Vækst, forfald og håb
Trinitatis søndag
Prædikentekst: Johannesevangeliet 3,1-15
Øvrige læsninger: Fjerde Mosebog 21,4-9 og Romerbrevet 11,32-36
Jeg er kommet til et vadested i mit liv, sagde en kollega for kort tid siden. Både helbredsmæssigt var han i et vadested. Og arbejdsmæssigt. Det var som at være kommet til en flod, han skulle over. Han skulle finde et vadested til et andet liv. Hvad der fulgte på den anden side, vidste han ikke.
At være i et vadested er et sårbart sted. Livet kan gå til i floden. Eller det kan nå gennem krisen til den anden side.
___
Nikodemus, som vi hører om i dag, er også i et vadested. Bag ham ligger det land, han kender. Han er farisæer. Han lever i den jødiske tro. Han kender den, som man kender sin elskede gennem mange år. Han er endda medlem af jødernes råd. Han har et CV, der gør ham både kendt og anerkendt af mennesker omkring ham.
Men han er først og fremmest det, der står allerførst om ham i evangeliet i dag. Der står: Der var et menneske … Nikodemus er et menneske, der er kommet til et vadested. Hvad der ligger på den anden side af floden, af krisen, der truer med at vende op og ned på alt det, han har troet og kendt livet igennem, ved han ikke. Nu går han sårbar i mørket for at tale med Jesus, der har sat et skred i gang i hans indre.
Hvad har Nikodemus hørt og oplevet med Jesus, inden han kommer til ham? Før Johannesevangeliet fortæller om Jesus og Nikodemus, har Jesus været til bryllup i Kana. Der gjorde Jesus vand til vin. Har Nikodemus hørt fra en ven, der har stået dér sent ved brylluppet, da hele festen blev sårbar, som menneskelivet er? For der var ikke mere vin. Og har vennen så fortalt om den nye vin, der blev til af Jesu ord og stillet frem for gæsterne, og undret sig over vinens fylde, som kom den fra Gud selv? Er rygtet om den nye brudgom med den nye vin kommet til Nikodemus?
Dernæst fortæller Johannesevangeliet, at Jesus er i templet i Jerusalem. Var Nikodemus dér? Så Nikodemus, hvordan Jesus gjorde selve templet sårbart? Han lavede et reb og jog dem ud, som solgte der. Men det var ikke det, der gjorde templet og alt det, det stod for, sårbart. Det var Jesu ord: Riv dette tempel ned! Jeg vil bygge et nyt på tre dage! Og forstod han, Nikodemus, at templet og troen ikke stod urokkeligt, som han havde troet, men at noget nyt spirede, noget nyt var på vej – et nyt land, en ny tro? At de stod foran et nyt tempel, en ny helligdom, noget helt nyt som vinen i Kana – en ny … ja, hvem var han? Messias?
Uanset hvad der drev Nikodemus, opsøger han den nat Jesus. For at finde svar. For at finde vej. Gennem nattens sårbare vadested. Og noget tyder på, at der i hans sind, allerede inden han kommer, er åbnet for en forståelse af og en tro på, hvem Jesus er. “Gud er med dig,” siger Nikodemus om Jesus og citerer på den måde – skjult, men alligevel åbent for den, der ser det – et af navnene på Messias: Immanuel, Gud med os.
Kender du også til, at der er vadesteder i dit liv? Særlige steder, hvor du står som min kollega, der sagde: “Lige nu er jeg i et vadested.” På vej fra et kendt land til et ukendt. På vej gennem en sårbar periode til et sted i livet, du ikke ved, hvordan skal blive? Og er det særligt der, du søger Gud? Som Nikodemus? For at finde vej, for at finde en, der vil lede dig?
Der findes ikke et liv, der ikke kender til den slags vadesteder. Åh jo, jeg kender det også selv! Livet er fuldt af sårbare steder, hvor vi går fra kendt land til ukendt land.
Ved de særlige vadesteder kommer vi til kirken for at bede om velsignelse: Når vi står med et lille, nyfødt, sårbart liv, kommer vi med børnene til dåb. Og mange, mange kommer igen ved konfirmationen, vielsen og begravelsen. Vi ved det godt – danskerne ved det i de kirkelige handlinger: I det sårbare søger vi Gud og har brug for hans velsignelse.
Men der er også andre sårbare steder. Når sygdommen vælter os. Når sorgen strømmer ind over vores liv som en flod, der truer med at tage os med. Når synden og skylden knuger os. Når vi kommer ind i en krise, vi ikke kan se vej ud af. Eller når troen vakler, og vi ikke kan få rejst os op igen – og vi spørger som Nikodemus: Hvad er op og ned? Er alt det, jeg har bygget mit liv på, bare et fatamorgana? Falder mit tempel nu?
Men hvor er det godt, at vi kan komme her søndag efter søndag. For at blive mindet om, at vi er sårbare. Altid. For vi er syndere. Og der ligger altid en uge foran os – et ukendt land i dage, vi ikke kender. Hver søndag er ugens vadested mellem det, der var, og det, der kommer. Og søndag efter søndag sendes vi ud med Guds velsignelse til det nye land, uanset hvad vi føler, eller hvor vi er. Og får det at vide, som Nikodemus bekendte: Gud er med os i Jesus Kristus, Guds Immanuel.
Kan Nikodemus’ samtale sige noget mere, noget dybere om, hvad Gud er i vadestedet? Hvad svarer Jesus Nikodemus, da han kommer til ham sårbar om natten?
Det første led i Jesu svar til Nikodemus – og os – lyder sådan: Hvis du vil se Guds rige, skal du fødes af vand og ånd. Fik Nikodemus fat i pointen, som Jesus her ville sige? Får vi fat i den? Du skal fødes ind i Guds rige, siger Jesus. Nej, du skal ikke selv – du skal droppe alt det, der står “selv” foran. Alting skal gives dig af Gud. Som barnet fødes – det føder ikke sig selv. Sådan skal du bare stole, stole på Gud.
Så du kan lige så godt bryde alle dine templer ned, alt det, du holder dig til, alle de falske sten, du støtter dig til. Alt det, du selv har bygget op. Det er det nøgne menneske, Gud kan nå. Det er det sårbare menneske, Gud kan nå. Og er du der, så stol – stol på Gud. Tro på, at Guds Immanuel vil frelse dig.
Og hvis din tro er udfordret, så hold fast i det, du allerede har fået. Hold fast i, at dåbsvandet er lige så grundlæggende for det åndelige liv i Guds rige, som fostervandet er det for menneskers liv på jorden. Det har du allerede. Du har Guds rige, du har Guds ånd. Gud har rejst sit tempel i dit indre. Så stol – stol på ham, og følg hans vej gennem vadestederne.
Det næste led i Jesu svar til Nikodemus lyder: Nikodemus, du har også Guds stemme i verden. Hvis dåben synes langt væk, så lyt efter den, se efter Guds fodspor. Det er som med vinden. Vinden kan ingen se. Vinden er usynlig for øjet. Men vi kan mærke den mod vores krop. Vi kan se den, når den tager fat i trækronerne og bøjer grenene. Vi kan høre den, når det suser deroppe.
Sådan er Gud i dit liv. Usynlig. Du ser ham aldrig. Og så alligevel. Du kan se hans fodspor i verden. Og ser du efter, så er de også i dit liv. Gå bare ud i sommeren – Guds fodspor er overalt i det, der gror. Eller gå ind i barnets værelse og se barnet og tak for den gave, livets skaber har givet dig i dine børn eller børnebørn. Eller stå ved en kiste og hør trøsten i Guds ord. Guds ånd blæser iblandt os. For det hele er vel ikke blevet en sådan selvfølgelighed, Nikodemus, at du ikke mærker det, hører det mere? At du ikke mærker Gud i alt?
Det tredje svar til Nikodemus lyder: Se korset, se Menneskesønnen ophøjet på et kors! Menneskesønnen skal ophøjes, sagde Jesus. Se korset, Nikodemus, hvor Jesus blev ophøjet for vores skyld. Dér ser du Guds kærlighed til dig. Det er dér, det hele hviler: at du allerede har det hele. At du ikke behøver søge andre steder eller gøre noget, at du ikke behøver et tempel et sted. Dér viste Gud sin kærlighed. Den er så stor, at hverken sygdom eller ondskab eller død kan spærre den inde. For da Guds søn selv var i vadestedet i graven, viste Gud sin magt og kærlighed og lod ham opstå igen – også for dig.
Måske kan det, Nikodemus får at vide, samles i dette: Nikodemus, du lovkyndige farisæer: Ja, templet skal brydes ned. Alt det, du støtter dig til, kan ikke bære dig. Alt det, du selv bærer, er ingenting. Men Gud kan bære dig og være dig nær i sin ånd og frelse dig ved sin Søn. Tror du det? Vil du stole – stole på det – og lade det bære dig i vadestedet?
Det er vadesteder i menneskets liv, hvor alting sættes på spidsen, og troen er på spil. Det er der i øvrigt også talrige andre steder i Bibelen, og hvis Nikodemus – og vi – vil læse dem, vil vi finde ud af: Det er altid Gud og hans velsignelse, der bærer folk igennem dem.
Tag Abraham, der en nat kæmper med Gud og anklager ham, fordi han ikke har givet ham en søn. Han får Guds velsignelse endnu en gang, så der til sidst står om Abraham: Han troede Gud. Guds velsignelse bar ham.
Eller tag Jakob, der også en nat er på flugt, fordi han har svindlet sig til sin fars velsignelse foran sin bror Esau. Han ender et sted, hvor han kun kan finde en sten til hovedpude. Der finder han ud af, at også i dette øde vadested i hans liv er Gud. For himlen var åben, og Guds engle steg op og steg ned. “Gud var på dette sted, og jeg vidste det ikke,” siger han.
Eller tag folket, der flygtede fra Farao og troede, alt var slut. Men Gud skabte en vej og et vadested midt igennem havet. Og senere gik han foran dem gennem ørkenen, gav dem manna, nærede dem, førte dem. Altid er det Gud, der finder vej, der skaber vej, der minder om, at han er der, at han bærer.
Og i dag, på trinitatis søndag, fejrer vi, at Gud ikke kun er én, men også tre: Gud er Fader, Søn og Ånd. Og at netop den treenige Gud har givet os alt: skabelsen omkring os, frelsen i Jesu liv, død og opstandelse, nærværet i Ånden.
Og det er en fest værd, at vi ved dette: Vi kan trygt holde os til det i alle livets vadesteder, ja, i hver dags vadested. Gud bærer os i sin skabte verden, Gud frelser os, Gud er os nær. Han har bygget sit tempel i os, og vi behøver intet andet. End bare at stole – stole på det.
Amen.
Trinitatis søndag, 2. tekstrække
Prædiketekst: Matthæusevangeliet 28,16-20
Øvrige tekster: Esajas’ Bog 49,1-6 og Efeserbrevet 1,3-14
Kender I denne blomst?
Selvfølgelig gør I det. Man behøver ikke være hverken botaniker eller haveentusiast for at kende denne blomst. Det er en af de første blomster, et barn lærer navnet på. For en treårig behøver kun at se mælkebøtte-legen én gang. Så kan hun det: tage blomsten og puste til frøene, så de flyver alle vegne hen. Og så kan hun allerede navnet på blomsten: en mælkebøtte!
På trods af at en mark fyldt med forårsgule mælkebøtter er så smuk, så smuk … På trods af det er mælkebøtten ikke værdsat. I gammel tid kaldte man den ”fandens mælkebøtte”. Det gjorde f.eks. selveste H. C. Andersen i et af sine mindre kendte eventyr – eventyret ”Der er en forskel”. I det eventyr er en æblegren og en mælkebøtte oppe imod hinanden. Her siger æblegrenen til mælkebøtten: ”Stakkels foragtede vækst! … du kan ikke gøre ved, at du blev, hvad du blev, at du er så almindelig, og at du fik det hæslige navn, du har (fandens mælkebøtte), men det er med væksterne som med menneskene, der må være forskel!”
Heller ikke i dag kan man sige, at mælkebøtten er værdsat. Det er ikke den blomst, der frister en solskinsdag i marts, hvor man fik den sidste parkeringsplads ved blomstermarkedet. For nu skal hele byen købe udplantningsplanter til haven og krukkerne. Men der er ingen mælkebøtte at købe. Men man kan købe en mælkebøtteoptager, der effektivt tager hele roden på mælkebøtten med op. Man kan (uha) købe gift, hvor der endda står: effektiv, også mod mælkebøtter. Jo, nogle planter spenderer man flere hundrede kroner på, altså for bare én plante. Andre planter der i grunden er lige så smukke – som mælkebøtten – kan man let spenderer lige så meget på at udrydde.
Hvorfor nu al den snak om mælkebøtter? Fordi jeg i dag vil vige pladsen som prædikant. I dag vil jeg give ordet til … mælkebøtten. Jeg vil lade den prædike for os. For mælkebøtten har et budskab, det er værd at høre på. Når først man har lyttet til dens budskab, hænger det fast. Mælkebøtten prædiker enkelt og ligetil. Dens tale er til at forstå.
Og at det lige er i dag, I skal have den prædiken, er fordi mælkebøttens evne til at sprede sine frø passer til denne søndag. For på denne søndag befales Jesu disciple, at de skal sprede budskabet om Jesus til hele verden. Den befaling når til os i dag, når vi hører ordene: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple …” Og befalingen lød ikke kun dengang. Den lyder også i dag – til os: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple …” Det er også vores opgave.
Men hvordan gør vi det? Kan vi det? Er det ikke helt hen i skoven, at Jesus befaler sine disciple at sprede budskabet om ham i hele verden? 11 er de, disciplene, for den tolvte har forrådt ham. Og dem, der er tilbage, er i øvrigt delt mellem tro og tvivl, får vi at vide. Præcis som os. Hvordan skal de 11, der end ikke er alvorligt troende … hvordan skal de kunne sprede budskabet om Jesus til hele verden? Enhver med sin forstand i behold ville sige: umuligt! Men det mener Jesus åbenbart ikke.
Og spørger vi: Hvordan er det muligt for os? Så får vi samme besked: I skal sprede budskabet om Jesus til hele verden. Og selvom vi er som dem, delt mellem tro og tvivl, så er det vores opgave. Men hvordan gør vi det? Kan vi det?
Det er her, mælkebøtten skal prædike for os. Jeg har hørt dens prædiken. Den har talt til mig. Nu skal I også høre mælkebøttens prædiken.
Først: Hvis mælkebøtten i gammel tid blev kaldt for ”fandens mælkebøtte”, så er det korrekt – i al fald i den forstand, at der (undskyld mig udtrykket) er noget fandenivoldsk over den. Der er noget direkte og pågående over mælkebøtten. Mælkebøtten er ligeglad med, om den er inviteret ind i en have eller ej. Mælkebøtten bekymrer sig ikke om, hvorvidt der er plads til den eller ej. Om den er velkommen eller ej. Mælkebøtten tænker ikke på, om jorden er god og fuld af næring eller ej. Om det kan betale sig at smide sine frø lige dér eller ej. Den smider bare sine frø. Og så spreder den sig – på marker, i haver, i græsplæner, mellem roser og også i de mikroskopiske sprækker mellem fliserne. Den bliver ved og bliver ved, hvor der bare er den mindste mulighed for, at den kan vokse.
Og jeg hører dens prædiken og tænker: Åh, hvor kan vi lære noget af mælkebøtten her! Der er noget hos mælkebøtten, der ligner en af Jesu lignelser: lignelsen om landmanden, der såede sit korn. Han såede ikke kun i den gode jord, men også blandt tidsler og på vejen. Ja, overalt. Sådan skal I så mit ord, siger Jesus. Bare gå i gang. Overalt. I skal overalt med budskabet om Jesus Kristus.
Dernæst: Mælkebøtten smider sine frø dér, hvor den er. Ja, vi kan sige: Den er bare det, den er – midt iblandt alle havens andre blomster. Og dér, hvor den er, smider den sine frø.
Åh jo – det kan vi godt lære noget af! Bare være dem, vi er. Hvorfor skulle vi være en anden end den, vi er? Vi skal bare være det menneske, vi er, blandt andre. Bare være et kristent menneske blandt dem, vi er iblandt. Og så stole på, at vi gør en forskel for dem, for vores børn eller børnebørn, vores naboer, kammerater, venner, arbejdskolleger.
Der er noget befriende over mælkebøtten, der bare spreder de frø, den må, uanset hvad andre så siger. Den tør uforfærdet være sig selv og gøre det, den er sat til: så sine frø. Mælkebøttens måde at være på minder om det, der skete den første pinsedag, da disciplene bare gik ud på gaden dér, hvor de var pinsedag, og prædikede, og 3000 vendte om og blev døbt. Mælkebøttens måde, den spreder sine frø på, minder om Paulus, der stod på Areopagos ved et alter for en ukendt gud og prædikede, så folk sagde: Det vil vi høre dig tale om en anden gang. Mælkebøttens måde at sprede sine frø på, minder om den mor eller far, der synger aftensang og beder Fadervor for sine børn aften efter aften. Den måde, mælkebøtten spreder sine frø på, minder om det menneske, der frimodigt er den, hun er, når hun åbent bekender sig som et kristent menneske på sit arbejde, blandt sine venner og naboer.
At være som mælkebøtten er til gengæld ikke at hive sig selv op ved håret og sige: Nu skal jeg også! Nu må jeg også sige nogle ord, gøre noget mere, være en bedre kristen, være noget andet end det, jeg er, og helst en lille missionær! Mælkebøtten er sådan set bare det, den er. Den er ægte, den gør det, den er skabt til og kaldet til, for det er det, den skal, uanset hvad andre tænker. Og på den måde sår den. Så befriende enkelt!
Men der er en hemmelighed bag mælkebøttens succes. Og den skal vi have med – og det er det næste! For selvom mælkebøtten er generøs med sine frø, så er der to ting, der er vigtige forudsætninger for mælkebøttens succes.
Det ene er, at dens uforfærdede facon ikke er bundet i, at den er flagrende og snart er et sted, snart et andet. Tværtimod: Den er rodfæstet. Enhver, der har prøvet at trække en mælkebøtte op, finder ud af, at det næsten ikke kan lade sig gøre. For mælkebøtten har dyb rod. Den dybe rod sikrer vand og næring til den. Den dybe rod er forudsætningen for, at den overhovedet når dertil at sprede sine frø.
Ja! Vi har brug for rod, vi nutidsmennesker. Vi flytter, vi skifter job, vi skal selv finde vores vej i livet, vi er under indflydelse af mange kulturer. Og vi lever i en global landsby, hvor internationale influencere med millioner af følgere har mere betydning for mange end lokale eller nationale kendte. Og hvem er vi selv i alt dette?
Mælkebøtten har rod, dyb rod. Vi har brug for det samme: dyb rod. Midt i en rodløs tid, at der er noget, vi suger næring fra, finder ståsted i. Det betyder ikke, at vi skal tilbage til et samfund, der var engang, hvor alting var analogt og mere enkelt. Men det betyder, at der midt i det samfund, der er lige nu, også er brug for, at vi har rod et sted. Her er den kristne tro vores rod.
Og hvis vi gerne vil være kristne dér, hvor vi er, uforfærdede som en mælkebøtte, så nytter det ikke noget, hvis vi ikke har rod.
Og nu kommer der en lille iagttagelse i det, Jesus siger i evangeliet i dag, som sætter det med at have rod i perspektiv. Jesus siger sådan: I skal gøre folk til disciple ved at lære dem at holde alt det. Det ville være lettere, hvis Jesus kun sagde: I skal lære dem det, jeg har befalet. Men det var ikke det, han siger. Han siger: I skal lære dem at holde alt det, jeg har befalet.
At lære dem alt det, han har befalet – uden at lære dem at holde det – det er let. Så kan man bare lire en lære af. Sådan: Det er Jesu lære. Tro, håb og kærlighed i en sum. Troen, der frelser, håbet, der lover et evigt liv, kærligheden, du skal leve i til Gud og næsten. Har du lært det? Kan du sige det efter mig? Tro, håb, kærlighed. Det ville være let. Det kan man læse sig til.
Men at lære andre at holde det, han har befalet, er mere. Det kan man ikke læse sig til. Det kan man kun leve sig til. For hvis man skal lære en anden at holde det, Jesus har befalet, så skal man først og fremmest selv leve det. Det kræver, at man selv har dyb rod i det og selv lever i tro, håb og kærlighed. At man er et forbillede i det.
Derfor: Hvis kristentro skal sætte frø, så må det gå fra hjerte til hjerte. Så må der en rodfæstethed i tro, håb og kærlighed til, før det kan gå videre til andre. Derfor er det at være rodfæstet ganske enkelt forudsætningen for, at vi kan være de kristne mennesker blandt andre, som Jesus ønsker.
Men mælkebøtten har endnu en hemmelighed bag sin succes: Den bruger vinden. Når den skal sprede sine frø, så venter den, til vinden er stærk nok. Og når vinden en dag er stærk nok, så giver den slip og lader vinden føre frøene derhen, hvor vinden vil. Og spredningen af frøene bliver da også langt, langt bedre, end hvis den bare kastede frøene.
Åh jo – vinden, vi har også brug for den! Hvis vi skal være kristne dér, hvor vi er, så har vi brug for de kraftige vindstød, da det var pinse første gang, og Guds ånd satte sig på disciplene. Så har vi brug for, at der er en anden, der tager ansvar: Gud selv. Der må andet end vores egen kraft til, hvis Guds ord skal spredes.
Det er ikke tilfældigt, at vi hører befalingen til mission på pinsens ottende dag. Den ottende tangent på et klaver kaldes for en oktav. En oktav er den samme tone som en tone, der var otte toner dybere nede. Den lyder af det samme, bare lysere. Sådan er den dybeste hemmelighed bag, at kristentroen har spredt sig til hele verden, at ordene om Jesus igen og igen har lydt ud fra pinsens oktav. At ånden er kommet igen som et kraftigt vindstød, taget fat i menneskers liv – og så som en vind blæst et budskab til andre. Som vinden, der tager fat i en mælkebøttes frø.
Vi kan også sige det sådan: Missionsbefalingen handler egentlig mest om det, Gud gør. Og mindre om det, vi gør. ”Mig er givet al magt i himmel og på jord,” står der først. Og til sidst står der: ”Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” Disse to sætninger rammer befalingen til mission ind og viser os, at mission handler om det, Gud gør. Og at vi så stiller os til rådighed som dem, vi er, og med det, vi kan. Det er som med mælkebøtten: Uden vind vil mælkebøtten som art ikke være succesfuld. Tilsvarende: Uden Helligånd og uden Jesu egen magt vil vi som kristne og kirken slet ingen steder nå.
Jeg har ladet mælkebøtten prædike i dag. Lad os til slut sammenfatte dens prædiken.
Først: Der er noget fandenivoldsk over mælkebøtten, noget der bare går i gang og spreder det, den skal, vidt og bredt. Dernæst: Mælkebøtten er rodfæstet. Endelig: Mælkebøtten bruger vinden.
Og vi kan lære af det hele: Først: Bare at være den, vi er, dér, hvor vi er, og frimodigt se, hvad Gud vil bruge os til. Dernæst: At blive mere og mere rodfæstet i tro, håb og kærlighed. Endelig: At stole på vinden og lade Guds ånd virke, hvor den vil.
Til slut: Jeg overvejede i ugens løb, om jeg skulle finde en rigtig mælkebøttemark og plukke lige så mange mælkebøtter, at jeg kunne forære jer én hver på vej ud i dag. Men måske var det heller ikke den bedste gave at give jer. Hvad skulle I bruge et stykke ukrudt til? Og i øvrigt duer den ikke til at blive plukket og sat i en vase.
Men … næste gang I ser en mælkebøtte på et fortov, i en græsplæne, på en mark. Eller næste gang du næsten bander over endnu en mælkebøtte i din have … så tænk over dens prædiken! Tænk over dens uforfærdede gåpåmod. Tænk over dens rodfæstethed. Tænk over, hvordan den bruger vinden.
Og lev så dit kristenliv med glæde dér, hvor du er – i tillid til, at også du er med til at sprede det vigtigste: troen, håbet og kærligheden.
Amen.
1. søndag efter trinitatis
Prædiketekst: Lukasevangeliet 12,13-21 Øvrige tekster: Prædikerens Bog 5,9-19 og Første Timotheusbrev 6,6-12
Der er ikke meget ved historier, der ender skidt. Kender vi ikke den underlige flade fornemmelse, en historie, der ender i skuffelse, kan give? Når man f.eks. har sat sig foran fjernsynet en lørdag aften med en kaffekop og med benene henslængt i sofaen, så ser man lige efter, hvad der er på tv-programmet, eller scroller ned igennem nye film på Netflix.
Sådan – så går vi i gang. I aften skal jeg bare flade ud! Og så ender det med at være en problemfilm! Nu havde man sådan brug for bare at koble af, at lade billederne gå gennem hovedet uden at skulle tænke alt for meget. Men helten får ikke heltinden. Kærligheden lykkes ikke. Det ender ikke foran Herrens alter. Det ender i skilsmisse. Det ender med problemer, der tårner sig op. Til sidst må man tage benene ned af sofaen og rette sig op.
Historien i evangeliet i dag begynder godt. Der var en rig mand, tager den fat. Han gik ud på sin mark. I hans ansigt kunne stoltheden læses. Hvor stod kornet godt i år! Det var kommet i jorden til rette tid. Det var blevet passet, som en kornmark skal passes. Hvad havde hans hænders arbejde ikke udrettet! Tilmed havde det fået regn og sol i de rette mængder. Du har gjort det godt! sagde bonden veltilfreds til sig selv. Det bliver rekordhøst i år.
Det er lige før, vi begynder at længes efter kaffekoppen og sofaen. Det tegner til en god historie. En rigtig succeshistorie!
Manden gav sig til at bygge, fortælles der videre. Laderne var ikke store nok. De måtte rives ned. Han behøvede end ikke at konsultere banken. Han havde nok. Der er ingen tale om økonomisk recession og krise her.
Tænk, hvis det gik mig så godt! tænker vi måske. Ikke at vi er landmænd, os der bor i byen, men tænk, hvis det på anden vis lykkes os at tjene penge, så der bare er nok til alle vores drømme. I alt fald: Drømmen vækkes i os af det, vi hører. Vi tager en kop kaffe til.
Nu har jeg nok til mange år, siger manden. Vi ser ham sidde og planlægge sit otium. Jeg vil holde nu, gå på pension og spæde til med min opsparede kapital. Nu vil jeg til at leve livet.
Men jeg skal love for, vi skuffes. Jeg skal love for, vi vågner op. For lige som manden skal til at nyde livet, dør han. Det ender ikke med et: så levede han lykkeligt til sine dages ende. Det ender godt nok foran Herrens alter, men kvinden i hans liv er i sørgedragt. Han selv er i kisten. Oven i købet får han det eftermæle: en tåbe!
Der er ikke meget ved historier, der ender sådan. Men vil vi mere end at skøjte hen over livet uden at nå længere end til overfladen og til drømmenes verden, kommer vi ikke uden om historier af den slags. Vil vi mere end lørdagsaftenunderholdning, må vi op af sofaen, slippe koppen. Så må vi – gå i kirke f.eks. Ikke for at blive underholdt, men for at tænke over livet.
Vi kender ham godt, manden i historien i dag. Hvor ofte har vi ikke talt om en nyligt afdød og sagt: Nu skulle han lige til at leve livet! Han var lige gået på pension, tidligere end han egentlig behøvede, for der skulle være tid til at nyde livets efterår. Han havde jo sparet lidt op. Der ville være råd til at have det godt, til at rejse og nyde livets efterår sammen med hende, han engang sagde ja til. Der er noget forfærdende ved disse sygdomme, tilføjer vi så. Lige som han skulle til at nyde det, må hans enke trække i sørgedragt.
Jo – vi kender ham – manden i lignelsen. Ja, i grunden kender vi ham alt for godt. For historien om ham er historien om os. Ligheden med nutidens dansker er rystende. Er det ikke din og min historie, det her? For selv om der ikke er mange af os, der har så mange midler, at alle vores drømme kan opfyldes, så er vi alligevel set i et verdensperspektiv så rige, så rige. Og hvor mange af os kan ikke – når pensionstiden nærmer sig – se på vores lader, nyde synet og sige: Så, min ven, du har slet ikke så lidt. Slå dig nu til ro, nyd livet. Drik, vær glad.
Men også på en anden led er historien vor historie. Den ender som sagt ikke lykkeligt. Den ender med død. Og sådan er jo også vore liv. Det ender i en kiste. Kvinden – eller manden – i vores liv kommer en dag til at stå ved alteret i sørgedragt, mens den anden ligger i en kiste.
Hvad er der galt med manden i historien i dag? Hvorfor kalder Jesus ham for en tåbe? Det er ikke hver dag, han bruger så direkte ord – faktisk kun få gange i hele Det Nye Testamente! Det rammer jo os!
Det er ikke galt, at han er dygtig og foretagsom – lad os lige holde fast i det. Det er ikke galt, at han bygger sine lader større. Det er heller ikke galt, at han har sparet op. Det er ikke sådan, at rigdom på forhånd er en så betænkelig ting, at man som kristen bør sørge for at forblive fattig.
Bibelen advarer ganske vist mod rigdom og siger, at kærlighed til penge er roden til alt ondt. Det er Paulus, der siger det til sin ven og medarbejder Timotheus. Han siger endda, at pengene kan føre én væk fra troen:
“Kærlighed til penge er roden til alt ondt” – siger han og fortsætter: “drevet af den er nogle blevet ført bort fra troen og har forvoldt sig selv mange smerter.”
Så jo, der er noget farligt ved pengene, ved at være rig! Men læg mærke til, at han ikke siger, at pengene er roden til alt ondt. Han siger: Kærlighed til penge er roden til alt ondt. Altså: Når penge bliver genstand for vores kærlighed, så går det galt. Kærlighed er noget, man har til sine nærmeste – og til Gud. Men når denne kærlighed i stedet rettes mod pengene, så er det sandt: Kærlighed til pengene er roden til alt ondt.
Og det er da også præcis det, der er galt med denne mand. Pengene har hans kærlighed. Det ses af det lille ord “jeg”, der bruges hele tiden i lignelsen. Hele 11 gange siger manden “jeg” eller “mig”. Hvad skal jeg gøre? spørger han, da rigdommen overvælder ham. Sådan vil jeg gøre, siger han siden og bygger sine lader større. Og så vil jeg sige til mig selv, siger han til sidst, og: Slå dig til ro. Manden siger kun jeg. Hans kærlighed retter sig mod det, der har med pengene at gøre. Hans kone og børn omtales slet ikke. Gud heller ikke.
Det er galt. Mere end det: Det er katastrofalt.
Vi ligner som sagt denne mand. Det afgørende spørgsmål er da: Ligner vi ham også i det stykke? Har pengene vores kærlighed?
De fleste af os vil nok sige: Nej! Jeg spørger så lige igen: Tænk nu efter en gang til. Fylder pengene for meget i dit liv? Jeg må ærligt sige, at når jeg selv overvejer det spørgsmål, er jeg ikke sikker på, at jeg kan afvise det og bare tage en kop kaffe mere i sofaen og zappe videre. Jeg bliver nødt til at rette mig op og tænke efter: Kærlighed til pengene … hvordan er det med det i dit liv?
Men … siger vi måske. Talte den læsning, vi hørte først i dag, ikke om, at vi ikke skulle tænke så meget over det og bare nyde livet? Jo! Prædikeren – som vi læste fra – talte om, at man skal nyde frugten af sit arbejde, om det i sandhed gode, livet kan byde os, at vi ikke skal nægte os at glæde os over rigdom.
Men den store forskel er, at Prædikeren har Gud med. Han siger: “At Gud giver menneskene rigdom og formue og giver dem mulighed for at nyde den og få deres løn og glæde sig i deres slid, det er en gave fra Gud.” Og der er himmelvid forskel på at leve et liv, hvor kærligheden til pengene er i fokus, og så et liv, hvor kærligheden til Gud er i fokus. Det, der var galt med den rige mand, var, at hans kærlighed rettede sig mod pengene. Jeg spørger derfor igen: Fylder pengene for meget i vores liv? Ser vi på alt det, vi har, som noget Gud har givet os – og som vi derfor med tak tager imod som en gave? Eller tipper det for os, så noget af vores kærlighed er rettet mod det, vi har?
Lad os gøre det mere nærværende ved at foretage et lille eksperiment. Prøv at forestille dig, at du fik at vide: Om en uge skal du dø! Hvad ville du bruge dagene indtil næste søndag til?
Ville du tage hen til banken og forhandle om en større rente på dit indestående eller en mindre rente på dine lån? Ville du forsøge at gøre en god handel? Nej, vel. Det ville være bedøvende ligegyldigt. Men det ville ikke være ligegyldigt, hvordan du har det med dine nærmeste. Det ville betyde meget, at du fik snakket med dem, at du fik fortalt dem, hvad de har betydet for dig, og at der ikke er noget imellem jer. Og det ville ikke være ligegyldigt, hvordan du har det med Gud. Også Gud ville du snakke med. Du ville vide – uden at nogen i grunden behøver at fortælle det – at det ville betyde alt at være rig hos Gud. Dit regnskab med banken ville du ikke skænke mange tanker – medmindre noget skulle ordnes for at lette dem, der er tilbage. Men det ville betyde alt, om regnskabet med Gud var i orden.
Derfor er det egentlig så enkelt: Vi må i vore liv satse på, at regnskabet med Gud er i orden. Vi må satse på at være rige hos Gud.
Hvad er det da at være rig hos Gud? Det er at erkende: Uden Gud kunne jeg intet. Uden ham ville mit hjerte holde op med at slå. Uden ham ville kærligheden blive kold. Uden ham ville min synd blive til dom.
Men ham – derimod – ved jeg, der er én, der sørger for mig. Med ham har jeg tilgivelse for min synd og skyld. Med ham har jeg én, der ikke slipper mig – end ikke når jeg ligger i kiste. At være rig hos Gud er at erkende dette og så vende sig mod ham, springe ud på troens tusinde meters dybde og sige: Gud, alt skylder jeg dig. Vil du være mit liv? Mit håb? Når jeg er ved at gå under af mit eget svigt, vil du da trække mig op? Og hvis kærligheden til pengene har ramt mig, vil du så vende mig om og tilgive? Når sygdommen når mig, vil du da være min trøst? Når sorgen lammer, vil du da give mig kraft til at gå videre i livet? Når døden kommer, vil du da være mit liv?
Et ordsprog siger: Vi kan ikke tage noget med os herfra. Og et andet: Ligklæder har ingen lommer.
Det er ikke sandt. Ganske vist er det sandt, at uden Gud kan vi ikke tage noget med herfra, og da har ligklæder ingen lommer. Men med Gud kan vi tage det evige liv med herfra. Da har vi håbet med i ligklædernes lommer.
I det perspektiv betyder det intet at være rig her, men alt at være rig hos Gud.
Amen.
2. søndag efter trinitatis
Prædiketekst: Lukasevangeliet 14,25-35
Øvrige tekster: Jeremias’ Bog 15,10.15-21 og Johannes’ Åbenbaring 3,14-22
Hvis Jesus havde haft en pressechef ved sin side, ville det efterfølgende møde om strategien for at samle tilhængere blive en alvorlig samtale. For hvor kom lige den verbale bølle-bank fra, som Jesus i dag gav dem, der fulgte ham – som jeg læste lige før?
Se lige tilbage, ville pressechefen have sagt. Husker du… dagen på den anden side af Genezaret sø? Fem tusinde mænd – og dertil kvinder og børn – ved omkring 20.000 var samlet. 20.000 Husker du det, Jesus? Du gav dem brød og fisk, alle. Og … husker du mødrene, der kom til dig med børnene. Mange. Og du velsignede dem. Og… husker du de syge, du helbredte, ordene du talte, så de gik lige ind i hjertet hos folk. ”Kom til mig, alle I som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”, f.eks. Eller: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn…” Gode ord, stærke ord. Det gik… ja, som sagt… lige i hjertet. Du var god, som i virkelig god. Og mennesker hørte det, tusinder og de fulgte dig.
Og hvor passe så bølle-bank-ordene ind? Du sagde jo sådan: ”Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel”. Det er jo et umuligt krav! Umuligt!
Men Jesus havde ingen pressechef, som bekendt. Han vil ikke samle hverken stemmer, der kunne sætte kryds ud for ham, eller tilhængere. Nogle gange ser det nærmest ud, som om Jesus vil det modsatte. Som i dag. Eller når han efter et under flere gange siger til sine disciple: Fortæl det ikke til nogen. Hvorfor dog ikke?
Men Jesus vil ikke være populær. Han vil sandheden. Også når den er ubehagelig. Og at det kostede for ham, ved enhver. Han endte som bekendt på et kors.
Og i dag siger han – uden tanke på, om det koster tilhørere: Er I villige til at tage jeres kors op? Til at betale det, det koster? Ja, til at opgive de nærmeste forhold: far, mor, hustru, børn.
Det ligner jo noget, der er løgn, ikke mindst da for jer dåbsfamilier i dag, der netop har samlet de nærmeste: Far, mor, søskende, venner. Og så får vi her Jesu ord: ”Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel”.
Sagt lige ud: Hvis Jesus helt bogstaveligt mener det, han siger i dag, er han ikke noget for mig. Så må jeg lægge præstekjole og – krave og finde på noget andet. Og jeg ville måske på vej ud belære Jesus om de ti bud. Der står der som bekendt: Du skal ære din far og din mor. Har du glemt det, Jesus?
Jeg har helt ærligt mest lyst til bare at finde noget andet i Bibelen i dag. At præsentere jer for en Jesus, som vi kender ham bedst. Som den, der breder armene ud og siger de ord, jeg nævnte før: ”Kom til mig, alle I som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”, f.eks. Eller: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn…” Som viser os Gud som den kærlige Gud.
Men det går ikke, at en hækkeløber løber uden om forhindringerne – eller bare løber din vej. Så har han ikke gjort det, han skal. Og sådan går det ikke at gå uden om Jesu ord i dag. Jeg må – I må – tage hækkene en for en, og håbe, vi ikke bare falder og slår os.
Måske skal vi begynde et andet sted: I den anden læsning, vi hørte – og se, om den læsning kan hjælpe os på vej. Der hørte vi sådan:
”Jeg kender dine gerninger: du er hverken kold eller varm. Gid du var enten kold eller varm! Men nu, da du er lunken og hverken kold eller varm, vil jeg udspy dig af min mund”.
Ordene er sagt til en menighed i den første kristne kirke. Den er blevet den lunkne menighed. Skal vi derhen i dag – at advare mod lunkenhed? Er Jesu ord en brandtale, der sætter det hele på spidsen og taler imod…lunkenhed?
Lunkenhed er ikke et plusord. Den lunkne hækkeløber, der løber udenom, bliver diskvalificeret. Den lunkne medarbejder eller kollega er ikke noget plus for en arbejdsplads. Den lunkne forældre, den lunkne far, mor – sådan vil vi ikke være.
Er det det, Jesus vil? Vil han sige: Hallo, alle jer i de store skarer, der følger mig. Har I tænkt på, at det her koster? At man altså ikke bare kan være i mit følge, når der bydes på brød og fisk eller helbredelse og den gode Gud. Men også når det er hverdag og livet er hårdt og det hele er som et uendeligt hækkeløb med forhindring på forhindring, og troen udfordres og man spørger: Hvor er Gud i det her? Har I beregnet omkostningerne? Har Vorherre en plads i jeres liv, så?
Lad os forsøge at oversætte Jesu ord til nutiden.
Der er en vis tendens i nutiden til, at ting ikke må koste noget. Men alting koster.
Hvis vi vil elske et andet menneske, så duer lunkenheden, der ikke vil betale det, det koster, ikke. Kærlighed koster, det koster udholdenhed, overbærenhed og meget mere. Og det koster, når man mister den elskede og betaler kærlighedens største pris i sorgen. Det er på måde lettest slet ikke at elske, men er man ikke villig til at betale kærligheds pris, har man så levet?
Eller: tilgivelse koster. Det er på mange måder lettest at blive i sin bitterhed i stedet for at æde bitterheden, sluge nogle kameler og være villig til at slå en streg over det hele og komme videre. Men er virkelig det, vi vil?
Eller: Tolerance koster. Igen: Det er lettest at sætte sig i et hjørne og skælde ud på alle dem, der mener noget andet end mig. I stedet for at sætte sig i deres sted, se verden fra andres synsvinkel – og måske blive beriget af det, de mener og tænker.
Eller: at blive forældre koster. Jeg kan jo bare spørge jer to par, der er blevet forældre, om nætter uden søvn, dage med et barn, der er syg, eller bare de dage, hvor man synes man intet har nået, fordi man kun har nået at være mor eller far på barsel med et barn. Men ville I være det foruden?
Er der en tendens til, at vi bliver frustrerede over, at livet koster noget i vores tid? Freden i Europa koster noget i denne tid, men er vi villige til at betale prisen? At passe på kloden og betale for tiltag, der gør, at vi bliver bedre til det koster, men er vi villige til at betale prisen? Det koster noget at passe godt på vores børn i institutionerne og på de gamle, der har fået demens eller bare er blevet svagelige, men er vi som samfund – og som familie til dem – villige til at betale prisen?
I samme retning siger Jesus altså i dag – sådan som jeg hører ordene: at være kristen koster noget. Men er vi villige til at betale prisen?
Og hvis nogen tænker: Alt det med at betale prisen for kærligheden i livet, at blive forældre, at betaler prisen for fred i Europa, for at passe på vores kloden har det overhovedet noget at gøre med det, Jesus siger? Så vil jeg svare: Ja! For det er også kristentro at tage vare på det, vi har fået betroet: kærligheden, de andre, kloden – det er også at betale prisen for at ære kristen i ansvar og omsorg for andre.
Men Jesu fokus i dag er alligevel noget andet. Det er sat op med stærke billeder: Hvis du må vælge mellem dine nærmeste og at følge mig, så må du vælge din tro! Hvis du vil følge Jesus, så vær som den mand, der overvejer, hvad det koster at bygge et tårn – om du kan fuldføre det.
Hvad koster det da at være en kristen? Hvad er det for en pris, vi skal betale? I skal gå i mit spor, siger Jesus. Måske skulle vi virkelige udfordre os selv og igen og igen spørge os selv: Hvad ville Jesus gøre? Hvad vil det sige at gå i Jesu spor – når du står op om morgenen og dagen skal begynde. Ville Jesus bede en bøn? Hvad ville Jesus gøre, når du er på arbejde blandt kollegerne? Hvordan ville han være i forhold til de andre på arbejdspladsen? Hvordan ville hans etik være i forhold til det, der skal gøres? Hvad ville Jesus gøre, når du har fri? Ville han tage ansvar i for sit eget liv, for andres, for troens liv hos sig selv og hos andre?
I skal gå i mit spor, siger Jesus. Og hvis der er noget liv, som det er nu, forhindrer dig i det – så er der noget, du skal lave om på – er det det, han siger med store bogstaver i dag?
Der er egne i verden, hvor det her er langt mere, end det er for os. Hvor det at være en kristen og leve som en kristen virkelig koster forfølgelse. Skulle vi så ikke være villige til at betale, hvad det koster i fredelige Danmark?
Til sidst:
Om lunkenhed har det handlet i dag. Og lunkenhed er som sagt ikke et positivt ladet ord, hverken i livet eller på troens område.
Men når det er sagt, så er der en lunkenhed, vi ikke kan komme uden om. For der flyder et lunkent blod i vores årer. Omkring 37 grader skal det være. Bliver det 42 grader er det alvorligt. Og kommer vi i iskoldt vand, kan vi ikke være der længe, før det bliver livstruende.
Sådan flyder der en lunkenhed i vores årer – også i overført betydning. For vi kan ikke altid være alt det, vi gerne vil. Hverken i livet, i vores nære forhold, på vores arbejde eller i troen. Og nogle gange behøver vi end ikke Jesus eller Vorherre til at stille store krav til os – det klarer vi alt for let selv. Og der står vi så: Med krav på krav, fra både vores eget indre og også fra Jesus i dag. Og Jesus skruer endda kravene så højt op, at det er umuligt at leve op til dem.
Og når vi erkender det, så må vi vende os til Jesus igen og bekende det: Der flyder lunkent blod i vores årer. Vi vil ikke lunkenhed, men det sker bare igen og igen, at livet, som vi gerne ville det, ikke lykkes det ikke for os. Det ligger i vores blod, samtidig med, at det også er mit ansvar – og ingen andens. Og vi kan også blive trætte, trætte som en hækkeløber, der synes livsløbet bliver for hårdt. Og da tænker jeg, at Jesus vil vende sig mod os og sige det, han også har sagt:
”Kom til mig, alle I som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”, f.eks. Og: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn, for at enhver, der tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”.
Amen.
3. søndag efter trinitatis
3. søndag efter trinitatis, 2. tekstrække
Evangeliet Lukasevangeliet 15,11-32
Øvrige tekster: Esajas’ Bog 65,1-2 og Efeserbrevet 2,17-22
Reklamebureauet Cosmographic udgav for nogle år siden en bog i anledning af et jubilæum. Af en grund, jeg ikke husker, fandt bogen vej til min bogreol.
Det er ikke en bog, der er som de fleste bøger. Der er ikke sparet på udstyret i bogen. Alting er flot, ja mere end det: Det er prangende. Bogen er større end de fleste bøger. Den kan ikke stå i en almindelig reol. Jeg måtte lægge den ned på hylden. Bogen har et flot, stift bind af bedste kvalitet. Bogstaverne på forsiden er i et fornemt guldtryk på hvid baggrund og med et monogram med krøllede bogstaver. Siderne er guldbelagte, som var det en af de dyreste udgaver af Bibelen. Slår man op i bogen, er det første, man møder, en hel side, der er guldbelagt.
Man spørger sig selv: Hvad er det for en bog? Hvad er det, der gør, at hele udtrækket er med?
Måske skulle jeg nu afsløre bogens titel… Bogen hedder: Fiasko. Den er en samtale med 14 menneskeforskere om deres fiaskoer.
Man spørger umiddelbart sig selv: Hvorfor skal en bog om fiaskoer have et så prangende flot udstyr? Er den en vittighed? Jeg mener, en bog om fiasko… burde den ikke være kedelig? Eller i det mindste lille, så den ikke gør så meget opmærksom på sig selv? For det er vel, hvad vi ofte gør med vores fiaskoer: gemmer dem, så ingen ser dem, gør dem grå, usynlige. Men når denne bog om fiaskoer er prangende, stor, gør opmærksom på sig selv – som om den vil beskrive succeser – hvorfor så? Ja, nu er det jo et reklamebureau, der har udgivet den… Og i alt fald har de opnået dette: at jeg undrer mig, tager bogen op, ser i den, stiller spørgsmål. Fordi den er det modsatte af, hvad man forventer.
Når man læser den, bliver man klar over, at bogen ikke er en vittighed. Den beskriver vitterligt og hudløst ærligt fiaskoer, både personlige fiaskoer og tanker om fiaskoer. Den udstiller fiaskoer.
Der er noget ved bogen, der tiltrækker mig. Jeg mener: Hvorfor er det egentlig, vi skjuler vores fiaskoer? Hvad hvis vi… fejrede dem i stedet for? Udstillede dem? Basunerede dem ud i verden? Ville der ikke være en vis befrielse i det?
En tanke sniger sig ind: Siger det prangende ved bogen, at vi også kan se fiaskoer som guld? Guld, vi bør grave frem? Bør vi ære vores fiaskoer, se det værdifulde i dem? Fordi de kan blive vækstens sted? Det produktive sted? Det sted, hvor livet ændrer sig, ja, bliver til? Det understøttes så i øvrigt af bogens undertitel: Om fiasko og kreativitet.
Inden vi går videre, må vi hellere konsultere den tekst fra Bibelen, jeg lige læste: fortællingen om de fortabte sønner. Ja, jeg siger: de fortabte sønner. For så vidt jeg kan se, er der to fortabte sønner i denne fortælling. Der er først den søn, der drog hjemmefra og blev fortabt i det fremmede. Det blev ikke, som han regnede med. Det blev en fiasko. Og så er der den søn, der blev hjemme, og som blev fortabt i at blive hjemme. Heller ikke det at blive derhjemme blev, som han regnede med. Det blev også en fiasko, bare på en anden måde. Ingen af dem går, så vidt jeg kan høre fortællingen, fri af at være fortabt. Ingen af dem går fri af fiaskoen.
Forskellen mellem dem er vel, hvordan de reagerer på fiaskoen. Den ene erkender sin fiasko og vender om og udstiller den for sin far: Far, jeg har syndet. Og det fører til fest og glæde. Den anden lukker sig derimod om sin fiasko i misundelse og selvmedlidenhed og siger: Jeg har aldrig haft det, han har haft. Denne din søn! Det bliver der ikke meget fest ud af.
Fortællingen i dag handler altså om fiaskoer. Ikke én fiasko og én fortabt søn. Begge sønner var en fiasko. Er det at stramme fortolkningen og sige: Sådan kommer ingen uden om fiaskoer? Måske har vi brug for at sige netop det. I alt fald: Vi taler mest om det, der lykkes. Om kærligheden, der lykkes. Om at lykkes som far eller mor. Om arbejdet, der lykkes, så det giver glæde. Om fritiden, der lykkes. Sociale medier flyder over med det, der lykkes, i en sådan grad, at man kan spørge sig selv: Er det sådan, alle de andre har det? Lykkes det hele bare for dem?
Men er det hele historien? Næppe. Bag det smukke, der vises frem, er der en slange i ethvert hjem. Åh jo. Livet lærer os i alt fald om fiaskoerne. Der er synlige fiaskoer: uddannelsen, der ikke lykkedes, ægteskabet, hvor det ikke var døden, der skilte os ad, men alt muligt andet. Stress, der lagde arbejdslivet i koma. Den fejl eller synd, der fik fatale konsekvenser.
Og så er der de fiaskoer, vi bærer inden i os. Som er skjult for andre, men vi kender dem alt for godt. Og som vi bare ikke kan eller vil dele med andre. Hvor vi kan frygte det tidspunkt, hvor det afsløres, hvem vi i virkeligheden er. Selv hos præster tales der åbent om denne frygt: frygten for, at menigheden opdager, hvem den fromme prædikant på prædikestolen virkelig er.
For ikke at tale om depressionens lammende følelse af total fiasko.
Bibelen er en fantastisk bog – ikke mindst fordi den igen og igen hudløst realistisk beskriver menneskers fiaskoer. Der kunne nævnes mange. Det begyndte med Adam og Eva, der skulle leve i Paradiset, men tog af kundskabens træ og blev smidt udenfor. Sikke en fiasko. Det fortsatte med Kain, der slog sin bror ihjel. Kan det blive værre? Eller tænk på udfrielsen fra Egypten. Her blev Guds folk befriet fra slaveriet, men så kunne de ikke lade være med at brokke sig over det hele. Og det endte med, at de som straf måtte gå i ørkenen i 40 år. Dem, der gik i ørkenen i 40 år med løftet om et land, der aldrig kom til dem, ville nok betegne udfrielsen fra slaveriet som – ja, en fiasko. Landet, der flyder med mælk og honning, fik mange ikke at se i deres levetid. Eller hvad med den store kong David, der nok var Israels allerstørste og vigtigste konge. Israel blomstrede under ham. Han skrev de smukkeste salmer, som vi endnu i dag kan læse og øse af.
”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand” …Det er David, der har skrevet det, og vi øser af hans ord endnu. Og alligevel kunne kong David ikke styre sig, da han så en smuk kvinde. Han lå med hende og fik så efterfølgende hendes mand dræbt ved fronten. Det forblev ikke en hemmelighed, men blev mesterligt afsløret af en profet. Den største konge, og så alligevel en fiasko, som var han den fortabte søn.
Jeg kunne blive ved… De første menigheder rummede også faldet. Nok voksede de, og kristentroen spredte sig. Men det var nærmest på trods af menighederne, der allerede fra begyndelsen kæmpede med stridigheder. Det lyder ellers så smukt, hvad apostlen Johannes skriver om kærligheden i menigheden: Vi skal elske hinanden. Men i virkelighedens verden var der had og stridigheder.
På sin måde siger apostlen Paulus det i Romerbrevet, når han siger om mennesket: Alle har jo syndet og mangler herligheden fra Gud. Alle, siger Paulus. Uden undtagelse. Hverken Jesu disciple eller helgener eller paver går uden om det. Alle har syndet. Heller ikke Paulus selv, der et sted kalder sig for et misfoster.
Det er vist ikke for meget at sige, at der er en slange i ethvert hjem eller ethvert liv eller enhver menighed. At vi alle har vores fiaskoer. For vi er ikke fuldkomne, vi er i slægt med Adam og Eva. Vi er syndere som de fortabte sønner. Vi er sårbare, vi skal dø.
Vi må tilbage til den prangende bog om fiaskoer. Man kan som sagt tolke den sådan, at den siger: Gør det modsatte af, hvad vi plejer. Udstil dine fiaskoer. Se på dem som guld, du graver frem. Accepter, at de er der, og spørg i stedet dig selv: Hvad kan jeg bruge dem til? Eller sagt på en anden måde: Hvordan kan livets fiaskoer vendes, så de bliver guld?
Men det er ikke den vej, evangeliet i dag viser os! Denne prædiken kommer ikke til at konkludere, at vi nu skal tage os sammen og gøre vores fiaskoer til guld. Jeg kender ganske vist historier om, at fiaskoer er blevet et vendepunkt, som nogle formår at værdsætte. En fyring blev måske den forløsning, der gjorde, at man fandt ind i et arbejdsliv, der passede til en. Eller en skilsmisse blev frigørende og førte efterhånden til et bedre liv. Selv en alvorlig sygdom kan blive til guld. Som en engang sagde til mig: Jeg har to fødselsdage. Da jeg blev født, og den dag, jeg blev genoplivet efter en blodprop.
Men der er også fiaskoer, der ikke kan vendes. Der er ting, der bare må få lov at ligge, som de ligger. Der er ting, vi ikke kan hitte rede i, og som bedst ligger som ubesvarede spørgsmål. Der, hvor livet rammes af uforklarlig lidelse, og et lille barn bliver dræbt af en flugtbilist. Eller når man lige har mistet sin ægtefælle gennem mange år eller sidder fast i en depression. Så giver det ingen mening at sige: Hvordan kan det her blive til guld for dig?
Så fiaskoer kan ende i guld. Men de kan også være en daglig, vedvarende smerte, som man må leve med.
Den yngste søn i lignelsen i dag vendte ikke selv sin fiasko. Han gik hjem med den. Og der var der en anden, faderen, der omfavnede ham og festede for ham.
Og dér er vi så ved lignelsens budskab: Der findes et hjem for alle fiaskoramte. Sønnen gik hjem, fordi han vidste dette: Der findes et hjem, jeg kan komme til. Også når jeg slæber min fiasko med mig. Enkelt og ligetil siger lignelsen os: Dette hjem er hos Gud. Det kan godt lyde som noget, der bare lires af: Det hjem, hvor vi kan rummes med alle vores fiaskoer, det er hos Gud. Men det er virkelig ikke bare noget, jeg lirer af og siger, fordi jeg får løn for at stå her. Det er min egen personlige erfaring i mit liv: Det hjem, der kan rumme mig med alt – også med mit livs fiaskoer – er hos Gud. Ja, endda der, hvor der ingen forklaring er, og man bare må råbe: Gud, hvorfor? – der kan Gud også rumme et menneske.
Det er jo selvfølgelig lidt af en påstand at sige, at Gud er vores hjem… På den anden side: Hvis Gud har skabt os – også med de fejl og fiaskoer, vi har – hvad er han så andet end vores oprindelse, vores rod og dermed vores hjem? Og hvis Gud har døbt os og dér kalder os for sine børn, hvad er han så andet end vores far, det hjem, der ligger dybt i os som en længsel? Og hvis Jesus Kristus virkelig er den, han siger, han er: Guds egen søn. Og hvis hans død på korset virkelig er det, Bibelen siger, den er: ikke bare endnu en bibelsk fiasko, men det sted, hvor Jesus gik ind i alle menneskers fiaskoer, synd og død for at frelse os – hvad er Gud så andet end det hjem, hvor vi mødes med en åben, tilgivende, livgivende favn? Den favn, der også rummer glæden og festen.
Kristentro handler om at finde hjem. Og i det hjem er vi favnet, også med vores synder og fiaskoer. Kristentro handler om, at Gud tilgiver. Og at det er ham, der giver os en ny begyndelse. Igen og igen.
Det gælder så i øvrigt også, når vi kommer til den dag, hvor vi må slippe det liv, der rummer det, ethvert liv rummer: succeser, fiaskoer, bjergtinder, dybe dale. Hvor vi levede så godt, vi kunne, og det alligevel ikke var godt nok. Også der åbner hjemmet og faderens favn sig for os.
Og da sønnen fandt hjem, lod faderen en fedekalv slagte og sagde: Nu skal der festes. Og glæden var stor. Amen.
4. søndag efter trinitatis
4. søndag efter trinitatis, 2. tekstrække
Evangeliet: Matthæusevangeliet 5,43-48
Øvrige tekster: Femte Mosebog 24,17-22 og Romerbrevet 14,7-13
Vær fuldkommen! Jesus tager munden fuld i dag. Hans ord er pågående, direkte, insisterende. Hans krav til os er altomfattende. Vær fuldkommen! Ligesom Gud.
Hvordan hører vi de ord i dag? Hører vi dem, så de lægger sig i slipstrømmen af de skibe, der sejler i nutidens farvand? Vær fuldkommen! Sørg for, at du får et 12-tal til eksamen. Alt mindre end det er for dårligt. Vær fuldkommen! Få dig en karriere. Stræb opad, indtil du bliver den med højest position, løn og prestige. Vær fuldkommen! Se dig i spejlet, og gør så noget ved det! Få et abonnement til et fitnesscenter, og se så at få lidt muskler, mand! Eller få gjort noget ved de ekstra kilo, kvinde! Vær fuldkommen! Få boligen til at ligne et katalog. Få familielivet til at ligne et billede fra fotografen, hvor både børn og voksne smiler, og alle har det godt. Få kroppen til at være som blomsterhaven i juni, hvor roser og pæoner, ja selv ligusterhækkens blomster kappes om at være smukkest. Du kan jo godt! Du kan, hvad du vil!
Nej, nej, nej! Jesus lægger sig ikke i slipstrømmen af de skibe, der sejler i nutidens farvand. Der er så mange i dag, der på den ene eller anden måde stræber efter det fuldkomne liv. Kravet om fuldkommenhed kommer indefra i dag og handler om os selv: karrieren, kroppen, familielivet og meget mere. Det skal lykkes i det ene, korte liv.
Her er der mest grund til at sige præcis det modsatte: Stop ræset efter den fuldkommenhed! Ganske vist betyder karriere, krop og familie og mange andre ting meget. Men hvis det hele skal være fuldkomment, så ender det galt for de fleste. Så ender det med et nederlag. For ingen går igennem livet og får alle sine drømme opfyldt. Og ingen går igennem livet uden, at kroppen forfalder.
Nej, Jesus – hvis det er det, du mener med at være fuldkommen – så må jeg sige lige det modsatte af til jer i dag: Stop – og vær, som du er, i stedet for. Vær gennemsnitlig – det er de fleste af os jo alligevel. Så hvorfor ikke elske dette vidunderlige gennemsnitlige liv, i stedet for hele tiden at stræbe efter at være i toppen af alting?
Vær fuldkommen! Hvad mener Jesus? Hvor vil han hen?
Én ting kan vi være sikre på: Jesus lægger sig aldrig i slipstrømmen af de skibe, andre har sat i søen. Han vil altid noget andet: have andre til at lægge sig i slipstrømmen af ham. Han er ikke discipel af nogen. Han vil have disciple, der følger ham og gør som ham.
Hans krav om, at vi skal være fuldkomne, vender ikke indad mod os selv. Det vender udad mod andre. Det forholdet til medmennesket, han vil belære os om. Og her er kravet til gengæld stort: Elsk jeres fjender! Og det er lidt af et krav!
Det første, jeg tænker, når jeg hører det, er: Jesus, tager du ikke munden for fuld (også) her? Altså, én ting er, at du selv kan elske dine fjender. Det så vi på korset, hvor du bad Gud om tilgivelse for dem, der var dine bødler. Men mener du virkelig, at vi skal gøre det samme? Stille du de samme krav til os, uperfekte, ufuldkomne mennesker?
Der er ingen tvivl om, at Jesus mener det, han siger. Det er jo lige ud af posen: “I har hørt, at der er sagt: Du skal elske din næste og hade din fjende, siger han først. “De, der hørte hans tale, nikkede. Det var jo til at overkomme. Det var rimeligt: elske sin næste, hade sin fjende. Men så sprænger Jesus alle deres begreber og grænser og siger: “Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer.” Er det noget at sige til, at de endte med at afvise ham? Skulle de elske den romerske soldat? Ham, der havde besat deres land? Der havde taget af deres penge og sendt dem til Rom? Ham, der havde dræbt deres bror?
Jeg forstår dem godt, dem, der syntes, Jesus var for meget! Elske sin fjende – hvor vil du hen? Ved midsommer sang vi:
“Vi elsker vort land… Og med sværdet i hånd skal hver udenvælts fjende beredte os finde.”
Men Jesus siger altså: Du skal elske din fjende.
Lad os blive konkrete: Du skal elske ham, der har trukket dig gennem sladderens søle. Eller hende, der har såret dit liv, så du føler, du altid vil bløde af det, hun har gjort. Du skal elske det menneske i din familie, der sårer dig igen og igen. Du skal elske den chef, der er komplet umulig. Eller hende, der gav dig en fyreseddel, så du ikke blev den samme efter det. Eller du skal elske det menneske, der udfordrer din tro, fordi de er kommet til vores land og tror på noget andet end dig. Du skal elske den fjende, der bor i dit eget bryst, for nogle gange er vi vores egen fjende – og da skal du elske dig selv, som du er. Eller du skal elske den, du er rygende uenig med, religiøst, politisk eller på anden måde.
Men… siger vi – ligefrem elske? Ja, siger Jesus.
Men lad os lige holde fast: Det, Jesus siger, betyder ikke, at vi ingen fjender må have. En forudsætning for at elske sin fjende er jo, at man rent faktisk har nogle. Og måske er nogle så heldige, at de ingen fjender har! Men hvor mennesker er sammen, kan man hurtigt få nogen. Alt det fornægter Jesus ikke. Det ville da også være virkelig betænkeligt, hvis Jesus sagde: Du må ingen fjender have! Det ville være at fornægte, hvordan verden er – og det ville hverken være sandt eller sundt.
Vi kan endda skærpe det: Hvis du som kristen – og vi som kirke – ikke har fjender, så er vi ganske enkelt blevet for slappe. Kristentro peger nemlig på Jesus og siger: Han er sandheden! Enhver bliver ikke salig i sin egen tro, som mange mener. Det er ikke ligegyldigt, om du er muslim eller kristen eller hindu, eller om du blander det hele sammen og blender religionerne til din egen personlige, religiøse smoothie. Tro, håb og kærlighed, siger den kristne tro – og mange nikker: Ja, det handler livet om. Men kristentro er langt mere skarp og må skabe fjender, når den siger: Den tro, der frelser, er alene troen på Jesus. Det håb, der er et virkeligt håb, stammer fra Jesus Kristus, Guds søn. Den kærlighed, der er virkelig kærlighed, levede alene Jesus Kristus. Jesus havde fjender, fordi han var så herlig direkte. Hvis vi som kristne og som kirke ingen fjender har, ligner vi den herre, vi tjener, alt for lidt.
Jesus siger altså ikke: Du må ikke have en fjende. Han siger: Du skal elske de fjender, du har.
Og lad os lige slå en anden ting fast: Han siger heller ikke: Du skal synes om din fjende. At elske er i Bibelens sprogbrug ikke at synes om. “Elske” er i Bibelens sprogbrug mere en handling end en følelse. Når Jesus skal forklare det, fortæller han lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Han elskede ved at handle: ved at se medmennesket som et menneske, der har behov for hans hjælp.
Man kan altså godt have en fjende. Man kan også godt synes, han eller hun er forfærdelig. Men Jesus fastholder alligevel: Du skal værne, hjælpe og – siger han – bede for.
Vær fuldkommen, siger Jesus i dag! Vær fuldkommen – ikke med sigte på dig selv, din krop, din karriere, dit liv, altså. Men vær fuldkommen med sigte på at elske! Så meget, at du skal elske din fjende.
Og spørger vi: Hvordan skal vi kunne det? – så er der to ting mere at sige.
Det ene er: Gud elsker jo dig. Det andet er: Gud elsker derfor også den, der sidder ved siden af dig på bænken – ja, selv din værste fjende.
Gud elsker jo dig – lad os tage det først. I en salme reflekterer Kingo over Jesu kærlighed til sine fjender og siger:
“Han først for sine fjender bad:
“O kære Fader, dem forlad,
thi hvad de gøre, ved de ej,
så blinde gå de syndens vej!”
Hvorefter Kingo fortsætter:
“O Jesus, bed du også for mig…”
Hvorfor siger Kingo sådan? Hvorfor siger han – når han lige har fortalt, at Jesus bad for sine fjender – Bed også for mig? Fordi han, når han ser sig selv i spejlet, ved: Her er en Guds fjende. Jeg ville være Guds ven, men det blev til, at jeg blev Guds fjende. For det var også min skyld, der bragte Jesus til korset. Det var på mine vegne, bødlerne henrettede Jesus. Jeg står i samme række som Jesu bødler. En række, der omfatter os alle. Dem, der skulle være Guds venner, blev hans fjender på grund af synden og skylden. Det er os, Guds søn beder for, når han beder for sine bødler: Tilgiv dem, de ved ikke, hvad de gør. Og den almægtige lader solen skinne over os og lader regnen give os vækst. Vi, der mest af alt viste os som Guds fjender, er alligevel under Guds kærlighed.
Når først vi har set dette: Vi er Guds fjender – og alligevel elsker Gud os – så ændres billedet af det menneske, der er vores fjende. For vi er sammen om dette: at fortjene Guds straf. Men vi får hans kærlighed.
Jeg så for nogen tid siden et billede af tre hjerter. De var fuldstændig ens. Nej, ikke helt – der var en smule forskel i størrelse. Men ellers var der ingen forskel. Man skulle nu gætte, hvilke mennesker de tre hjerter tilhørte. Svaret var let: tre mennesker. Men da man så de tre mennesker, så man tre helt forskellige: en asiat, en europæer og en afrikaner. Men først og fremmest var de mennesker med det samme hjerte. Sådan elsker Gud også den, der sidder ved siden af dig – ja, din fjende, den fremmede, den komplet umulige, den, du bare ikke kan døje. Vi har det samme hjerte. Vi får den samme kærlighed fra Gud.
Skulle vi så ikke elske og gøre godt, som Gud elsker?
Lad os sammenfatte, hvad jeg har fået at give videre til jer i dag:
Vær fuldkommen, siger Jesus. Men han lægger sig ikke i slipstrømmen af tidens fokus på det perfekte og fuldkomne liv. Det, han mener, er: Vær fuldkommen i kærlighed, så den endog strækker sig til fjenden.
At elske fjenden betyder ikke, at man ikke må have en fjende. Tværtimod: Det forudsætter, at vi har en. Og “at elske” betyder ikke “synes om”, men at gøre godt imod.
Begrundelsen for, at vi skal gøre dette, er: Vi er selv blevet mødt af den kærlighed, der elsker fjenden. For Gud elsker os. Og han elsker på samme måde vores fjende.
Derfor skal vores liv have den retning: kærlighed, kærlighed, kærlighed. Der er nok at gå i gang med!
Amen.
5. søndag efter trintiatis
5. søndag efter trinitatis, 2. tekstrække
Evangeliet: Matthæusevangeliet 16,13-26
Øvrige læsninger: Jeremias’ Bog 1,4-9 og Første Petersbrev 2,4-10
Hvem siger folk, jeg er? spørger Jesus i dag. Skulle det have nogen betydning, hvad folk mener om Jesus? Jeg mener: Er Jesus ikke den, han er? Er det ikke det, Gud engang sagde til Moses, da Moses stod foran den brændende tornebusk og spurgte: Hvem skal jeg sige har sendt mig for at befri folket? Gud svarede selvbevidst: Jeg er den, jeg er. ”Jeg er”, har sendt dig.
Er Jesus ikke den, han er: Guds søn? Skulle det have nogen betydning for Guds søn, hvad mennesker mener om ham?
Jesus opfører sig jo nærmest som en usikker pige på 15, der ser sig i spejlet. Selvsikkerheden er i bund. Alt drejer sig om dette: Hvad synes de andre om mig? Eller … Jesus opfører sig som en mand på 43, der lige har postet et billede på Facebook eller Instagram. Nu tjekker han så hver halve time, hvor mange likes og kommentarer han har fået. Eller … Jesus er som en kvinde på 82, der ser tilbage på sit liv og tænker: Var jeg en god nok mor for mine nu for længst voksne børn? En god nok kone for min afdøde mand? Eller fejlede jeg med det vigtigste i mit liv?
Stiller Jesus sig da virkelig i den række, når han spørger: Hvem siger folk, jeg er? Har Guds søn brug for, at mennesker siger noget om ham? Er han afhængig af andres dom over ham? Er han ikke den Guds søn, der er – og som ikke er afhængig af andre end sig selv?
Jesus er Guds søn. Men han har brug for andre end sig selv. For hvis Gud er kærlighed … Hvis Jesus virkelig kom for at elske verden og give sig i kærlighed for os … som han gjorde det, så har Gud brug for mere end sig selv. Kærlighed har altid brug for den anden. Kærlighed mellem to, der elsker hinanden, lever af gensidighed. Og derfor er det ikke kun mennesket, der har brug for Gud. Gud har også brug for mennesket. Derfor har Guds søn brug for at vide: Hvad siger folk om mig? Og hvad siger I om mig? Det er ikke et usikkert spørgsmål som: Er jeg god nok? Men det er som når én siger til sin elskede fra hjertets dyb: Jeg elsker dig. Og så venter på, at den anden siger det frit fra sit hjertes dyb: Jeg elsker også dig.
Jo, han har ret, kunstneren Peter Brandes, der har udsmykket Vejleå Kirke i Ishøj. Der er ikke et kors som i så mange andre kirker, men et Kristus-hoved, der stikker ud fra væggen. Der er kun halsen og hovedet, intet andet. Det er et blodrødt, bøjet ansigt. Man ser Jesus i dødsøjeblikket. Og undres: Hvor er hænderne med naglerne i? Hvor er fødderne, også naglet fast til korset? Kroppen, vredet i smerte? Løb kunstneren tør for inspiration, så det desværre kun blev til hals og hoved?
Historien fortæller, at menighedsrådet ikke var kritisk over for at få Kristus-hovedet op at hænge i kirken. Men Peter Brandes insisterede på det, for – som han sagde det: ”Kristus er hovedet, kirken er legemet.” Så meget hænger Guds søn sammen med det folk, der bekender, hvem han er – som et hoved med et legeme. Derfor skulle hovedet op alene, stikkende ud fra væggen – for kirken, murene, menneskene i den – de er Kristi legeme.
Han har ret. Som et legeme ikke kan eksistere uden et hoved, sådan kan kirken ikke eksistere uden Kristus. Men det gælder også modsat: Et hoved kan intet uden et legeme. Sådan har Guds søn brug for os.
Derfor spørger Jesus i dag: Hvem siger folk, jeg er? Hvem siger I, jeg er? Og derfor mødes vi endnu i den kirke, der har Kristus som hoved, og bekender. Fordi vi har brug for kirkens hoved, Kristus. Og fordi han har brug for vores gensvar i bekendelsen.
Og når Jesus så får det svar, som Simon i dag siger: Du er Kristus, den levende Guds søn, så breder der sig et smil om munden på Guds søn, der har al magt. For da giver vi ham det, han har brug for: Et folk, der bekender hans navn, og som fra hjertets dyb siger: Som du har elsket os, elsker vi dig!
Og denne bekendelse til, at Jesus er Guds søn – det er den klippe, kirken bygger på, siger Jesus i dag. Uden den bekendelse er kirken ikke kirke, men bare en samling mennesker. Med den bekendelse er kirken kirke – med alt det, det indebærer: en kirke, som i dåb og nadver og ord kan løse mennesker fra alt deres eget og give dem Guds himmerige.
Og når vi i dag tager imod endnu et barn, så spørger præsten: Tror du? Da læner vi det lille barn – og den, der bærer det – op ad den bekendelse, der går helt tilbage til Peters bekendelse, at Jesus er Guds søn. Og døbefonten har vi fået hugget ud af et stykke klippe. Som for at sige: Det her er klippen. Den bekendelse, der siges ja til, og dåben ind i den bekendelse, det er klippen, vi kan bygge et liv og en kirke på. I den bekendelse åbnes der til Guds himmerige for barnet.
Men … har I lagt mærke til, at der undertiden er revner, når I går i et klippelandskab? Man kan falde i revnerne. Slå sig på dem. Hvis man er uheldig – og revnerne er dybe nok – dø i dem.
Men har I så lagt mærke til, at der nederst i sådan en revne ofte har samlet sig lidt jord? Og dér – der kan noget spire og gro.
Simon Peter, der lige bekendte, at Jesus er Guds søn, har sprækker i sin klippefaste bekendelse. Det er vidunderligt – som når selv en superfodboldspiller brænder et straffespark. Så er han alligevel ikke fuldkommen! Sådan er det vidunderligt, at Simon Peter ikke er fuldkommen, men fuld af alt det, alle vi andre er fulde af: revner og sprækker af tvivl. For også vi oplever, at vi ikke lever op til det, vi gerne ville.
Det gør vi generelt i livet, når også vi brænder de oplagte muligheder og må se vores svigt i øjnene: at vi ikke slog til i ægteskabet, over for børnene eller vores forældre, for eksempel. Eller på arbejdet. Eller når der kommer revner i relationer, vi ellers troede var stærke.
Og revner i vores bekendelse til Gud, jo, dem har vi også! Bekendelsen har vi og siger den også i dag. Men af og til kan det overmande også mig: Er det sandt, det, du har brugt hele dit arbejdsliv på – forkyndelsen af, at Jesus er Guds søn, og at det er livet om at gøre at tro på ham? Er det?
Hvor er det dér vidunderligt, at jeg dér kan stille mig i samme række som Peter, der også havde revner og sprækker i sin tro, så Jesus siger til ham, at han står i ledtog med Satan. For det betyder, at det Guds folk, som Jesus har brug for, ikke kun er for de afgjorte og stærke, der ikke tvivler. Guds kirke blev bygget på den bekendelse, som selv hos Jesu nærmeste havde revner. I Guds folk er der plads – også til den, der må kæmpe med sin tro og som brænder livets oplagte muligheder. Der er plads til det liv og den tro, der har sprækker.
Ja, mere end det. For der er – som sagt – ofte i sprækkerne i en klippe, at livet kan få fat. Det er ofte kampene i livet, der er liv i. Det er noget af det, Jesus udtrykker, når han siger det sådan til Simon Peter: Den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det.
Sådan kender vi det i vores eget liv: Det er ofte i en kamp i et ægteskab, at der kan komme nyt liv. Hvor man ikke tager kampen, men bare affinder sig og lader stå til, så kommer ligegyldigheden. Men dér, hvor man vover at miste noget i opgøret med ligegyldigheden, dér er livets mulighed.
Og sådan var det også for Jesus selv: Han kæmpede med Gud selv i Getsemane Have og bad: Lad lidelsen gå forbi mig. Han sagde selv det, som han i dag angreb Simon Peter for: Lad det ikke ske, at jeg skal lide! Efter den kamp blev han hængt på korset og lagt i en sprække i klippen, en hule, der fødte livet påskemorgen.
Og sådan er det også ofte i vores kampe i livet og i troen, når vi snubler i revnen i klippen, at noget kan gro frem.
Gud ske lov, at vi må læne os op ad Simon Peters bekendelse. At den bekendelse blev givet os, da vi blev døbt. Og Gud ske lov, at den bekendelse nok er klippen, kirken bygger på, men samtidig er så menneskelig, at der kom sprækker i den allerede, da den lige var sagt første gang.
Derfra er vi sat til – som Jesu disciple dengang – at følge efter Jesus. Til at være hans disciple. Og den vej, han gik, var som sagt kampens vej. Det var vejen over klippen, der førte til fald og til liv, der spirede af det.
Det er også den vej, vi skal gå: Vi skal gå i den kamp, som livet er. Vi skal kæmpe for, at livet bliver det, Gud har tænkt med os. Vi skal gå på de veje, han har tænkt for os. Og vi skal kæmpe troens kamp for at elske Gud og næsten. Vi skal gå med en bevidsthed om, at vi i bekendelsen og dåben bygger på en klippe – intet mindre.
Og når vi så snubler i sprækkerne, der møder os, og ikke kan finde ud af livet eller troen eller får sagt det helt forkerte som Simon Peter i dag, eller noget i livet går skævt, eller vi er ved at miste troen, så skal vi igen se Jesus som vores forbillede. Se ham i Getsemane Have. Råbe til Gud. Kæmpe for livet og troen. I den bevidsthed, at den, der er faldet, har livets mulighed. Den, der mister sit liv, skal finde det.
Bekendelsen er klippen! Og i sprækkerne i klippen gror livet stadig!
Amen.
6. søndag efter trinitatis
6.søndag efter trinitatis, 2. tekstrække
Prædiketekst: Matthæusevangeliet 19,16-26
Øvrige tekster: Anden Mosebog 20,1-17 og Romerbrevet 3,23-28
TV-reklamer tager ofte pulsen på, hvad der rører sig i vores liv. Deres formål er at sælge noget, naturligvis. De gør det ofte ved at vise os det, vi stræber efter, eller ved at vise noget, vi kan genkende os i. Så vi sidder tilbage med en feel-good-stemning og får lyst til at købe lige præcis det, som reklamen handler om.
Her i sommer kører Ikea en tv-reklame, der slutter med sætningen: “Det behøver ikke være perfekt for at være rigtigt.” Man ser en kvinde, der tager noget ud af køleskabet, men kartonen er tom, og hun irriteres tydeligvis. Så kommer manden hjem fra arbejde. Lige inden for døren er der efterladt et rod. Til sidst sidder kvinden på toilettet, men der er ikke mere toiletpapir. Vi kender alle situationerne. Vi har været i dem. Sådan er hverdagen undertiden. Til sidst sætter de to sig sammen i sofaen under det samme tæppe. Så kommer sætningen: “Det behøver ikke være perfekt for at være rigtigt”.
Det er så enkelt, så genkendeligt – og så sandt. Det behøver ikke være perfekt for at være rigtigt. Hverdagen, ægteskabet, arbejdet, kollegerne, vennerne – ja, livet. Det behøver ikke være perfekt for at være rigtigt. Heldigvis.
I evangeliet i dag er der en ung mand, der vil være perfekt. Han nikker uden at blinke til, at han har holdt alle budene. Nu spørger han Jesus, hvad han så skal gøre. Han har høje idealer og store tanker om sig selv. Han ved, hvad han vil, og han stræber efter det. Men én ting holder ham alligevel tilbage, da Jesus med sine spørgsmål borer i, hvem han er, og hvad han skal. Da Jesus siger til ham: Hvis du vil være fuldkommen, så sælg alt, hvad du ejer, og giv det til de fattige … Og kom så og følg mig. Hvis du vil være fuldkommen … det er jo det, han vil. Han vil være fuldkommen, et helt igennem perfekt menneske, der når det, han sætter som mål. Men han tør alligevel ikke give slip, når kravet til at blive fuldkommen er, at han mister sin økonomiske sikkerhed. I stedet for at følge Jesus går han bedrøvet væk.
Hvad sker der med denne mand, da han går? Bliver han i bedrøvelsen, i den bitre selverkendelse, at han ikke kan leve op til kravene om at være perfekt, at han fejlede og derfor ikke er god nok? Eller rejser han sig igen, fornyet og nådig mod sig selv og siger til sig selv som i reklamen fra Ikea: Det behøver ikke være perfekt for at være rigtigt! Jeg er bare et uperfekt menneske, og det må være godt nok. Kommer han tilbage til Jesus og siger det til ham, som det er: Jeg kan ikke være perfekt! Må jeg følge dig alligevel?
Vi ved det ikke. Men vi ved, at hans fortælling i dag når os. Og vi udfordres til hver for sig at skrive hans historie ind i vores liv og finde slutningen i vores liv.
Men inden vi kommer til at overveje, hvordan vi ville fortsætte den unge mands historie, hvis det var os, vil vi blive lidt ved hans ønske om at være perfekt. Jeg kunne godt nu harcelere mod nutidens perfekthedskultur. Se denne unge mand i evangeliet i dag, kunne jeg have sagt. Dengang, på Jesu tid, var der en perfekthedskultur, der handlede om at holde Guds bud. Og hvad gjorde Jesus? Han gjorde op med det! For var det ikke det, han gjorde, da han sagde til den unge mand: Sælg alt, hvad du ejer? For at manden selv måtte konkludere: Det er umuligt – og så vende sig til Jesus igen.
Paulus gjorde også op med den jødiske perfekthedskultur. Hørte vi det ikke i den første læsning: Alle har syndet. Alle. Erkend det nu! Vi bliver ikke perfekte og retfærdige i os selv. Drop det! Der er kun én vej: at tro på Guds nåde i Jesus!
Og så ville jeg have sagt: I dag er vi godt på vej ud ad den samme vej som den unge mand i evangeliet. Det perfekte, 12-talskulturen, hærger vores samfund. Med udsagn som: “Du kan, hvad du vil!” overbelaster vi både unge og ældre, for den sags skyld også. Den ene eksamen efter den anden – kravet er højt, hvis man vil ind på drømmestudiet. Det er som et Tour de France-løb, hvor det hele tiden lyder: Højere op, stærkere stigninger, du skal i front, være den bedste. De sociale mediers udstilling af det, der lykkes, hælder samme vej. Og jeg ville, hvis jeg gik den vej i dag, uden at blinke inddrage mig selv og min egen erfaring i det hele. For jeg har stræbt efter høje karakterer, haft høje idealer i mit arbejdsliv, knoklet, ville gøre det godt hele vejen igennem.
Men jeg vil ikke harcelere mod perfekthedskulturen. Jeg vil i stedet spørge: Er vi allerede videre end perfekthedskulturen?
Vi har set, hvordan det skaber en generation af unge, der lider, fordi de ikke kan leve op til det. De bliver deprimerede af kravene, som den unge mand i evangeliet i dag. Og vi ser mange, der senere i livet bukker under for stress.
Men aviserne er også fyldt med mennesker, der siger det modsatte og siger: Vi må gøre op med dette liv, der hele tiden vil højere op. Reklamerne ved som sagt, hvad der rører sig i vores liv i dag. Når Ikea fremstiller det uperfekte liv og siger: Det behøver ikke være perfekt for at være rigtigt, så spejler det, hvad mange tænker nu. Perfekthedskulturen er – i hvert fald hos nogle – allerede på retur. Det er godt!
Uden tvivl hænger det sammen med de store begivenheder, der har været i verden de sidste år. Vi ved det nu: Vi har ikke et perfekt sundhedsvæsen til at danne en tryghedsramme om vores liv. Det kan jo ikke dæmme op for, at en pandemi kan ramme og lamme selv vores dejlige land. Europas stabilitet efter murens fald i 1989 er ikke en blivende perfekt ramme om fred. Det, der sker i Ukraine, ligner det, der begyndte i tiden mellem de store verdenskrige i det 20. århundrede.
Og videre endnu: Vi har ikke en perfekt økonomisk stabilitet med stadig stigende velstand. Der skal så lidt til, før inflationen stiger, aktierne falder, og huspriserne vender.
Den slags store ting har det med at indvirke på den måde, vi ser på os selv. Verden er ikke perfekt – det har vi set nu. Vi er det derfor heller ikke. Vi er derimod uperfekte, sårbare, dødelige, udsatte, begrænsede. Eller sagt i et kirkeligt sprog: Vi er syndere, der gang på gang går fejl.
Kamelen og nåleøjet er det bærende billede i evangeliet i dag. Det største dyr og den mindste åbning. En kamel kan ikke gå igennem et nåleøje. Det siger sig selv. Det er svært nok at få en tråd igennem et nåleøje. Den, der ikke er øvet i at gøre det, kan bruge minutter på det. Forsøge at ramme det lille hul. Nej, heller ikke denne gang. Så endelig, endelig – i 10. forsøg – lykkes det!
Det er noget andet med kamelen og nåleøjet. En kamel kan ikke gå igennem et nåleøje. Det er, som det siges i evangeliet: umuligt.
At være perfekt er umuligt. At være fuldkommen er umuligt. Adam og Eva kunne ikke, men faldt og tabte Paradiset. Den unge mand i evangeliet i dag kunne ikke og gik bedrøvet bort. Vores verden kan ikke, men rammes af sygdomme og krige. Vores liv kan ikke, uanset hvor mange der siger: Man kan, hvad man vil! Paulus kunne ikke og vendte om fra den jødiske stræben til evangeliets frigørelse. Frigørelsen ligger i erkendelsen – og i Guds nåde: Alle er syndere, men bliver gjort retfærdige af tro alene. Det perfekte, det fuldkomne, den perfekte verden, Guds rige, ligger ikke inden for vores muligheder. Det ligger kun i Guds nådige muligheder.
Vi må tilbage til, hvad den rige, unge mand så gjorde!
Bliver han i bedrøvelsen, i den bitre selverkendelse, at han ikke kan leve op til kravene om at være perfekt, at han fejlede og ikke er god nok? Eller rejser han sig igen, fornyet og nådig mod sig selv og siger til sig selv som i reklamen fra Ikea: Det behøver ikke være perfekt for at være rigtigt! Jeg er bare et uperfekt menneske, og det er godt nok. Eller kommer han tilbage til Jesus for at høre mere og følge ham?
Spørgsmålet er, hvad vi gør, når vi står tilbage med vores brudte og uperfekte liv. Når vi rammes af sygdomme og vanskeligheder. Eller når vi erkender, at vi hverken i forhold til vores nærmeste eller til vores Gud kan overholde buddet om kærlighed og står tilbage som skyldnere og syndere. Vi kan også gå til i skyld og skam og ærgrelse og depression. Vi kan også rejse os og sige: Pyt – jeg er jo bare et menneske! Og det er på mange måder godt at gøre, det er bare ikke nok, hvis vi spørger Jesus.
Han vil have os til at følge ham! Kom så og følg mig, siger Jesus til den unge mand. Han siger det også til os. Han vil have os til at følge ham, for i hans følge ligger den virkelige frihed.
Derfor lyder der også et “kom” til os i dag. Kom – for i Jesu muligheder – og kun dér – er Guds rige. Kom – for i Jesu muligheder – og kun dér – er frelsen. Kom – for i Jesu muligheder – og kun dér – er tilgivelsen og den ubetingede kærlighed. Kom – for kun i Jesu muligheder er alt muligt, som det siges i dag. Selv at lade uperfekte syndere få Guds rige.
Det betyder ikke, at alt bliver godt her og nu. Gud fixer ikke vores liv. Det er da heller ikke, hvad Jesus siger. Men han siger, det er muligt at komme ind i Guds rige i følgeskab med ham. Han siger, at frelsen er mulig. At håbet er muligt. At kærligheden, der tilgiver og bærer os oppe, er mulig. Selv når man står et umuligt sted som en kamel foran et nåleøje.
I reklamen fra Ikea står som sagt denne sætning til sidst: Det behøver ikke være perfekt for at være rigtigt. Uanset om Jesus vil have os videre end til det, så er det nu godt at lytte til. Livet behøver ikke være i balance, være sygdomsfrit eller være som de bedste dage – for at være rigtigt.
Men sætningen: Det behøver ikke være perfekt for at være rigtigt – gælder også i forholdet til Gud.
Jesus beder ikke den unge mand om at stille op med den perfekte tro. Han beder ham bare om at følge ham, det vil sige at blive Jesu lærling og gå med ham i livet. Og derfor kan vi roligt følge Jesus med alt det, der er i os: vores uperfekte liv, vores uperfekte tro, vores skyld, vores sygdomme, vores død. Og komme til ham, som vi er, i al vores uperfekthed og med al vores synd.
I Jesu rige kommer kamelen gennem nåleøjet. I Jesu rige kaldes vi for Guds børn. I Jesu rige gives håbet, det evige, det retfærdige, væk som ufortjent gave.
Amen.
7. søndag efter trinitatis
7. søndag efter trinitatis, 2. tekstrække
Prædiketekst: Matthæusevangeliet 10,24-31
Øvrige tekster: Prædikerens Bog 3,1-11 og Romerbrevet 8,1-4
Det skal handle om tiden og om frygten i dag. På sin vis enkelt. Kun de to ting: Tiden og frygten. Det må være til at huske, også når I går herfra. Det er ikke meget, jeg kræver af jer i dag. Bare to ting: Tiden og frygten. Så enkelt.
Og så alligevel.
For både tiden og frygten er noget af det, vi bøvler med hele livet. At leve i tiden er et vilkår, som ethvert menneske har. At leve med frygten er også et vilkår, som ethvert menneske har. Og det er ikke altid lige let at leve i tiden, at leve lige nu. Og det er heller ikke let at leve med frygten.
Tiden er i denne gudstjenestes tekster.
”Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt”.
Sådan hørte vi fra gudstjenestens første læsning i et af verdenshistoriens smukkeste digte.
”Alting har en tid…” Og så rummer digtet ellers en opregning af modsætninger, alle sammen under overskriften: Alting har en tid. ”En tid til at fødes, en tid til at dø. En tid til at plante, en tid til at rydde… En tid til at græde, en tid til at le… En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne… En tid til at tie, en tid til at tale..”
Digtets rytme får mig til at falde til ro. Det er som at gå ved Vesterhavet en sommerdag og lytte til bølgerne, der rytmisk slår ind mod kysten. Og som man går, bliver man ét med naturen. Der er som én, der omfavner mig og hvisker fortroligt til mig: Tag nu bare tiden, som den er!
Og jeg tænker, når jeg hører det: Kunne jeg bare leve sådan! Tage tiden, som den er. Være i tiden, som den er. I fødsel og død. I gråd og latter. I tale og tavshed. I alt, hvad tiden bringer til mig. Kunne jeg bare tage imod, hvad tiden giver mig. Som en skål, der tager imod det, der lægges i den. Men det er ikke altid så let og enkelt.
Se lige på dette billede.
En håndværker er ved at reparere et ur. Måske et kirkeur – i alt fald et tårnur. Nu skal uret stilles. Og til det formål er der en luge, han kan åbne indefra. Han strækker sin muskuløse hånd ud og tvinger den store viser.
Er det sådan, vi ofte har det med tiden? Vi prøver at tvinge tiden. Tvinge den til at være anderledes, end den er.
Lad mig blive lidt mere konkret. Jeg har haft sommerferie. Tre dejlige uger i sommerhuset med besøg af nogle af dem, jeg holder mest af. På feriens sidste dag tænkte jeg: Tiden er gået for hurtigt. Altså – jeg holder også af mit arbejde, og det er dejligt at være tilbage, misforstå mig ikke. Men alligevel: Jeg kunne godt tænke mig, hvis jeg havde kunnet tvinge ferietiden til at gå lidt langsommere.
Kender I det ikke? Der er helt sikkert nogle af jer, der er to-do-liste-mennesker. I laver en liste over, hvad der skal laves – derhjemme eller på arbejde. Men inden dagen er gået, har I kun nået tre ting. Tre ud af de seks ting, der stod på listen i dag! Og måske prøver I så at tvinge tiden, så I når mere, end I kan, og arbejder hurtigere eller arbejder mere.
Andre af jer er ikke to-do-liste-mennesker, men tager det, som det kommer. Men også her kan frustrationerne indfinde sig. For det kan ende med at blive uoverskueligt, og man løber fra det ene til det andet og når ingenting. Kunne tiden bare strækkes, så man nåede det.
Eller hvem kender ikke, at tiden af og til også går for langsomt? Også det kan være dybt frustrerende, så man tænker: Kunne tiden bare gå hurtigere, så vi når frem til det, der venter? Eller gå hurtigere, så ensomheden ikke er så stor.
Åh, hvorfor er det, vi hele tiden vil tvinge tiden? Så hellere den ro, der kommer, når prædikerens ord omfavner os og lader tiden være det, den er, lader os nå det, vi kan, lader os tage imod det, der kommer, og gøre, hvad vi så kan – også når tiden rummer frustrationer eller vanskeligheder eller sygdom: ”Alting har en tid… En tid til at fødes, en tid til at dø. En tid til at plante, en tid til at rydde… En tid til at græde, en tid til at le… En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne… En tid til at tie, en tid til at tale…”
At leve i tiden er et vilkår. Men det er også en kunst, som vi bruger hele livet på at lære.
Vi vender tilbage til dette billede senere – men først skal vi se på det andet, jeg vil tale om i dag.
I husker det nok, ikke? Der var to ting i dag. Tiden og frygten. Bare to ting. Jeg vil spørge: Når vi ofte ikke formår at leve i tiden, som den er, hænger det så sammen med, at frygten også er i vores liv?
Frygten i vores liv er grundlagt i vores fortid. Den kommer fra den tid, hvor uret gik i barndommen, og vi som ganske små frygtede at blive ladt alene og være hjælpeløse. Hvor grundspørgsmålet var: Elsker mine forældre mig? Mennesker, der blev svigtet som små af deres forældre, kan berette om en navnløs angst, der plager dem resten af livet. Vi har alle en snert af denne angst.
Frygten fra tiden, der har været, fra barndommen, siger psykologer. Men frygten kommer også fra tiden, der kommer. Der ligger en frygt for sygdom, ulykke og død i os. For nogle uger siden døde en 13-årig pige i Tivoli Friheden, da den sidste vogn i en forlystelse knækkede af. Ulykken kan ske. At sygdom er en konstant risiko, ved vi. At vi alle skal dø – det ved vi også. Og i hvert fald når det kommer tæt på, så frygter vi, hvad der kan ligge og vente på os i fremtiden.
Frygten har derfor med tiden at gøre. Den kommer fra både fortid og fremtid. Frygten ligger dybt i os – som bunden i en lagkage – fra vores barndom og fra det liv, der er levet, fra fortiden. Ikke som det, der er øverst, og som vi ser hver dag, men som det, der ligger dybest, og som vi ikke ser, men alligevel er der. Og som af og til kan trigges af noget og blive til en frygt for det, der kommer.
Frygten og tiden. Om det handler det som sagt i dag. Og så om én ting mere. For vi mangler én i regnestykket om tiden og frygten. Vi mangler Gud. Vi mangler det vigtigste, ham, der altid er og skal være centrum i en prædiken. Vi mangler ham, der taler i evangeliet i dag: Jesus Kristus.
Frygt ikke! siger Jesus til sine disciple i evangeliet i dag. Hvad han vil sige, minder om digtet fra Prædikerens Bog. Og så alligevel siger det meget mere. For det er Guds søn, der siger det – og som griber fat om det, der ligger som bunden i en lagkage i vores sind: frygten.
Frygt ikke! siger Jesus. Han siger det tre gange. For én gang er ikke nok. Lad os nu gå ind i de tre ”Frygt ikke”, tage dem bid for bid og se, hvad de indeholder til os.
”Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede”, siger Jesus. Han ved, vi frygter det, der skal komme: døden. Men frygt ikke døden, siger han. Frygt kun Gud.
Det er ikke tilfældigt, at Jesus stiller et ”Frygt ikke” over for døden sammen med et ”Frygt Gud”. For skal vi kunne se døden i møde uden frygt, må vi frygte Gud. Døden er ikke det værste, siger vi undertiden. Når vi siger det, er det oftest, når vi står ved et sygeleje og ser et menneskes ulidelige smerter og bare ønsker, at det her må få en ende. Døden er ikke det værste, kan vi så sige.
Jesus siger også i dag: døden er ikke det værste – frygt den ikke! Men hans baggrund for at sige det er: Der er noget, der er værre: At både sjæl og legeme kan gå fortabt. Derfor skal vi frygte Gud. Det vil ikke sige: være bange for ham. Vi skal frygte, så det driver os til at tro på Gud. Og den frygt – gudsfrygten – er samtidig betingelse for frygtløshed over for døden. For da er døden ikke det værste. Men indgangen til Guds rige.
”Frygt derfor ikke…”, siger Jesus videre ”I er mere værd end mange spurve.” ”Og ikke én af dem falder til jorden, uden jeres fader er med den.”
Her er det igen døden – og så ulykken – der er i fokus. ”Ikke en spurv falder til jorden, uden jeres fader er med den…”
Spurve er der nok af. De er overalt som de grå, små hverdagsfugle. Der er ingen sensation over at se en spurv. Men – siger Jesus – ”Ikke en spurv falder til jorden, uden jeres fader er med den.” Altså: Når en grå hverdagsfugl har den almægtige skabers omsorg. Hvordan kan vi så frygte ulykken og døden? Vi er meget mere for Gud, selv vores hovedhår har han talt! Gud kender os, og Gud er med, selv når det værste sker. Dermed forklares lidelse og død ikke. Men vi får et sted at være med lidelsen – og et håb. Et håb, der får næring af Jesu: Frygt ikke! til os.
”Frygt ikke”, siger Jesus for tredje gang. ”For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt.”
Meget er skjult for mennesker. At kende Gud er ikke at vide svar på alle livets gåder. Men engang skal alle gåder løses. Engang skal alt blive klart. Engang i Guds rige skal vi forstå alt, også det vi nu kæmper med.
Frygt ikke, siger Jesus altså. Tre gange som tre bedeslag, der indvarsler en gudstjeneste.
For de første: Frygt ikke, for døden er ikke det værste, når man tror på Gud. For det andet: Frygt ikke, for selv når en spurv falder, er Gud. For det tredje: Frygt ikke, for engang skal alt det, I ikke fatter, blive klart i lyset hos Gud.
Det er værd at lytte til disse tre bedeslag – og lade dem være vores gudstjeneste i dag.
Se lige på billedet igen. Hvad er armen i billedet? Ja, det er vel bare en håndværker, der reparerer et ur. Og jeg tolkede det tidligere sådan: Sådan prøver vi at betvinge tiden i livet. Ikke mindst, fordi frygten ligger i os.
Men er der også en anden tolkning? Kan armen tolkes, så det er Guds arm? Guds stærke arm, der er midt i vores liv og tid? Den stærke arm, som Jesus Kristus kom med? Ikke en arm, der styrer os eller bremser eller skubber os. Men bare en arm, som er der – altid.
Sådan fortolket vil billedet sige til os: Du behøver ikke forsøge at styre tiden og frygten i tiden. For der er én, hvis arm er stærk, og som engang lagde tiden som vilkår for menneskeliv. Og ind i livet lagde han en tid til alting. Den almægtige, skabende Gud. Det er den samme Gud, som i Jesus Kristus kom og viste sin styrke. I den kærlighed, der endda overvandt døden. Og som har lovet dig at være med dig til hver en tid.
Så se Guds stærke, skabende og frelsende arm i dag! Åh, den får mig til at falde til ro! Den får mig til at høre digtet fra Prædikerens Bog igen og sige: Ja, sådan vil jeg leve i dag. Der er en tid til alting.
Og når frygten så kommer igen i morgen. Eller når jeg igen prøver at tvinge tiden. Så vil jeg se armen igen og finde et af de mange steder i Bibelen, der står: Frygt ikke!
Og lade dem blive bedeslag til min hverdagsandagt, så det giver mig tro og ro til at leve det liv, som det er. Og til engang, når Gud vil det, dø min død.
Amen.
8. søndag efter trinitatis
8. søndag efter trinitatis, 2. tekstrække
Prædiketekst: Matthæusevangeliet 7,22-29
Øvrige tekster: Mikas Bog 3,5-7 og Første Johannesbrev 4,1-6
Er du klog?
Det er lidt af et spørgsmål at stikke ud her i dag, hvor I er kommet op søndag morgen og taget i kirke. Ikke desto mindre stiller jeg altså spørgsmålet: Er du klog?
Når nogen stiller sådan et spørgsmål, vil enkelte måske trække deres eksamensbeviser frem og sige det uden at blinke: Ja! Eller nogen vil smilende fortælle om engang, de fik taget en IQ-test. Mens andre – og det er måske de fleste – ikke har særlig meget lyst til at svare på sådan et intimiderende spørgsmål: Er du klog?
Når jeg stiller spørgsmålet i dag, er det, fordi Jesus i den tekst, jeg prædiker over i dag – og som vi hørte læst op før – taler om en klog mand. Han fortæller om to, der byggede huse. Den ene byggede sit hus på klippen. Den anden byggede sit hus på sand. Da der så kom uvejr og stormflod, stod huset på klippen fast, hvorimod huset på sand blev efterladt som brokker. Ham, der byggede på klippen – det er ham, Jesus kalder klog. Den anden kalder han for en tåbe – et fjols.
Så det handler om at være klog i evangeliet i dag. Er du så det – klog? Det må jo være det spørgsmål, der skal stilles i dag.
Jeg bliver irriteret på Jesus, kan jeg mærke. Ganske vist: Jesus taler ikke om den klogskab, der udmønter sig i karakterer på et eksamensbevis – det er jeg med på! Jesus taler ikke om det, som mange af de studenter, der fik hue på i juni, stræbte efter: at vise sig så kloge som muligt, så de kan komme ind på drømmestudiet. Det er en dybere form for klogskab, han taler om. Det er livsklogskab – eller måske snarere trosklogskab, hvis man da kan tale om det.
Jesus taler om den klogskab, der bygger sit liv på det, der holder. Men det gør ikke min umiddelbare irritation over Jesus mindre. Skal det tages for pålydende: “Hvis du er klog, så bygger du dit liv på det, der holder” – så lægger det jo virkelig et pres ind over livet. Klogt eller tåbeligt. Hus, der holder, eller hus, der falder. Hvad vælger du? Hvad gør du? Det er dér, trykket ligger: Det er dit ansvar.
Det lyder, som om Jesus lægger sig på linje med, hvad mange tænker i dag. Der er mange, der i den grad tager ansvar for at bygge deres liv op, så det ikke vælter. Og det er på den ene side godt. På den anden side: Hvem kan bære ansvaret for, at vores liv ikke vælter? Har nogen overhovedet den klogskab, der skal til?
Og derfor er min umiddelbare følelse irritation over Jesus. For jeg har set alt for mange mennesker, hvis liv er væltet af sygdom, en fyring, sorg eller en gråtonet hverdag med depression. Og det kan og skal ikke stikkes dem i hovedet: Din skyld! Du var ikke klog nok, da du byggede dit livs hus.
Jeg må hellere trække vejret dybt, inden jeg får skældt Jesus for meget ud – og give nogle perspektiver på at handle klogt.
Går vi et par generationer tilbage, var det at handle klogt, når man byggede sit liv op, mere enkelt end i dag. Der var et sæt leveregler, som var almindeligt accepteret. Man levede i en kultur, hvor livet – lidt forenklet – var som at leve i en cirkel. Man levede mest i noget, der var givet, som man så fyldte ud. Ikke at der ikke også var unge, der gjorde oprør – det har der altid været. Men når alt kom til alt, var kønsroller, arbejdsliv, moral og tro på mange måder noget, man fældede sig ind i. Man fyldte den givne cirkel ud. Inden for den cirkel skulle man være – så handlede man klogt. Det handlede ansvaret om.
Men i dag … I dag er der ingen cirkler, man skal blive inden for. I dag er alle muligheder åbne. Alle uddannelser ligger foran den unge – det handler bare om at vælge den rette. Og i dag er alt tilladt. I dag er de roller, man er i – i familieliv, arbejdsliv, moral og tro – ikke noget, man arver. I dag skal man selv finde sin cirkel, selv finde de materialer, livet skal bygges op af. Nogle skal endda finde deres køn. Intet er efterhånden givet på forhånd. Der er frit valg på alle hylder. Og det er dit ansvar.
Det fører for mange til det, jeg vil kalde ansvars-overbelastning. Det bliver til: Når der er så mange varer på livets hylder, så gælder det virkelig om at vælge rigtigt! Det bliver til, at man stræber efter det ideelle liv.
Eller – for at blive i billedet med cirklen – at få tegnet den perfekte cirkel, ens liv kan udfolde sig inden for. Forløs dine potentialer, lyder det. Du kan nå det, du vil! Udlev dit særpræg på en unik og succesfuld måde! Du kan, hvis du vil – og du kan, hvad du vil – hvis du vælger rigtigt!
Ansvars-overbelastning har følger. Ingen kan nemlig tage ansvar for alt i sit liv. Der er altid mange andre forhold og mennesker, der også har et ansvar i den enkeltes liv. Hvis man for eksempel bliver fyret, ser mange det som et personligt nederlag. Men måske var det slet ikke ens egen skyld, men noget helt andet. Alligevel kan det ende med, at man går ned eller føler sig utilstrækkelig. Eller der kan være mange andre ting, der gør, at man må erkende: Mit hus stod ikke på en klippe. Og alt for mange vender det indad og tager skylden. For der er ikke længere en forudbestemt cirkel at leve i, man kan give skylden. Man har selv tegnet cirklen, selv designet livet, selv valgt gennem de uendelige muligheder – selv det hele. Og den blev ikke perfekt. Og så står man dér med følelsen af skyld eller skam.
Men Jesus taler om at være klog i dag. Han taler om den kloge mand, der byggede sit hus på klippen. Om ikke at være tåbelig. Og han tager ikke sine ord tilbage. Han mener, som altid, det, han siger. Det handler om at være klog og bygge sit liv på det rette. Og derfor må jeg lytte til ham igen og spørge: Hvad mener du?
Måske er det ikke tilfældigt, at han taler om sand og klippe. Sand kan man flytte med og lægge under et hus. Men skal et hus stå på en klippe, må man sætte det på den klippe, der er. Alt det, vi selv kan flytte med, holder kun som sand. Klippen, vi skal bygge på, er noget, der er der i forvejen – noget uden for os selv. Måske er det en af Jesu pointer: At handle klogt er at bygge på noget, der er givet på forhånd. Klippe – ikke det flytbare sand.
Højskolelærer på Silkeborg Højskole, Christian Hjortkjær, skrev for nogle år siden bogen Utilstrækkelig. I et interview giver han sit bud på, hvad vi har brug for i en tid, hvor mange tager for meget ansvar og ender med skam i deres liv. Han siger netop, at vi har brug for noget andet end os selv og vores valg at bygge på. Han siger sådan:
“… vi skal have fyrtårnene tilbage. De skal stå der på deres klippegrund og lyse ud over landskabet med al deres visdom og klogskab, og så kan vi navigere. Men jeg vil hellere bruge et andet billede. Det, vi har brug for, er bøjer på et åbent hav. Vi befinder os i det der alt-er-relativt-vand – alting flyder, som Heraklit siger – vi har brug for en bøje. Den står ikke og lyser og er fantastisk klog, men er en form for holdepunkt.”
Det vigtige, han siger her, er dette: Vi har brug for noget uden for os selv at bygge på. Vi kan ikke magte at tegne alle livets cirkler selv. Det fører til ansvars-overbelastning. Vi har brug for fyrtårne eller bøjer at navigere efter i livet. Vi har brug for noget, der kan lede os – noget, der ikke er os selv. Eller – i Jesu billedsprog – vi har brug for en klippegrund at bygge på.
Så langt er vi kommet: At være klog, sådan som Jesus taler om det, er at have et fundament at bygge på, som ikke kun er én selv og det, man vælger. For alt det, vi selv kan stable sammen, er kun som sand. Vi har brug for en klippe, som en anden har lagt for os.
Eller for at sige det lige ud: Det er her, vi har brug for vores kristne arv. Vi har brug for at bære vores børn til dåben, vi har brug for at blive viet her – eller endnu mere direkte: Vi har brug for Jesus.
Og det er netop det, Jesus siger i fortællingen om de to, der byggede huse – den ene på klippen, den anden på sand. For Jesus siger: Den, der er klog, bygger sit hus på klippen.
Og hvad klippen er, siger Jesus sådan: Den, der lytter til mine ord og handler efter dem – det menneske er det kloge menneske. Det kloge er altså at erkende, at jeg ikke selv kan være den kloge. At jeg ikke selv kan bygge mit liv på en klippegrund. Men jeg må finde den grund et andet sted: hos Gud Søn, Jesus Kristus – i det, han har sagt. Og så leve ud fra det.
Hvad er det så for ord, Jesus har sagt, som vi kan bygge vores liv på?
Helt konkret fortælles billedet om de to, der byggede huse, som afslutningen på den passage, vi kalder Bjergprædikenen. Og dér findes nogle af de ord, vi kan bygge liv på – ord, der kan stå som fyrtårne eller bøjer i et liv, hvor alting flyder.
Det er ord som Fadervor. For Fadervor er en del af Bjergprædikenen. De ord, der blev dine ord, da du blev døbt og for første gang kunne sige Far til Gud. De ord, der siden har fulgt dig i konfirmation, i vielse og til sidst ved begravelsen. De ord, der hører til hver gudstjeneste og til hver aftenbøn. Den, der hører de ord og beder dem, har et klippeord at bygge sit liv på.
Eller det er ord som: Vær ikke bekymret. Nok kan der være meget at bekymre sig om: sygdomme, krige, et overbelastet klima og meget mere. Det aktiverer menneskets grundangst: angsten for døden. Vær ikke bekymret, siger Jesus. Uvejr og vandstrømme kan ikke få det hus, der er bygget på klippen, til at falde. Tag én dag ad gangen – i fast tro på Gud. Søg Guds rige og hans retfærdighed, så skal du få alt det andet i tilgift. Ja, selv om døden skulle komme, frelser Gud dig til et evigt liv.
Den, der hører det ord, tror det og handler efter det, har et klippeord at bygge liv og evighed på.
Eller det er ord som: Salige er de fattige i ånden. Eller – som det også kan oversættes – salige er de magtesløse. For saligheden, frelsen hos Gud, gives – den skal vi ikke fortjene os til. Den giver Gud os som gave, når vi i magtesløshed tager imod.
Er du klog?
Nej, du behøver ikke hive hverken eksamensbeviser frem eller fortælle om alle dine succeser, mens andre gemmer sig. At være klog er i det hele taget ikke en bestemt handling, vi skal tage ansvar for.
Det virkelig kloge menneske er snarere det menneske, der kender grænserne for sit ansvar og lader Gud tage sig af sin magtesløshed. Eller med Jesu ord: at lytte til hans ord og lade dem gælde for sig, så de bliver klippegrund under livet.
Og de ord holder. Det er hans ord – ikke vores livs byggekunst – der kan holde til storme og krige og mismod og depression og epidemier og alt det, der kan ramle ned over os. Også når livet styrter sammen, og døden kommer, holder de.
Og på den baggrund spørger evangeliet os alle i dag: Er du … klog?
Amen.
9. søndag efter trinitatis
9. søndag efter trinitatis, 2. tekstrække
Evangeliet: Lukasevangeliet 12,32-48
Øvrige tekster: Esajas’ Bog 10,1-3 og Andet Timotheusbrev 1,6-11
Det sker af og til, at den besked, der skal gives videre en søndag, kan rummes i blot én af evangeliets sætninger. At ordene samler sig i den sætning som en overskrift.
Sådan i dag. I det væld af sætninger, den lange evangelietekst i dag giver, er der én, der er dybere end alle de andre. En, der rummer mere. Det er sætningen, vi læste allerførst. Den er overskrift. Den rummer beskeden, vi skal have med os. Sætningen lyder: Frygt ikke, du lille hjord, for jeres Fader har besluttet at give jer Riget.
Ja, måske kunne vi endda sige, at hele beskeden rummes i det lille ord: “har”. Frygt ikke, du lille hjord, for jeres Fader har besluttet at give jer Riget. For det er ikke tilfældigt, at der står: har besluttet. Og ikke: vil beslutte. For der skal ikke være plads til noget hvis. Det er ikke meningen: Hvis dit liv, når det engang skal vejes og vurderes… Hvis der da tynger mest på den side, der rummer godt, så vil din Far i himlen give dig Riget. Det er ikke meningen. Der skal ikke være den mindste smule tvivl tilbage i vores sind: Den beslutning, at vi skal have Riget – Guds rige – er taget. Den står ikke til at ændre. Gud har besluttet, at han vil give os det rige, der (som vi om lidt skal synge om det) er “vidunderligst af alt på jord”. Det rige, der bliver endnu mere vidunderligt, når nøglen til denne verdens butik drejes om, og den ikke er mere. Dér, hvor Gud er. Hvor der er evigt godt. Hvor glæden fylder alt.
Frygt ikke, du lille hjord, jeres Fader har besluttet at give jer Riget. Kan I se, hvor fyldt af godt budskab den sætning er? Kan I mærke, hvordan den når helt ind i det inderste og lukker lys ind og giver en glæde, så lys som solen, ja endda som intet her kan sammenlignes med? Jeres Fader har besluttet at give jer Riget. Guds rige. Kærlighedens rige. Fredens rige. Glædens rige. Festens rige, som evangeliet i dag også beskriver det. Det er dit. Det er mit. O, Gud ske lov!
Gud tog den beslutning for dig og mig, da han tog os i favn i dåben. Da sagde han: Det barn skal have mit rige. Det barn skal have, hvad Kristus døde for. Og han åbnede sit hjerte for os. Og Guds hjerte over for os kan ikke ændres. Han har taget sin beslutning.
Vi kan ændre vores holdning over for ham og sige: Nej tak, det vil jeg ikke have med at gøre. Vi kan sige nej tak til Gud og hans kærlighed og hans rige. Det er en anden sag, for Gud tvinger ingen. Men Guds hjerte over for os er dog altid kærlighedens hjerte. Derfor må vi tro det, tro ham. Se det som den skat, det er: En uudtømmelig skat af Guds nåde i himlen til os. Jeg må sige sætningen igen; den bliver mere og mere god, jo mere jeg tænker over den: Frygt ikke, du lille hjord, jeres Fader har besluttet at give jer Riget!
Men vi skal også standse ved de to første ord i sætningen: “Frygt ikke”. Og det rammer os også i dag. For frygten er endnu i vores verden.
Den tid er væk, da vi sagde: Krigens tid i Europa er væk. Og selv om krigen kun er i et hjørne af Europa, er der alligevel kommet en anbefaling om, at vi i fredelige Danmark skal “preppe”, som det kaldes. At vi skal forberede os og have et lager af det nødvendigste, hvis nu krigen breder sig og kommer til os. Om det er en god idé eller ej, kan man mene meget om. Og det kan vi hver for sig tage stilling til. Men uanset hvad nærer det en frygt i os, at der ligefrem kommer en anbefaling om at “preppe”. Er truslen om krig så tæt på? Men evangeliet siger: Frygt ikke!
Frygten kan også have andre ansigter. Ikke så langt herfra ligger et af landets største sygehuse. Jævnligt kommer helikopteren over kirken her for at lande på en af sygehusets to helikopterplatforme. Som en påmindelse, der kan åbne for en frygt, der siger: Det kunne være dig. Men evangeliet siger: Frygt ikke!
Og tag flere af frygtens ansigter: Frygten for ikke at slå til. Frygten for, at ægteskabet ikke holder. Frygten for den stress, der ubemærket kan slide sig ind på os og lægge livet øde i månedsvis. Frygten for at være afhængig af andre, ikke at kunne klare hverdagen selv. Ja, i virkeligheden behøver jeg slet ikke sige mere. Frygten har sine ansigter, også i dit og mit liv. Men evangeliet siger: Frygt ikke!
Hvad er kirkens rolle ind i alt det, vi kan frygte? Det er ikke at tale frygten hverken op eller ned. Det er ikke at sige: Hold da op, hvor meget vi kan frygte! Det er heller ikke at sige: Lad nu være med det!
Hvad da? Kirkens og evangeliets rolle er at give en pause fra frygten. En pause i en gudstjeneste. En pause i en sætning fra Bibelen eller i en tilsigelse eller i en velsignelse. Kirkens og evangeliets rolle er at pege på håb. Det er at sige sætninger som den i dag: Frygt ikke, du lille hjord, jeres Fader har besluttet at give jer Riget!
Undertiden kan denne pause, som evangeliets “Frygt ikke”, udvide sig og blive det, der fylder i livet, så vi virkelig formår at leve i tryghed. Kender I de dage?
Til andre tider bliver pausen fra frygten bare et øjeblik, så vi har brug for ordene igen og igen. Ord som: “Frygt ikke, du lille hjord, jeres Fader har besluttet at give jer Riget!”
For Luther, der om nogen levede i en tid med krig og stridigheder, blev evangeliets “Frygt ikke” til en salme, som også vi kan hvile i. Vi sang den før. Der siger han: Og tage de vort liv, gods, ære, barn og viv, lad fare i Guds navn, dem bringer det ej gavn, Guds rige vi beholder.
Han ser frygten lige i øjnene og fastholder evangeliets “Frygt ikke”. For Guds rige beholder vi.
Men vi går også videre i evangeliet, for det er som sagt langt og med mange ord. Og der lægger jeg mærke til, at der i evangeliet i dag er et vældigt spænd. Ordene er som de sommerdage, der har været lidt for mange af denne sommer. Hvor vejret først har fråset med solen, der varmede os, for dernæst at fråse alt for rigeligt med regn.
Sådan skifter det i evangeliet. Fra sætningen, der lader os se frygten lige i ansigtet, når den siger: Gud har besluttet at give os Riget, til sætninger, der trækker op som tunge skyer og ender med at fråse uvejr ned over os.
For evangeliet taler på forskellig vis om den dag, Jesus kommer igen for at oprette Guds rige. Og det går fra “Frygt ikke” og festen, hvor Vorherre selv varter op, til opfordring til at være vågne. Og videre med krav om at være tjener og med trusler om straf og prygl og hug, hvis vi ikke er det. Og havde vi læst videre, hvor vor tekst slap, var ordene ikke blevet lysere. Tværtimod.
Nu kan man med rette spørge: Er det virkelig de vilkår, Vorherre giver os? Er Gud så omskiftelig som vejret? Er det sådan, Gud er mod os: Snart siger han “Frygt ikke” med toner, så hjertet slår let og trygt, og taler til os om Guds riges fest, for dernæst at true med prygl og hug, så det samme hjerte må knuges af frygt? Er Guds sind over for os ikke ét, men omskifteligt? Er Gud en, der ikke ved, hvilket ben han skal stå på? Eller som en, der snart har den ene mening, snart den anden?
Nej. Det står fast: Ordene i evangeliets begyndelse er overskrift, er sammenfatning. Guds sind er ét. Guds sind er: Frygt ikke, du lille hjord, for jeres Fader har besluttet at give jer Riget. Også når ordene bliver drøje og truende, skal de ses under den overskrift. Gud har taget sin beslutning. Den beslutning, at han vil give os Riget. Ingen og intet kan få ham fra det.
Men hvordan kan de hårde ord i dag være et udtryk for Guds mildhed og kærlighed til os?
På forskellig måde siger de hårde ord – og de fylder mest i evangeliet i dag – følgende: Når denne verden pakker sammen, og Kristus kommer igen for at oprette sit rige, så betyder det ikke, at det er ligegyldigt, om du har været en tro tjener for Vorherre. Gud er ikke ligeglad med, om du har gjort, hvad Gud har sat dig til i dit liv, eller om du har svigtet og rendt din vej fra dit ansvar.
For det sted, hvor himmel og jord mødes, er ikke kun i evangeliets pause, der kan få os til at hvile hos Gud. Det er også at blive sendt ud i din hverdag, i det arbejde, du har, og blandt de mennesker, du er iblandt – dine børn, børnebørn, naboer, venner, din by. Den tjeneste, dit liv er, blandt de mennesker, hvor du er sat. Det er også dér, himmel og jord mødes, for dér er du sat i din gudstjeneste, din tjeneste for Gud. Og dér skal du være tro!
Men hvis du så – som jeg – tænker: Men så går det jo ikke! Hvis jeg i alt skal være tro… Hvis jeg hver dag og time skal være Vorherres tro tjener, så må jeg stå for dommen og sige: Herre, jeg magtede det ikke!
Så er det, vi igen må vende tilbage til overskriften, til hovedsagen, til at Gud har ét sind over for os. Det var det sind, der gjorde, at Gud sendte sin Søn. Og da Jesus slæbte din og min skyld til korset, da tog Gud den beslutning, der ligger i overskriften i dag, og som jeg tænker, I nok har fået fat i:
Frygt ikke, du lille hjord, jeres Fader har besluttet at give jer Riget.
Så derfor: Vi må holde fast i, at Gud har besluttet at give os sit rige. Der må vi både holde fast og hvile, når frygten er ved at tage magten over os. Og også når vi fortvivles over os selv, fordi vores hjerte over for Gud og næsten ikke er, som vi gerne ville. Vi må mere end holde fast og holde ud. Vi må slippe glæden ind og juble, fordi Gud er god, og fordi Guds riges fest venter – og sige det højt og tydeligt: O, Gud ske lov!
Amen.