Påske og pinse

Glæden - til hele verden

Påskedag

Påskedag, 2. tekstrække

Evangeliet: Matthæusevangeliet 28,1-8
Øvrige læsninger: Salmernes Bog 118,19-29, Første Petersbrev 1,3-9

Hold op, hvor er de bange i evangeliet i dag! Ordet ”frygt” står ikke mindre end tre gange. I første omgang undres man: Jamen, er det her – påskedag, opstandelsen – ikke det mest glædelig af alt? Handler det ikke om, at frygten blæses væk og erstattes af glæde så brusende og berusende som en sommerdag ved Vesterhavet? Er påskedag ikke glæden over alle glæder: Dødens overvindelse? Men ikke desto mindre er der nogle, der virkelig er bange den første påskedag.

Først er det vagterne, der er bange. Og når vi nærlæser, hvordan det hele beskrives, kan jeg virkelig godt forstå det. Først kommer der et jordskælv. Hvem af os ville ikke bliver bange helt ind i det inderste af sjælen, hvis jorden pludselig begyndte at ryste under os? Dernæst stiger en engel ned. Det burde måske gøre dem mindre bange, men nej. For englen kommer som et lyn, der flænger himlen. Og så tager den ellers fat om den kæmpe gravsten som om det er en fjerlet bold. Der er ikke noget sige til, at vagterne virkelig bliver bange. De bliver så bange, at de bliver som døde, står der.

Den der har prøvet den lammende angst, kender det godt. Det kan være som om man er død i levende live. Som om livet ikke er længere. Man kan ikke trække vejret, og man spørger sig selv: ligger jeg allerede inde i en lukket gravhule?

Først er det altså vagterne, der bliver bange. Dernæst er det kvinderne. Frygt ikke! siger englen. Ikke noget med at buse ud med opstandelsesbudskabet først. Nej, først må englen sige: Frygt ikke! For også kvinderne ser også alt det, der sker: Jordskælvet, englen, der leger bold med gravstenen. Det hele er lige så overvældende for dem, som det er for vagterne. De troede jo, de skulle ud til graven for at mindes og sørge. Og så sker det her: jordskælv, en engel, der er som lyn og torden og som leger bold med den tons-tunge gravsten. Men mens vagterne blev som døde af skræk, så hørte kvinderne englens ord: Frygt ikke! til dem.

___

Og nu er det påskedag, og vi vil råbe englens ord ud: Frygt ikke! Kristus er opstået! Død, synd, Djævel, ondskab er overvundet. Sig bare alt det, der får mennesker til at blive bange. Alt. Uanset om andre bliver som døde af frygt: Vi vil høre englens ord: Frygt ikke! Kristus har sejret for os.

Men inden vi går videre med det jublende opstandelsesbudskab, skal vi blive lidt ved frygten. For i dette forår er det ikke bare påskeliljer og fuglekvidder, der trives. Det er ikke kun livet, der gror. Der har været – og er – en frygt, der også gror.

For nogen har frygten for at blive ramt af den virus, der lige nu hærger verden, fyldt meget. I en sådan grad, at man slet ikke har turdet bevæge sig ud. Og hører man til risiko-grupperne, er det let at forstå, at det må være sådan. For andre har det hele tynget sindet, så man har haft svært ved at være i dagene. Hverdagen har ikke længere sine vante spor. Og alene det kan for nogle provokere en angst. For andre igen har frygten været noget, der er dukket op i glimt. Selv har jeg noteret en ændring i forholdt til dem, jeg møder. Jeg går helt naturligt i en bue udenom dem. Det irriterer mig, hvis andre ikke holder tilstrækkelig afstand. Det er umærkeligt sneget sig ind på os: Andre mennesker er farlige – som i dødsensfarlige. Jeg bryder mig ikke om den ændring. Det passer ikke med den måde, jeg gerne vil være på. Det er frygten, der også bor et sted i mig!

Det var helt forståeligt, at vagterne ved Jesu grav bliver bange. Den orden, de kendte, består ikke længere var. Ordenen i deres verden hedder: Døden er døden. Og vagterne med sværdet i hånden de stærke. Pludselig bliver der vendt op og ned på det hele: Døden er ikke længere døden. Og vagternes magt ingenting. Det er også forståeligt, at vi kan blive bange i denne tid. Vi kendte også en orden, der ikke er mere. Vores verdensorden i trygge Danmark lød nogenlunde sådan: Det kan godt være, andre, mindre udviklede lande er truede af smitsomme sygdomme. Men hos os? Jo, forkølelse og influenza kender vi. De når ind over vores grænse. Men de mere frygtede, smitsomme sygdomme er stoppet langt væk. Sars kom ikke hertil. Ebola kom ikke hertil.

Men nu er ordenen brudt. Danmark, et af verdens mest trygge samfund, er ikke et hak mere trygt end Kina eller Kenya. Det rusker op i vores sikkerhed. Det ændrer vores billede af den verden, vi lever i. Jo, det er til at forstå, at vi bliver bange. Det er lige så naturligt som at vagterne blev bange, da jordskælv og lyn og torden brød morgenens stilhed og en overnaturlig magt legede med gravstenen. Vi er på en måde det samme sted som vagterne, for det, vi kender, den tryghed, vi havde, består ikke mere.
___

Men i dag er det påskedag – og påskedag er et jublende budskab. Det må sige højt og tydeligt. Det må gentages, indtil vi forstår det. Vi må høre englens budskab: Frygt ikke! Det må spire i vores sind som påskeliljen. Det må give os liv, som kyllingen, der bryder ud af sit æg. Det må lade forårssolen skinne, så mørket taber.

Påskens budskab er nemlig, at der – på en helt anden måde –er lavet om på den orden, der er i menneskers land. Døden er ikke længere døden. Når englen leger bold med gravstenen, så er det selve dødens sten, der væltes til side. Gravstenen foran Jesu grav er symbol på det, intet menneske selv kan vælte: Døden. Jordskælvet er symbol på, at nu åbnes der en sprække ind til Guds rige. Ordenen på hele jordkloden er brudt. For Kristus opstod og sådan skal vi opstå. Livet har sejret. Nu er der ingen nød og ingen død, der kan skille os fra livet i Guds rige.

___

Kender I, at man kan købe nogle såkaldte sovende påskeliljer i supermarkedet? De er drevet frem og plukket, inden de er sprunget ud. De venter bare på, at vi skærer det nederste af stænglerne af. Så skal de i vand. Et par dage efter står de i fuldt flor. Åh ja, der har været noget sovende over dette forår. Som om glæden er visnet i sin rod. Men nu.. nu må vi se at få skåret det visne af. Nu må vi finde et sted, hvor glæden kan suge sin kraft. Nu må vi lede efter et sted, vi kan plante vores sind, så glæden kan springe ud. Og hvis det ikke skulle være i påskedags jublende budskab, så ved jeg ikke hvor.

___

Men får det frygten til at forsvinde? Er det ikke bare virkelighedsflugt. Og har vi ikke også brug for frygten? Er frygten ikke også vores ven, noget, vi har brug for, når vi skal passe på? Hvis vi ikke også havde frygten i denne tid, hvordan ville det så ikke gå? Ville vi så ikke være, ja for at sige det lige ud, som dronningen gjorde det i sin tale til nationen for nyligt: tankeløse og hensynsløse.

Der er en detalje ved evangeliet i dag, der får det til at bevare jordforbindelsen. Der gør det hele troværdigt. For der er et sted mere, hvor ordet ”frygt” siges. Til sidst i evangeliet i dag står der om kvinderne, der fik budskabet om opstandelsen… Der står sådan: ”Og de skyldte sig bort fra graven med frygt og stor glæde”. Hvor er det godt, at der ikke kun står: ”Og de skyldte sig bort fra graven med stor glæde”. Hvor er det troværdig, at frygten stadig er med. At der står: ”Og de skyldte sig bort fra graven med frygt og stor glæde”. Frygten er der stadig hos kvinderne, efter at de har hørt opstandelsesbudskabet. Men den er ikke alene. Ved siden af den er der noget andet: En stor glæde. De har både frygt og stor glæde!

Sådan er påskedag ikke, at al frygt ikke længere er. Det ville være virkelighedsflugt. Frygten er der stadig og vi skal ikke kun se den som en fjende. Den er også vores ven, som hjælper os til at handle ansvarligt. Hvad er påskedag så? Det er, at der er mere at sige end frygten. Det er, at der ved siden af frygten er noget andet: En stor glæde.

Vi kan bruge billede med de sovende påskeliljer igen. Når jeg har skåret alt det døde af og sat dem i vand, og der så går nogle dage. Så har jeg opdaget, at der ofte er en eller to af disse sovende påskeliljer, der bare ikke springer ud. Sådan er det. Frygten er der stadig som det, der kan få os til at blive som døde, men glæden overbyder. Og i dag der skal vi se på hele buketten. Hele buketten, hvor langt de fleste påskeliljer står i fuldt flor. Vi skal se det og glæde os over, at Gud har lavet om på ordenen i denne verden og givet os livet og livets rige. At Kristus er opstanden, og døden er overvundet.

___
Til sidst: Mark Twain fortæller et sted, at han havde en samtale med en amerikaner. Amerikaneren havde været på Sinai Bjerg midt i Sinaiørkenen. Her havde han besteget bjerget, hvor Moses efter sigende skulle have fået de 10 bud. Og han fortalte begejstret, hvordan han dér, på bjerget, læste de 10 bud højt for sig selv. Mark Twain havde da tørt sagt til ham: Var det ikke bedre, du tog hjem til Boston og overholdt dem?

Påske er højtid og glæde og jubel og fest. Men påskens budskab leves på alle dage, søndage som hverdag. Påskens budskab skal vi i dag fejre på højtidsdagen, men vi skal leve det i vores hverdag. Vi skal tage hjem til det sted, vi bor, og holde fast ved det. Og her får vi hjælp af englens budskab til kvinderne ved graven. For englen siger til dem: Den opstandne Jesus går foran jer til Gallilæa. Der skal I se ham. I virkeligheden fik de slet ikke den opstandne Jesus at se påskedag. De fik kun et ord, kun et budskab. Dér, hvor de skulle se ham – det var i deres hverdag. Dér, hvor de havde hjemme. På deres hjemegn. I Gallilæa. Og sådan bliver det for alvor påske, når vi tager påskens glæde med os ind i hverdagen. Når vi lader det præge vores liv i morgen og hver dag: Frygten er ikke det eneste! Kristus er opstået.

For der er lavet om på denne verdens orden. På trods af pandemi og sygdom og død: Der er mere at sige. Gud har sejret for os.
Der er stadig sovende påskeliljer at få. Der er stadig vand, der kan sættes i. Der er endnu flere blomster, der venter på, at det bliver deres tur i forår og sommer. Der er stadig håb at finde. Der er stadig glæde, der kan folde sig ud.

Og når alting visner. Når vi når til den grænse, der lægger os i en grav. Så tror vi, at Kristus stadig går foran os, som han har gjort det i vores liv. Til det rige, hvor påskeglæden fylder alt.

Glædelig påske

På dette link kan en video af ovenstående prædiken ses

2. påskedag

2. påskedag, 2. tekstrække
Evangeliet: Johannesevangeliet 20,1-18
Øvrige læsninger: Salmernes Bog 16,5-11, Første Korintherbrev 15,12-20 eller Apostlenes Gerninger 10,34-43

Prædikenen i dag er en meditation. Vi følger i tankerne Maria, der går til Jesu grav. Så gør jer klar til en meditationsrejse! Og gå med! Vi skal tale med Maria Magdalene ved Jesu grav!
___

Maria, hvad ser du, mens du går ud til Jesu grav?

Der er mørkt omkring dig. Lyset er endnu ikke brudt frem. Du ser ud som om du ikke har sovet i nat. Som om det har været en af de nætter, hvor du har vendt og drejet dig i en forgæves søgen efter ro. Efter søvnens fred. Måske er det derfor, du er ude allerede nu. Mens det endnu er mørkt. På vej til Jesu grav. Måske er der derfor: du har slet ikke sovet i nat.

Men Maria, hvad ser du, mens du går dér i mørket? Ser du, at lyset er ved at bryde frem? Ser du det er ved at ske: underet over alle undere?

Men nej, du ser kun mørket, aner jeg. Og i mørket farer minderne frem og tilbage og gør dit sind til et kaos. Som brudstykker, du ikke kan sætte sammen. Som billeder, der passerer så hurtigt, at du ikke kan fastholde dem. Og træt som du er, kan du ikke styre tankerne. De styrer dig.

Tænker du på dengang, Jesus sagde til dig: Jeg fordømmer dig ikke. Nu var han blevet fordømt! Du kan ikke få billeder fra i fredags ud af dit sind. Du prøver heller ikke. De kommer og går og fylder alt: Naglerne, de jog gennem hans hænder og fødder. Soldaterenes grin. Hans råb: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig!

Maria, er det alt dette, der kører rundt i dit indre? Oplever du langfredags gru i brudstykker, det ene mere frygteligt end det andet? Er det smertens erindering, der er som en korkprop, som selv den stærkeste strøm ikke kan holde nede. De kommer igen og igen: Hammerslagene. Min Gud, min
Gud, hvorfor har du forladt mig? Mørket, der suger alt lys og liv til sig.

Men du går. Du vil derud. Til graven for ham, der gav dig livet.

Men Maria, ser du ikke, at lyset er på vej? Ser du ikke, at solen står op nu? Ser du ikke, at graven er tom?

Du kommer til graven. Hvad er det, der sker med dig? Dine øjne bliver store og mørke. Rædslen lyset ud af dem. Graven er tom! Du krænger det ud, siger det stille og dog så højt at det runger i gravhulen: ”Han er her ikke! Han er jer ikke. Det har taget ham…”. Så flygter du, som om Fanden selv var efter dig.

Vend om, Maria! Vend om! Se efter igen! Er der så meget mørke i dig, at du end ikke ser, når lyset skinner? Vend om Maria! Hvorfor tager du den første logiske forklaring: Der er nogen, der har flytte liget! Se efter igen! Se – linnedklæderne er rullet pænt sammen. Gør man det, hvis man stjæler et lig? Maria, graven er tom og Jesus er opstået fra de døde.

Men du vender ikke om. Du ser ikke efter igen. Nu går du ikke længere som før med tunge skridt. Nu løber du rædslens flugt. Tilbage, tilbage, tilbage.

Maria, hvad flygter du fra? Ser du ikke, at du flygter fra glæden? Hvorfor er dine øjne lukkede? Hvorfor er dit sind vendt indad mod dig selv? Og ikke udad mod det, Gud vil give dig? Vend om, Maria! Se efter igen! Solen er stået op!

Men du løber fortsat. Hen til de andre. Du kan ikke få luften, da du endelig når derind og får dem vækket. Du støder det ud. Du er som en jaget, der lige netop er nået i sikkerhed. ”De har…” begynder du. Og de andre ser rædslen i dit ansigt. ”De har flyttet Jesus fra graven. End ikke i…” Du tager dig sammen… ”End ikke i døden kunne de lade ham i fred. End ikke i døden…”

Så kan du ikke mere.

Vend om, Maria. Vend om! Gå derud igen! Der er noget derude, Gud vil give dig. Se efter igen!

Du sidder og sunder dig lidt. Peter og Johannes er løbet derud. Nu er det ikke dit ansvar mere. Mærket du en lettelse i dit sind? Nu må de finde din mester igen.

Men Maria… ! Solen er stået op. Fuglene synger nu. Gravstenene vælter. Gud har ikke forladt dig. Din mester lever. Peter og Johannes er derude nu. De ser det!

Du går. Hører du, hvad Guds Ånd siger til dig? Tændes der en spinkel flamme inden i dig? Går du nu, fordi Gud kalder på dig? Du går. Nu. Går derud. Noget driver dig. Hvad tænker du nu, Maria? Er du helt tom indeni? Kan du føle noget som helst nu? Er du kommet derud, hvor det er endnu værre, end da du var fyldt af sorgen? Hvor du ikke kan føle noget som helst mere? Hvor du ikke lever mere, men bare er til?

Men du går, ser jeg.. Hvad går du efter? Efter en anelse, som du ikke ved, hvad er. Er der tændt et spinkelt håb i dig? Er der en stemme et sted, der hvisker: Vend om, Maria. Men hvis der er det, så har Gud jo ikke forladt dig. Så er du alligevel ikke alene.

Gå Maria. Gå videre. Gå ud til haven.

Nu er du i gravhaven igen, ser jeg. Du græder. Du ser ind i graven, igen. Hvad ser du? To mænd i hvide klæder? Er det det, du ser?

Man Maria, det er jo engle. Midt i din fortvivlelse sender Gud sine sendebud. Det er ikke bare mænd, der er gået ind i graven. Maria, hvorfor er dine øjne lukkede? Ser du ikke, at Gud møder dig? Går du endnu i din skal af smerte?

De spørger: “Kvinde, hvorfor græder du”? Men du hører ikke deres tonefald. Du hører ikke, at deres ord synger af fryd. Du er endnu i din skal og siger: “De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham”.

Maria, se! Åbn øjnene! Ser der er et blomsterflor om graven. Der er en himmel så blå som Guds rige. Se det! Livet har vundet. Se, Kristus går i haven som Gud i Paradisets have. Han kalder: Maria, kvinde, hvor er du?

Nu står du over for ham, Mesteren.

Maria, nu må din skal af strørknede følelser briste! Hører du ikke, at han taler til dig? Hører du ikke, at det er ham?

“Kvinde, hvorfor græder du, hvem leder du efter”? siger han.

Ja, Maria. Hvorfor græder du? Hvorfor bliver du i din verden? Hvorfor tror du ikke? Hvorfor lader du ikke håbet nå dig? Hvorfor åbner du dig ikke for Guds verden?

“Maria”. Han siger dit navn. Maria. Du standser op. Der sker noget i dig nu, kan jeg se. Du ser op, skygger med hænderne for øjnene. Det er som om du bliver til på ny. Som om du bliver født en gang til. Som om du før var død, og nu får livet.

Maria. Det er ham. Han har lyset i sine hænder. Han har livet i sine ord. Nu giver han det til dig.

Nu ved du det. Du kender ham på stemmen. På den måde, han siger dit navn. Du ser, at du går i Paradisets have. Du troede, du gik i døden have. Du så ikke, at dødens have er forandret for altid. Alle gravsten væltes til side for lyset og kærligheden. Nu ved du det.

For du vendte om og så igen. Du mødte din mester, der kaldte dig ved navn. Nu tror du: Kristus er opstået. Og din verden er ny. Alle dødens og lidelsens gravstene i dit sind og i verden, er væltet af den nye dag, opstandelsesdagen.

Nu løber du, ser jeg. Du går ikke mere. Du løber tilbage, som du gjorde det, da du så den tomme grav første gang. Men nu har du virkelig set. Nu har du set, hvad den tomme grav betyder. Nu løber du ikke som om du havde fanden i hælene. Nu løber du om kap med lyset tilbage til dem, der sidder og endnu er buret inde af frygten og sorgen og smerten og døden. Endnu… men du kommer med lyset til dem!

Du flår døren op. Du råber til dem, der som dig engang blev kaldt af Herren. Du råber det og dine ord bærer lyset og livet videre. Stakåndet kommer det ud af dig: “Jeg har set Herren! Han sagde mit navn. Han sagde mit navn! Det er ham!”

De ser på dig. De ved ikke, hvad de skal tro.

Maria, nu skal du gå videre. Du skal komme til os. Du skal flå vores kirkedør op. Du skal løbe om kap med lyset og råbe det samme til os: Jeg har set Herren! Han sagde mit navn.

Og hvis vi sidder og ved ikke, hvad vi skal tro. Eller vi går stadig rundt i blandt gravstenen i vores liv og kun ser deres budskab om død. Så skal du gå hen til os, tage os ved hånden og tage os med. Med derud. Til Jesu grav.

Sig det til os, Maria: ”Gå med mig i gravhaven. Når du hører ham sige dit navn, så ved du det også: dødens have er blevet til Paradisets have”.

Amen.

1. søndag efter påske

1. søndag efter påske, 2. tekstrække

Prædiketekst: Johannesevangeliet 21,15-19
Øvrige læsninger: Esajas’ Bog 43,10-12, Apostlenes Gerninger 2,22-28 eller Første Petersbrev 1,17-25

Kender I de særlige kirkelige billeder, som man kalder for ”ikoner”? Mange kender ordet ”ikon” fra computere eller fra mobiltelefonen. Her er en ”ikon” et lille billede, man klikker på, for at få et bestemt program frem.

Men ”ikon” er også et kirkeligt ord. Det er et ord for særlige kirkelige billeder, som man især finder i den ortodokse kirke – altså den del af den kristne kirke, der hører til i øst, f.eks. i Grækenland og Rusland.

Måske kan det særlige ved ikoner bedst forklares ved at vi ser på en ikon som denne.

Man behøver ikke være kunst-kender for at se, at det særlige ved mange ikoner ikke er billedets umiddelbare kunstneriske kvalitet – i alt fald ikke målt med nutidige øjne.

Ikoner som denne kan man da også købe som turisk i f.eks. Grækenland – eller med få klik på Amazon. Så stor kunst? Nej.

Ofte er ikoner stiliserede, næsten glansbilled-agtige. På denne ikon er Jesus nærmest for tydelig. Der er ingen streger, der er tvetydige. Tøjet er trukket op med kontraster, der har fået lidt for meget. Fåret over hans skuldre er renvasket og langt fra hyrdens virkelighed. Symbolerne står i kø og er også tydelige. Der er korset i baggrunden og sårmærkerne på Jesu hænder. Jesus er altså korsfæstet her, men opstået igen. Så det er den samme opstandne Jesus, som vi møder i evangeliet i dag. Og hyrden over skuldrene også et kendt, kristent symbol. Det er Jesus, der er den gode hyrde. Skulle man alligevel være i tvivl, så der står – på græsk – på ikonen: Den gode hyrde.

Sådan er en ikon set fra én vinkel ligetil. Dens billedsprog er let at tolke. Dens symboler kan den, der kender til kristen symbolik, let tolke. Men hvis ikonerne er så umiddelbare og ligetil, hvorfor har de så overlevet i århundreder i den ortodokse kirke? Ja, i den del af kristendommen har ikonerne stor, stor betydning. For nogle måneder siden besøgte jeg f.eks. en ortodoks finsk domkirke – i Helsinki.Den er nærmest tapetseret med ikoner

Og hvorfor males de samme ikoner så igen og igen? Denne ikon blev f.eks. første gange malet for mange hundreder år siden, og siden malet igen hundredvis af gange. Ja, de ortodokse kirker har ligefrem særlige ikon-skoler, hvor man lærer den særlige teknik at genmale de gamle ikoner. Og i disse år breder ikonerne sig, også til vores del af kristendommen, den lutherske kirke, og bruges til andagter – og ja, i dag til en gudstjeneste.

Hvad er det særlige ved ikonerne? Ja, prøv lige at se godt på denne ikon. Se længe på den. Og bliv ved med at se på den. Se på Jesu øjne. Og slå ikke blikket ned, for det behøver man ikke, når man ser på Jesus. Forestil dig, at Jesus vil noget. Vil dig noget. Vil se på dig og sige noget. Ja, ser han ikke på en særlig måde direkte på dig. Hvad vil hans blik sige? Hvad vil den korsfæstede, men opstandne Jesus sige – med det blik? At han er den gode hyrde, for dig, som han ser på? At han er kommet for at rejse dig op og bære dig, som lammet på hans skuldre?

Er der også et kald i hans øjne? Et kald, som det, han giver Simon Peter i dag: Vogt mine får. Gå i mine fodspor. Rejs andre op, som jeg rejser dig.

Ikonens mål er: at man – når man betragter ikonen – erfarer sig set af Jesus selv. De fleste andre malerier vil drage os ind i maleriets verden. Når f.eks. en af de nutidige danske billedkunstnere, Mickael Kvium, maler det ene fjols efter det andet på mange af sine billeder, så vil han drage os ind i maleriernes verden. Så vi med et smil på læben erkender, at jeg vist også er et fjols, ligesom dem på billedet.

Ikonen vil ikke drage os ind i billedet. Bevægelsen skal den anden vej: Ikonen vil lade billedet drage ind i vores verden. Den vil ikke bruge vores tid og kræfter på utydeligheder i billedsproget. Den vil med sin tydelighed se på os med Jesu eget blik, så Guds verden drager ind i vores verden. Ikonen ser på os, når vi ser på den. Mere end det: Jesus ser på os, når vi ser på ikonen. Endnu mere: Jesus selv drager ind i vores verden, når vi ser på ikonen. Ikonen skal i billedets sprog sige til os: Den opstandne Jesus ser på dig, i dag. Præcis som han så på Simon Peter efter opstandelsen.

____

Og dermed kommer vi så frem til prædiketeksten. Ikonens betydning er for mig er en tolkningsnøgle for, hvad prædiketeksten i dag vil. Prædiketeksten om Simon Peter, der mødte den opstandne Jesus, vil være som en ikon, der ser på os. Dens sigte er at drage Jesus ind i vores verden. Den vil – her første søndag efter påske – sige til os: Den opstandne Jesus ser på os i dag. Han, der blev rejst op af døden, vil rejse os op. For at forandre os. For at kalde på os.

___

Evangeliet handler ganske vist om noget, der skete dengang, lige efter Jesu opstandelse. Hovedpersonen er Simon Peter, der har svigtet Jesus og tre gange. Og hvordan klarer et mandfolk som Simon Peter det? Han klarer det på mandfolkevis. Han siger: Jeg tager ud for at fiske. Og flere af de andre disciple sagde: Vi tager med. Man skulle næste tro, Simon Peter kendte Gitte Hænnings gamle slager:

”Træk en gammel sweater på,
og lad bare skægget stå.
Det’ en god idé at starte på en frisk.
Sætte madding på krogen og tag med ud å fisk”.

Sådan gør nogle mænd, når krisen kradser i deres polerede overflade. De sætter sig ikke ned og snakker om det hele. De gør noget. De starter på en frisk ved at tage ud at fiske sammen med gutterne. Eller de roder med bilen eller tager en tur på motorcyklen eller racercyklen. Eller løber et maraton.

Og det kan måske være godt nok. Men klarer det tingene for Simon Peter? Nej. For da de kommer ind til bredden med en overmåde stor fangst af fisk, er den opstandne Jesus dér. Først er der ingen, der siger noget. Ingen tør sige noget. De spiser bare og holder mund med det, der brænder inde i dem: Hvordan de overhovedet skal komme videre herfra efter deres svigt. Og om de har en fremtid med Jesus.

Da er det Jesus ser lige på Simon og spørger ham om noget. Og her er det, vi skal se på ikonen og høre Jesus sige de ord, han siger. For sigtet med evangeliet i dag er, at de ord, Jesus siger, ikke kun bliver sagt til Simon Peter. Men til os alle. At vi mærker Jesu blik på os, når han siger det, han siger.

Han siger: Elsker du mig? Han ser lige ind i ansigtet. Han insisterer på at fastholde blikket. Elsker du mig? spørger han. Jeg mener, efter det her. Ja, du ved godt, hvad jeg tænker på, ikke? Dit svigt. Da du trådte ved siden af og gik dine egne veje. Hvorfor gik du bare din vej? Tror du, du kan flygte fra det hele? Tror du, det hjælper?

Men nu.. er jeg kommet til dig. Jeg er lige her. Nu sidder jeg over for dig. Jeg har opsøgt dig. Fordi du har betydning. Ja, fordi jeg elsker dig. Og du ser på mig. Jeg ser på dig. Jeg er kommet for at fastholde dit blik og spørge dig om dette ene: Elsker du mig? Tør du se mig i ansigtet nu?

Elsker du mig? Elsker du mig stadig?

___

Hvad skal man svare én, der spørger: Elsker du mig, stadig? Når man sidder der med sin skyldfølelse og ved om det, der gik galt i mit liv. Og den anden lige så godt kunne være gået i raseri. Men nu sidder hun dér og er her stadig og spørger bare: Elsker du mig stadig? Skal man begyndte at undskylde sig og sige: Det var også fordi… Fordi mine forældre var som de var. Fordi mit sind er som det er. Du kender det jo. Eller det var omstændighederne. Eller skal man gå til angreb og sige: Du er da heller ikke perfekt, er du? Men der er ikke rigtig noget af det, der duer. Hverken dengang eller i dag.

Simon Peter står over for Guds søn, der ser på ham. Vi står over for den samme, opstandne Guds søn i dag. Han ser også på os. Ser vi i Jesu blik hvor meget kærlighed, der er i det? Ser vi, at han er kommet for at være hyrde for os? For at rejse os op? Og bære os? Tilgive os? Og kan vi da svare som Simon Peter ærligt: Du ved, at jeg har dig kær. Du ved det jo godt, det hele. Faldet, ja. Men dit blik… kan jeg møde det med andet end kærlighed tilbage? For nu drager du ind i min verden som den opstandne og viser dig for mig som den hyrde, der bærer mig. Og tilgiver mig. Derfor: Du ved, jeg har dig kær som ingen anden.

___

Det er i Jesu blik det erfares, hvad opstandelsen betyder. Det er i Jesu blik det erfares, hvad det vil sige, at Jesus er den gode hyrde for os. Og da er det ligetil at svare igen: Jeg har dig kær. For da er Simon Peter – og vi – allerede rejst op. Men da har Jesus mere at sige, til Simon Peter – og til os. Vær hyrde for mine får. Følg mig. Gør som jeg har gjort for dig! Gå i mine fodspor og vær hyrde for andre. Bær andre mennesker! For Jesu kærlighed skal deles ud. Det, du selv har fået, skal andre have del i.

___

Lad os lige standse op og spørge: Hvad er det afgørende i evangeliet i dag?

Det er ikke en bebrejdelse, så Jesu blik siger: Simon Peter – og Janne, Sofie, Christoffer, Carsten – og hvad vi nu hedder – hvad har du dog gjort, siden du svigtede mig? Det kunne det godt være! Men det er ikke dér, evangeliet vil her.

Det er heller ikke et ransagende spørgsmål: Elsker du mig? Kan du fremtvinge den rette følelse, den rette tro? Sådan kan evangeliet også tolkes. Men det er ikke dér, evangeliet vil hen.

Det afgørende er heller ikke et kald: Nu skal du gå gang og gøre noget for mig! Kaldet er der, men det kommer så at sige i anden række.

Det afgørende, det første, det vigtigste er alt det, der ligger bag ved, at Jesus kommer til Simon Peter – og til os som den opstandne. Det afgørende er – som i ikonen – Jesu nærvær og Jesu blik på os. Det afgørende er, hvad opstandelsen betyder, også i dag: At Jesu tilgivende og kærlige blik er os, her og i al fremtid. Og derfra kaldes vi til at elske ham igen og gå i Jesu fodspor og være hyrde for vores medmennesker og hjælpe og bære kærligheden videre.

___

Men har vi, der lever i dag på samme måde Jesu blik, som Simon Peter havde det? Nej. For vi ser ikke Jesus med vores øjne. Og dog. Måske kan vi lære noget af de ortodokse kirker her. Af ikonerne, der videregiver Jesu blik til os. Og jo, vi må godt trække på, hvad andre kirkesamfund her kan give os – i deres ikoner og billeder! Og mærke Jesu blik på os, så hans verden drager ind i vores verden.

Men vi kan også bare se på de billeder, der er i vores kirke. F.eks. vores eget alterbillede.

Der sidder Jesus for enden af det bord, der vender på højkant. Mens vi knæler om det bord, som nadveren deles ud fra. Vi sidder ved samme bord som den opstandne Jesus selv.

Vi ser ikke Jesus med vores øjne. Men med troens øjne ser vi, at som de spise med Jesus den dag ved Genezareth sø. Sådan spiser vi med ham ved nadveren. Og som Jesu blik var på Simon Peter, sådan er det på os, når vi rejser os under velsignelsen og får at vide:

”Herren lade sig ansigt lyse over dig og være dig nådig.”

Da ser Jesu blik på os. Da er det, som når en ikon åbner sig for én. Og ikonens verden drager ind i vores. Da drager Guds verden ind i vores liv. Da ser Guds søn på os med det blik, der giver os, hvad Jesu død og opstandelse betyder: at vi rejses op til et liv, der lever at Guds kærlighed og nærvær. Da næres vores tro af Guds blik på os.

Da går vi ud i det liv, der er vores, på Guds løfte: Jeg vil være med dig! Vi går for – som Simon Peter – at tjene ham og bære hans kærlighed videre til andre.
Amen.

2. søndag efter påske

2. søndag efter påske. 2. tekstrække

Evangeliet: Johannesevangeliet 10,22-30
Øvrige tekster: Salmernes Bog 23,1-6, Apostlenes Gerninger 2,36-41 eller Hebræerbrevet 13,20-21

Kender I det – at der kan være nogle ord, der ligesom sætter sig fast? Man hører dem igen og igen inde i sig. Man genoplever situationen, de blev sagt i, igen og igen. Som om der kører en film inde i hovedet.

Det kan være ord, der gjorde et stort indtryk, fordi de smerter. De sidste ord, man hørte fra én, man holder af, inden hun døde, f.eks. Man kan høre sådanne ord for sig igen og igen. Se ansigtsudtrykket, smilet, smerten.Eller det kan være ord, der gjorde et stort indtryk, fordi de var tåbelige. Hvor en af verdens ledere f.eks. så lige ind i kameraet, og alle vidste, han stak en løgn.Eller det kan være ord, der gjorde et stort indtryk, fordi de rummede den største glæde. Som da jordemoderen tog barnet, der lige er blevet født, og smilende sagde: Det blev en dreng. Eller: Det blev en pige. Eller det kan være ord, der blev sagt ved en festlig lejlighed. Hvor én rejste sig op og holdt en tale og sagde – og tydeligvis mente: Du betyder alt for mig. Man husker det mange år efter. Det har sænket sig sådan ned i sindet, at man kan høre det for sig igen og igen.

Nogle af de ord, der gjorde så stort et indtryk, er blevet samlet op og gengivet i verdenshistorien. Som kejser Gaius Julius Cæsars ord, da han i sin dødskamp blandt sine mordere får øje på vennen Brutus og siger: Også du, Brutus? Også mange af Bibelens ord er sådanne ord. De blev sagt én gang, og mennesker hørte dem og glemte dem aldrig. Og siden er de blevet sagt videre, så ordene er blevet til ord, der betyder noget for millioner af mennesker.

Det er f.eks. ordene fra læsningen fra alteret:
Herren er min hyrde,
jeg lider ingen nød,
han lader mig ligge i grønne enge,
han leder mig til det stille vand.
Han giver mig kraft på ny.

Netop denne salme finder mange, mange stor trøst i.

Eller det er mange, mange af Jesu ord. Ord som: Jeg er verdens lys. Den, der tror på mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys. Eller: Jeg er opstandelsen og livet. Den, der tror på mig, skal leve, om han end dør.

Mennesker har hørt disse ord, og ordene har brændt sig fast på i sindet. De har givet dem videre, og vi lever endnu af dem.

Eller det er nogle af de ord, Jesus siger i dag. Jeg har f.eks. tit, når jeg har været kaldt ud til et dødsleje, sagt nogle af ordene fra evangeliet i dag. Nogle gange har jeg siddet på et plejehjem og nærmest råbt dem til et tunghørt menneske, så de har kunnet høre med ude på gangen: ”Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd.”

Kender I det? Disse ord, disse sætninger, der brænder sig fast. Der er som en film, der kører. Fordi ordene var så forfærdelige eller så groteske. Eller – fordi de var så gode, så jeg lever af dem.

_______________

Jeg har fået øje på en sætning, jeg ikke før har set på denne måde i evangeliet i dag. Den har i min forberedelse af prædikenen i dag på en særlig måde brændt sig fast. Derfor må jeg tale om den i dag. Jeg må prøve at videregive, hvad den har gjort ved mig.

Det er Jesus, der siger: ”Det, min fader har givet mig, er større end alt andet.”

Ved et første øjekast er der ikke noget særligt ved den sætning. ”Det, min fader har givet mig, er større end alt andet.” Er det ikke bare en sætning som så mange andre sætninger? Det, der er større end alt andet, det er jo det, kirken er sat her for. Det er her, vi fortæller om de undere, der er større end alt andet. Det er her, vi kommer, når det, der er større end alt andet, sker i vores liv. Det er derfor, vi bærer vores børn til dåb. Det er derfor, børnene, når de er blevet store, bliver konfirmeret her. Det er derfor, der er vielse – og begravelse. Det er derfor, der er gudstjeneste hver søndag. Fordi dette hus er huset for det, der er større end alt andet. Og her kan vi søge det og mødes af det – det, der er større end alt andet. Her kan vi møde ordene, der kan brænde sig fast, sakramenterne dåb og nadver, håbet.

Men lad os lige høre det, Jesus siger, igen, og overveje en gang til, hvad han mener. ”Det, min fader har givet mig, er større end alt andet.”

Hvad er det, Jesus vil sige? Hvad er det, Gud Fader har givet ham? Er det Jesu opgave – at frelse verden – der er større end alt andet? Er det det, Jesus er, der er større end alt andet: Et menneske, og dog Gud? Er det det, at Jesus er ét med Faderen, der er det største?

Ser jeg rigtigt, når Jesu øjne er rettet mod de mennesker, der står omkring ham, når han siger det her? Ser jeg rigtigt, når Jesus taler netop til dem? Mere end det: Ser jeg rigtigt, at Jesus taler om dem? Ser jeg rigtigt, at hans øjne er fulde af det blik, man kun har, når man er helt inde ved kernen og vil sige det, der ligger dybest nede, til en anden? De ord, man aldrig glemmer. De ord, der kommer fra hjertet og går til hjertet.

Er det, han mener: I – mine disciple, mine får, min menighed – I er det, min fader har givet mig. I er – for mig – større end alt andet. Så meget betyder I – I er større end alt andet.

___________

Det gør noget ved os, når én siger til os: Du er for mig større end alt andet. Når den elskede siger det til sin elskede: Du er for mig større end alt andet, så kan ordene brænde sig fast, så man aldrig glemmer. Eller når forældre siger det til deres børn: Du betyder alt for mig. Eller når børnene siger det til deres forældre.

Er det sådan, Jesus taler til os i dag og siger: ”Det, min fader har givet mig, er større end alt andet.” Er det, han siger: I – mine døbte, mine disciple i dag, I mennesker, der lever i enhver tid, hvor man hører evangeliet – I er for mig større end alt andet. Og er det derfor, han tilføjer: Derfor skal ingen – ingen – rive jer ud af min fars hånd.

Det er, som om denne sætning fører os ind i det inderste i Gud. Den lader os i et glimt se Guds sind over for mennesker. Den afslører, hvordan Gud ser på os. Måske troede vi, at Gud var en anden. En streng herre, f.eks., der fortæller os, hvordan vi skal leve, og afslører, at vi ikke er så gode, som vi burde være. Og sådan kan Gud også være. Eller vi troede, Gud var den milde skaber, der lader jorden spire igen her i foråret og alting vokse og give os glæde – igen. Og sådan kan Gud også være.

Men her er vi ved kernen, ved det inderste. Ved det, der bevæger Gud til at gøre det, han gør. Ved det, der ligger bag både Guds strenghed og Guds mildhed. ”Det, min fader har givet mig, er større end alt andet.”

Måske forstår vi så bedre, hvorfor Jesus skulle fødes på jorden. For hvis vi for Gud er større end alt andet, så måtte Gud gøre alt for at frelse os. Som vi vil gøre alt for dem, der betyder mest for os. Måske forstår vi så bedre, hvorfor Jesus skulle dø på korset og opstå igen, som vi har fejret det i påsken. For hvis vi for Gud er større end alt andet, så måtte han gøre alt for at frelse os. Derfor gik han så langt som til at lade sin søn dø på et kors. Og måske forstår vi så bedre, når Jesus i dag kalder sig selv for en hyrde for os. En hyrde på Jesu tid stod inde for sin fåreflok med sit liv. En hyrde er den, der skal være rede til med sit liv at forsvare sin fåreflok. For en hyrde skal fårene være alt. Og måske forstår vi så også, at Jesus alligevel må sprænge billedet med hyrden og sige: Jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt. Det kan ingen jordisk hyrde sige om sine får, for det skete alligevel – selv for den bedste hyrde – at et får gik tabt. Men for Jesus er vi dem, der er større end alt andet. Derfor har han gjort alt for, at vi ikke skal gå tabt. Han vil dette for os: At vi aldrig i evighed skal gå fortabt, og at ingen, ingen skal rive os ud af hans hånd.

______
Har I set denne sætning? ”Det, min fader har givet mig, er større end alt andet.” Har I hørt den? Har I set det blik af Guds inderste, den giver os. Som i et glimt viser den os det, der bevæger Gud til at gøre det, han gør. Den viser os Guds kærlighed, så det aldrig glemmes.

______

Et af de mest brugte citater blandt præster de senere år er titlen på en bog, hvor sangeren Peter Bastian gengiver, hvad han i en sen alder erfarede, da han fandt ind til kristentroen og blev døbt.

Titlen lyder sådan: Altid allerede elsket! Bogen blev først udgivet efter Peter Bastians død – som sammenfatningen af hans den troserfaring, det havde brændt sig fast hos ham.

Ja! For Jesus er vi ”dem, der er større end alt andet”. Derfor døde han og opstod igen. Derfor giver han os i dag de stærke ord: Ingen skal rive jer ud af Guds hånd.

Vi er ”altid allerede elsket.”

Amen.

3. søndag efter påske

3. søndag efter påske, 2. tekstrække

Evangeliet: Johannesevangeliet 14,1-11
Øvrige læsninger: Anden Mosebog 3,1-7 og Anden Mosebog 3,10-14, Apostlenes Gerninger 4,7-12 eller Hebræerbrevet 4,14-16

Boligmangel. Det slår ikke fejl. Når vi kommer til september, er der boligmangel i Aarhus.

For hvert år er der en strøm af unge, der håbefuldt sætter kurs mod Aarhus. Hjemmefra – endelig! Fri af mor og far og den lille bys snævre grænser. Af sted til drømmestudiet i den lille storby, der har det hele: vand, skove, smukke parker. Og ikke mindst: mange andre unge!

Men drømmene presses, når man ikke kan få et sted at bo. For når mere end 10.000 nye studerende hvert år skal finde et sted at bo i løbet af kort tid, er det ikke alle, det lykkes for.

Og når opslag på sociale medier ikke har givet noget, og mor og far ikke vil – eller kan – forældrekøbe en lejlighed … så må man alligevel bo hos nogen: en moster i byen, f.eks. Det var ikke lige sådan, man drømte om at flytte hjemmefra, vel? Hvert år skriver de lokale aviser nyheden, der lige så godt kunne have været skrevet året før: om boligmanglen hos de nye studerende. Og Aarhus-politikerne forsikrer, at der igen skal opføres nye boliger. Det bliver der også – også i vores sogn. Det er bare, som om det aldrig bliver nok.

Jeg ved ikke, hvordan din drømmebolig ser ud. Prøv at tænke et par sekunder over det. Din drømmebolig!

Er det en studiebolig på Trøjborg? Er det et sted, hvor der er mere plads end det, du har nu, så der er rum nok til alle børnene? Er det et sted, hvor der er mindre plads, nu når børnene er flyttet hjemmefra? Er det et sted, der har den rette beliggenhed? I byen, tæt på kulturlivet og livet i byen? Eller måske slet ikke i byen, men så langt ude på landet, at der er frit udsyn og himmelrum og gyllelugt og tusind fugle, der synger?

I min fars hus er der mange boliger, siger Jesus. Hvad er det for boliger, han taler om? Hvordan ser de ud?

Jeg ved noget om dem! Og det, jeg ved, gør de boliger til langt mere end de boliger, vi kan drømme om.

For jeg ved det, Jesus siger i dag. Han siger først: Jeres hjerte må ikke forfærdes! Og dernæst siger han: I min fars hus er der mange boliger. Og sidst: Jeg går bort for at gøre en plads rede for jer. Det er ikke så lidt, han får sagt i de tre sætninger!

I min fars hus er der mange boliger – lad os tage den sætning først. Jeg holder så meget af den sætning! Den sætning kan vi falde til ro i. I min fars hus er der mange boliger.

Mange boliger – det er dét, der først springer i øjnene. Der er nok. Der er overflod. Her er der ingen boligmangel, ingen forgæves opslag om et sted at være. Der er plads nok i Guds hus.

Kan I høre, hvor rummelig Jesus er? Og hvor meget han advarer os mod at dele folk op i dem, der er indenfor, og dem, der er udenfor? For der er mange flere på vej til det hjem, end vi ved af. Guds børn er mange slags.

Der er én ting mere om Guds hus, vi skal have frem: Jesus kalder det for min fars hus. Han kalder det for sit hjem.

Kan vi tænke sådan om det sted, Gud har til os: som et hjem? De unge, der søger til Aarhus om nogle måneder, søger væk fra hjemmet. Men det betyder ikke, at hjemmet ikke har betydning. Det har det.

Jeg tænker mig Guds hus som et hjem. Og vi – hans små og store børn – er på vej hjem. Det er aften, og der er ikke langt igen. Og dér – i den aften, der er ved at blive mørk – dér er der lys. Lyset kommer fra hjemmet. Og hjemmet er som det gode hjem, en ung altid kan vende tilbage til: Det er stedet, hvor vi er kendt. Og hvor vi kender. Det er stedet, hvor vi kan falde til ro og være trygge. Og hvor vi kan lægge alt det ned, der tynger, og som vi bærer på. Døren er åben. Der strømmer lys ud fra den. Vi er ventet.

Sådan er Guds hjem, stedet med de mange boliger, hvor der ingen boligmangel er, men plads til alle.

Jesus siger også: Jeg går bort for at gøre en plads rede til jer. Lad os se på den sætning. Jeg går bort for at gøre en plads rede til jer.

Har I prøvet at komme til en fest, hvor der ikke var et bordkort til jer? Det har jeg ikke. Jeg har prøvet noget andet: Jeg har engang prøvet at holde en fest, hvor vi glemte at skrive bordkort til ét af de par, vi havde inviteret. Det var pinligt ud over alle grænser. De tog det nu meget pænt og kom til at sidde lige over for festens hovedperson.

Jesus siger: Jeg går bort for at gøre en plads rede til jer. Det vil sige: I Guds hus er vi ventet. Der er gjort en plads rede. Bordkortene ved bordet er sat på med dit og mit navn på. For Jesus gjorde en plads rede for os. Det var det, han gjorde, da han døde og opstod igen.

Så til den sidste af sætningerne: Jeres hjerte må ikke forfærdes. Denne sætning bygger oven på de to andre sætninger: I min fars hus er der mange boliger. Jeg går bort for at gøre en plads rede til jer. Derfor: Jeres hjerte må ikke forfærdes.

Kan I høre, hvor meget trøst der er i de ord? Hvor meget vi kan falde til ro – også i dem?

Jeres hjerte må ikke forfærdes. Jo – for der er nok af ting, man kan forfærdes over. Der var nok af ting, Jesu disciple kunne forfærdes over. For dagen efter, Jesus siger dette, skal han korsfæstes. Og der er nok af ting, vi kan forfærdes over. Vi behøver bare at grave lidt i din og min personlige historie – før der er ting, vi kan forfærdes over.

Det ord, Jesus bruger for forfærdes, betyder egentlig noget i retning af: ryste fra hinanden – som en bygning, der styrter sammen. Eller det kan betyde: at komme i oprør – som vandet, der drives til oprør af stormen. Og sådan… sådan vil Jesu disciple stå, kort tid efter at han siger disse ord til dem. For dagen efter bliver han korsfæstet. Og sådan rammes vi nogle gange. Livet kan undertiden være, som om alt i os er styrtet sammen, eller som om vi står ved en strand, hvor vandet er i oprør.

Men der er mere at sige end forfærdelsen. For Jesus ved, at det ender i opstandelsen og håbet. Derfor er der virkelighed og ikke bare billig trøst i Jesu ord: Jeres hjerte må ikke forfærdes. Ordene er ikke et bud, vi skal efterleve, så vi snarest muligt skal feje forfærdelsen ind under gulvtæppet. Det bliver der ikke noget godt af. Det er et løfte om, at der er noget mere at sige end forfærdelsen og døden.

Der er opstandelsen og livet. Der er dette, at i min fars hus er der mange boliger. Og: Jeg går bort for at gøre en plads rede for jer.

Det er på mange måder en skøn prædiketekst i dag. Og det er dejligt at få lov til at tale om det sted, Gud har til os, som et hjem, der er rummeligt. Hvor der ikke er boligmangel, men plads til alle. Og hvor vi er ventet, fordi Jesus døde og opstod for os.

Men der er mere at sige i dag ud fra prædiketeksten – og det skal vi også have med. For ligeså rummelig Jesus først er, når han taler om mange boliger, ligeså eksklusiv eller ekskluderende er han dernæst.

For da en af disciplene spørger ham, hvor vejen er, de skal gå… hvordan de finder hjemmet, så siger Jesus:

Jeg er vejen, sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden ved mig.

Måske kan også disse sætninger rummes i billedet af hjemmet. Et hjem er jo ikke et hjem uden vægge. Der skal vægge til, for at der kan være et hjem. Der skal være noget, der adskiller hjemmet fra omverdenen, for at det kan være et hjem. Et hjem er jo ikke alting. Et hjem er summen af de ting og – ikke mindst – de mennesker, der er inden for hjemmets fire vægge. Sammen udgør de hjemmet og giver hjemmets særlige atmosfære.

Sådan er det hjem, Jesus taler om, ikke hvad som helst. Det er rummeligt og har mange boliger – men det har også vægge, der adskiller det fra andet. Jeg er vejen, sandheden og livet, siger Jesus. Ingen kommer til Faderen uden ved mig.

Der er dem, der taler om religion som noget, alle mennesker har – bare på forskellig måde. Jeg tror, de har ret. Men de har ikke ret, når de derefter konkluderer: Så kan man lige så godt have den ene religion som den anden. Nej! Det er ikke ligegyldigt, om vi er kristne eller noget andet. Så tror vi for lidt om den kristne tro. Der er én vej til hjemmet hos Gud – og det er den vej, Jesus har gået. Det er ikke ligegyldigt, om vi er jøder eller buddhister eller muslimer eller kristne. Det er livet om at gøre, at vi tror på Jesus Kristus.

For Jesus er vejen, sandheden og livet. Vejen er, at Gud i ham blev et menneske som os. Vejen er, at Gud i Jesus kom til os, levede vores liv og døde vores død. Mens andre religioner vil være vejviser til det gode og rigtige liv og siger: Den vej skal du gå for at nå op til Gud! – så vil kristentro noget helt, helt andet: Den vil forkynde, at Gud i sin søn gik vejen og nåede ned til os.

Og derfor siger Jesus: Tro på Gud og tro på mig! For det er troen på ham, der åbner døren til hjemmet med de mange boliger.

Til sidst: Da disciplene hørte det, vi har hørt om i dag, sagde en af dem – Filip – til Jesus: Vis os Faderen – og det er nok for os. Jeg kan ikke lade være med at se humoren bag den sætning: Vis os bare lige… Gud, altså. Så er det fint! Det er nok!

Men Jesus griber det og siger til Filip: Du har set ham. For du har set mig! Alligevel er det åbenbart svært for Filip og de andre disciple at tro.

Også vi kan af og til stå som Filip og sige: Hvor er Gud i mit liv? Nogle gange kan det at tro være, som hvis vi er til en koncert og kun kan se hovedpersonen på storskærm. Og har man så set ham, der står på scenen? Altså: vi ser ikke Gud ansigt til ansigt, men kun billeder af ham, kun Bibelens og menneskers vidnesbyrd om ham. Og har vi så set ham?

Da vil Jesus se på os, som han gjorde det den dag på de disciple, der havde set – og alligevel havde svært ved at tro. Og han vil sige: Åbn øjnene! Se på det, du har! Se de glimt, Gud giver dig, af at han er til!

Men hvis du ikke kan tro, så tro på de gerninger, Jesus gør, siger han også i dag til sine disciple. For os kan det betyde: Så læn dig op ad, hvad Gud gør! Læn dig op ad din dåb og af nadveren. Og hold fast i, at du er et Guds barn – uanset om du kan måle eller veje eller føle din tro.

Og hør så ordene fra i dag igen – og lad dem sænke sig i dit sind som trøst og håb og mod.

I min fars hus er der mange boliger. Jeg går bort for at gøre en plads rede for jer. Derfor: Jeres hjerte må ikke forfærdes!

For du har et hjem. Der er ingen boligmangel, men plads. Og du er ventet. Af ham, der er vejen, sandheden og livet.

Amen.

Store bededag

Store bededag, 2. tekstrække

Evangeliet: Matthæusevangeliet 7,7-14
Øvrige læsninger: Salmernes Bog 130,1-8 og Hebræerbrevet 10,19-25

Der er mange kirker, jeg betragter som min kirke.

Kirken, jeg blev døbt i, er min kirke. Kirken, jeg kom i og blev engageret i, da jeg var teenager, er min kirke. Kirken, jeg siden blev gift i, og hvor kirkegården rummer flere i min kones familie, er min kirke. De kirker, jeg har været præst i – 5 i alt – er hver for sig min kirke.

Når jeg tænker på disse kirker, så tænker jeg på mennesker, jeg har været sammen med og holdt af. De rummer møder med andre, i hverdage og i glæde og i sorg. Og de rummer møder med Gud.

Men der er mindst én kirke mere, der også er min kirke: fødselskirken i Betlehem. Den er nemlig hele kristenhedens kirke. Den er en af vores største helligdomme. Kirken blev opført så tidligt som i år 325. Den romerske kejserinde Helena rejste en helligdom over den grotte, hvor Jesus efter sigende blev født. Det kunne være lige dér, jomfru Maria fødte vor Herre Jesus julenat.

Jeg husker tydeligt den sommerdag for efterhånden en del år siden, hvor jeg kom til den. På en fridag i programmet under en tur til Israel havde vi taget bussen til Betlehem. Det var midt i den muslimske fastemåned, ramadanen, og det var mere end livsfarligt at køre med den dødtrætte arabiske chauffør. Men til Betlehem skulle vi. Og vi skulle selvfølgelig også besøge fødselskirken og stå dér, hvor Guds Søn blev menneske. Vi kom ind i det gamle, let kølige kirkerum. Gik hen til en lille grotte, hvor man kunne tænde et lys og sidde stille i højtid. Her, her lå Maria med veer. Her blev Gud menneske. Her knælede hyrderne. Her kom de vise mænd. Jeg husker tydeligt fornemmelsen af at stå ved noget helligt, stort, ubegribeligt, umætteligt.

Men det, jeg husker mest, var nu ikke selve kirken. Det var døren til kirken. Den var skuffende. Døren var lille og undseelig. Man spurgte sig selv: Er det bagdøren, det her, eller…? Men det var ikke bagdøren. Det var den dør, der førte ind i den store helligdom. Jeg er ikke så høj, men selv jeg kunne ikke gå oprejst derind. Her troede jeg, at jeg kom til en pompøs kirke med en stor flot port. For der måtte da være noget pompøst og højt og stort over selve Jesu fødselssted. Så var der bare en lille dør, der mest så ud som en undskyldning for sig selv. Hvorfor?

Det fortælles, at der tidligere havde været en større åbning. Men så kom der problemer med, at folk tog deres dyr med derind og brugte kirken til at handle i – og så er al højtid og helligdom væk. Det blev effektivt stoppet ved at gøre døren lille. Nu kunne kamelerne ikke komme ind.

Det er Store Bededag i dag. Midt i en festtid og højtid i kirken, hvor takken for påsken og Jesu opstandelse bliver ved med at klinge i søndagene, ligger denne dag med en helt anden karakter. Store Bededag er en dag, hvor vores fokus ændres. Vi ser ikke opad og priser Gud for Jesu opstandelse, som vi har gjort de sidste søndage. Vi ser indad. Det er en dag med fokus på at bøje sig for Gud. En dag med fokus på den lille dør, den snævre port foran den store helligdom. På at vi skal bøje os for at gå ind i Guds nærvær.

Det er ikke tilfældigt, at mange, når de beder, bøjer hovedet. Det er heller ikke tilfældigt, at vi ikke står op, når vi samles ved alteret, men knæler. Vi bøjer os for Gud i bønnen.

Og er det i grunden ikke altid sådan: evangeliet om Jesus Kristus, der blev menneske, altid har en lille dør? Det er ikke kun helt konkret i Betlehem, man skal bøje sig for at komme frem til helligdommen, til Gud, til Jesus Kristus. For evangeliet når kun et menneske, hvor det bøjer sig for Gud og beder: Vær mig nådig og hjælp mig!

Bed, siger Jesus i dag – og tilføjer et løfte så dejligt som forår og fuglesang: så skal I få. Søg, fortsætter han, og siger: så skal I finde. Bank på, slutter han – så skal der lukkes op.

De, der hørte ordene første gang, så en tigger i byens smalle gader for sig. Gennem dagens timer sidder han på sin faste plads. Han beder. Jeg har intet, siger han til dem, der går forbi. Hjælp en stakkels blind tigger! fortsætter han sin talestrøm, mens han misser med øjnene. Og det er ikke til at vide, om han virkelig er blind. Eller om han bare er en god skuespiller. Men uanset hvad: Nogle forbarmer sig. De lægger en mønt i skålen, han har sat frem. Gennem dagen beder tiggeren sådan. Han beder – og får.

Bed – og I skal få, siger Jesus.

Da det er blevet aften, tæller tiggeren dagens høst. Han regner hurtigt ud, at det er ikke nok. Han bliver ikke mæt af det. Da søger han. Han går igennem byens gyder. Ser efter, om nogen skulle have smidt noget. Eller tabt noget. Noget, der kan spises – eller som har en smule værdi. Han søger og finder.

Søg, og I skal finde, siger Jesus.

Til sidst må tiggeren gå til en dør. Han banker på. Der lukkes op for ham. Kunne der blive lidt til mig i dag? siger han og laver sin karakteristiske missen med øjnene. En kvinde ser på ham og tror ham. Da stilles sulten endelig for tiggeren.

Bed, siger Jesus. Søg, fortsætter han. Bank på, slutter han. Se tiggeren foran jer. I kender ham! Gør som tiggeren, I kender fra byens gyder.

Bed – søg – bank på. Da skal I få. Da skal I finde. Da skal der lukkes op.

Jamen jeg er da ingen tigger, siger vi måske. Jeg har – i overflod. Mad nok, tøj nok, nok af alting. Det kan godt være, at priserne stiger, og reallønnen måske falder et år. Men derfra til et tiggerliv – det ville være rent skuespil!

Nej – det ville ikke være skuespil! For blind er du og jeg – blind for det gode. Blind for at elske Gud og næsten. Blind for at gøre Guds vilje. Derfor har vi ikke nok af alting. Vi har ikke det, der kan mætte vores sjæl. Det skal nogen give os. Det skal vi få – fra Gud.

At du og jeg er en tigger, er ikke mere skuespil, end at de, der går ind ad døren til fødselskirken i Betlehem, må bøje sig for at komme derind. Sådan må vi bøje os i bøn til Gud om tilgivelse og fred og mening og helhed i vores liv. Vi må bede om, at den fortabelse, evangeliet taler om, ikke bliver vores. Hverken her i live eller siden i evigheden.

I J. P. Jacobsens roman om Niels Lyhne fortælles der om en tvivler, som beder til Gud.

Som 12-årig havde Niels Lyhnes tro fået et knæk. Han har inderligt bedt Gud om helbredelse for hans elskede tante. Hører du, Gud! Jeg slipper dig ikke, før du har sagt ja, bad han dengang. Du ved jo, hvor vi elsker hende. Men tanten dør. Da knækker Niels Lyhnes tro som et rør. Gud har ingen ører – sådan oplever den store dreng det. Han hører ikke. Og så skal han heller ingen tilbedelse have – af ham.

Men senere i livet beder Niels Lyhne alligevel til Gud. Efter tre års lykkeligt ægteskab mister han sin hustru. Nu er det hans lille dreng, det gælder. Hvad skal han gøre? Det at sidde ved drengens side og intet kunne – det magter han ikke. Han må gøre noget. Ved den døende drengs leje vender han sig da til den samme Gud, han bad til, da han var 12.

Man må bøje sig for at komme ind i fødselskirken i Betlehem. Vi må bøje os og erkende os som de tiggere, der kun har Gud at håbe på. Vi behøver ikke finde de store skuespilstakter frem. For vi er alle lige så hjælpeløse, som sad vi ved en døende drengs side. Hvis vi ikke får livet fra Gud, går vi til. Døden og livet og lidelsen og skylden og sorgen og sygdommen kan vi ikke tumle. Undertiden kan det tværtimod synes, som om de tumler rundt med os, bøjer os, knækker os. Presser livet ud af os.

Hvad har vi da at håbe på? Vi har Jesu ord i dag at håbe på.

Den, der beder, får. Den, der søger, finder. Den, der banker på, for ham lukkes der op.

Vi har Jesus selv at håbe på. For Gud bøjede sig engang til alle os tiggere, da han lod sig føde i sin Søn i Betlehem. Og gennem sit liv bøjede han sig igen og igen til mennesker på hans vej, der bad: Hjælp mig! Sidst bøjede han sig for mennesker og deres dom, da han blev hængt på korset.

Derfor skulle ingen bøje sig, da den store sten skulle rulles fra graven. Den var væk, og Jesus var opstået. Gennem at bøje sig blev Jesus selv ført til opstandelsen – men han gik rank ud af graven påskemorgen. Nu ved vi det: Gud har bøjet sig imod os for at nå alle os tiggere. Alle os, der ikke kan tumle døden og livet og skylden og sorgen og sygdommen, ja livet. Nu er det op til os, om vi vil se det og bede som tiggeren: Forbarm dig. Om vi vil bede og søge og banke på.

Lad os bruge Store Bededag, her midt i opstandelsestiden, hvor vi er vendt opad i tak… Lad os bruge Store Bededag til at bøje os. Til i tankerne at gå ind ad den lille port i den kirke, der også er din og min: fødselskirken i Betlehem. Vi må gøre som Niels Lyhne, ja vi må gøre det, også selvom vi som ham har tænkt: Hvorfor får vi ikke det, vi beder om?

Bag den snævre port, bag den lille kirkedør, bag bønnens bøjen sig for Gud, der er livet. Bag den snævre port er den Gud, der lod døden feje væk, så porten til opstandelsen og tilgivelsen og håbet og glæden står vidt åben.

Amen.

4. søndag efter påske

4. søndag efter påske, 2. tekstrække

Evangeliet: Johannesevangeliet 8,28-36
Øvrige læsninger: Salmernes Bog 124,1-8, Apostlenes Gerninger 9,1-18 eller Andet Korintherbrev 5,14-21

Vi er da frie! Hold da lige op, hvad mener du? Vi har da frihed allerede! Hvordan kan du sige, du vil gøre os frie? Vi er da Abrahams børn, Guds folk, vokset op i den sande tro! Sikke en frækhed at antyde, at vi ikke er frie!

Nogenlunde sådan siger dem, Jesus taler til i det, jeg læste før. Vi kan sige det samme: Vi er da frie! Og som verden er i dag med krige, besættelser og folk, der lever i samfund, hvor de ikke kan tale og mene frit, så er det virkelig noget, vi sætter pris på: Vi er et frit folk!

Vi lever endnu af 5. maj, der kommer lige om lidt, befrielsesdagen, hvor 2. verdenskrigs afslutning den 5. maj 1945 kom som en kæmpemæssig forløsning, hvor vi som folk mærkede, hvad ufrihed og besættelse er. Frihedskæmperne kaldte vi dem, der kæmpede imod. Og siden den første 5. maj har vi sunget om friheden:

Og det blev forår og Danmark frit,
ja, Danmark frit.

Vi vil ikke undvære den frihed.

Og vi kan fortsætte: Vi lever endnu af den frihed, som kom den 5. juni, da grundloven blev vedtaget i 1849. Det er 175 år siden netop i år, og vi lever stadig af den frihed, Danmark fik dér. Der kom de grundlæggende frihedsrettigheder, som vi heller ikke vil undvære: frihed til at tænke og tro, som man vil, frihed til at eje noget, fri presse, frihed til at være med til at bestemme i et demokratisk samfund.

Vi kan fortsætte: Udviklingen i vores land har kun skabt endnu mere frihed. Frihed til at tage den uddannelse, vi vil. Økonomisk frihed i en stadig større velstand. Frihed til at købe det, vi vil. Rejse, hvor vi vil hen – langt de fleste har råd til også det. Frihed i en ligestilling mellem kønnene, der næppe er helt i mål, men så meget længere, end da jeg var barn. Heller ikke al den frihed vil vi undvære.

Så også vi kan stå der med undrende øjne og spørge vor Herre Jesus:

Hvordan kan du sige, du vil gøre os frie? For dine ord i dag er vel også til os! Som om vi ikke er et af de lande i verden, der har allerstørst frihed. Hvad mangler vi med hensyn til frihed?

Men vor Herre Jesus står og ser fast på dem dengang – og på os i dag – og holder fast: Frie? I mangler stadigvæk noget. Ja, I mangler noget helt og aldeles grundlæggende. Virkelig indre frihed – har I det?

Og mens han venter på vores svar, svarer han selv og siger: Jeg kommer med sandheden. Den er i mine ord. Og hører I mine ord, virkelig hører dem, så skal I blive virkeligt frie.

I den lidt svære læsning, vi hørte først, tilføjes der sådan:

Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er kommet til.

Og vi står måske lidt og tænker – jeg gør i alt fald: Hvad er det for en frihed, Jesus tilbyder dem dengang – og os? Hvordan skal vi forstå den? En frihed, der åbenbart er så stor, at vi bliver en helt ny skabning. Som om verden igen kommer til os, og vi for første gang synger:
Se, nu stiger solen af havets skød.

Lad os gå et andet sted hen. For et par uger siden læste jeg et interview i en avis med David Holt Olsen. Han er direktør for Industrimuseet i Horsens. I interviewet fortæller han om, hvordan han og hans kone udlevede deres frihed i tilværelsen, så det ganske enkelt blev for meget. Så de opdagede en bagside: leden ved bare at gøre, som de ville. Han er opdraget med stor frihed, fortæller han. Da han blev gift, skulle han og hans kone ikke have børn med det samme. Først leve det frie liv som unge!

Og det gjorde vi så, siger han. Men for godt 10 år siden ramte vi bunden. Vi fik nærmest selvlede af kun at gå op i os selv. Vi havde været alt for optagede af, hvad vi lige havde lyst til, og nu var der simpelthen ikke flere steder, vi kunne rejse hen med Ryanair. Og han tilføjer: Men der var jo ikke rigtig nogen dybere mening i at leve livet som et valg mellem Alicante eller Edinburgh.

Det blev alt sammen rokket ved, da han fik børn. At få børn blev, siger han, den ramme, hvor ens egen navle eller umiddelbare lyst ikke altid er det vigtigste, hvor derimod hensynet, empatien og forpligtelserne har betydning. Og den erfaring har fået betydning for, hvordan han nu orienterer sig i livet: Samfundet falder jo fra hinanden, hvis alle bare vil realisere sig selv. Og det eksisterer kun, hvis vi lærer at bøje ind mod hinanden.

Hvad er det, David Holt Olsen siger i dette interview?

Han siger: Frihed er ikke at være fri til alt det, jeg selv vil. Hvis vi tror det, ender vi i selvlede. Det får I lige igen:
Frihed er ikke at være fri til alt det, jeg selv vil. Hvis vi tror det, ender vi i selvlede.

Og som præst og teolog vil jeg sige: Frihed er ikke at være fri til alt, vi selv vil… Det var den frihed, Eva tog, da hun spiste af det forbudte træ i Paradisets have. Hun tog friheden til det, hun selv ville – men det var et fald. Martin Luther kaldte det at være »indkroget i sig selv«. Frihed kan altså kamme over, når min egen personlige frihed bliver det første, største og eneste. Den frihed kalder den kristne tro for synd: at være indkroget i sig selv.

Og det er her, Jesu ord i dag kommer ind: Sandheden skal gøre jer frie. Og sandheden om alle mennesker er, at vi står i række med Eva fra Paradisets have og bilder os ind, at den uindskrænkede personlige frihed til at gøre, som jeg vil, er sagen. Men det ender i selvlede. Og dér behøver vi opgør og tilgivelse og nyorientering. Dér behøver vi en kærlighed så stor, at den tilgiver os og sætter os ind på et nyt spor.

Og det er netop dette, der ligger i den kristne tro: opgør med den frihed, som Eva tiltog sig i Paradisets have, for dernæst at blive favnet af Jesu tilgivelse og blive sat fri til at gøre som ham: elske sin næste.

I den første læsning fra alteret hørte vi som sagt de ord, jeg citerede før: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til.

Nu vil jeg rette øjnene på den første sætning i læsningen. Der står der: Kristi kærlighed tvinger os. Det er umiddelbart en mærkelig sætning. Kristi kærlighed tvinger os. Hvordan kan kærlighed være noget, der tvinger os? Er ægte kærlighed ikke, at man sætter fri? Nej, det er det ikke, og det ved vi godt.

For når kærlighed har vokset sig stor mellem to, så tvinger den til, at man tager de næste skridt: vi bliver gift, får børn, binder os til hinanden. Sådan med Jesu kærlighed: Der er noget »tvang« over den. Ikke så vi tvinges til at anerkende den og tro. Men når man først tror, så er det tvingende, at jeg har et håb. Så er det tvingende, at jeg er tilgivet. Så er det tvingende, at mit liv får et indhold og en mening: at elske Gud og næsten. Og i den kærlighedens tvang er friheden. Det er den kærlighedens tvang, Jesus taler om i dag.

Jeg går lige igen et andet sted hen. Jeg kommer til at tænke på et af H.C. Andersens eventyr. Måske ikke det mest kendte, men et eventyr, der virkelig har noget at sige i dag – og også ind i det, jeg prædiker om: at frihed handler om at være bundet til noget større end en selv: Guds kærlighed og tilgivelse – og næsten.

Eventyret handler om en tepotte. Tepotten var virkelig højt på strå. Den havde – hvis man skal udtrykke det i nutidige kategorier – virkelig realiseret sig selv og levede livet. Den var med i de smukke saloner. Den var mere end de små, sukkerskålen og kopperne, naturligvis. Den var bordets dronning. Ja, intet mindre end det: bordets dronning.

Men ak, så skete ulykken. Den blev tabt på jorden, den gik i stykker. Alt det, den havde haft, brast.

Den blev en dag givet til en fattig kone. Hun plantede et løg i den, og så skete der noget. Der groede noget i den. Det blev mit hjerte, mit levende hjerte, siger den. Som om den ikke havde haft et hjerte før, som om den først nu blev virkelig levende. Og løget blev til en blomst, og tepotten siger: Jeg så den, jeg bar den, jeg glemte mig selv i dens dejlighed; velsignet er det at glemme sig selv i andre!

Eventyret siger noget af det samme som det, jeg vil hen til i denne prædiken. Der blev slået noget i stykker i tepotten først. Og sådan skal der undertiden slås noget i stykker i os: vores selvoptagethed, den frihed, der ligger i »mig selv først«. Det skal slås i stykker. Det levende hjerte får man først, når man er tilgivet og er noget for andre. Eller så smukt udtrykt i eventyret: Velsignet er det at glemme sig selv i andre!

Kærligheden tvinger os, siger Paulus. Og i den tvang er friheden. Den slår i stykker, og den giver os en ny retning. Den tvinger os til et håb, og den tvinger os til et livsindhold, for velsignet er det at glemme sig selv i andre!

I interviewet, jeg fortalte om tidligere, har museumsdirektør David Holt Olsen en anbefaling. Den lyder sådan: Få nogle børn! Og helt umiddelbart kan vi i dag konstatere i dag med tre dåb, at der er nogle stykker, der har taget den anbefaling til sig.

Hans anbefaling af dette har den årsag: Så kommer man væk fra den selvcentrerede frihed. Så får livet et andet centrum. Han har ret, men selvfølgelig kan livet også få et andet centrum end mig selv på andre måder. Der er naturligvis meget andet end børn, der kan få os til at rette blikket udad, væk fra os selv – skal det siges, naturligvis. Men uanset om vi har børn eller ej:

I dåben, som vi i dag giver videre til de tre små børn– i dåben får vi Guds kærlighed, der allerede på forhånd befrier os fra os selv. Der lægger Gud på forhånd sit bankende faderhjerte hos hver nydøbt. Og hvor det Guds hjerte bliver ved med at banke for os – og udfordre os, sige os sandheden, rejse os op igen, så vi lever livet i kærlighed – så har vi den sande frihed.

Skal vi sammenfatte budskabet i denne prædiken, så lyder det i al sin enkelthed – og dér vil vi slutte:

Virkelig frihed er ikke frihed til alt det, jeg selv gerne vil. Det er, når man bliver befriet fra alt det, jeg selv gerne vil, og får rettet sit blik mod Gud og næsten.

Amen.

Klik på ovenstående link og se prædikenen herover blive fremført

Kristi Himmelfart

Kristi Himmelfart, 2. tekstrække

Prædiketekst: Lukasevangeliet 24,46-53
Øvrige tekster: Salmernes Bog 113,1-9 og Apostlenes Gerninger 1,1-11

Kære….. Sådan begynder vi et brev eller en mail. Kære … Thomas! Kære … Marie! Kære … Michael! Kære … Peter! Eller hvad vi nu hedder.

Kære … Omtrent sådan begynder også to af skrifterne i Det Nye Testamente. Begge gange er det forfatteren Lukas, der siger det. Først i Lukasevangeliet. Senere i Apostlenes Gerninger – det skrift, som vi hørte begyndelsen af læst op fra alteret, hvor vi hørte om Kristi Himmelfart. Kære Theofilus, sagde Lukas dér. Der er noget, jeg gerne vil fortælle dig. Nu skal du høre. Kære Theofilus.

I Bibelen betyder et navn altid noget. Intet navn er tilfældigt. Navnet siger noget. Navnet betyder noget.

Hvem af os ved, hvad vore navne betyder? Vidste I f.eks., at Thomas betyder tvilling, at Marie betyder den ophøjede, at Mikael betyder: Hvem er ligesom Gud?, at Peter betyder klippen? Og sådan kunne vi blive ved. Navne har en betydning.

Kære Theofilus, begynder Lukas to skrifter i Bibelen. Theofilus betyder: den, Gud elsker. Det er næppe tilfældigt. Det har en betydning, at det netop er Theofilus – den, Gud elsker – Lukas stiler sine skrifter til. Kære ”Den, som Gud elsker”, siger Lukas – og så skriver han først hele Lukasevangeliet om Jesu fødsel, liv, død og opstandelse. Kære ”Den, som Gud elsker”, fortsætter han – og så skriver han hele Apostlenes Gerninger om de første år, hvor kirken blev grundlagt.

Theofilus er helt sikkert en konkret person, som Lukas skriver til. Vi ved ganske vist ikke noget om ham, ud over dette ene, at Lukas skriver til ham. Men uanset at Theofilus var en konkret person, der tilfældigvis hed det, så er det alligevel påfaldende, at Lukas skriver sine skrifter til ”den, Gud elsker”. Og jeg kan ikke lade være med at tolke det, fordi navne altid har en betydning i Bibelen. Med den indledning sættes der en overskrift med fede typer: Det handler om én ting, det her. Skidt med, om vi ikke får fat i alle detaljerne i historien om Jesus og om den første kirke. Det handler om dette: Vi er én, Gud elsker. Du er én, Gud elsker.

Theofilus er en konkret person. Men det er samtidig os alle, for når vi læser det, er det skrevet til os. Kære Theofilus. Kære ”Den, Gud elsker”.

Det er Kristi Himmelfartsdag i dag. Det er én af de dage, det er svært at få greb om.

Det er svært at begribe begyndelsen på Jesu liv: født af jomfru Maria. Hvordan gik det til? Hvordan kunne Gud blive et foster under Marias hjerte? Hvordan kunne den almægtige Gud, der skabte verden, selv ligge i en livmoders trange, røde univers? Tanken stejler, vi fatter det ikke, det forbliver en gåde.

Sådan er det også vanskeligt at fatte afslutningen: opfaret til himmels. Hvordan skal det forstås? Hvordan skete det? Helt konkret?Tanken stejler. Som en bjergbestiger forsøger den at klatre op ad teologers tankerækker.

”Det betyder, at nu er Jesus ikke begrænset længere,” siger én af teologerne. Før kunne man kun møde ham i Jerusalems storkommune som mennesket Jesus. Nu er han alle vegne – som Gud. For Gud er alle vegne. Det betyder himmelfarten: at Jesus nu er ubegrænset, som Gud er ubegrænset. ”Jesus er nu i himlen, dvs. uendelig og fjern og én, man ikke kan nå,” siger en anden af teologerne. For sådan er Gud: uendelig langt væk i himlen.

De har begge ret. Det betyder himmelfarten: at Jesus nu både er fjern og nær, som Gud er det. Både ophøjet og den, der bøjer sig til os. Både himlens konge og den, der går ved vores side og bærer vores byrder.

Man er det til at forstå? Man kan forsøge at klatre opad og opad og prøve at forstå tankerækker, der vil beskrive, hvad Kristi Himmelfart betyder. Men tanken slår ikke til. Man kan ase og mase og have alt muligt udstyr for at nå toppen af tankebjerget. Men er det nogen, der ikke må give op? Kristi Himmelfart kan ikke begribes. Det kan kun gribes – i tro på den Gud, der er større end os. Også større end vore tanker.

I en af de nye salmer står der sådan om den gådefulde Gud: ”Skærm vor undren og bevar gåden som det sidste svar”.

Det er godt og rammende udtrykt. Vi skal ikke altid have et forståeligt svar på, hvem Gud er. Vi skal vel forsøge, men ofte når vi ikke længere end til tankerækker, der ikke kan forenes. Det kunne også godt siges med hensyn til Kristi Himmelfart: ”Skærm vor undren og bevar gåden som det sidste svar”.

For også over for Kristi Himmelfart er det sidste svar en undren – og en tak, fordi Gud er så stor, at han både kan have al magt i himmel og på jord og være mig ganske nær.

Men så er det, indledningen til Apostlenes Gerninger alligevel kommer os til hjælp. Her beskriver Lukas i de første vers netop himmelfarten – som vi hørte det før fra alteret. Men her er det så, han allerførst siger: Kære Theofilus.

Og så skal det siges igen: Det betyder ikke så meget, om vi ikke kan klatre op ad alle den kristne tros tankerækker. Det vigtigste, det, der sammenfatter det hele, er allerede sagt: Kære ”Den, som Gud elsker”. Det er, hvad hele Jesu liv fra fødsel til himmelfart handler om at sige. Vi er dem, Gud elsker. Du er den, Gud elsker.

Og måske tænker vi nu: Bare det! Er det ikke for enkelt, for ligetil, for … for meget brugt, præst: Vi er dem, Gud elsker. Jo, det er enkelt og ligetil. Men det er også det vigtigste. For det er, hvad Jesu liv betyder: ”For således elskede Gud verden …” siges der i et kendt bibelvers. ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, der tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.”

Bag alt det, vi ikke forstår, og alt det, vi ikke formår at tænke til ende, der står den Gud, der i Jesus har vist sig som den, der elsker. Det er det, der fuldendes i dag, på Kristi Himmelfart.

Se, hvordan det kommer til udtryk i evangeliet i dag, at vi er dem, Gud elsker. Først siger Jesus til sine disciple i dag: I skal være vidner. Det her skal ikke bare være jeres. Det skal være alles. Det skal ud til alle folkeslag. Alle. Der er ikke det menneske på jord, der ikke skal høre det. Det skal spredes til verdens ende. Og det kan godt være, disciplene står og nikker og tænker: Og hvordan skal vi så kunne det? Hvordan skal vi kunne sprede budskabet til verdens ende? Det er jo ikke muligt! Men det kan også være, at de tænker: Så stor er Guds kærlighed. Så meget betyder den. Så meget kan den rumme. Det er for alle folkeslag. Det er ikke bare os, der kunne hedde ”Den, Gud elsker”. Alle kan.

Kære Theofilus. Kære den, Gud elsker.

Også selve Jesu himmelfart understreger, at vi er dem, Gud elsker. Lagde I mærke til, at himmelfarten foregår i Bethania? Dér fór han til himmels, skriver Lukas. Hvorfor nævner han det? Er stedet ikke ligegyldigt? Nej. Igen gælder det: Et navn er ikke bare et navn. Et navn betyder noget. Som Thomas betyder tvilling, og Peter betyder klippe, og Theofilus betyder den, Gud elsker. Bethania betyder nådens hus. Der – i nådens hus – foregik himmelfarten. Så meget elsker Gud os, at han er nådig. Nu er det fuldendt, det, Gud påbegyndte, da Jesus lå som foster i jomfru Marias livmoder. Nu er det fuldendt gennem døden på korset for menneskers skyld og opstandelsen påskedag.

Nu er det sandt: Der er kommet et ”nådens hus” på jorden. Så stor er Guds kærlighed, at han nu tilgiver. Og siden er der blevet bygget mange ”nådens hus” i verden. Din og min kirke er et af dem.

Og læg så mærke til, hvad Jesus gør, da han farer til himmels. Han velsigner sine disciple. Det er det sidste, de ser af ham. Det sidste, de ser, er hans hænder, der er løftede til velsignelse.

Det sidste, vi ser, er ofte det, der huskes. Det sidste farvel til en ven, der rejste til udlandet, huskes. Det sidste knus. Hans sidste vink på vej op hen til flyet. Hans læber, der formede et: Vi ses! Så er han væk. Kender I det?Jeg husker tydeligt det sidste, min mor sagde til mig, inden hun døde. Hendes kærlige ord følger mig endnu! Eller det sidste besøg hos min kones elskede mormor. Hendes ord, da hun mindede mig om, at jeg havde lovet at begrave hende.

Det sidste, disciplene så af Jesus, var hans hænder, der var løftede til velsignelse. Som en sammenfatning af Jesu liv og virke. Gud velsigner. Gud sætter sit mærke på dem. De er hans. Også dér handlede Jesus, så det understreger, at de er Guds elskede.

Siden har velsignelsen lydt i kirkerne søndag efter søndag. Som noget af det sidste i gudstjenesten, for vi husker det så bedst. Vi er Guds velsignede. Jesus sætter igen sit mærke på os. Han siger: Du er min elskede.

Kære Theofilus! Kære den, Gud elsker.

Til sidst: Det siges, at der et sted i Israel findes et aftryk af et sæt fødder. Man kan selv se efter. ”Her,” siger turistguiden, ”her fór Jesus til himmels. Her er aftrykkene, da han satte af.”

At finde aftrykkene af Jesu fødder i Israel kan kun blive et kuriosum for turister. At finde hans aftryk i vores liv er en anden sag. Har vi set Jesu aftryk i vores liv? Ved vi, at vi er én, Gud elsker? Ved vi, at der til vores navne kunne tilføjes et ”Theofilus”? Har det sat aftryk i vores liv?

Amen.

6. søndag efter påske

6. søndag efter påske, 2. tekstrække

Prædiketekst: Johannesevangeliet 17,20-26
Øvrige tekster: Joels Bog 3,1-5 og Romerbrevet 8,31b-39

Virker bøn til Gud?

Jeg møder ofte det spørgsmål: Virker bøn? Fra konfirmanderne, hvor vi indleder hver time med bøn, tid til stilhed og fadervor. Virker det? er der på et eller andet tidspunkt én, der spørger. Eller jeg møder det fra én, der ser udefra på den kristne tro og f.eks. siger nej tak til, at jeg beder en bøn. Sådan som jeg ofte tilbyder det ved en samtale i forbindelse med et dødsfald. Som én sagde: ”For jeg tror alligevel ikke på, at det virker”. Eller jeg møder det fra én, der er vant til at bede, og som er blevet anfægtet: Virker bønnen? Han er stødt på en mur i sit kristenliv, så han ikke kan bede mere. For han har bedt. Bedt i en vanskelig situation. Og ikke fundet hjælp. Og da er bønnen tørret ud som en kilde, der er løbet tør og ikke længere giver noget. Den har gjort det tidligere, men nu… nu kan han ikke bede mere. Så selv Fadervor føles forkert i munden.

Virker bøn til Gud?

Nu kan man selvfølgelig sige: Det er også noget at spørge om. Jeg mener: Her er vi taget til gudstjeneste. Vi begyndte med at bede en indgangsbøn. Vi fortsatte med at bede en kollekt, bønnen efter den indledende hilsen: Herren være med jer. Derefter var der en kort bøn før prædikenen. Og efter prædikenen beder vi igen en længere bøn for verden, for dem, der har det svært, og for kirken. Så følger bønnen ved nadveren, Fadervor. Og sidst endnu en kollektbøn, inden udgangsbønnen. Der er bøn på bøn på bøn i en gudstjeneste.

Hvis det ikke virker, var gudstjeneste så overhovedet noget? Men så er der vel så meget mere grund til at spørge: Virker bøn? For ellers er gudstjeneste vel slet og ret tåbelig – er den ikke!

Så altså: Virker bønnen til Gud?

Der er lavet undersøgelser om det. Nogle undersøgelser har set på, hvad der sker i hjernen, når man beder. Én undersøgelse viser f.eks., at hjerneaktiviteten falder. Man slapper mere af, ganske enkelt. Men kun for dem, der tror på bønnen. For dem, der ikke tror, siger undersøgelsen, er der ingen forskel. Den undersøgelse siger lidt – og så alligevel ingenting. Der kunne sikkert siges det samme om hinduistisk meditation.

Der er også lavet store undersøgelser i USA om forbønnens virkning. Man har helt enkelt lavet test af bøn for andre: Ingen vidste, hvilke patienter der blev bedt for, og hvem der ikke blev bedt for. Og hvordan gik det så? Det opsigtsvækkende resultat lyder: Patienter, der blev bedt for, fik det generelt bedre end dem, der ikke blev bedt for.

Og dertil kommer vidnesbyrd fra talrige kristne. Især møder jeg mange, der fortæller mig, hvordan de kan føle sig trygge, selv i akutte krisetider. For ikke så længe siden fortalte én mig f.eks., at han var blevet akut syg. Det var virkelig alvorligt, han kunne dø af det. Men han havde en underlig ro, han ikke kunne forklare. Hvor kommer den ro fra? spurgte han sig selv, mens ord som kræft og stråling, ja – og døden – var i spil. Der var kun én forklaring: Forbønnen, andres bøn for ham. Jeg kan mærke, at der bliver bedt for mig. Jeg har en fred midt i det hele, som jeg ikke kan forklare.

Og han er ikke den eneste, der har sagt sådan. Jeg kender også selv den erfaring, når andre har bedt for mig.

Virker bøn til Gud? Det er ikke bare et interessant teologisk spørgsmål, det her. Hvis I vidste, hvor mange samtaler jeg har haft om det spørgsmål – med kristne, der lider. Fordi de synes, de møder en mur af tavshed, når de beder til Gud. Og her kan andres vidnesbyrd om, at bønnen har hjulpet dem, bare blive en byrde mere, og Gud føles endnu mere fjern. Og måske er en af dem dig, der er i kirke i dag.

Så langt er vi vel kommet til et svar: Der er mange, der kan bevidne, at bøn har en virkning.

Men det er ikke det samme som, at den ”virker”. Man kan spørge, om en kaffemaskine virker. Altså: Kan den lave kaffe? Og der er ikke noget mere irriterende for en kaffeelsker som mig, hvis kaffemaskinen ikke virker. For en kaffemaskine skal altså kunne lave kaffe. Og den skal kunne gøre det, når jeg sætter den til det. Ellers virker den ikke… og så kan jeg godt blive lidt ubehagelig at være sammen med…!

Bøn er ikke på den måde noget, der ”virker” eller ”ikke virker”. Bøn er ikke, at vi siger: Nu vil vi gerne have det og det. Nu vil vi gerne have mere af det her forår, tak! Eller – mere seriøst: Nu vil vi gerne have mere sundhed, tak! Nu vil vi gerne have mere fred i verden, mindre sult, mere næstekærlighed. Og hvis vi så ikke får det, må vi konstatere: Bøn virker ikke.

Men på denne måde at spørge bønnen: Virker den? – er i virkeligheden at gøre bønnen til noget andet end det, den er. Bøn er at have en relation til Gud, et forhold til Gud. At spørge, om bøn ”virker”, er det samme som at spørge: Virker det at tage en samtale med et medmenneske? Virker det at sætte sig ned og tage en snak og drikke en af de dér kopper kaffe sammen? Virker det, at du taler med din ægtefælle eller dine børn? Virker det, at du drøfter noget med din kollega? Det giver ikke rigtig mening at spørge sådan. En relation er ikke til for at virke.

Sådan er bønnen en del af vores relation til Gud. Den er ikke til for at virke. Dens formål er ikke at overtale Gud. Tror vi det – bevidst eller ubevidst – så bliver vi skuffede. Når vi taler med et andet menneske, påvirker vi altid hinanden. I den gode samtale kommer vi tættere på hinanden af at tale sammen. Sådan kan der også ske noget hos os, når vi beder til Gud. Vi kan bevæges hen imod Gud. Og der sker også noget hos Gud. Han bevæges hen imod os.

Det er bønnens virkning: Vi bevæges mod Gud. Han bevæges mod os. Ikke i et ligeværdigt forhold, som når to ægtefæller taler sammen. Det er barnet, der kommer til sin far. Med barnets ret: til at tale, takke, klage, råbe… Og vi bevæges mod ham af at tale med ham. Og Gud bevæges mod sit barn, som vor Far i himlen.

I evangeliet i dag beder Jesus. Han beder for sine disciple. Men ikke kun for dem. Han beder for alle kristne til alle tider. Han beder også for os. Hvis vi til hans bøn spørger: Virker den? Så kommer vi til kort. Så må vi slukøret sige: Det ser det ikke ud til.

For det, han beder om, er langt på vej ikke sket. Han beder om, at hans disciple til alle tider må være ét, altså en enhed i indbyrdes kærlighed. Og man behøver ikke være ekspert i kirkehistorie for at se en slagmark af uenigheder, uvenskaber, stridigheder, ja krige mellem kristne, der skulle være ét. I de allerførste menigheder så det ikke for godt ud. Bare når man ser rundt på dem, Jesus bad for – hans disciple – så skranter fællesskabet. Der sidder to – Jakob og Johannes – de kom engang til Jesus for at spørge ham, om de måtte få de bedste pladser i Guds rige. Der sidder en anden, Matthæus, han har været tolder og tjent tykt på at gå i besættelsesmagtens tjeneste. Der sidder til gengæld Simon, han har været zelot og vil gøre alt for at bekæmpe sådan nogle folk som Matthæus. Og der er allerede én af disciplene, der er gået – Judas – for at forråde Jesus. Og om lidt, når soldaterne kommer, vil de alle løbe hver deres vej.

Jo, der er grund til, at Jesus beder: Gud, lad dem være ét. Og siden da? Siden er kristenheden blevet splittet op i kirkesamfund og fraktioner. Og der findes næppe den menighed i dag, der ikke også kender til stridigheder. Magtkampe er ikke kun noget, man ser i verden uden for kirkens vægge. Magtkampe trives ikke kun i skolegårde, i politik og på arbejdspladser. De trives også i mange kirker og menigheder.

Så spørger vi: Virker Jesu bøn om, at kristne må være ét? Så kan vi lettest gå slukøret herfra og råbe: Gud, hører du ikke vores bøn?

Men vi skal se, hvad det er, Jesus siger. For det, han taler om, er hele tiden relationer. Han beder – og samtidig fortæller hans bøn os, hvad bøn er. At bøn ikke er, at nu afgiver han en bestilling til Faderen, der så får det til at virke…!

Nej. Jesus taler om den relation, han har til Faderen, og siger: Vi er ét. Så taler han om den relation, han har til de kristne, og siger: Jeg er ét med dem. Så går han videre og taler om deres indbyrdes relation: At de må være ét med hinanden. Men tingene er ikke adskilt, tværtimod hænger det uløseligt sammen: At være ét med Faderen og Sønnen og hinanden. Det er den relation, Jesus beder om.

Kunne vi sige det sådan: Med bønnen er det ligesom med egerne i et hjul. Jo tættere egerne kommer på centrum af hjulet, jo tættere er de på hinanden. Sådan med os: Det handler alt sammen om relationer. Jo tættere vi kommer på Gud Fader og hans Søn, jo tættere kommer vi også på hinanden i menigheden. Jo mere bliver vi ét.

Det er, hvad bønnen er: en relation til Gud. At vi bliver bevæget hen imod Gud. I bønnen bliver vi klar over, hvem vi er: at jeg kun er og behøver at være et menneske, et barn med barnets ret. Alt det særlige, jeg kan eller ikke kan, forsvinder i det favntag, Gud møder mig med. Om jeg er rask eller syg, er ung eller gammel, eller hvad jeg er: Når jeg bevæges hen imod Gud, bliver jeg set på af ham som det, jeg er: et menneskebarn, der er elsket af ham uanset hvad. Og den kærlighed kan ingen og intet skille mig fra, som vi hørte det i læsningen fra alteret. Hverken død eller liv eller magter eller kræfter eller noget som helst. Bønnens virkning er, at jeg ved det.

Når jeg så ved det, så kan jeg se hen på de andre, der er i kirke. De mødes på samme måde af Gud. Hvem er jeg så, at jeg sætter skel imellem os? Jeg er tværtimod ét med dem, i det samme menneskeliv og med tro på den samme Gud. Og jeg tror også, at Gud bevæges mod dem eller det, jeg beder for. Og undertiden hjælper han, helt konkret. For sådan er det i en relation, hvor vi taler sammen og undertiden taler ud med hinanden: Vi bevæges mod hinanden. Vi hjælper hinanden. Sådan bevæges vi mod Gud, og Gud bevæges mod os, og vi bevæges mod hinanden i gudstjenesten og i den fælles bøn i gudstjenesten. Som egerne i det samme hjul, der kommer tættere på centrum og tættere på hinanden, jo tættere de kommer på centrum. Det er de relationer, Jesus beder om.

Så nej, bøn virker ikke… som en kaffemaskine virker. Men ja, bøn har en virkning. Den er en Guds gave, der bringer os tættere på ham. Og tættere på hinanden, når vi beder sammen.

Ja, sådan skal vi se på bønnen: som en gave! Tænk sig: vi kan være i en relation til Gud og bevæge Gud selv. For det er den gave, bønnen giver os: Under alle forhold at være i den kærlighed, som ingen og intet kan skille os fra. At vide, at Gud virkelig har bevæget sig af menneskers bønner og sendt sin Søn, for at vi kan vide det: Ingen og intet kan skille os fra Guds kærlighed. Og endnu lader han sig bevæge… af os.

Og én ting mere skal vi se som en gave: At Jesus beder for os. Han beder for de 12 disciple, vi på så mange måder kan spejle os i. Han beder for Peter, der svigtede og syndede – måske er det mig, eller dig. Han beder for Thomas, der ikke kunne og ville tro på opstandelsen – måske er det mig eller dig, der har svært ved at tro. Han beder for den kirke, de skulle grundlægge, og tager også dermed ansvar for den: at de alle må være ét. Og måske er det os, der har brug for det.

Og gaven er endnu større, for vi må tro, at han som den opstandne og himmelfarne Herre beder for os endnu. At bønnen, han bad dengang, ikke er slut, men fortsætter, hvor han er. Han bærer endnu sin bøn frem for Gud for os og beder: Lad dem blive ét med dig! Og med hinanden!

Amen.

Pinsedag

Pinsedag, 2. tekstrække

Prædiketekst: Johannesevangeliet 14,15-21
Øverige tekster: Jeremias’ Bog 31,31-34 og Apostlenes Gerninger 2,1-11

Kender I kærligheden?

Kærlighed er så mange slags. Der er kærligheden mellem forældre og børn, bedsteforældre og børnebørn. For de fleste af os var det den første kærlighed, vi mødte. Der lærte vi, hvad kærlighed var, også selv om vi på mange måder tog den for givet. Og skulle vi være fra et hjem, der ikke gav os kærlighed, så var der måske andre: søskende, venner, en lærer, en spejderleder, en ven, der på deres måde mødte os med kærlighed.

Kærlighed er også den brusende forelskelse. Men det er også den kærlighed, hvor to holder sølvbryllup eller guldbryllup. Hvor man har holdt ved og holdt ud i livets op og ned og delt så mange dage sammen. Ja, kærlighed er der stadig, når kisten står i kirken, og vi mindes. Sorgen er kærlighed, der nu er blevet hjemløs.

Og så er der den kærlighed, vi taler om igen og igen her i kirken: næstekærlighed. At vi ikke bare er forpligtet på os selv, men på næsten, på medmennesket. At kærlighed er det, vi skal møde ethvert menneske med. Ja, Jesus taler endda om, at den kærlighed skal strække sig til den, der er min fjende.

Selv Aarhus Kommune taler om kærlighed. ”Kærlig kommune” er den værdi, man i Sundhed og Omsorg gerne vil være. Og måske tænker vi: Er det ikke for meget? Ligefrem kærlighed på plejehjemmet? Jo, hvis vi forstår kærlighed som noget, vi giver en, vi synes om. Men hvis kærlighed handler om konkrete, omsorgsfulde handlinger i respekt for den anden, så er det ikke for meget.

Hvad er pinse?

Pinse er fest, den tredje af de store højtider: jul, påske og pinse. Og derfor har klokkerne kimet, og kirken er pyntet. Men hvad er pinse? Kan jeg forklare det, sige det, give det ord?

Julen – den er let at forstå og dog langt mere, end vi kan forstå. Den er en fortælling, der betager, fordi den rører ved noget af det mest menneskelige, vi kender: en fødsel. Og samtidig er julen et budskab, der går ud over hver forstand: Gud blev menneske.

På samme måde med påsken. Den er også en fortælling, der betager – og som har både det mørkeste mørke og det lyseste lyse. Og igen rører påsken ved noget af det mest menneskelige, vi kender: mørket, døden og sorgen. Og samtidig er påsken et budskab, der overgår al forstand: For Jesus opstod af graven, og vi skal opstå. Og glæden lyser.

Men hvad er pinse? Her er der ikke på samme måde en fortælling, der kobler sig til det, vi kender som mennesker. Det med Helligånden kan blive så luftigt og uforståeligt. Og så alligevel. For i de ord, jeg lige læste – evangeliet til pinsedag – er der et ord, der går igen og igen: ordet „elske“. Ikke mindre end fem gange bruges det. Og kærlighed kender vi, som sagt.

Til sidst siger Jesus sådan om kærligheden: Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min Fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham.

Pinsen handler altså om kærligheden fra Gud. Og om at Guds kærlighed tager bolig i os – altså bliver en del af os. Vi kan også sige det sådan: Både jul og påske er Guds kærlighed til os. Det er Gud, der viser sin ufattelige kærlighed ved at blive et menneske – og ved, at Guds Søn dør på korset for vores skyld. Pinsen er, at Guds Ånd rører ved os, så det budskab tager bolig i os. Men bliver pinsen på den måde mere forståelig? Hvad betyder det, at Guds kærlighed tager bolig i os?

Lad os igen gå til noget, vi kender. Hvis en mand erklærer sin kærlighed og frier til en kvinde, og hun så siger: „Jeg skal lige forstå det her. Du elsker mig, siger du – men hvorfor gør du det? Er det, fordi jeg er særlig smuk, særlig god, særlig klog eller …?“ Hvad skal han så svare? Hvis han virkelig elsker hende, vil han sige: „Du har misforstået mig. Jeg elsker dig – ikke på grund af noget som helst, men bare fordi du er dig. Du skal slet ikke forstå. Jeg elsker dig ikke ‘fordi’ et eller andet, men bare fordi du er dig. Du skal bare tage imod, at jeg elsker dig – og du elsker mig.“

Sådan er det med kærlighed. Kærligheden kan ikke forklares. Vil man forklare kærlighed og give svar på dette spørgsmål: „Hvorfor elsker du mig?“ – så har man misforstået, hvad kærlighed er. Kærlighed er en gave. Den lægges i vores hænder. Og når vi ser den og tager imod den, så ved vi, hvad kærlighed er.

Sådan er pinse: Gud, der frier til os. Det er Gud, der erklærer os sin kærlighed. Det er Gud, der siger: Må jeg være en del af dit liv? Må jeg komme og tage bolig i dig – som kærligheden fra et andet menneske også kan tage bolig i dig? Må jeg give dig alt det, jul og påske er? Svarer kvinden, der fries til: „Ja“, og kaster sig med alt i mandens arme og liv, da ved hun, hvad kærlighed er. Da behøver hun ikke spørge mere. Sådan med pinsen. Pinsen er, at Guds kærlighed gribes. Når Jesus i evangeliet i dag også siger: Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min Fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham, så er det det, han vil sige. Og når han også siger: „Jeg vil ikke efterlade jer faderløse, jeg kommer til jer“ – så er det den erfaring, pinsen giver: at Guds kærlighed er som den gode fars kærlighed, der altid vil være der hos os og i os. Og når han fortsætter og siger: Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Så er det det elskede Guds barns erfaring af Guds Ånd, der har taget bolig, der sættes ord på.

Hvad er pinse? Pinsen er ikke forklaring af Guds kærlighed. Pinse er erfaring af Guds kærlighed. Det er erfaring af Gud, så det kan mærkes. Det er erfaring, så det kan sanses.

Lad os gå videre til pinseberetningen fra Apostlenes Gerninger, som vi læste fra alteret. Den er fuld af erfaringer, sansninger af Guds kærlighed, der bliver virkelig for mennesker. Lad os prøve at se nærmere på dem.

Pinseberetningen siger: „Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad,“ sådan læste vi.

Pinsen er – som vinden. Vinden. Et lille barn går ved min side en dag for en del år siden. Vi går hånd i hånd ude ved Vesterhavet. Det er sommer, og vinden blæser blidt ude fra havet. Den smyger sig om vores ben. Vi går med bare tæer i det lune sand. „Hvor kommer vinden fra?“ spørger barnet. Vi standser op, kigger ud over vandet, står og mærker, hvordan vinden kærtegner kroppen. Det er, som om vi bliver ét med bølgerne foran os, vi kan se dem, lugte dem, mærke dem. „Hvor kommer vinden fra?“ spørger barnet og rykker utålmodigt i min hånd. „Ude fra havet,“ svarer jeg. „Men hvorfor kommer den så nogle gange den anden vej fra?“ Jeg tænker på forklaringer om højtryk og lavtryk, men indser, at det alligevel ikke forklarer noget. „Jeg ved det ikke,“ svarer jeg. Og vinden blæser videre. Vi går – uden forklaring. Og dog. For vi har erfaret, mærket vinden. Vi ved, den er. Vi har mærket dens kærtegn.

Sådan er det med Helligånden. Den er som en sommervind, der tager os med i livets dans. Den er Guds kærlighed, der kommer os nær, som sommervinden er os nær og giver os sit kærtegn.

Pinseberetningen siger også: „Og tunger som af ild viste sig for dem.“ Pinsen er – som ild – siges der. Ild er varme. Det er solens ild langt borte, der genføder hver ny dag. Men det er også ilden, der kan varme fra et bål en kold forårsaften. At sidde sådan en aften, føle varmen, høre det gnis tre, føle, hvordan ildens kraft breder sig til os med lys og varme og glæde. Sådan er det med Helligånden. Den er som ild, hvis varme og liv når ind under huden. Den er kærlighedens varme fra Gud, der når netop mig.

Pinseberetningen siger også: „De blev alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.“ Pinsen er ord, siges der videre. Ord kan føles knastørre og livløse. Ord kan være bogstaver i en lærebog. Eller ord fra et kateder, der i en endeløs strøm kommer til os. Eller livløse ord fra en prædikestol, når det ikke lykkes præsten at tale fra hjerte til hjerte. Men ord kan også være noget helt andet. Ord kan være levende, som om tungen gløder. Ord kan være som et maleri, der lader os ane en større virkelighed.

Den første pinse var ordene et maleri, og ordene talte om Guds store kærlighed i Jesus Kristus, som døde for mennesker, men opstod igen. Ordene var som den lyse nat, hvor kulden og døden ikke er mere. Ordene var jul og påske, der blev levende. Ordene var Guds utrolige og uforståelige kærlighed i netop Jesus Kristus. Og ordene fik hjertet til at knuge sig, og tusinder lod sig døbe.

Sådan er pinse kærlighed fra Gud, der smyger sig om os som en sommervind, der er brændende som ild – og som først og sidst handler om Jesus Kristus, Guds Søn, der blev menneske og døde og opstod for os.

Mangeårig journalist på TV 2 Ulla Therkildsen gav for en uge siden et interview i anledning af, at hun fylder 80. Hun er på mange måder en moderne kvinde, der stadig arbejder trods sin alder. Selv siger hun om det: „Jeg har været tæt på tidens puls i 80 år, jeg har levet.“ Medlem af folkekirken er hun heller ikke, for hun er ikke meget for tro, der er organiseret i et kirkesamfund.

Overskriften på interviewet var: „Livet er et kaos – og Ulla Therkildsen boltrer sig i det.“

Men ind i det kaos er der alligevel en ting, der er det konstante, og som ikke ændrer sig, siger hun. Hun siger det sådan: „Intet varer evigt, kun Guds kærlighed.“ Hvor alt andet flyder for mennesker, og løfterne ikke holder, der er Guds kærlighed det, der holder. „Det er jo fuldstændig crazy,“ siger hun.

Intet varer evigt, kun Guds kærlighed. Og det er fuldstændig crazy – det er helt vidunderligt godt. Det er den kærlighed, der blev lagt i os, da vi blev døbt, som det, der er det konstante, som det, der varer evigt. Som det, Guds Hellige Ånd giver os. Og som er hos os dag efter dag i det liv, hvor ikke meget andet holder, hvor verden er i kaos, og nogle gange vores liv.

Glædelig pinse!

Amen.

Klik på knappen herover og se ovenstående prædiken fremført

2. pinsedag

2. pinsedag, 2. tekstrække

Prædiketekst: Johannesevangeliet 6,44-51
Øvrige tekster: Ezekiels Bog 11,19-20 og Prædiketekst: Johannesevangeliet 6,44-51
Under prædikenen blev der vist slides på skærm.

I dag vil jeg prædike anderledes, end jeg oftest gør. Jeg vil lade prædikenen være en tolkning af denne ikon af den russiske munk og ikonmaler Rubljov. Derfra vil jeg tage fat i sætninger fra prædiketeksten og lade dem udfolde sig i samspil med ikonen. Det er en prædiken, der kræver noget af jer. Der bliver ingen små pauser til jeres hjerner med lidt fra hverdagen eller en lille historie. Der bliver ganske enkelt bare ikonen og teksten. Så jeg håber, I vil hænge på og har koncentration til at gå med mig ind i en tolkning eller meditation – om I vil – over ikon og tekst i dag på denne 2. pinsedag.

Hvad er det, der afbildes på ikonen? Det konkrete motiv for ikonen er de tre mænd, som besøger Abraham i Mamres lund. Mon ikke vi husker den beretning? Om Abraham, der har fået at vide af Gud, at han vil bliver et stort folk. Han får bare ingen søn. Og nu er både han selv og hans kone Sara blevet gamle. Alt ser ud, som om Guds løfte til dem ikke holder. Da kommer tre mænd på besøg ved middagstid i Mamres lund for at fortælle, at Guds ord kan man stole på. Nu vil Abraham og Sara få en søn. Og Abraham inviterer de tre mænd ind, slagter kalven og byder dem på middag.

På ikonen sidder de tre mænd ved bordet i Abrahams hus. Er det engle? Der er vinger om dem. Men hvis det er de tre mænd, der kommer til Abraham, hvorfor er den kalv, der blev slagtet, så ikke på bordet? Hvorfor er der et bæger i stedet for?

Denne lille observation peger på, at Rubljov tolker de tre engle som meget mere end engle. Det, der er på bordet, er et alterbæger. Alterbægeret peger videre i historien og frem imod den tid, vi er i nu: kirkens tid, hvor alterbægeret står på alteret. Og de tre mænd bliver så den hellige treenighed, der sidder til bords om alterbordet: Faderen og Sønnen og Helligånden.

Men hvem er de så, de tre, Faderen, Sønnen og Helligånden, i ikonen? Det er svært at sige, hvilket køn de tre personer har. Jo, kroppen er mandlig. Men hovederne, er de ikke mere kvindelige? Sådan er Gud: fader og moder på én gang.

Det er Faderen, der sidder til venstre. Han, der er begyndelsen, og som derfor må sidde til venstre eller i øst-siden, hvor solen står op, og en ny dag begynder. Hans tøj er mest i blåt og guld: himlens og evighedens farver. For sådan er Faderen: den, der er i himlen, fra evighed til evighed. Det er ikke til at sige, hvem han ser på af de to: Sønnen og Ånden. Hans hånd er løftet lidt, måske er den på vej til at velsigne. Og over ham er frelsens mål: Faderhuset i det høje.

Det er Sønnen, Jesus, der sidder i midten. For han er centrum i frelseshistorien. Læg mærke til de to fingre, tegnet for, at Jesus er både Gud og menneske. Han ser over på Faderen, for af ham er han kommet. Hans tøj har himlens og jordens farve, for sådan er han: fra himlen og dog blev han én af jorden, blev menneske som os.

Og så Ånden til højre, der peger med sin særligt lange pegefinger. Tøjet har blå og grønne nuancer, himlens og vækstens farve. For sådan er Ånden: fra himlen og dog den, der giver væksten i troens liv og i kirken.

Hvad peger Ånden på? På bordet med alterkalken? Eller peger han på en åben plads – en plads foran billedet, foran kalken – en plads til os. Til beskueren. Siger han: Sæt dig her, i centrum af vores blikke. Sæt dig og bliv en del af den evige cirkel, af evigheden, af guddommen. Drik af bægeret i vores nærhed, af Jesu blod.

Vi vil lade dette billede spejle sig i evangelieteksten i dag, som vi vil læse op i to bidder. Under oplæsningen bedes I blive siddende.

v44 Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. v45 Der står skrevet hos profeterne: Alle skal være oplært af Gud. Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig. v46 Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen.

Treenigheden er i det første vers i teksten i dag. Faderen er der, Gud Fader. ”Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen…”, står der. Gud Fader er i dette vers.

Sønnen, Jesus, er også i dette vers. Det er ham, der taler. ”Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig…” Dette ”mig” i teksten er Jesus, Sønnen.

Men Ånden er der også. Der står: ”Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham…” Ånden er den, der drager os mod guddommen. Ånden er den, der peger, og hans pegen drager os. Ånden prikker til menneskers længsel. Som når vi ser ikonen og ser den tomme plads og tænker: Kunne jeg bare sidde dér, i Guds nærhed.

”Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham.” I dette vers er som sagt treenigheden i guddommen: Faderen nævnes, Sønnen taler, og Ånden er den, der drager os til guddommen, ind i guddommens evighedscirkel.

Er selve ikonen i grunden ikke et udtryk for denne ”dragen”? Se godt på billedet igen. Hvis man spørger, hvor ikonens centrum er, så vil man umiddelbart sige: hos Sønnen i midten. Men når man har set lidt længere tid på ikonen, opstår den tanke: Er centrum et helt andet sted, et sted foran billedet – hos os? Hos den, der ser? Ikonens linjer løber i alt fald ud af ikonen, mod os. Ansigterne ser ganske vist ikke mod os, de ser imod hinanden i den hellige treenighed. Men linjerne fra fødderne peger hen imod os. Linjerne fra stolene peger hen imod os.

Ikonen vil mere end bare ses. Den vil, at vi drages ind i den. Den vil gøre det, som Helligånden gør: prikke til vores længsel. Pege på pladsen ved Guds bord. Drage os derhen. Få os til at rejse os. Gå. Sætte os. Drikke. Blive en del af den hellige treenighed.

Lad os tage de næste vers: v47 Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv. v48 Jeg er livets brød. v49 Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde. v50 Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. v51 Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.«

Hvad er det så, Gud vil give os? Hvad er det, han vil drage os ind i? Hvad er det, vi får, når vi sætter os ved bordet, til bords med Faderen, Sønnen og Ånden? Hvad er det, Ånden – og ikonen – vil drage os til?

Ikonens billedsprog siger: et bæger. Noget at drikke. Vi ved, hvad der er i dette bæger, for når vi går til alters, siges der: Dette er Jesu blod. Alterbægeret symboliserer Jesu død. Mere end det: Det giver os Jesu død for os. Det er det, Gud vil give os: Jesu død på korset og hvad det betyder.

Teksten i dag siger: Jesus vil give os et brød. Noget at spise. Og peger dermed på det andet af elementerne ved nadveren: Jesu legeme. Jeg er livets brød, siger Jesus.

Men hvad ligger der i udtrykket: Jeg er livets brød?

Først kan vi lægge mærke til de første to ord i sætningen: Jeg er livets brød. . De, der første gang hørte Jesus sige: ”Jeg er … livets brød”, hørte en klang fra en af de gamle fortællinger om Moses. Foran Moses var tornebusken, der brændte uden at brænde op. I tornebusken var Gud. ”Gå!” sagde Gud. Befri mit folk fra slaveriet i Egypten. Men Moses sagde: Hvem skal jeg sige har sendt mig? ”Jeg er” har sendt dig, svarede Gud. Den, der altid er. Fra evighed til evighed. ”Jeg er” – det er mit navn.

”Jeg er livets brød”, siger Jesus nu. I den sætning ligger det, som også ikonen i dag fortæller: Jesus er Gud. Han er en del af den hellige treenighed, af den Gud, der engang sendte Moses og sagde: ”Jeg er” er mit navn. Jesus er den Gud, der er fra evighed til evighed.

Dernæst skal vi lægge mærke til det sidste ord i sætningen: Jeg er livets brød. Brød har vi brug for – for at leve. Når vi spiser brød, bliver det en del af os. Det giver næring, som når ud til hver eneste celle i kroppen og opretholder livet. Når Jesus kalder sig selv for ”brød”, siger han dermed: Jeg vil være en del af dig. Så kropsligt som at du spiser brød. Jeg vil i den grad invitere dig til at sidde ved den treenige Guds bord, at Gud selv, ”Jeg er”, bliver en del af dig.

Men dette brød er alligevel langt mere end brød. For om alt brød gælder det – også om det brød, Moses gav folket: Man spiser af det og dør. Men om dette brød siger Jesus: Jeg er livets brød. Og hvad det betyder, bliver også klart, for Jesus siger: Den, der spiser af det, dør ikke. Han skal leve til evig tid. Det er altså livets brød i den forstand, at det giver det evige liv.

Og baggrunden for det bliver også klar: ”Det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.” Derfor er Jesus livets brød: fordi han gav sin krop, så den måtte lide og dø på et kors. Han gav sit liv for os.

At Jesus siger: Jeg er livets brød, rører altså ved flere af de indsigter, der er i denne ikon – og tilføjer også nogle elementer.

Jesus er en del af guddommen, han er den, der er ”jeg er”. Han vil invitere os til det bord, hvor han sidder med Faderen og Helligånden.
Han vil med Guds ånd drage os til at spise brødet og drikke bægeret. Og som brød og vin bliver en del af os, bliver vi en del af guddommen.
Brødet er livets brød, del i Jesu død på korset.

Invitation til del i det, rækkes os i dag. Ånden, som vi fejrer i denne pinse, drager os ind i den treenige Guds cirkel, så vi bliver en del af den.

Skulle man male os, der sidder på den tomme plads foran ikonen, ville vi få samme farve tøj som Jesus selv: Vi er af jorden, og vi er af himlen. Vi skal dø, og samtidig bærer vi det evige liv i os.

Se på ikonen en sidste gang. Hvad vil denne ikon i dag – i samklang med denne 2. pinsedags evangelietekst? Lad os sammenfatte.

Den vil beskrive treenigheden for os: Gud Fader til venstre, Gud Søn i midten, Gud Helligånd til højre. Men ikonen vil først og fremmest gøre det, som er Åndens gerning: Den vil pege på bordet og den ledige plads. Den lader alle linjerne løbe ud imod os for at drage os ind i den hellige guddom. Den vil tilbyde os at sidde til bords med Gud Fader, Søn og Helligånd og tage imod livets kalk og livets brød. Og når vi spiser det, bliver Gud en del af os i en sådan grad, at vi nok skal dø, men også har det evige liv. Da er vi både af jorden og af himlen.

Når vi om lidt knæler ved nadverbordet, så er det dette bord, vi sidder ved. Så sidder vi i den treenige Guds nærhed og bliver en del af den evighed, som Gud er og har til os.

Ikonen er malet på baggrund af århundreders troserfaring. Den afspejler den virkelighed, som troens erfaring ved er sandhed. At den treenige Gud åbner sig imod os for at blive ét med os – også i dag.

Sådan har det været siden den første pinse. Sådan er det i stadig i dag.

Amen

Glæden - til hele verden

Påske og pinse

Påskedag

Påskedag, 2. tekstrække

2. påskedag

1. søndag efter påske

1. søndag efter påske, 2. tekstrække

2. søndag efter påske

2. søndag efter påske. 2. tekstrække

Evangeliet: Johannesevangeliet 10,22-30Øvrige tekster: Salmernes Bog 23,1-6, Apostlenes Gerninger 2,36-41 eller Hebræerbrevet 13,20-21

3. søndag efter påske

3. søndag efter påske, 2. tekstrække

Store bededag

Store bededag, 2. tekstrække

4. søndag efter påske

4. søndag efter påske, 2. tekstrække

Kristi Himmelfart

Kristi Himmelfart, 2. tekstrække

6. søndag efter påske

6. søndag efter påske, 2. tekstrække

Pinsedag

Pinsedag, 2. tekstrække

2. pinsedag

2. pinsedag, 2. tekstrække

Evangeliet: Johannesevangeliet 10,22-30
Øvrige tekster: Salmernes Bog 23,1-6, Apostlenes Gerninger 2,36-41 eller Hebræerbrevet 13,20-21