Heller ikke i dag kan man sige, at mælkebøtten er værdsat. Det er ikke den blomst, der frister en solskinsdag i marts, hvor man fik den sidste parkeringsplads ved blomstermarkedet. For nu skal hele byen købe udplantningsplanter til haven og krukkerne. Men der er ingen mælkebøtte at købe. Men man kan købe en mælkebøtteoptager, der effektivt tager hele roden på mælkebøtten med op. Man kan (uha) købe gift, hvor der endda står: effektiv, også mod mælkebøtter. Jo, nogle planter spenderer man flere hundrede kroner på, altså for bare én plante. Andre planter der i grunden er lige så smukke – som mælkebøtten – kan man let spenderer lige så meget på at udrydde.

---

Hvorfor nu al den snak om mælkebøtter? Fordi jeg i dag vil vige pladsen som prædikant. I dag vil jeg give ordet til … mælkebøtten. Jeg vil lade den prædike for os. For mælkebøtten har et budskab, det er værd at høre på. Når først man har lyttet til dens budskab, hænger det fast. Mælkebøtten prædiker enkelt og ligetil. Dens tale er til at forstå.

Og at det lige er i dag, I skal have den prædiken, er fordi mælkebøttens evne til at sprede sine frø passer til denne søndag. For på denne søndag befales Jesu disciple, at de skal sprede budskabet om Jesus til hele verden. Den befaling når til os i dag, når vi hører ordene: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple …” Og befalingen lød ikke kun dengang. Den lyder også i dag – til os: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple …” Det er også vores opgave.

Men hvordan gør vi det? Kan vi det? Er det ikke helt hen i skoven, at Jesus befaler sine disciple at sprede budskabet om ham i hele verden? 11 er de, disciplene, for den tolvte har forrådt ham. Og dem, der er tilbage, er i øvrigt delt mellem tro og tvivl, får vi at vide. Præcis som os. Hvordan skal de 11, der end ikke er alvorligt troende … hvordan skal de kunne sprede budskabet om Jesus til hele verden? Enhver med sin forstand i behold ville sige: umuligt! Men det mener Jesus åbenbart ikke.

Og spørger vi: Hvordan er det muligt for os? Så får vi samme besked: I skal sprede budskabet om Jesus til hele verden. Og selvom vi er som dem, delt mellem tro og tvivl, så er det vores opgave. Men hvordan gør vi det? Kan vi det?

---

Det er her, mælkebøtten skal prædike for os. Jeg har hørt dens prædiken. Den har talt til mig. Nu skal I også høre mælkebøttens prædiken.

---

Først: Hvis mælkebøtten i gammel tid blev kaldt for ”fandens mælkebøtte”, så er det korrekt – i al fald i den forstand, at der (undskyld mig udtrykket) er noget fandenivoldsk over den. Der er noget direkte og pågående over mælkebøtten. Mælkebøtten er ligeglad med, om den er inviteret ind i en have eller ej. Mælkebøtten bekymrer sig ikke om, hvorvidt der er plads til den eller ej. Om den er velkommen eller ej. Mælkebøtten tænker ikke på, om jorden er god og fuld af næring eller ej. Om det kan betale sig at smide sine frø lige dér eller ej. Den smider bare sine frø. Og så spreder den sig – på marker, i haver, i græsplæner, mellem roser og også i de mikroskopiske sprækker mellem fliserne. Den bliver ved og bliver ved, hvor der bare er den mindste mulighed for, at den kan vokse.

Og jeg hører dens prædiken og tænker: Åh, hvor kan vi lære noget af mælkebøtten her! Der er noget hos mælkebøtten, der ligner en af Jesu lignelser: lignelsen om landmanden, der såede sit korn. Han såede ikke kun i den gode jord, men også blandt tidsler og på vejen. Ja, overalt. Sådan skal I så mit ord, siger Jesus. Bare gå i gang. Overalt. I skal overalt med budskabet om Jesus Kristus.

Dernæst: Mælkebøtten smider sine frø dér, hvor den er. Ja, vi kan sige: Den er bare det, den er – midt iblandt alle havens andre blomster. Og dér, hvor den er, smider den sine frø.

Åh jo – det kan vi godt lære noget af! Bare være dem, vi er. Hvorfor skulle vi være en anden end den, vi er? Vi skal bare være det menneske, vi er, blandt andre. Bare være et kristent menneske blandt dem, vi er iblandt. Og så stole på, at vi gør en forskel for dem, for vores børn eller børnebørn, vores naboer, kammerater, venner, arbejdskolleger.

Der er noget befriende over mælkebøtten, der bare spreder de frø, den må, uanset hvad andre så siger. Den tør uforfærdet være sig selv og gøre det, den er sat til: så sine frø. Mælkebøttens måde at være på minder om det, der skete den første pinsedag, da disciplene bare gik ud på gaden dér, hvor de var pinsedag, og prædikede, og 3000 vendte om og blev døbt. Mælkebøttens måde, den spreder sine frø på, minder om Paulus, der stod på Areopagos ved et alter for en ukendt gud og prædikede, så folk sagde: Det vil vi høre dig tale om en anden gang. Mælkebøttens måde at sprede sine frø på, minder om den mor eller far, der synger aftensang og beder Fadervor for sine børn aften efter aften. Den måde, mælkebøtten spreder sine frø på, minder om det menneske, der frimodigt er den, hun er, når hun åbent bekender sig som et kristent menneske på sit arbejde, blandt sine venner og naboer.

At være som mælkebøtten er til gengæld ikke at hive sig selv op ved håret og sige: Nu skal jeg også! Nu må jeg også sige nogle ord, gøre noget mere, være en bedre kristen, være noget andet end det, jeg er, og helst en lille missionær! Mælkebøtten er sådan set bare det, den er. Den er ægte, den gør det, den er skabt til og kaldet til, for det er det, den skal, uanset hvad andre tænker. Og på den måde sår den. Så befriende enkelt!

---

Men der er en hemmelighed bag mælkebøttens succes. Og den skal vi have med – og det er det næste! For selvom mælkebøtten er generøs med sine frø, så er der to ting, der er vigtige forudsætninger for mælkebøttens succes.

Det ene er, at dens uforfærdede facon ikke er bundet i, at den er flagrende og snart er et sted, snart et andet. Tværtimod: Den er rodfæstet. Enhver, der har prøvet at trække en mælkebøtte op, finder ud af, at det næsten ikke kan lade sig gøre. For mælkebøtten har dyb rod. Den dybe rod sikrer vand og næring til den. Den dybe rod er forudsætningen for, at den overhovedet når dertil at sprede sine frø.

Ja! Vi har brug for rod, vi nutidsmennesker. Vi flytter, vi skifter job, vi skal selv finde vores vej i livet, vi er under indflydelse af mange kulturer. Og vi lever i en global landsby, hvor internationale influencere med millioner af følgere har mere betydning for mange end lokale eller nationale kendte. Og hvem er vi selv i alt dette?

Mælkebøtten har rod, dyb rod. Vi har brug for det samme: dyb rod. Midt i en rodløs tid, at der er noget, vi suger næring fra, finder ståsted i. Det betyder ikke, at vi skal tilbage til et samfund, der var engang, hvor alting var analogt og mere enkelt. Men det betyder, at der midt i det samfund, der er lige nu, også er brug for, at vi har rod et sted. Her er den kristne tro vores rod.

Og hvis vi gerne vil være kristne dér, hvor vi er, uforfærdede som en mælkebøtte, så nytter det ikke noget, hvis vi ikke har rod.

Og nu kommer der en lille iagttagelse i det, Jesus siger i evangeliet i dag, som sætter det med at have rod i perspektiv. Jesus siger sådan: I skal gøre folk til disciple ved at lære dem at holde alt det. Det ville være lettere, hvis Jesus kun sagde: I skal lære dem det, jeg har befalet. Men det var ikke det, han siger. Han siger: I skal lære dem at holde alt det, jeg har befalet.

At lære dem alt det, han har befalet – uden at lære dem at holde det – det er let. Så kan man bare lire en lære af. Sådan: Det er Jesu lære. Tro, håb og kærlighed i en sum. Troen, der frelser, håbet, der lover et evigt liv, kærligheden, du skal leve i til Gud og næsten. Har du lært det? Kan du sige det efter mig? Tro, håb, kærlighed. Det ville være let. Det kan man læse sig til.

Men at lære andre at holde det, han har befalet, er mere. Det kan man ikke læse sig til. Det kan man kun leve sig til. For hvis man skal lære en anden at holde det, Jesus har befalet, så skal man først og fremmest selv leve det. Det kræver, at man selv har dyb rod i det og selv lever i tro, håb og kærlighed. At man er et forbillede i det.

Derfor: Hvis kristentro skal sætte frø, så må det gå fra hjerte til hjerte. Så må der en rodfæstethed i tro, håb og kærlighed til, før det kan gå videre til andre. Derfor er det at være rodfæstet ganske enkelt forudsætningen for, at vi kan være de kristne mennesker blandt andre, som Jesus ønsker.

---

Men mælkebøtten har endnu en hemmelighed bag sin succes: Den bruger vinden. Når den skal sprede sine frø, så venter den, til vinden er stærk nok. Og når vinden en dag er stærk nok, så giver den slip og lader vinden føre frøene derhen, hvor vinden vil. Og spredningen af frøene bliver da også langt, langt bedre, end hvis den bare kastede frøene.

Åh jo – vinden, vi har også brug for den! Hvis vi skal være kristne dér, hvor vi er, så har vi brug for de kraftige vindstød, da det var pinse første gang, og Guds ånd satte sig på disciplene. Så har vi brug for, at der er en anden, der tager ansvar: Gud selv. Der må andet end vores egen kraft til, hvis Guds ord skal spredes.

Det er ikke tilfældigt, at vi hører befalingen til mission på pinsens ottende dag. Den ottende tangent på et klaver kaldes for en oktav. En oktav er den samme tone som en tone, der var otte toner dybere nede. Den lyder af det samme, bare lysere. Sådan er den dybeste hemmelighed bag, at kristentroen har spredt sig til hele verden, at ordene om Jesus igen og igen har lydt ud fra pinsens oktav. At ånden er kommet igen som et kraftigt vindstød, taget fat i menneskers liv – og så som en vind blæst et budskab til andre. Som vinden, der tager fat i en mælkebøttes frø.

Vi kan også sige det sådan: Missionsbefalingen handler egentlig mest om det, Gud gør. Og mindre om det, vi gør. ”Mig er givet al magt i himmel og på jord,” står der først. Og til sidst står der: ”Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” Disse to sætninger rammer befalingen til mission ind og viser os, at mission handler om det, Gud gør. Og at vi så stiller os til rådighed som dem, vi er, og med det, vi kan. Det er som med mælkebøtten: Uden vind vil mælkebøtten som art ikke være succesfuld. Tilsvarende: Uden Helligånd og uden Jesu egen magt vil vi som kristne og kirken slet ingen steder nå.

---

Jeg har ladet mælkebøtten prædike i dag. Lad os til slut sammenfatte dens prædiken.

Først: Der er noget fandenivoldsk over mælkebøtten, noget der bare går i gang og spreder det, den skal, vidt og bredt. Dernæst: Mælkebøtten er rodfæstet. Endelig: Mælkebøtten bruger vinden.

Og vi kan lære af det hele: Først: Bare at være den, vi er, dér, hvor vi er, og frimodigt se, hvad Gud vil bruge os til. Dernæst: At blive mere og mere rodfæstet i tro, håb og kærlighed. Endelig: At stole på vinden og lade Guds ånd virke, hvor den vil.

---

Til slut: Jeg overvejede i ugens løb, om jeg skulle finde en rigtig mælkebøttemark og plukke lige så mange mælkebøtter, at jeg kunne forære jer én hver på vej ud i dag. Men måske var det heller ikke den bedste gave at give jer. Hvad skulle I bruge et stykke ukrudt til? Og i øvrigt duer den ikke til at blive plukket og sat i en vase.

Men … næste gang I ser en mælkebøtte på et fortov, i en græsplæne, på en mark. Eller næste gang du næsten bander over endnu en mælkebøtte i din have … så tænk over dens prædiken! Tænk over dens uforfærdede gåpåmod. Tænk over dens rodfæstethed. Tænk over, hvordan den bruger vinden.

Og lev så dit kristenliv med glæde dér, hvor du er – i tillid til, at også du er med til at sprede det vigtigste: troen, håbet og kærligheden.

Amen.