gud nemlig også hos os: Den synges af os alle i fællesskabet her i kirken. Og når vi synger sammen, så sker der noget: troen på Guds virkelighed og nåde og barmhjertighed bliver ikke bare min, men fællesskabets. Og det kan hver af os så fælde os ind i, når troen er svag, og vi synger sammen: Det kommer, det kommer!
Men vi må tilbage til Maria og spørge: Sig mig, Maria… sig mig lidt mere om din glæde – hvad enten du er urokkelig stærk i din tro, eller du bare fælder dig ind i andres tro og får styrke af det. Sig mig, hvad du synger om?
Og især én ting lægger jeg mærke til, at Maria siger i sin lovsang. Hun taler om, at Gud vender alting om. Når vi taler i et kirkeligt sprog om omvendelse, så mener vi oftest, at mennesker må vende om. At vi skal vende os om fra noget – og vende os mod Gud. Men i Marias lovsang er det Gud, der er den aktive. Det er ham, der vender om.
Jeg må spørge Maria igen: Maria, hvad er det, Gud vender om – for dig?
Han vender hele mit liv om, siger hun. Han har set til mig – mig, sin ringe tjenerinde. For det er, hvad jeg er, fortsætter hun: ringe. Jeg er bare fattig, ung, kvinde. Men Gud har vendt hele mit liv om, fordi han kan bruge mig og har store planer med mig.
Og jeg ser, hun har ret. Sådan kan Gud også bruge hende – og sådan kan han bruge dig. Lige netop dig, med det, du kan, og det, du magter eller ikke magter.
Og Maria fortsætter og ser på mig og siger: Der er mere. For det er ikke kun mit liv, Gud vender om. Alting vender han om. Han ser det mindste og vender det om. Ser du det ikke? Det er det mindste, der er i min livmoder. Gud ophøjer det og suger: Det er min søn! Og sådan vil Gud ophøje alle de mindste små i verden til sine.
Jeg ser, hun har ret: Det var hele Jesu liv at gøre dette: at ophøje det mindste, synderne, de ringe.
Og jeg aner, at så vil han også ophøje mig og dig. For hvem er jeg, hvem er du? Bare et fnug i universet. Kun et øjeblik i verdens milliader af år. Kun én er vi blandt de millarder, der er på kloden lige nu. Men os… lige præcis dig – og mig – ser han til, når vi er sultne efter mening og mod. Når vi mangler… håb, mangler helbred, mangler liv. Gud husker på hver eneste af os med barmhjertighed. Gud ophøjer det mindste. Hvilken nåde!
Til gengæld er der også andre, der vendes om, fortsætter Maria: De mægtige styrter han fra tronen. De rige sender han tomhændet bort. Åh, de er her endnu. De onde. De rige. Måske er noget af dem også i os! Det skal alt sammen styrtes af tronen af tronen af Marias barn. Og jeg tror, den onde engang intet skal have at sige mere.
Men spørger vi så Maria: Hvorfra ved du det? Du kender jo ikke din søns historie… Du har kun løfterne. Så svarer hun: Det ved jeg heller ikke.
Og spørger vi igen: Hvordan kan du så lovsynge Gud? Så svarer hun: Jeg tager forskud! Jeg gør som fuglene i forårets tågemorgen os synger: Det kommer, det kommer! For jeg stoler, jeg håber, jeg læner mig op ad løfterne og synger glæden ind i mit sind!
Så derfor: Lad os lære af Maria – og af fuglene i denne tid. Endnu er det fastetid og vinterfrostgrader, og endnu huserer den onde i verden, og vi mærker det og ved det i vores liv. Måske er der noget ondt, svært, vanskeligt lige nu, der, hvor du er! Men lad os bare tage forskud på det glæden og håbet og synge med fuglene og Maria: Det kommer, det kommer!
For det bliver forår, og lige om lidt er det påske. Og Maria fødte ham, Jesus Kristus, der vendte hele verden om. Han døde på et kors og opstod igen. Derfor er det sandt: Guds rige kommer! Og engang skal kun glæden være tilbage.
Og kan du ikke tro det, så syng med på lovsangen i dag alligevel. Fæld dig ind i fællesskabets tro. Lad dig beruse af håbet, lad sangene synge i dig.
Amen.
Palmesøndag
Prædiken til 2. tekstrække
Prædiketekst: Markusevangeliet 14,3-9 eller Johannesevangeliet 12,1-16
Øvrige læsninger: Zakarias’ Bog 9,9-10, Filipperbrevet 2,5-11,
Mit budskab i dag er enkelt. Måske tenderer det til det simple. Det lyder sådan: Du skal fråse i påsken. Ja, I hørte rigtigt. Det skal være en fråse-påske i år. Der skal ikke spares på noget i årets påske. Lad det blive en fråse-påske.
___
Inden jeg kommer for godt i gang, kan jeg allerede høre indvendingerne: frås… er det ikke noget, vi skal undgå? Jo. Helt tilbage i middelalderen blev frås – overdrevet forbrug – sat ved siden af utugt og misundelse og andre slemme ting som en af de syv dødssynder. Igennem århundrederne har det lydt til mennesker: Du må ikke frådse! Du må ikke ødsle!
Ganske vist: Der var årtier, hvor vi så stort på det netop dette. Hvor vi brugte og brugte uden hensyn: mere og mere, større og større. Velstanden steg, forbruget var som en accelererende ny bil med alt for mange kræfter. Og vi var alle med. Fråseri var ikke længere en dødssynd. Det blev til en dyd, vi viste frem: bilerne blev større, hestekræfterne det samme, husene også. Rækken af kjoler, sko, maskiner gik samme vej. Eller længden på ferierne. Længere væk, længere tid. Og vi er alle stadig med.
Men… du må ikke fråse, sagde de gamle! Og uanset om vi vil være ved det: De gamle er ved at blive moderne igen. Der er en bevægelse på vej. For vi ved godt, at vi ikke kan blive ved med at fråse, som vi gør det nu. Det ender med, at nutidens fråse-accelererende samfund tager magten fra os, og det hele ender som et bilvrag i grøften. Det er ikke lykken at få mere, mere, mere. Ødselhedens konsekvenser ses allerede: stigende globale temperaturer truer os. Rent vand i hanerne skal vi nyde, så længe det bare kan drikkes. Antallet af dyrearter i verden mindskes. Det tid, hvor vores fjorde var fyldt med fisk, er forbi. Fisk er erstattet af fedtemøg. Vejret bliver mere og mere voldsomt. Det er præcis med fråseriet af klodens ressourcer, som hvis man fråser med tid og kræfter til at overkomme et arbejde, der er for krævende. Til sidst giver kroppen op i nutidens folkesygdom, stress. Verden er ved at give op af stress over …. vores frås. Måske er det ved at gå op for os, at vi skal høre på de gamle: du må ikke fråse!
Og alvoren går ind i sproget. Nye ord dannes. Ord som klimaskam. Flyskam. Skammen over, at vi har været med til – og stadig er med til – at overforbruge.
_____
Men i dag er det palmesøndag! Lige om lidt er det påske. Og i dag siger jeg altså: lad det blive en fråse-påske. Og jeg tænker ikke på bugnende borde eller påskeæg så store, at de er umulige at få spist op. Jeg tænker på en helt, helt anden måde at fråse på.
Se naturen udenfor! Det er forår. Naturen er lige nu i gang med sit årlige forårs-frås. Alle de løg der lå i vinterkulden, knugede af død og kulde, skyder. Som af en kraft fra oven blev der trukket i dem: Kom nu! Det er slut med vinters tilknappethed. Væk med fastetidens indadvendthed. Luk op til det høje! Smid alle vinterens og dødsrigets bånd. Løg efter løg har adlydt kaldet til forårs-frås. Og nu står de der og ødsler med gult og liv af døde. Måske aner vi, at der er at sige end det tilknappede og truende: Du må ikke fråse! Der er et frås, livets frås, vi skal lære.
Det fortsætter i evangeliet i dag. Se skarerne palmesøndag. Se, hvor de fråser! Kapperne – de bliver jo beskidte, siger den tilknappede og regelrette. Men dem, der lægger kapperne i det beskidte af sand på vejen og ser æselfødder og – hvem ved – æselmøg på kapperne – de er ligeglade. De påske-fråser. Og træerne – skidt med om de bliver skamferede. Den tilknappede og regelrette siger: Det vil jo se ud som om ejeren ikke har nogen som helst forstand på beskæring. Men palmegrenene svinger, og hosianna-råbene lyder gennem gaderne: Hosianna, Davids Søn. Velsignet være han, som kommer i Herrens navn. Hosianna i det højeste.
____
Jo, der er påske-frås over palmesøndag. Det hele kulminerer i kvinden, der stiller sig bag Jesus. Hun bryder alle regler om god opførsel. Og alle regler om ikke at fråse. Johannes lader i sin tekst det være Maria. Markus siger bare, det er en kvinde. Men uanset hvad: så må hun have mødt Jesu godhed. Og nu .. nu er det hendes tur. Til at sige tak og give ham noget igen. Hun går ind i den regelrette samling af mænd og stiller sig sårbar for alles blikke. En krukke har hun med. Hun bryder den. Hælder olien ud over Jesu hoved. Og det er ikke det billigste fra markedet. Denne olie hører til den slags som man køber i specialbutikker, der kun har de dyre mærkevarer. Intet er for godt! Og duften fylder huset.
Hvad hun gør er forrykt. Så forrykt som kun taknemmelighed kan være. Så fråsende, som den, der vil give sin elskede alt. Det er taknemmelighedens ødselhed. Det er kærlighedens ødselhed. Havde vi bare mere af den! Kærlighedens ødselhed. Taknemmelighedens frås. Har vi glemt, at der er et sted, vi skal ødsle, fråse, stå op fra de døde, så modigt som et forårsløg, der sætter spirer, mens det endnu er frost? Har vi glemt kærlighedens ødselhed mod Gud og medmennesket?
De forstår det ikke. En af dem laver et simpelt regnestykke: den salve den er jo… tre hundrede denarer værd. Den er tæt på en arbejders årsløn. Det kunne være givet til de fattige og ikke blot ødslet bort. Og hvis jeg ikke tager fejl ser alle mændene på den ene kvinde, der vover at gøre det, som ingen af dem kunne finde på, og ryster på hoved. Hovedrystende frås.
Ville vi have tænkt på samme måde? Og endda ment, at sådan ville Jesus tænke: det kunne være brugt bedre. Til at mætte tomme maver. Et tæppe til en, der fryser. Eller en overnatning til en, der kun har den åbne himmel som hjem. Til at lindre i den verden, der stadig er fuld af krigsramte, fattige, flygtninge. Jamen, så hør, hvad Jesus siger til deres indvendinger. Hele tre ting får de at vide.
Jesus råber til dem. Eller måske siger han det bare med den mildhed, der ikke behøver hæve stemmen for at blive hørt: Lad hende være! Lad hende være…. Han stoppede ikke skarens ødselhed, da de hyldede ham som konge. Han stopper ikke denne kvindes ødselhed. Ikke for derved at sige: de fattige er ikke jeres forpligtelse. Men for at sige: taknemmelighedens og kærlighedens frås står ikke i modsætning til det. Den skal der være plads til.
For det andet siger Jesus: hun har på forhånd salvet mit legeme til begravelse! Derved nytolker han, hvad en salvning er. Salvning gjorde i Israel en mand til konge. Messias betyder “Den salvede”. Og måske er det sådan, kvinden har tænkt. Hun gør på sin måde det samme som skaren: hylder Jesus til konge. Men salvningen er endnu mere, siger Jesus så. Det er en dødssalvning. Som man også havde for skik: Når en var død, salvede man legemet med vellugtende olie. Det kvinden gør, peger fremad på langfredag, siger Jesus.
For Messias, den salvede konge, går imod død. Og det er med Jesu død som med kvindens frås: Det er Guds kærligheds dybeste og største frås. Hendes salvning er handling, der på en gang siger, hvem Jesus er: Messias, kongen, sendt fra Gud. Og samtidig peger på, hvordan kan skal fråse sit liv væk på korset af kærlighed til mennesker. Langfredags fråseri bærer alle synder og al død. Langfredags fråseri bærer samtidig livet i sig. Påskeliljen spirer allerede i langfredags mørke. For påskemorgen at trutte i den gule trompet: Livet sejrede, livet sejrede!
For det tredje siger Jesus: det her skal fortælles til minde om hende. Han siger det næppe kun, for at hun skal huskes. Han vil, at hun skal være et forbillede – for os. Så vi i påskens dage ser Guds ødselhed mod os: Den salvede konge, der går imod død for vores skyld. Og vores svar på det skal være som kvindens: En ødselhed af tak. Og – en ødselhed af kærlighed, der strækkes sig videre til andre.
Vi skal lære af denne kvinde. Derfor skal det være en fråse-påske. Og det er altså ikke en opfordring til påskeborde, så bugnende som aldrig før, selvom der selvfølgelig skal være plads til den form for fest, som bord og mad og måltidsfællesskab giver. Det er den form for frås, der var hos kvinden, jeg peger på. Vi skal spørge os selv her ved indgangen til påskeugen: Hvordan kan vi lære af hende, der fråsede af tak til Jesus?
I alt fald: Lad os følge Jesus på hans vej gennem påskens helligdage. Gennem langfredag, så vi i hjertet knuges af hans frås af kærlighed – til mig. Lad os stå der påskemorgen med kvinderne. Blive blive overvældet at lyset og den tomme grav og igen tænke denne tanke: Hvilken frås. Til mig. Liv i døden. Håb til hele vores knugede verden.
Og lad det kulminere en dag, når der kaldes på os som af en kraft fra det høje: at stille os ved den korsfæstede og opstandne Jesus selv, og lade hjertet flyde over med taknemmeligheds olie.
Må det blive sådan en fråse-påske – for os.
Bøn til palmesøndag, 2. tekstrække
Skærtorsdag
Prædiken til 2. tekstrække
Prædikentekst: Johannesevangeliet 13,1-15
Øvrige tekster: Salmernes Bog 116,1-19 og Første Korintherbrev 11,23-26
“He Gets Us”, sådan lyder titlen på en organisation i USA. Det betyder vel noget i retning af: Han får ram på os! Det er Jesus, de taler om: Jesus får ram på os! ”He Gets US” har folk fra forskellige kirkeretninger i deres bagland. Der er også folk, som ikke er kristne. Men fælles for dem er, at de er inspireret af Jesus – og af Jesu evne til dette: ”He Gets Us” – han rammer os! De forsøger at udbrede, hvordan Jesus rammer os i det liv, vi lever i dag, ved korte videoer.
I begyndelsen af dette år producerede ”He Gets US” en video, der tager udgangspunkt i den fortælling om Jesus, der er prædiketekst til i dag: fodvaskningen. Og hold nu fast! Den blev vist som reklame til selveste SuperBowl i USA. Og til dem, der ikke ved, hvad det er: det er den årlige afslutning på den professionelle amerikanske fodboldliga – altså den særlige amerikansk fodbold. Og det en af de mest hypede events i verden. Det er det største sports-event i USA, men det når langt ud over grænserne til USA – det et event, der følges på TV af mere end 200 millioner seere over hele verden. Det er også et stort underholdningsevent med kendte kunstnere. Reklamer er også en del af det. Nogle kalder det for verdens største reklamesøjle. Ved SuperBowl viste ”He Gets Us” i februar i år en nutidig fortolkning af, at Jesus vaskede disciplenes fødder. Reklamen skulle efter sigende have kostet organisationen omkring 50 millioner kroner.
Vi skal se den korte film om fodvaskningen nu.
Ja, længere var den ikke, denne film. Jesus lærte os ikke at hade, han vaskede fødder, lyder budskabet – efter en række billeder af mennesker, der vasker hinandens fødder. Og de påstår, at Jesus med det ”Gets us” – at han får ram på os, på os alle.
Og er det ikke vidunderligt inspirerende, at Jesus efter mere end 2000 år stadig inspirerer, korrigerer, trækker i, bevæger, provokerer en verden, hvor had fylder alt for meget. Det giver stof til eftertanke for os alle, også i dag. Og skulle man være i tvivl om, at det budskab virkelig trækker i folk, kan man bare læse nogle af de ca. 7000 kommentarerne, der er på YouTube, hvor filmen er lagt op. Der er alt fra lovprisning af Jesus, til irritation, vrængen, modsigelse. Og i øvrigt er den vist omkring en million gange.
___
Lad os forlade den filmen om fodvaskningen og dykke ned i beretningen om fodvaskningen. Lad os gå ind i beretningen, hvor Simon Peter siger: ”Herre, vasker du mine fødder?” Vidunderlige, umiddelbare Simon Peter buser ud med det, de alle sammen tænker, da Jesus knæler foran ham for at vaske hans fødder. ”Herre, vasker du mine fødder?” Det er forkert, det skal du ikke. Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder. For det var provokerende, det Jesus gjorde.
Fodvaskning var ikke ukendt på Jesu tid, ganske vist. At en anden vaskede fødderne var endda almindeligt. Når man kom til middag et sted, kom man gående med bare tæer i sine sandaler. Efter en dag i varmt klima, gående på jordveje, trængte fødderne til en vask, ganske enkelt. Der var vel også et hygiejnisk aspekt i det: Man sad nemlig ikke til bords, man lå til bords. Og hvem er interesseret i at have de andres beskidte og svedige fødder liggende tæt ved sig? Men den der vaskede gæsternes fødder, var en slave – eller, hvis man ikke havde en slave – så var det i alt fald en kvindes job. Ja, undskyld kvinder i dag, men sådan var det dengang. Det var aldrig – som i aldrig – manden i huset, der gjorde det.
Skærtorsdag aften er disciplene så kommet til påskemåltidet. Der er sat et vaskefad frem. Men ingen til at betjene det. Ingen slave – og ingen kvinde. Og ingen af disciplene vil vise sig som den nederste, som den ringeste af dem ved at tage vaskefadet. Evangelisten Lukas fortæller derimod, at de lige har skændtes om, hvem af dem, der er den største. Hvem vil på den baggrund tage en slaves – eller en kvindes – job og give sig til at vaske de andres fødder?
Så gør Jesus det. Nej, nej, nej, har det kørt rundt i deres hoved, det er i helt, helt forkert! Simon Peter buser bare ud med det, de alle tænker: ”Herre, vasker du mine fødder?” ”Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder!”
He Gets Us, lyder som sagt navnet på organisationen bag reklamen, I lige så. Han får ram på os. Det kan man da virkelig sige, at Jesus gør med disciplene! Rammer dem, der lige havde skændtes om, hvem der var den største – og så kommer Jesu kommentar til det ved at han, Jesus, deres mester, gør det ringeste! Og læg lige mærke til, at Jesus den sidste aften vaskede alle dem, der svigtede ham. Judas’ fødder vaskede han, selv forræderen Judas! Simon Peters fødder, der i den samme nat vil sige, han ikke kender Jesus, ikke en, ikke to, men tre gange. Selv fornægteren Simon Peter! Og alle de andres fødder, der om få timer vil løbe deres vej, når Jesus bliver taget til fange. De skyldiges fødder bliver vasket af den uskyldige. Det var – det er – provokerende.
____
Kan vi stadig lære af fodvaskningen? Er det stadig sådan, at vi med organisationen bag reklamefilmen, I så, kan sige: He Gets Us – han rammer os!
Åh ja! Jesus rammer os stadig, så vi bliver berørt, så vi bevæges, så vi forarges, så vi udfordres. Det gør han sådan set hele tiden, hvis man giver sig tid til at beskæftige sig med ham. Hele tiden berører han os, bevæger os, forarger os, udfordrer os. Han gør det, hos den, der sidder med den største magt til dem, der ingen magt har. Hvem ville ikke blive berørt, både fysisk og i overført forstand, hvis Guds søn knælede ned og helt konkret vaskede vores fødder i dag? Hvem ville ikke blive provokeret, for skal himlens konge knæle for mig? Skulle det ikke være omvendt? Men det er sådan det er – Gud tjener os! Jesus tjente os ved at give sit liv for os og tjener os stadig! Og vi… vi sidder på stolen som forræderen Judas, som fornægteren Simon Peter, og Jesus tjener os, tilgiver os ved at gå i døden for os. Hvis vi virkelig får fat på det, vil vi så nogensinde glemme det igen? Vil vi ikke i stedet blive bevæget til selv at gå ad de samme spor som vores mester og herre?
Se lige på billederne i filmen igen – de giver et bud på, hvordan fodvaskningen rammer os – helt konkret – i verden i dag.
En hvid politibetjent vasker en mørkt udseende i et lusket kvarter. Budskabet er ikke til at tage fejl af. Der har været alt for mange sager i USA om hvide politibetjente, der alt, alt for hårdhændet har anholdt sorte. Men læg lige mærke til, at politibetjenten også har taget sine støvler af! Er det næste, der skal ske, at den sorte skal vaske politibetjentens fødder? At den magt, der ligger i at være offer, også skal aflægges?
Og videre: En hvid vasker en indiansk udseende i den amerikanske ødemark. USA’s historie bløder af, hvordan man har behandler indianere. Og verdens historie bløder af, hvordan vi stadig behandler dem, der er anderledes end os: jøderne, de fremmede, de anderledes. Er det noget, vi alle skal bevæges til at ændre der – også hos os?
Og videre igen: En præst vasker fødderne på en transperson. Nu bliver det næsten for direkte – en præst, kirken, som vi er i! Men uanset hvad: Seksuelle minoriteter har ikke gode kår i kirken. Vi er også sat til at tjene dem.
Og endnu et billede: En jødisk udseende kvinde vasker fødder på en muslim. I verdenssituationen i dag taler det billede vist for sig selv.
Men lagde I mærke til, at på alle billederne har den, der vasker selv taget støvler eller sko af? For det at tjene, at elske som Jesus elsker os, går som sagt ikke kun den ene vej. Det går begge veje. Man kan aldrig bruge fodvaskningen til at udskamme dem, der burde ændre sig, og så ikke sige mere. Så snart billederne her har provokeret den ene, og udfordrer til at afgive magt og vise kærlighed, så rammes også den anden.
He Get’s us – all of us! – star der til sidst I filmen, vi så. Alle udfordres vi af Jesus.
___
He get’s us! – han får ram på os. På en måde kan man sige: Enhver nadver indeholder dette perspektiv: He get’s us! Jesus får ram på os! Måske oplever vi det ikke altid sådan. Måske tænker vi bare: Så går vi til nadver. Som vi gør det søndag efter søndag – eller bare en gang imellem. Vi får det lille stykke brød, lidt vin eller saft. Går ned igen. Det var det.
Men det er jo meget mere end det. For nadveren, som vi særligt i dag på skærtorsdag fejrer og mindes, det er…. det er som at sidde på en stol med vor Herre Jesus knælende foran sig. Det er at blive ramt af det som en Simon Peter og sige: Herre, vasker du mine fødder? Det er som at sige igen, når han bliver ved: Det er helt, helt forkert, Herre Jesus.
Men Jesus ser på os og siger: Du må lade det ske! Jeg ved godt, det kræver noget af dig. At lade sig tjene er ikke altid let. Vi vil hellere selv. Men du må, siger Jesus. For kun ved at lade dig tjene af Jesus, af hans død og opstandelse, af hans liv – kun deri er frelsen. Og måske når vi dertil, at vi tænker: Hvor virkelig rart at få vasket sine fødder! Mærke hænderne, der tager fat. Mærke renheden, mærke, at føddernes stak er blevet til en duft. Som vi mærker brødet i munden, vinens smag.
Men Jesus er ikke færdig med os. Han vil også på anden vis ramme os! For ved nadveren ser han også os ind i øjnene og siger – som han sagde til sine disciple ved fodvaskningen : som jeg har tjent dig, skal du tjene mig! Gå med Herrens fred og tjen ham med glæde! – sådan lyder det derfor bortsendelsesordene, som jeg siger dem til jer.
Jo – for nadveren indeholder, som fodvaskningen, et forbillede for det liv, vi skal leve. Og jeg siger bevidst: Tjen Herren med glæde! Ikke fordi det fordrer en særlig sindstilstand, men fordi vi går fra nadverbordet med evangeliets glæde. For vi har lige mærket hans hænder om vores fødder. Vi har lige fået del i han død og opstandelse og går med tilgivelsen som en skat i hænderne.
Derfor kan vi gå med evangeliets glæde, glæden ved renheden, ved syndernes forladelse – og så gøre som Jesus. Og vaske vores medmenneskers fødder. Hvordan det så konkret bliver virkelighed i den hverdag, der er din, må du selv finde ud af og tænke igennem. Jesus sagde ikke til disciplene dengang, hvordan de konkret skulle gøre som ham. Det måtte de selv finde ud af. Organisationen ”He Gets Us” giver nogle – for USA – provokerende bud på det.
Men vi får ingen færdige svar på, hvad vi skal. Vi udfordres til selv at gennemtænke: Hvis fødder skal jeg vaske? Hvem skal jeg tænke på på vej ned fra nadveren og ud i min hverdag? Hvor skal jeg afgive magt og sætte mig i tjenerens sted? Er der her noget, der skal ændres i mit liv, så tilgivelsen ved nadverbordet får konsekvenser for det liv, jeg lever?
På ovenstående link kan prædiken ses, sådan som den blev afholdt ved gudstjeneste i Christianskirken, Aarhus, skærtorsdag 2024 (med tekniske vanskeligheder undervejs!)
Langfredag
Liturgi, langfredag
Klokkeringning
Præludium
Indgangsbøn
Salme
Kyrie
Bøn
Introduktion
Meditativt forløb skiftende mellem
Læsninger af lidelseshistorien fra Johannesevangeliet lægmandslæser
Meditation præst
Fællessang eller korsang kan erstattes af musikstykke
Bedeslag, stilhed, under næste salme tændes alterlysene
Salme
Bøn
Velsignelsen
Salme
Udgangsbøn
Postludium
Meditativt forløb til langfredag
Introduktion
Det er langfredag.
Det er dagen, hvor vi er i en mørk dal.
For der er en dal, før vi kommer til en bjergtop.
Der er en dal, hvor udsigten er begrænset og morgenlyset ikke når ned.
I dag skal vi gå igennem lidelsens dal med Jesus, mens han tages til fange, dømmes, korsfæstes, lægges i en grav.
Vi ved, at dalen fører frem til en bjergtop.
Vi kan ikke gå igennem langfredag, uden at vide, at den fører til påskedag.
Og der – på påskedags bjergtop – vil lyset være overvældende og udsigten vidunderlig, når Jesus står over for kvinderne som den levende og siger i morgenlyset: God morgen!
Men der er vi ikke i dag.
Lidelsens dal venter vor Herre Jesus.
Vi vil gå gennem dalen med læsninger fra Johannesevangeliet, meditationer over ordene, vers skrevet til meditationerne, som vi synger sammen – og kormusik.
Så sæt dig godt til rette, lyt og gå i tankerne med.
Tempoet bliver roligt.
For vi skal nå at se, hvad der på vejen gennem dalen, henimod bjergtoppen.
Under læsningerne bedes I blive siddende.
Vi begynder med at læse den sidste læsning, der mødte os, der var i kirke i går, inden alteret blev ryddet, så det står tomt i dag: Jesus tages til fange i Getsemane have.
Læsninger (lægmandslæser) vekslende med meditationer og salmevers (Tekst: Carsten Haugaard Nielsen 2022) eller korsang/musikstykke
1. læsning: Tilfangetagelsen i Getsemane. Joh. 18,1-11.
Meditation
Det er nat.
Jesus går til Getsemane have.
Han har været der tit.
Han kender hver træ.
Han kender havens aftenro ved Kedron-bækken.
Han har før søgt den sammen med sine disciple.
Haven har tager imod dem så tit.
Givet dem sin gave af aftenens fred.
Men i denne nat er det som om freden ikke vil komme til dem.
Der lyder råb i det fjerne.
De stiger og bliver som en brænding af kræfter, der slippes løs.
Det blinker af fakler og sværd.
Der kommer Judas.
Han viser vej.
Jesus står roligt, sikkert og siger som dengang han stillede stormen på søen: Det er mig!
Og I et glimt aner de, at hvem han er – Gud selv, der engang til Moses sagde: Jeg er … det er mit navn. ”Jeg er!” – sådan kan Jesu ord til dem også oversættes. Jeg er…. Det er mig, Gud selv.
Hvorfor flygter Jesus ikke?
Hvorfor lader han ikke Peter kæmpe med sit sværd?
Han kunne have slået soldaterne tilbage, så let som ingenting.
Han er jo den, han er: Gud selv.
Jeg hører Jesus sige til Peter – og til os: Skulle jeg ikke drikke det bæger, min far har givet mig?
Fællessang
Mel: Min død er mig til gode
Getsemane, en have
i forårs-stille fryd.
Et nattely, en gave
med Kedrons sagte lyd.
Nu stiger frem af mørket
et brus som storm af hav.
Getsemane, hvad er du?
Et mulm, et dyb, en grav?
Se sværd og fakler glimter,
og Judas viser vej.
Men du, der stormen binder,
står stille. ”Det er mig!”
Og Peter tar om sværdet
men du sir: Peter, nej!
Du drikker nu det bæger,
din Far har givet dig.
2. læsning: Simon Peters fornægtelse. Joh. 18,15-27
Meditation:
Hvad er det, der brænder i ypperstepræstens gård?
En hellig ild i den fromme præsts have?
Ilden, der bærer Guds nærvær til menneskene, som den engang bar den til Moses ved den brændende tornebusk?
Eller er ilden i præstens have noget helt andet: Ild, der kommer fra Helvede selv?
Hvem er du? spørger de fangen, Jesus.
De smiler skævt.
Ser på ham i skæret af flammerne.
Fortæl os din lære! siger de.
Men de har allerede besluttet sig.
De ved, hvad de vil med ham.
Han skal dø som træet, der lige nu ligger i ilden.
Peter er der også.
Jesu discipel.
Lederen blandt de 12.
”Er du ikke også en af den mands disciple?” spørger en og flytter sig lidt, så lyset fra bålet viser hans ansigt.
Med lidt af det samme skæve smil som de andre siger Peter: Nej.
Han går i et med dem, der allerede har dømt ham.
Tre gange nægter Peter.
Og mens hanen fortæller om lyset og den nye dag, binder de Jesus.
Bålet flammer op.
Det er morgenkoldt.
Peter går, inden de kan se hans ansigt for tydeligt.
Hvordan kunne Peter fornægte Jesus? spørger jeg.
Og vender samtidig spørgsmålet indad: Hvad ville jeg have gjort, hvis jeg var i hans sted?
Fællessang
En ild i gården flammer,
med glimt af Helveds skær.
De smiler skævt og stammer:
”Var Gud dig særligt nær?”
”Hør Peter, du der henne!
Du var med ham – du dér!
Ja, dig! Jeg kan dig kende!
Du var i haven her!”
Og hanen spår om lyset,
mens Peter nægter: Nej!
Og bålets gnister gløder,
disciplen går sin vej.
Dér sidder han blandt fjender,
forrådt, forladt, forhadt.
En Gud med bundne hænder,
til Helved overladt.
3. læsning: Jesus for Pilatus. Joh. 18,28a og 33-38a
Meditation
Jesus står foran Pilatus, jødelands hersker.
En mægtig mand.
Pilatus ved ikke, hvad han skal mene om det her.
Han er blevet vækket af de mest magtfulde blandt jøderne.
Nu står han med fangen, Jesus.
Han har hørt om ham.
”De sir, du er jødernes konge”, begynder han.
Han tænker efter.
Hvis det virkelig er sandt, at han er en konge, så er han jo farlig.
Det kunne blive til oprør.
Og det må Pilatus for alt i verden undgå.
Han må finde noget.
Noget at hænge ham op på.
”Hvad har du gjort? ” spørger han.
Hvad skal Jesus svare?
Skal han fortælle om dengang han åbnede øjnene på en blind?
Eller da han kaldte en pige på 12 år ud af døden?
Eller da tusinder kom for at høre ham og han gav dem brød at spise?
Hvad har du gjort?
Han svarer bare: ”Jeg er kommet for at vidne om sandheden. ”
Sandhed – det er det, Jesus har gjort.
Vil Pilatus tro ham?
”Hvad er sandhed”, spørger Pilatus og ser undersøgende på den mærkelige mand, der står foran ham.
Han ved ikke, at det er sandheden, der står lige foran ham.
Korsang/musiksstykke
4. læsning: Domfældelsen Joh. 18,38b- 19,7 og 19,13-16
Meditation
Pilatus ved, Jesus er uskyldig.
Alligevel lader han ham piske.
Det siges, at piskeslag er noget af det mest smertefulde, der findes.
Huden flænses i laser.
Ryggen bliver et stort åbent sår.
Og se så soldaterne!
De leger en grufuld leg.
Fletter en krans af tornekviste.
Pressen den ned over Jesu hoved.
De giver ham en kappe på.
De håner ham.
Hvorfor lader Jesus dem gøre det?
Der er pludselig noget, der går op for mig.
Det her er ikke bare noget, jeg ser på.
Jeg er en del af det.
Kappen, Jesus bærer, er vævet af mine synder.
Det er min skyld og min død, han bærer.
Det er for min skyld, han gør det.
Han lider for mig.
Fællessang
Pilatus lar dig piske.
Soldater fryder sig,
og fletter tornekviste,
en grufuld, håne-leg.
Der står du, himlens Herre,
med kongekrone på.
Til korset! skaren snerrer,
og skyldig må du stå.
Men Jesus hvorfor lar du
dem håne, dræbe dig?
Jeg ser det, Herre, ved nu,
du gør det jo for mig!
For kappens vægt er vævet
af synder, store, små.
Dem vil du bære, Herre,
og tage korset på.
5. læsning: Korsfæstelsen og Jesu død. Joh. 19,17-30
Meditation
Hvad er det, der sker nu?
De lægger korset på Jesu skuldre.
Hvordan kan han bære det?
To tunge bjælker lagt på en flænset ryg.
Men Jesus vil.
Han bøjer villigt nakken.
Han tager byrden.
Nu er byrden hans.
Jeg vender hovedet væk.
Jeg ser soldaterne, der korsfæster – og så ellers koncentrer sig om rovet: Jesu klæder.
Jeg kan ikke se mere, ikke holde det ud.
Jeg må vende hovedet væk.
Så hører jeg, hvad Jesus siger til sim mor: Se, der er din søn.
Han gør sin elskede discipel til sin bror.
Jeg forstår pludselig rækkevidden af det, Jesus gør.
Det, han siger, er omsorg for sin mor, men det er mere end det.
Det tolker, hvad korset betyder: Jesus gør sig til et menneskes bror.
På korset gør han dig og mig til sin bror.
Han bærer som en bror alt for os, så vi – som ham – kan sige far til Gud: Vor far, du som er i himlene.
Jeg hører Jesu sidste ord.
Der er sejr i hans ord.
”Det er fuldbragt”.
Det er ført til ende.
Kappen vævet af dine og mine synder og død, har han ikke længere konkret på sig.
Og dog har han nu båret den til ende på korset.
Jeg lader ordene klinge i mig: Det er fuldbragt.
Og jeg mærker, de føder en dyb glæde.
Som en tone, der kommer fra det dybeste og det højeste på én gang, bliver kraftigere og kraftigere, indtil alle Guds engle synger med.
Det er fuldbragt, det er fuldbragt!
Korsang/musikstykke
6. læsning: Gravlæggelsen. Joh. 19,38-42.
Meditation
De tager Jesus ned fra korset.
Der er smerte i deres sind.
Der er ømhed i deres hænder.
De salver liget af Jesus med salve.
De svøber ham ind i klæder.
De giver ham den sidste ære.
De lægger ham i en have, fuld af forårsblomster.
I en ny grav.
Så går de hjem.
De ved ikke, at Guds skabers ord vil lyde igen og skabe liv af døde.
De ved ikke, at i denne nye grav fødes menneskehedens håb.
Vi ved det.
Og mit hjerte fyldes af tak.
Sang:
De tar dig ned fra korset
med ømhed, smerte-sind,
de svøber dig i klæder,
som lig dig lægger ind.
En grav i blomsterfloret,
en hule til din krop.
Min Gud med skaberordet,
af døden rejs ham op!