Nye salmer af Carsten Haugaard
Det hele begyndte med et møde med en salmedigter på et kursus i 90erne. Han præsenterede en salme på kurset, og jeg tænkte: Det kan jeg vel også?
Der skulle gå omkring 10 år, før jeg vovede at præsentere menigheden, jeg var præst for, for min første salme. Senere er det blevet til flere, og efterhånden er formen og sproget blevet pudset til.
At skrive en salme er for mig som at lægge et puslespil. Ord, tanke, billeder, teologi, rytme skal passe sammen. Nogle gange lykkes det, andre gang ikke.
Herunder præsenteres nogle af de salmer, jeg har skrevet gennem årene.
Alle salmer kan frit benyttes med angivelse af forfatter og komponist.
Dåbssalme
Lille barn, du ligger her
på min arm og er så kær,
du ser på mig, rører ved
hjertets lyse glædes-sted.
Gode Gud, jeg takker dig
for, hvad du har givet mig.
Lille barn, du græder jo!
Mens jeg trøster dig til ro,
tænker jeg: Er Gud mon nær
i det ansvar, som du er?
Og fra hjertets uro-sted
beder jeg: Min Gud, vær med!
Gud, jeg hører her i dag,
at du siger: ”Kom og tag
trygt af livet – det er dit,
du får alt det, der er mit!”
Lille barn her i min favn
får i dag i Himlen navn.
Ja, jeg tror, at Himlens Gud
giver lys og sender ud
i et liv, hvor tro og dåb
er en font af evigt håb.
Lille barn så lys og fin
er nu Himlens øjesten.
Lille barn i dåbens hvidt,
se, nu smiler du jo lidt!
Ved du det, som her du har
fået af din Gud og far?
Nu er dåbens lys forkyndt,
og dit liv er godt begyndt.
Carsten Haugaard Nielsen 2009
Konfirmationssalme
Skrevet til samme melodi som ovenstående dåbssalme
Her i kirkens store hvælv
mærker jeg et lille skælv
som et kram fra kærlig favn,
mens du knæler for Guds navn.
Kærligheden finder vej,
Himlens hjerte slår for dig!
Du kom ind fra ve og larm,
lille barn på voksenarm,
båret hen til barnedåb,
favnet tæt med tak og håb.
Kærligheden finder vej,
Himlens hjerte slår for dig!
Se nu! Snart med voksentå,
tage ansvar, turde gå,
danse let i lyst og leg,
favne det, der åbner sig.
Kærligheden finder vej,
Himlens hjerte slår for dig!
Foran er dit liv på spil!
Du ser opad: Ja, jeg vil!
Jeg vil kærlighed og tro,
gå med håb i livets sko.
Kærligheden finder vej,
Himlens hjerte slår for dig!
Du må også sige nej!
Fanden, han må gå sin vej.
Og når du en vågen nat
går i mørke, tror jeg at,
kærligheden finder vej,
Himlens hjerte slår for dig!
Konfirmeret, det er stort!
Så! Nu åbnes kirkens port,
forårslyset frådser ind
glæden suser i mit sind.
Kærligheden finder vej,
Himlens hjerte slår for dig!
Carsten Haugaard Nielsen 2024
Dåbssalme til konfirmander og voksne
Skrevet på opfordring fra en kollega, der ønskede en ny letforståelig salme til konfirmander og voksne.
Indtil den får sin egen melodi, kan den synges på “Nu går solen sin vej”.
Gå med glæden! Din dåb
er en ny dag, der fødes,
og himmelen byder dig op til sin dans.
Du er døbt, du er Guds,
du har fået en glæde
fra himmel til jord
lige der, hvor du er.
Gå med løftet! Din dåb
er en evighedsring med
Guds løfte: Jeg er der hver eneste dag!
Du er døbt, du er Guds,
du har fået et løfte
fra himmel til jord
lige der, hvor du er.
Gå med freden! Din dåb
er en favn, hvor du hviler,
når tågen er tæt og når sjælen er træt.
Du er døbt, du er Guds,
du har fået en fred, der
bær’ himmel til jord
lige der, hvor du er.
Gå med lyset. Din dåb
er i druknede dage
en stribe af lys dér, hvor alting blir’ nyt.
Du er døbt, du er Guds,
du har fået et lys, der
bær’ himmel til jord
lige der, hvor du er.
Gå med håbet! Din dåb
er et korsfæstet tegn på
et liv, der er givet, når livet gir op.
Du er døbt, du er Guds,
du har fået et håb, der
bær’ himmel til jord
lige der, hvor du er.
Carsten Haugaard Nielsen 2026
Vielse
Vielsessalmerne er alle skrevet til mine døtres vielser.
Mel: Det dufter lysegrønt
Det blæser blidt, det dufter sødt
fra blomsters sommerglæde.
Og aftensolen kysser rødt
med lys fra himlens sæde.
Guds smil går ud
til gom og brud
med under fyldt af nåde
fra skaberkraftens gåde.
Gud var i mørket, sagde: lys!
Han skabte mand og kvinde.
Han blæste ånde i et kys,
han gav os alt at vinde.
Forskellighed
i kærlighed
er ægteskabets nåde
fra skaberkraftens gåde.
Så elsk hinanden, gom og brud!
På klippen skal I bygge,
på kærlighed fra himlens Gud,
der råder for vor lykke.
I sommers skat
og vinternat
forblir Guds lys og nåde
langt større end hver gåde.
Carsten Haugaard Nielsen 2006
Mel: Herre, jeg vil gerne takke
To at være
i én sfære
i en kirkes hvælv af ånd.
Dér at lægge livstid sammen
i et ja til ægtebånd,
og at se Guds åsyn, der
lyser fred til det, som sker.
To at være
i det sære,
krop mod krop og sind mod sind
Dér at findes, dér at favnes,
bli’ af kærligheden blind,
og at se Guds hjerte, der
banker fryd til det, som sker.
To at være
i det nære,
to i døren med et kys.
Dér at åbne arbejdsdagen
under kærlighedens lys,
og at se Guds nåde, der
varer ved hver dag, som er.
To at være
og forære,
to, der lukker op og ind.
Dér at give, dér at gavne
med et næstekærligt sind,
og at se Guds ansigt i
den, der kommer her forbi.
To at være
i det svære,
med et sår og i et savn.
Dér at lytte, dér beskytte,
dér at råbe smertens navn,
og at se Guds arme, der
rækker ned til det, som sker.
To at være
i Guds sfære,
i et hvælv af evighed.
Dér at ære, dér at lære
tro og håb og kærlighed,
og at fylde livstid ud
med en ægtekærlig Gud.
Carsten Haugaard Nielsen 2012
Træd let, træd ind i dansen,
og sving i glædens spor
i takt til resonansen
fra altings skaberord,
da Adam fandt sin Eva,
og Eva fandt sin Adam
til fælles liv og leg,
til fælles liv og leg.
Træd til og dans din verden
igennem som du er,
træd sammen med min færden,
men kun med egne tæer,
som Adam og som Eva,
som Eva og som Adam,
som to, og dog som ét,
som to, og dog som ét.
Træd tyst, når barnet græder,
og dans det stille, trygt,
mens ocean af glæder
og mørke strømmes frygt
omarmet blir af Adam,
omarmet blir af Eva
og af Vorherre selv,
og af Vorherre selv.
Træd fast, når noget sårer,
og stil dig hen til mig,
og giv din hånd, når tårer
og vinden tar’ min vej,
og byd mig op, min Adam,
og byd mig op, min Eva,
og drej mig lidt med dig,
og drej mig lidt med dig.
Træd tæt og gentag dansen
og sving igen mig, når
mit år har mistet glansen,
og krop og sind har skår.
Så vær igen min Adam,
så vær igen min Eva,
og dans igen et år,
og dans igen et år.
Du, kærlighedens Herre,
træd nær til os og lær
os trin i glædens sfære
fra tidens morgenskær
i Adams dans med Eva,
i Evas dans med Adam
til fælles liv og leg,
til fælles liv og leg.
Carsten Haugaard Nielsen 2021
Kirkeåret
Jul/Hellig Tre Konger
Skrevet til opførelse af “De ni læsninger” i Christianskirken.
Jeg lytter efter håbets sang
på vintermørke veje.
Jeg aner stjernelysets klang
i glædens toneleje.
Jeg spejder efter lag
af himlens hjertesag.
En stjerne! Som en dør på klem
ind til et helt nyt rige.
Jeg følger den til Betlehem,
til kongen uden lige.
Tag alt, Marias søn,
mit guld – og tag min bøn!
Nu synger himlens englehær
om barnet ved min side.
Og stjernen standser lige her,
hvad mere skal jeg vide?
Jeg står med favnen fuld
af himlens hjerteguld.
Og se! I barnets øjeglans
et himmelblå, der bringer
en ring på jord af glædesdans,
så hele kloden svinger.
Jeg fandt Guds kongelys!
Jeg fik et himmelkys!
Og endnu klinger englesang
i glædens toneleje.
Og lyt! Der er en efterklang
på alle stjerneveje:
Guds riges dør på klem;
tag med til Betlehem!
Carsten Haugaard Nielsen 2013
Matt. 2,1-12
Nytårsdag/Fadervor
Mel: Vi rækker vore hænder frem
Vi vender os mod dig, vor Far
i lysets rige.
Vi samler vores tanker for
at gå på himmelstige.
Vi rækker glæden fra i går,
vi gir dig sorgen.
Far, lad os gå med trygge skridt
mod det, der sker i morgen!
Du ser os, Far! Du kender tal
på år og dage.
Du ved alt, hvad vi trænger til,
du blir hos os tilbage.
Så hør vor bøn! Du, Fader vor
i himmerige!
Din vilje ske, dit rige gro,
giv dagligt brød tillige!
Fyld alle dage med dit navn,
fri fra det onde!
Vor synd og skyld du sænke ned,
hvor intet mer kan bunde.
For i al evighed du har
al magt og ære!
Vi amen sir, nu alt er sagt;
vi er, hvor vi skal være.
Matt. 6,5-13
Carsten Haugaard Nielsen 2005 og 2013
Salme til langfredag
Kan bruges som vers mellem oplæsning af lidelseshistorien
Mel: Vor Herre Jesu mindefest
I natten blir dit liv spændt ud
imellem svigt og dommens Gud.
Og mørket falder tæt omkring
dig som en ensomhedens ring.
Når jeg er træt, når jeg er svag,
og råber: Gud, lad det bli dag!
Så lad mig rummes, Kristus, hvor
i angst du beder: Fadervor.
Hvem er du? Kristus? Himlens lys?
Med spyt får du et spotte-kys.
Torturens stokke lukker om
din krop og fælder dødens dom.
Hvor er din kongemagt, dit ord,
der kalder englemagt til jord?
Du står afmægtig og dog mild
som kastebold i deres spil.
En morders lænker løses op,
mens piskeslag går mod din krop,
Du holder hele holder ud,
mens ondskab flænger sjæl og hud.
Det går mod kors, det går mod grav,
de gir dig hån og konge-stav.
De råber: ”Hil dig, konge, hil!”
i sødt og bittert spotte-spil.
Det er på korsets vej din dåb,
den vej, der ene er mit håb.
Derfor jeg råber nu ord:
”Du, konge, hil! Du blev min bror!”
Men hvem vil være bror for dig
Du går alene på din vej.
Dog Simon af Kyrene må
med byrden af dit kors nu gå.
De gir dig vin med myrra i
så besk som dødens smerte-sti.
Du klynges op imellem to,
som en forbryder, sku man tro.
De spotter: ”Hvis du er Guds søn,
så hør på vores fromme bøn:
Stig ned fra korset, så vi tror;
frels nu dig selv, du konge stor!”
Og spotten gør dig helt forladt –
jeg skimter lys, jeg ser en skat,
for alt mit håb er gemt deri,
du deres råb lod gå forbi.
Så falder mørket tæt, som om
naturen følger dig til dom.
Du vrænger angst og rædsel ud:
”Hvorfor har du forladt mig, Gud?”
Når mørket rammer livet ind,
når jeg af angst blir lam i sind,
så ved jeg, jeg kan vrænge ud:
”Hvorfor har du forladt mig, Gud?”
Du var Guds søn, der for mig led,
din angst og død var i mit sted.
Nu tror jeg, Gud er med mig, når
mit liv mod dom og døden går.
Derfor jeg råbe vil i dag,
du konge, hil! du tog min sag,
du blev min bror, det er mit håb,
det er på livets vej min dåb.
Carsten Haugaard Nielsen, 2009 og 2019
Når morgen i marts
er tåge med rimfrost i frakken,
og vinden er tyst
og bider sin kulde i nakken,
så finder en krokus
dit øje og fanger dit fokus:
Det kommer, det kommer!
Når faste er synd
og domme i silende lavtryk,
og verden blir fuld
af syndflodens ældgamle aftryk,
så sætter en bue
Guds himmerigsfarver til skue:
Det kommer, det kommer!
Et livmoderkim
blir vidunderskabt i en kvinde.
Maria sir ja,
Guds Søn skal nu vokse derinde.
Så synger en lærke,
at Gud lar de små bli de stærke:
Det kommer, det kommer!
En konge blir født,
og mægtige fjender må segne
til slægternes sang
om solen fra Himmerigs egne,
så lyser en lilje
af påske og himmelens vilje:
Det kommer, det kommer!
Og er du endnu
i fasten med syndflod og domme,
da vend dig og syng
på sangen om lys, der skal komme!
Så jubler en solsort,
at natten vil miste sit kulsort:
Det kommer, det kommer!
Carsten Haugaard Nielsen 2026
Påskesalme
Mel. Er lyset for de lærte blot
Se, forårssolen skinner lunt
og smyger sig om kviste.
Nu lyser blomst og grene gult
og frister alt det triste.
Det døde dør for livet, som
med glæde overlister.
Vi løftes op med krop og sjæl,
som om Gud med os fester
I påskesolens morgenlys
kom livet os i møde.
Nu glemt er trængsel, kors og grav,
for Krist stod op af døde.
Det er som fødsels-fryden, der
forløser smerte-graven.
Det er som barnets sarte hud,
som duft fra evig-haven.
Lad lette toner lege nu,
og klinge inderst inde!
Lad alle knopper nu få krop!
Lad livet overvinde!
Engang i evighedens vår
skal glædens gule farve
fravriste død al smerte-grav,
og vi skal evigt arve.
Carsten Haugaard Nielsen 2007
Pinsesalme
Mel: Gud, vi er i gode hænder (Willy Egemose)
Vinden suser,
blodet bruser,
synger ind i sind og sans.
Ånden kommer,
det er sommer,
tar os med i livets dans!
Pinse – mer end ord kan sige,
mærk! det suser i Guds rige!
Solen skinner,
hjertet finder
nåden i en genfødt dag!
Ilden gnitrer,
kroppen sitrer,
mærker Åndens hjerteslag.
Pinse – mer end ord kan sige,
føl! det sitrer i Guds rige!
Natten lyser,
mørket gyser,
kulde, døden er ej mer!
Ordet tales,
Jesus males,
gamle drømmer, unge ser.
Pinse – mer end ord kan sige,
hør! der tales i Guds rige!
Tunger gløder,
men’sker møder
Åndens sommerspind af håb.
Hjertet knuger,
modet suger,
tusind vender om til dåb.
Pinse – mer end ord kan sige,
se! det vokser i Guds rige!
Klokker ringer,
blade springer,
nyfødt fryd i som’rens ro.
Kirken fødes,
men’sker mødes,
fælles nu om liv og tro.
Pinse – mer end ord kan sige,
ét i kirken i Guds rige!
Helligånd, kom
rør din kirke!
Syng det ind i sind og sans!
Drik os fyldt af
mod og virke!
Tag os med i himmel-dans!
Pinse – mer end ord kan sige,
her er kærlighedens rige!
Carsten Haugaard Nielsen 2005
Pinsesalme
Skrevet til Koldings Provstis fælles pinsegudstjeneste, 2011
Mel: Spænd over os dit himmelsejl
Gud Helligånd blev pinse-vild
og stormed’ gennem sprækker!
Og blæsten pusted’ til en ild,
der rundt om verden rækker!
Og blade springer, solen ler,
og gamle drømmer, unge ser,
og verdens mismod knækker.
Med torden-øje farved’ Gud
sin pagt som himmelbue,
hans ånde tørred’ havet ud,
hans folk sku’ ingen kue!
Hans pagt blev ny, da Krist stod op
og døden fik sit hjertestop
i morgensolens lue.
Nu søger vi dig, Mægtig-Gud
bag sommervindens vinger.
Vi sender vores duer ud,
og håber, at de bringer
et blad fra nådens nye jord
med bølgeblå af glædesord,
så vores verden svinger.
Gud, blæs igen! Bliv pinse-vild
i disse tørre egne!
Spænd himmelbuen som en ild,
der lyser alle vegne.
Giv Helligåndens sommer-chok,
så hjertet tror: din pagt er nok!
Lad al vor mismod segne!
Carsten Haugaard Nielsen 2011
Novembermørke dage som
med fattigt lys mig møder.
Naturen får sin sidste dom
mod døden alting søger.
De brune blade slippe må,
så træerne må nøgne stå
klædt af for vind og kulde.
Novemberdag med isne-vind,
der rundt om hjørner tuder.
Jeg fryser ved en grav med sind
af sorgens længsels-knuder.
Jeg ved, at intet blir som før,
at somrens liv er væk og dør
bag regn på mørke ruder.
Novemberdag, novembersind,
hvor meget vil du tage?
Lad bare sorgen finde ind,
få rum for smerters klage.
Lad falde nu, hvad falde må,
af død skal vi igen opstå.
Gud blir til sidst tilbage.
For sol går op og sol går ned,
novemberdag og sommer;
men nådens lys er evighed,
er håb og mod, som kommer.
Engang er solen ikke mer,når Gud det vil, først da det sker,
og sørgedage ender.
Da Herren selv er lys for mig,
en herlighed, jeg håber!
Se, lysets farver finder vej,
i himmelbuens dråber!
Se, træet sætter skud og frø!
Når tiden er, må døden dø
iklædes lysets kåber.
Jeg går fra graven bort og ber:
min Gud, nu må du råde!
Hvad end der nu herefter sker,
så lad det ske i nåde!
Til mørke, sorg og kulde, gys,
kom, giv hver dag mig liv og lys,
giv ly for vintervinde.
Carsten Haugaard Nielsen, november 2005
Dagen og årstider
Sommersang
Mel: Nu står der skum
Nu byder morgensolen op
til sommerdans med sjæl og krop
på bare tæer i haver.
Vor Herre danser med og ler
i glæde over det, som sker
med sommerdagens gaver.
Nu tænder varmen håb i fler’,
så selv de sommertriste ler
af sorgens rullekraver.
Vor Herre smiler med og ler
i glæde over det, som sker
med sommerdagens gaver.
Nu favner stranden kroppene,
nu kruser havet toppene
i gys på bare maver.
Vor Herre favner med og ler,
i glæde over det, som sker
med sommerdagens gaver.
Nu giver vinen os sin krop,
nu fylder grillen glæden op
i fællesskabs-enklaver.
Vor Herre giver med og ler,
i glæde over det, som sker
med sommerdagens gaver.
Nu kysser solen aftenrødt
og stemmer sindet sommerblødt
i træthedens oktaver.
Vor Herre kysser med og ler,
i glæde over det, som sker –
han giver sommergaver!
Carsten Haugaard Nielsen, 2012
Efterårssalme
Mel: Himlene Herre, fortælle din ære
Himmelen lukker sit slør over kloden,
skyerne skjuler og gør os så små.
Stormene suser og rykker i roden,
stiklinger visner og vakler som strå.
Hvor er vor Herre? Kan nogen det sige?
Er han bag sløret? I stormenes sus?
Findes der nogen, der her er hans lige?
Magterne spiller bag brændingens brus.
Han spændte himmelen ud mellem fingre,
udmålte havet med håndfulde vand.
Stjernerne bød han at vandre og tindre,
vejede bjerge og høje og strand.
Ved I det ikke, at højt over vrimlen,
troner han endnu i Himmerigs blå?
Breder sit telt som en favn over himlen,
helliger kloden og bor hos de små.
Bladene falder og alle ting vakler.
Fuglene tier, som om alt er sagt.
Engang skal fjenderne falde som stakler,
Himmerigs Herre har alt i sin magt.
Es. 40,12-26
Carsten Haugaard Nielsen 2007
Gendigtning af salmer fra Salmernes Bog
Salmernes Bog 8
Du spreder lyset ud
som tusindfryd på himlen, Gud!
Din pragt er aftenrød,
din trofasthed er stjerners glød.
Herre, vor Herre! Ingen er som dig!
Du skærmer med en ring
af børns og spædes ingenting.
Du lukker lågen i
for fjendskab, død og dæmoni.
Herre, vor Herre! Ingen er som dig!
Du spændte himlen ud
med dine skaberfingre, Gud.
Du tændte nattens lys
og gav os månens aftenkys.
Herre, vor Herre! Ingen er som dig!
Og når jeg ser derop
hvad er så denne lille krop?
Du ser den nat og dag
og tæller barnets hjerteslag.
Herre, vor Herre! Ingen er som dig!
Du viger fra din top
og løfter dine små derop.
Du ser dem i dit spejl,
der skjuler selv de største fejl.
Herre, vor Herre! Ingen er som dig!
Du har de mindste sat
til hersker over klodens skat.
Nu samles takken ind
fra land og vand og ild og vind:
Herre, vor Herre! Ingen er som dig!
Carsten Haugaard Nielsen 2015
Salmernes Bog 8
Salmernes Bog 30
Mel: Min Jesus lad
Jeg priser dig, du Herre Gud!
Jeg råbte dig om hjælp.
Du løfted op
min sjæl og krop,
af dødens rige ud.
Om aftenen slår gråden ned,
men morgenen er fryd!
Et øjeblik
er vredens stik,
dit lys er evighed.
Jeg aldrig vakler! Jeg var tryg,
som fæstning, som et bjerg.
Men rædsel greb
mig med sit reb,
jeg styrted’ i et ryk.
Hvor var dit ansigt i min nød?
Kan støvet takke dig?
og råbe ud:
en trofast Gud?
Hvad vinder du ved død?
Fra klagens dyb, alt jeg har lidt,
til frydens dansetrin!
Min dragt af sort,
du, Gud, tog bort!
Du gav mig glædens hvidt!
Jeg priser dig, der hjalp mig ud,
for altid hør min tak!
Al smertes råb
har mødt et håb:
du evighedens Gud!
Carsten Haugaard Nielsen, 2005 , Salmernes Bog 30
Salmernes Bog 93
Mægtige Gud!
Din magt
er fast som klodens klipper.
Din dragt
når hen, hvor himmelrummet slipper.
Mægtige Gud!
Du står
som øjet i tyfoner
hvert år
af tidens mange millioner.
Mægtige Gud!
Så larm
blot, syng kun, strømmes susen!
Din arm
kan tæmme en tsunamis brusen.
Mægtige Gud!
Du bor
almægtig i det høje.
Dit ord
kan ingen Helvedkræfter bøje.
Mægtige Gud!
Du gir
os håbets helligsmykke.
Du sir,
vi er i dine hænders skygge.
Mægtige Gud!
Dit navn
er stort som stjernetåger.
Din favn
er hjemme, hvor de mindste våger.
Carsten Haugaard Nielsen 2015 og 2025, Salmernes Bog 93
Salmernes Bog 139
Før jeg sidder, før jeg står,
og hvor mine fødder går,
før min tunge former ord,
før jeg tænker, før jeg tror:
Du er dér!
Indesluttet i et bånd
spundet af din faderhånd,
må jeg underfuldt gi op,
ingen tanke når derop:
Du er dér!
Stiger jeg til himlens blå,
tar jeg kistelåget på,
når jeg glædens morgenrød
bag ved horisontens glød:
Du er dér!
Og når lyset blir til nat
sænker du i skjul en skat,
mørket viger for dit kys,
hvor du ser, er natten lys:
Du er dér!
Gud, dit skaberøje så
fostervæv fik hjerte på,
og i skjul blev sjæl og krop
fra det dybe vævet op:
Du er dér!
Mine dage blev en bog
tegnet i dit katalog,
mer end sandet i sin sum
er dit evangelium:
Du er dér!
Gud, lad evighedens vind
sprænge fjendens rænkespind,
kend mit hjerte, prøv min vej,
vær mit hjertet ja og nej,
vær mig nær!
Carsten Haugaard Nielsen 2016, 2025
Salmernes Bog 139
Lidelse
Guds fred er et lysår på himlen
der skinner i nat og blir ved,
mens ensom du venter i vrimlen,
og livet er gået af led.
Guds fred er et suk, når du klager,
og aner et tusmørkelys,
mens glæden er blind og du smager
på mismod i kulsorte kys.
Guds fred er en spire, der henter,
et lys fra det højeste sted,
mens dagene skrider på skrænter,
og sne falder dæmpende ned.
Guds fred er et sted uden nytte
på vandring i vand og med vind,
men brændingen slipper sit bytte.
Gud er i dit drivtømmer-sind.
Guds fred er en morgen, der vækker
et spirende forår igen,
mens mørket, du er i, får sprækker,
du mærker en hånd fra en ven.
Guds fred er at slippe og miste
og vinde Guds lys til de små,
og knoppernes brune vil briste,
og havet vil finde sit blå.
Guds fred er en påske i haven,
en livsånde ind i din krop,
der råber: Jeg var der i graven,
tag hånden, vi rejser os op!
Carsten Haugaard Nielsen 2013, 2016 og 2022
Der er et vinterstille
Det er et vinterstille,
nu dæmpes gadelarmen.
Jeg snubler, blir så lille;
jeg tar min Gud ved armen.
Der er et vintermørke,
som slukker farvesansen.
Der er en sjæletørke,
der tar mig ud af dansen.
Der er en vinterslæde,
som skubber triste tider.
Der spirer vinterglæde
på kælkebakkens sider.
Og træer, vintersære,
så nøgne mod Guds himmel.
Mon de engang skal bære
på blad og fuglevrimmel?
Og vintergækken bryder
det frosne låg i graven.
Der gror en forårsnyder
blandt spirerne i haven.
Og alting påskehåber
og strækker sig mod livet
og tager himmeldråber.
Opstandelsen blir givet!
Carsten Haugaard Nielsen, 2015
Klagesalme
Herre, jeg kan ikke mer!
Jeg er så træt,
af sygdom mæt.
Til dig jeg nu ber.
Herre, jeg kan ikke mer!
Mit hjertes slår
i angstens skår.
Til dig jeg nu ber.
Herre, jeg kan ikke mer!
I smertens rum
er glæden stum.
Til dig jeg nu ber.
Herre, jeg kan ikke mer!
Mit liv går bort
i nattens sort.
Til dig jeg nu ber.
Herre, jeg kan ikke mer!
Mit mod og håb
blir væk i råb.
Til dig jeg nu ber.
Herre, jeg kan ikke mer!
Løs med din hånd
mit smertebånd.
Til dig nu jeg ber.
Herre, jeg kan ikke mer!
Løft mig nu op
med sjæl og krop,
så dig jeg kun ser!
Carsten Haugaard Nielsen 2005 og 2014