Vækst, frugt, forfald og håb
Trinitatis søndag
Prædikentekst: Johannesevangeliet 3,1-15
Øvrige læsninger: Fjerde Mosebog 21,4-9 og Romerbrevet 11,32-36
Jeg er kommet til et vadested i mit liv, sagde en kollega for kort tid siden. Både helbredsmæssigt var han i et vadested. Og arbejdsmæssigt. Det var som at være kommet til en flod, han skulle over. Han skulle finde et vadested til et andet liv. Hvad der fulgte på den anden side, vidste han ikke.
At være i et vadested er et sårbart sted. Livet kan gå til i floden. Eller det kan nå gennem krisen til den anden side.
___
Nikodemus, som vi hører om i dag, er også i et vadested. Bag ham ligger det land, han kender. Han er farisæer. Han lever i den jødiske tro. Han kender den, som man kender sin elskede gennem mange år. Han er endda medlem af jødernes råd. Han har et CV, der gør ham både kendt og anerkendt af mennesker omkring ham.
Men han er først og fremmest det, der står allerførst om ham i evangeliet i dag. Der står: Der var et menneske … Nikodemus er et menneske, der er kommet til et vadested. Hvad der ligger på den anden side af floden, af krisen, der truer med at vende op og ned på alt det, han har troet og kendt livet igennem, ved han ikke. Nu går han sårbar i mørket for at tale med Jesus, der har sat et skred i gang i hans indre.
Hvad har Nikodemus hørt og oplevet med Jesus, inden han kommer til ham? Før Johannesevangeliet fortæller om Jesus og Nikodemus, har Jesus været til bryllup i Kana. Der gjorde Jesus vand til vin. Har Nikodemus hørt fra en ven, der har stået dér sent ved brylluppet, da hele festen blev sårbar, som menneskelivet er? For der var ikke mere vin. Og har vennen så fortalt om den nye vin, der blev til af Jesu ord og stillet frem for gæsterne, og undret sig over vinens fylde, som kom den fra Gud selv? Er rygtet om den nye brudgom med den nye vin kommet til Nikodemus?
Dernæst fortæller Johannesevangeliet, at Jesus er i templet i Jerusalem. Var Nikodemus dér? Så Nikodemus, hvordan Jesus gjorde selve templet sårbart? Han lavede et reb og jog dem ud, som solgte der. Men det var ikke det, der gjorde templet og alt det, det stod for, sårbart. Det var Jesu ord: Riv dette tempel ned! Jeg vil bygge et nyt på tre dage! Og forstod han, Nikodemus, at templet og troen ikke stod urokkeligt, som han havde troet, men at noget nyt spirede, noget nyt var på vej – et nyt land, en ny tro? At de stod foran et nyt tempel, en ny helligdom, noget helt nyt som vinen i Kana – en ny … ja, hvem var han? Messias?
Uanset hvad der drev Nikodemus, opsøger han den nat Jesus. For at finde svar. For at finde vej. Gennem nattens sårbare vadested. Og noget tyder på, at der i hans sind, allerede inden han kommer, er åbnet for en forståelse af og en tro på, hvem Jesus er. “Gud er med dig,” siger Nikodemus om Jesus og citerer på den måde – skjult, men alligevel åbent for den, der ser det – et af navnene på Messias: Immanuel, Gud med os.
Kender du også til, at der er vadesteder i dit liv? Særlige steder, hvor du står som min kollega, der sagde: “Lige nu er jeg i et vadested.” På vej fra et kendt land til et ukendt. På vej gennem en sårbar periode til et sted i livet, du ikke ved, hvordan skal blive? Og er det særligt der, du søger Gud? Som Nikodemus? For at finde vej, for at finde en, der vil lede dig?
Der findes ikke et liv, der ikke kender til den slags vadesteder. Åh jo, jeg kender det også selv! Livet er fuldt af sårbare steder, hvor vi går fra kendt land til ukendt land.
Ved de særlige vadesteder kommer vi til kirken for at bede om velsignelse: Når vi står med et lille, nyfødt, sårbart liv, kommer vi med børnene til dåb. Og mange, mange kommer igen ved konfirmationen, vielsen og begravelsen. Vi ved det godt – danskerne ved det i de kirkelige handlinger: I det sårbare søger vi Gud og har brug for hans velsignelse.
Men der er også andre sårbare steder. Når sygdommen vælter os. Når sorgen strømmer ind over vores liv som en flod, der truer med at tage os med. Når synden og skylden knuger os. Når vi kommer ind i en krise, vi ikke kan se vej ud af. Eller når troen vakler, og vi ikke kan få rejst os op igen – og vi spørger som Nikodemus: Hvad er op og ned? Er alt det, jeg har bygget mit liv på, bare et fatamorgana? Falder mit tempel nu?
Men hvor er det godt, at vi kan komme her søndag efter søndag. For at blive mindet om, at vi er sårbare. Altid. For vi er syndere. Og der ligger altid en uge foran os – et ukendt land i dage, vi ikke kender. Hver søndag er ugens vadested mellem det, der var, og det, der kommer. Og søndag efter søndag sendes vi ud med Guds velsignelse til det nye land, uanset hvad vi føler, eller hvor vi er. Og får det at vide, som Nikodemus bekendte: Gud er med os i Jesus Kristus, Guds Immanuel.
Kan Nikodemus’ samtale sige noget mere, noget dybere om, hvad Gud er i vadestedet? Hvad svarer Jesus Nikodemus, da han kommer til ham sårbar om natten?
Det første led i Jesu svar til Nikodemus – og os – lyder sådan: Hvis du vil se Guds rige, skal du fødes af vand og ånd. Fik Nikodemus fat i pointen, som Jesus her ville sige? Får vi fat i den? Du skal fødes ind i Guds rige, siger Jesus. Nej, du skal ikke selv – du skal droppe alt det, der står “selv” foran. Alting skal gives dig af Gud. Som barnet fødes – det føder ikke sig selv. Sådan skal du bare stole, stole på Gud.
Så du kan lige så godt bryde alle dine templer ned, alt det, du holder dig til, alle de falske sten, du støtter dig til. Alt det, du selv har bygget op. Det er det nøgne menneske, Gud kan nå. Det er det sårbare menneske, Gud kan nå. Og er du der, så stol – stol på Gud. Tro på, at Guds Immanuel vil frelse dig.
Og hvis din tro er udfordret, så hold fast i det, du allerede har fået. Hold fast i, at dåbsvandet er lige så grundlæggende for det åndelige liv i Guds rige, som fostervandet er det for menneskers liv på jorden. Det har du allerede. Du har Guds rige, du har Guds ånd. Gud har rejst sit tempel i dit indre. Så stol – stol på ham, og følg hans vej gennem vadestederne.
Det næste led i Jesu svar til Nikodemus lyder: Nikodemus, du har også Guds stemme i verden. Hvis dåben synes langt væk, så lyt efter den, se efter Guds fodspor. Det er som med vinden. Vinden kan ingen se. Vinden er usynlig for øjet. Men vi kan mærke den mod vores krop. Vi kan se den, når den tager fat i trækronerne og bøjer grenene. Vi kan høre den, når det suser deroppe.
Sådan er Gud i dit liv. Usynlig. Du ser ham aldrig. Og så alligevel. Du kan se hans fodspor i verden. Og ser du efter, så er de også i dit liv. Gå bare ud i sommeren – Guds fodspor er overalt i det, der gror. Eller gå ind i barnets værelse og se barnet og tak for den gave, livets skaber har givet dig i dine børn eller børnebørn. Eller stå ved en kiste og hør trøsten i Guds ord. Guds ånd blæser iblandt os. For det hele er vel ikke blevet en sådan selvfølgelighed, Nikodemus, at du ikke mærker det, hører det mere? At du ikke mærker Gud i alt?
Det tredje svar til Nikodemus lyder: Se korset, se Menneskesønnen ophøjet på et kors! Menneskesønnen skal ophøjes, sagde Jesus. Se korset, Nikodemus, hvor Jesus blev ophøjet for vores skyld. Dér ser du Guds kærlighed til dig. Det er dér, det hele hviler: at du allerede har det hele. At du ikke behøver søge andre steder eller gøre noget, at du ikke behøver et tempel et sted. Dér viste Gud sin kærlighed. Den er så stor, at hverken sygdom eller ondskab eller død kan spærre den inde. For da Guds søn selv var i vadestedet i graven, viste Gud sin magt og kærlighed og lod ham opstå igen – også for dig.
Måske kan det, Nikodemus får at vide, samles i dette: Nikodemus, du lovkyndige farisæer: Ja, templet skal brydes ned. Alt det, du støtter dig til, kan ikke bære dig. Alt det, du selv bærer, er ingenting. Men Gud kan bære dig og være dig nær i sin ånd og frelse dig ved sin Søn. Tror du det? Vil du stole – stole på det – og lade det bære dig i vadestedet?
Det er vadesteder i menneskets liv, hvor alting sættes på spidsen, og troen er på spil. Det er der i øvrigt også talrige andre steder i Bibelen, og hvis Nikodemus – og vi – vil læse dem, vil vi finde ud af: Det er altid Gud og hans velsignelse, der bærer folk igennem dem.
Tag Abraham, der en nat kæmper med Gud og anklager ham, fordi han ikke har givet ham en søn. Han får Guds velsignelse endnu en gang, så der til sidst står om Abraham: Han troede Gud. Guds velsignelse bar ham.
Eller tag Jakob, der også en nat er på flugt, fordi han har svindlet sig til sin fars velsignelse foran sin bror Esau. Han ender et sted, hvor han kun kan finde en sten til hovedpude. Der finder han ud af, at også i dette øde vadested i hans liv er Gud. For himlen var åben, og Guds engle steg op og steg ned. “Gud var på dette sted, og jeg vidste det ikke,” siger han.
Eller tag folket, der flygtede fra Farao og troede, alt var slut. Men Gud skabte en vej og et vadested midt igennem havet. Og senere gik han foran dem gennem ørkenen, gav dem manna, nærede dem, førte dem. Altid er det Gud, der finder vej, der skaber vej, der minder om, at han er der, at han bærer.
Og i dag, på trinitatis søndag, fejrer vi, at Gud ikke kun er én, men også tre: Gud er Fader, Søn og Ånd. Og at netop den treenige Gud har givet os alt: skabelsen omkring os, frelsen i Jesu liv, død og opstandelse, nærværet i Ånden.
Og det er en fest værd, at vi ved dette: Vi kan trygt holde os til det i alle livets vadesteder, ja, i hver dags vadested. Gud bærer os i sin skabte verden, Gud frelser os, Gud er os nær. Han har bygget sit tempel i os, og vi behøver intet andet. End bare at stole – stole på det.
Amen.
Trinitatis søndag, 2. tekstrække
Prædiketekst: Matthæusevangeliet 28,16-20
Øvrige tekster: Esajas’ Bog 49,1-6 og Efeserbrevet 1,3-14
Kender I denne blomst?
Selvfølgelig gør I det. Man behøver ikke være hverken botaniker eller haveentusiast for at kende denne blomst. Det er en af de første blomster, et barn lærer navnet på. For en treårig behøver kun at se mælkebøtte-legen én gang. Så kan hun det: tage blomsten og puste til frøene, så de flyver alle vegne hen. Og så kan hun allerede navnet på blomsten: en mælkebøtte!
På trods af at en mark fyldt med forårsgule mælkebøtter er så smuk, så smuk … På trods af det er mælkebøtten ikke værdsat. I gammel tid kaldte man den ”fandens mælkebøtte”. Det gjorde f.eks. selveste H. C. Andersen i et af sine mindre kendte eventyr – eventyret ”Der er en forskel”. I det eventyr er en æblegren og en mælkebøtte oppe imod hinanden. Her siger æblegrenen til mælkebøtten: ”Stakkels foragtede vækst! … du kan ikke gøre ved, at du blev, hvad du blev, at du er så almindelig, og at du fik det hæslige navn, du har (fandens mælkebøtte), men det er med væksterne som med menneskene, der må være forskel!”
Heller ikke i dag kan man sige, at mælkebøtten er værdsat. Det er ikke den blomst, der frister en solskinsdag i marts, hvor man fik den sidste parkeringsplads ved blomstermarkedet. For nu skal hele byen købe udplantningsplanter til haven og krukkerne. Men der er ingen mælkebøtte at købe. Men man kan købe en mælkebøtteoptager, der effektivt tager hele roden på mælkebøtten med op. Man kan (uha) købe gift, hvor der endda står: effektiv, også mod mælkebøtter. Jo, nogle planter spenderer man flere hundrede kroner på, altså for bare én plante. Andre planter der i grunden er lige så smukke – som mælkebøtten – kan man let spenderer lige så meget på at udrydde.
Hvorfor nu al den snak om mælkebøtter? Fordi jeg i dag vil vige pladsen som prædikant. I dag vil jeg give ordet til … mælkebøtten. Jeg vil lade den prædike for os. For mælkebøtten har et budskab, det er værd at høre på. Når først man har lyttet til dens budskab, hænger det fast. Mælkebøtten prædiker enkelt og ligetil. Dens tale er til at forstå.
Og at det lige er i dag, I skal have den prædiken, er fordi mælkebøttens evne til at sprede sine frø passer til denne søndag. For på denne søndag befales Jesu disciple, at de skal sprede budskabet om Jesus til hele verden. Den befaling når til os i dag, når vi hører ordene: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple …” Og befalingen lød ikke kun dengang. Den lyder også i dag – til os: ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple …” Det er også vores opgave.
Men hvordan gør vi det? Kan vi det? Er det ikke helt hen i skoven, at Jesus befaler sine disciple at sprede budskabet om ham i hele verden? 11 er de, disciplene, for den tolvte har forrådt ham. Og dem, der er tilbage, er i øvrigt delt mellem tro og tvivl, får vi at vide. Præcis som os. Hvordan skal de 11, der end ikke er alvorligt troende … hvordan skal de kunne sprede budskabet om Jesus til hele verden? Enhver med sin forstand i behold ville sige: umuligt! Men det mener Jesus åbenbart ikke.
Og spørger vi: Hvordan er det muligt for os? Så får vi samme besked: I skal sprede budskabet om Jesus til hele verden. Og selvom vi er som dem, delt mellem tro og tvivl, så er det vores opgave. Men hvordan gør vi det? Kan vi det?
Det er her, mælkebøtten skal prædike for os. Jeg har hørt dens prædiken. Den har talt til mig. Nu skal I også høre mælkebøttens prædiken.
Først: Hvis mælkebøtten i gammel tid blev kaldt for ”fandens mælkebøtte”, så er det korrekt – i al fald i den forstand, at der (undskyld mig udtrykket) er noget fandenivoldsk over den. Der er noget direkte og pågående over mælkebøtten. Mælkebøtten er ligeglad med, om den er inviteret ind i en have eller ej. Mælkebøtten bekymrer sig ikke om, hvorvidt der er plads til den eller ej. Om den er velkommen eller ej. Mælkebøtten tænker ikke på, om jorden er god og fuld af næring eller ej. Om det kan betale sig at smide sine frø lige dér eller ej. Den smider bare sine frø. Og så spreder den sig – på marker, i haver, i græsplæner, mellem roser og også i de mikroskopiske sprækker mellem fliserne. Den bliver ved og bliver ved, hvor der bare er den mindste mulighed for, at den kan vokse.
Og jeg hører dens prædiken og tænker: Åh, hvor kan vi lære noget af mælkebøtten her! Der er noget hos mælkebøtten, der ligner en af Jesu lignelser: lignelsen om landmanden, der såede sit korn. Han såede ikke kun i den gode jord, men også blandt tidsler og på vejen. Ja, overalt. Sådan skal I så mit ord, siger Jesus. Bare gå i gang. Overalt. I skal overalt med budskabet om Jesus Kristus.
Dernæst: Mælkebøtten smider sine frø dér, hvor den er. Ja, vi kan sige: Den er bare det, den er – midt iblandt alle havens andre blomster. Og dér, hvor den er, smider den sine frø.
Åh jo – det kan vi godt lære noget af! Bare være dem, vi er. Hvorfor skulle vi være en anden end den, vi er? Vi skal bare være det menneske, vi er, blandt andre. Bare være et kristent menneske blandt dem, vi er iblandt. Og så stole på, at vi gør en forskel for dem, for vores børn eller børnebørn, vores naboer, kammerater, venner, arbejdskolleger.
Der er noget befriende over mælkebøtten, der bare spreder de frø, den må, uanset hvad andre så siger. Den tør uforfærdet være sig selv og gøre det, den er sat til: så sine frø. Mælkebøttens måde at være på minder om det, der skete den første pinsedag, da disciplene bare gik ud på gaden dér, hvor de var pinsedag, og prædikede, og 3000 vendte om og blev døbt. Mælkebøttens måde, den spreder sine frø på, minder om Paulus, der stod på Areopagos ved et alter for en ukendt gud og prædikede, så folk sagde: Det vil vi høre dig tale om en anden gang. Mælkebøttens måde at sprede sine frø på, minder om den mor eller far, der synger aftensang og beder Fadervor for sine børn aften efter aften. Den måde, mælkebøtten spreder sine frø på, minder om det menneske, der frimodigt er den, hun er, når hun åbent bekender sig som et kristent menneske på sit arbejde, blandt sine venner og naboer.
At være som mælkebøtten er til gengæld ikke at hive sig selv op ved håret og sige: Nu skal jeg også! Nu må jeg også sige nogle ord, gøre noget mere, være en bedre kristen, være noget andet end det, jeg er, og helst en lille missionær! Mælkebøtten er sådan set bare det, den er. Den er ægte, den gør det, den er skabt til og kaldet til, for det er det, den skal, uanset hvad andre tænker. Og på den måde sår den. Så befriende enkelt!
Men der er en hemmelighed bag mælkebøttens succes. Og den skal vi have med – og det er det næste! For selvom mælkebøtten er generøs med sine frø, så er der to ting, der er vigtige forudsætninger for mælkebøttens succes.
Det ene er, at dens uforfærdede facon ikke er bundet i, at den er flagrende og snart er et sted, snart et andet. Tværtimod: Den er rodfæstet. Enhver, der har prøvet at trække en mælkebøtte op, finder ud af, at det næsten ikke kan lade sig gøre. For mælkebøtten har dyb rod. Den dybe rod sikrer vand og næring til den. Den dybe rod er forudsætningen for, at den overhovedet når dertil at sprede sine frø.
Ja! Vi har brug for rod, vi nutidsmennesker. Vi flytter, vi skifter job, vi skal selv finde vores vej i livet, vi er under indflydelse af mange kulturer. Og vi lever i en global landsby, hvor internationale influencere med millioner af følgere har mere betydning for mange end lokale eller nationale kendte. Og hvem er vi selv i alt dette?
Mælkebøtten har rod, dyb rod. Vi har brug for det samme: dyb rod. Midt i en rodløs tid, at der er noget, vi suger næring fra, finder ståsted i. Det betyder ikke, at vi skal tilbage til et samfund, der var engang, hvor alting var analogt og mere enkelt. Men det betyder, at der midt i det samfund, der er lige nu, også er brug for, at vi har rod et sted. Her er den kristne tro vores rod.
Og hvis vi gerne vil være kristne dér, hvor vi er, uforfærdede som en mælkebøtte, så nytter det ikke noget, hvis vi ikke har rod.
Og nu kommer der en lille iagttagelse i det, Jesus siger i evangeliet i dag, som sætter det med at have rod i perspektiv. Jesus siger sådan: I skal gøre folk til disciple ved at lære dem at holde alt det. Det ville være lettere, hvis Jesus kun sagde: I skal lære dem det, jeg har befalet. Men det var ikke det, han siger. Han siger: I skal lære dem at holde alt det, jeg har befalet.
At lære dem alt det, han har befalet – uden at lære dem at holde det – det er let. Så kan man bare lire en lære af. Sådan: Det er Jesu lære. Tro, håb og kærlighed i en sum. Troen, der frelser, håbet, der lover et evigt liv, kærligheden, du skal leve i til Gud og næsten. Har du lært det? Kan du sige det efter mig? Tro, håb, kærlighed. Det ville være let. Det kan man læse sig til.
Men at lære andre at holde det, han har befalet, er mere. Det kan man ikke læse sig til. Det kan man kun leve sig til. For hvis man skal lære en anden at holde det, Jesus har befalet, så skal man først og fremmest selv leve det. Det kræver, at man selv har dyb rod i det og selv lever i tro, håb og kærlighed. At man er et forbillede i det.
Derfor: Hvis kristentro skal sætte frø, så må det gå fra hjerte til hjerte. Så må der en rodfæstethed i tro, håb og kærlighed til, før det kan gå videre til andre. Derfor er det at være rodfæstet ganske enkelt forudsætningen for, at vi kan være de kristne mennesker blandt andre, som Jesus ønsker.
Men mælkebøtten har endnu en hemmelighed bag sin succes: Den bruger vinden. Når den skal sprede sine frø, så venter den, til vinden er stærk nok. Og når vinden en dag er stærk nok, så giver den slip og lader vinden føre frøene derhen, hvor vinden vil. Og spredningen af frøene bliver da også langt, langt bedre, end hvis den bare kastede frøene.
Åh jo – vinden, vi har også brug for den! Hvis vi skal være kristne dér, hvor vi er, så har vi brug for de kraftige vindstød, da det var pinse første gang, og Guds ånd satte sig på disciplene. Så har vi brug for, at der er en anden, der tager ansvar: Gud selv. Der må andet end vores egen kraft til, hvis Guds ord skal spredes.
Det er ikke tilfældigt, at vi hører befalingen til mission på pinsens ottende dag. Den ottende tangent på et klaver kaldes for en oktav. En oktav er den samme tone som en tone, der var otte toner dybere nede. Den lyder af det samme, bare lysere. Sådan er den dybeste hemmelighed bag, at kristentroen har spredt sig til hele verden, at ordene om Jesus igen og igen har lydt ud fra pinsens oktav. At ånden er kommet igen som et kraftigt vindstød, taget fat i menneskers liv – og så som en vind blæst et budskab til andre. Som vinden, der tager fat i en mælkebøttes frø.
Vi kan også sige det sådan: Missionsbefalingen handler egentlig mest om det, Gud gør. Og mindre om det, vi gør. ”Mig er givet al magt i himmel og på jord,” står der først. Og til sidst står der: ”Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” Disse to sætninger rammer befalingen til mission ind og viser os, at mission handler om det, Gud gør. Og at vi så stiller os til rådighed som dem, vi er, og med det, vi kan. Det er som med mælkebøtten: Uden vind vil mælkebøtten som art ikke være succesfuld. Tilsvarende: Uden Helligånd og uden Jesu egen magt vil vi som kristne og kirken slet ingen steder nå.
Jeg har ladet mælkebøtten prædike i dag. Lad os til slut sammenfatte dens prædiken.
Først: Der er noget fandenivoldsk over mælkebøtten, noget der bare går i gang og spreder det, den skal, vidt og bredt. Dernæst: Mælkebøtten er rodfæstet. Endelig: Mælkebøtten bruger vinden.
Og vi kan lære af det hele: Først: Bare at være den, vi er, dér, hvor vi er, og frimodigt se, hvad Gud vil bruge os til. Dernæst: At blive mere og mere rodfæstet i tro, håb og kærlighed. Endelig: At stole på vinden og lade Guds ånd virke, hvor den vil.
Til slut: Jeg overvejede i ugens løb, om jeg skulle finde en rigtig mælkebøttemark og plukke lige så mange mælkebøtter, at jeg kunne forære jer én hver på vej ud i dag. Men måske var det heller ikke den bedste gave at give jer. Hvad skulle I bruge et stykke ukrudt til? Og i øvrigt duer den ikke til at blive plukket og sat i en vase.
Men … næste gang I ser en mælkebøtte på et fortov, i en græsplæne, på en mark. Eller næste gang du næsten bander over endnu en mælkebøtte i din have … så tænk over dens prædiken! Tænk over dens uforfærdede gåpåmod. Tænk over dens rodfæstethed. Tænk over, hvordan den bruger vinden.
Og lev så dit kristenliv med glæde dér, hvor du er – i tillid til, at også du er med til at sprede det vigtigste: troen, håbet og kærligheden.
Amen.
1. søndag efter trinitatis
Prædiketekst: Lukasevangeliet 12,13-21 Øvrige tekster: Prædikerens Bog 5,9-19 og Første Timotheusbrev 6,6-12
Der er ikke meget ved historier, der ender skidt. Kender vi ikke den underlige flade fornemmelse, en historie, der ender i skuffelse, kan give? Når man f.eks. har sat sig foran fjernsynet en lørdag aften med en kaffekop og med benene henslængt i sofaen, så ser man lige efter, hvad der er på tv-programmet, eller scroller ned igennem nye film på Netflix.
Sådan – så går vi i gang. I aften skal jeg bare flade ud! Og så ender det med at være en problemfilm! Nu havde man sådan brug for bare at koble af, at lade billederne gå gennem hovedet uden at skulle tænke alt for meget. Men helten får ikke heltinden. Kærligheden lykkes ikke. Det ender ikke foran Herrens alter. Det ender i skilsmisse. Det ender med problemer, der tårner sig op. Til sidst må man tage benene ned af sofaen og rette sig op.
Historien i evangeliet i dag begynder godt. Der var en rig mand, tager den fat. Han gik ud på sin mark. I hans ansigt kunne stoltheden læses. Hvor stod kornet godt i år! Det var kommet i jorden til rette tid. Det var blevet passet, som en kornmark skal passes. Hvad havde hans hænders arbejde ikke udrettet! Tilmed havde det fået regn og sol i de rette mængder. Du har gjort det godt! sagde bonden veltilfreds til sig selv. Det bliver rekordhøst i år.
Det er lige før, vi begynder at længes efter kaffekoppen og sofaen. Det tegner til en god historie. En rigtig succeshistorie!
Manden gav sig til at bygge, fortælles der videre. Laderne var ikke store nok. De måtte rives ned. Han behøvede end ikke at konsultere banken. Han havde nok. Der er ingen tale om økonomisk recession og krise her.
Tænk, hvis det gik mig så godt! tænker vi måske. Ikke at vi er landmænd, os der bor i byen, men tænk, hvis det på anden vis lykkes os at tjene penge, så der bare er nok til alle vores drømme. I alt fald: Drømmen vækkes i os af det, vi hører. Vi tager en kop kaffe til.
Nu har jeg nok til mange år, siger manden. Vi ser ham sidde og planlægge sit otium. Jeg vil holde nu, gå på pension og spæde til med min opsparede kapital. Nu vil jeg til at leve livet.
Men jeg skal love for, vi skuffes. Jeg skal love for, vi vågner op. For lige som manden skal til at nyde livet, dør han. Det ender ikke med et: så levede han lykkeligt til sine dages ende. Det ender godt nok foran Herrens alter, men kvinden i hans liv er i sørgedragt. Han selv er i kisten. Oven i købet får han det eftermæle: en tåbe!
Der er ikke meget ved historier, der ender sådan. Men vil vi mere end at skøjte hen over livet uden at nå længere end til overfladen og til drømmenes verden, kommer vi ikke uden om historier af den slags. Vil vi mere end lørdagsaftenunderholdning, må vi op af sofaen, slippe koppen. Så må vi – gå i kirke f.eks. Ikke for at blive underholdt, men for at tænke over livet.
Vi kender ham godt, manden i historien i dag. Hvor ofte har vi ikke talt om en nyligt afdød og sagt: Nu skulle han lige til at leve livet! Han var lige gået på pension, tidligere end han egentlig behøvede, for der skulle være tid til at nyde livets efterår. Han havde jo sparet lidt op. Der ville være råd til at have det godt, til at rejse og nyde livets efterår sammen med hende, han engang sagde ja til. Der er noget forfærdende ved disse sygdomme, tilføjer vi så. Lige som han skulle til at nyde det, må hans enke trække i sørgedragt.
Jo – vi kender ham – manden i lignelsen. Ja, i grunden kender vi ham alt for godt. For historien om ham er historien om os. Ligheden med nutidens dansker er rystende. Er det ikke din og min historie, det her? For selv om der ikke er mange af os, der har så mange midler, at alle vores drømme kan opfyldes, så er vi alligevel set i et verdensperspektiv så rige, så rige. Og hvor mange af os kan ikke – når pensionstiden nærmer sig – se på vores lader, nyde synet og sige: Så, min ven, du har slet ikke så lidt. Slå dig nu til ro, nyd livet. Drik, vær glad.
Men også på en anden led er historien vor historie. Den ender som sagt ikke lykkeligt. Den ender med død. Og sådan er jo også vore liv. Det ender i en kiste. Kvinden – eller manden – i vores liv kommer en dag til at stå ved alteret i sørgedragt, mens den anden ligger i en kiste.
Hvad er der galt med manden i historien i dag? Hvorfor kalder Jesus ham for en tåbe? Det er ikke hver dag, han bruger så direkte ord – faktisk kun få gange i hele Det Nye Testamente! Det rammer jo os!
Det er ikke galt, at han er dygtig og foretagsom – lad os lige holde fast i det. Det er ikke galt, at han bygger sine lader større. Det er heller ikke galt, at han har sparet op. Det er ikke sådan, at rigdom på forhånd er en så betænkelig ting, at man som kristen bør sørge for at forblive fattig.
Bibelen advarer ganske vist mod rigdom og siger, at kærlighed til penge er roden til alt ondt. Det er Paulus, der siger det til sin ven og medarbejder Timotheus. Han siger endda, at pengene kan føre én væk fra troen:
“Kærlighed til penge er roden til alt ondt” – siger han og fortsætter: “drevet af den er nogle blevet ført bort fra troen og har forvoldt sig selv mange smerter.”
Så jo, der er noget farligt ved pengene, ved at være rig! Men læg mærke til, at han ikke siger, at pengene er roden til alt ondt. Han siger: Kærlighed til penge er roden til alt ondt. Altså: Når penge bliver genstand for vores kærlighed, så går det galt. Kærlighed er noget, man har til sine nærmeste – og til Gud. Men når denne kærlighed i stedet rettes mod pengene, så er det sandt: Kærlighed til pengene er roden til alt ondt.
Og det er da også præcis det, der er galt med denne mand. Pengene har hans kærlighed. Det ses af det lille ord “jeg”, der bruges hele tiden i lignelsen. Hele 11 gange siger manden “jeg” eller “mig”. Hvad skal jeg gøre? spørger han, da rigdommen overvælder ham. Sådan vil jeg gøre, siger han siden og bygger sine lader større. Og så vil jeg sige til mig selv, siger han til sidst, og: Slå dig til ro. Manden siger kun jeg. Hans kærlighed retter sig mod det, der har med pengene at gøre. Hans kone og børn omtales slet ikke. Gud heller ikke.
Det er galt. Mere end det: Det er katastrofalt.
Vi ligner som sagt denne mand. Det afgørende spørgsmål er da: Ligner vi ham også i det stykke? Har pengene vores kærlighed?
De fleste af os vil nok sige: Nej! Jeg spørger så lige igen: Tænk nu efter en gang til. Fylder pengene for meget i dit liv? Jeg må ærligt sige, at når jeg selv overvejer det spørgsmål, er jeg ikke sikker på, at jeg kan afvise det og bare tage en kop kaffe mere i sofaen og zappe videre. Jeg bliver nødt til at rette mig op og tænke efter: Kærlighed til pengene … hvordan er det med det i dit liv?
Men … siger vi måske. Talte den læsning, vi hørte først i dag, ikke om, at vi ikke skulle tænke så meget over det og bare nyde livet? Jo! Prædikeren – som vi læste fra – talte om, at man skal nyde frugten af sit arbejde, om det i sandhed gode, livet kan byde os, at vi ikke skal nægte os at glæde os over rigdom.
Men den store forskel er, at Prædikeren har Gud med. Han siger: “At Gud giver menneskene rigdom og formue og giver dem mulighed for at nyde den og få deres løn og glæde sig i deres slid, det er en gave fra Gud.” Og der er himmelvid forskel på at leve et liv, hvor kærligheden til pengene er i fokus, og så et liv, hvor kærligheden til Gud er i fokus. Det, der var galt med den rige mand, var, at hans kærlighed rettede sig mod pengene. Jeg spørger derfor igen: Fylder pengene for meget i vores liv? Ser vi på alt det, vi har, som noget Gud har givet os – og som vi derfor med tak tager imod som en gave? Eller tipper det for os, så noget af vores kærlighed er rettet mod det, vi har?
Lad os gøre det mere nærværende ved at foretage et lille eksperiment. Prøv at forestille dig, at du fik at vide: Om en uge skal du dø! Hvad ville du bruge dagene indtil næste søndag til?
Ville du tage hen til banken og forhandle om en større rente på dit indestående eller en mindre rente på dine lån? Ville du forsøge at gøre en god handel? Nej, vel. Det ville være bedøvende ligegyldigt. Men det ville ikke være ligegyldigt, hvordan du har det med dine nærmeste. Det ville betyde meget, at du fik snakket med dem, at du fik fortalt dem, hvad de har betydet for dig, og at der ikke er noget imellem jer. Og det ville ikke være ligegyldigt, hvordan du har det med Gud. Også Gud ville du snakke med. Du ville vide – uden at nogen i grunden behøver at fortælle det – at det ville betyde alt at være rig hos Gud. Dit regnskab med banken ville du ikke skænke mange tanker – medmindre noget skulle ordnes for at lette dem, der er tilbage. Men det ville betyde alt, om regnskabet med Gud var i orden.
Derfor er det egentlig så enkelt: Vi må i vore liv satse på, at regnskabet med Gud er i orden. Vi må satse på at være rige hos Gud.
Hvad er det da at være rig hos Gud? Det er at erkende: Uden Gud kunne jeg intet. Uden ham ville mit hjerte holde op med at slå. Uden ham ville kærligheden blive kold. Uden ham ville min synd blive til dom.
Men ham – derimod – ved jeg, der er én, der sørger for mig. Med ham har jeg tilgivelse for min synd og skyld. Med ham har jeg én, der ikke slipper mig – end ikke når jeg ligger i kiste. At være rig hos Gud er at erkende dette og så vende sig mod ham, springe ud på troens tusinde meters dybde og sige: Gud, alt skylder jeg dig. Vil du være mit liv? Mit håb? Når jeg er ved at gå under af mit eget svigt, vil du da trække mig op? Og hvis kærligheden til pengene har ramt mig, vil du så vende mig om og tilgive? Når sygdommen når mig, vil du da være min trøst? Når sorgen lammer, vil du da give mig kraft til at gå videre i livet? Når døden kommer, vil du da være mit liv?
Et ordsprog siger: Vi kan ikke tage noget med os herfra. Og et andet: Ligklæder har ingen lommer.
Det er ikke sandt. Ganske vist er det sandt, at uden Gud kan vi ikke tage noget med herfra, og da har ligklæder ingen lommer. Men med Gud kan vi tage det evige liv med herfra. Da har vi håbet med i ligklædernes lommer.
I det perspektiv betyder det intet at være rig her, men alt at være rig hos Gud.
Amen.
2. søndag efter trinitatis
Prædiketekst: Lukasevangeliet 14,25-35
Øvrige tekster: Jeremias’ Bog 15,10.15-21 og Johannes’ Åbenbaring 3,14-22
Hvis Jesus havde haft en pressechef ved sin side, ville det efterfølgende møde om strategien for at samle tilhængere blive en alvorlig samtale. For hvor kom lige den verbale bølle-bank fra, som Jesus i dag gav dem, der fulgte ham – som jeg læste lige før?
Se lige tilbage, ville pressechefen have sagt. Husker du… dagen på den anden side af Genezaret sø? Fem tusinde mænd – og dertil kvinder og børn – ved omkring 20.000 var samlet. 20.000 Husker du det, Jesus? Du gav dem brød og fisk, alle. Og … husker du mødrene, der kom til dig med børnene. Mange. Og du velsignede dem. Og… husker du de syge, du helbredte, ordene du talte, så de gik lige ind i hjertet hos folk. ”Kom til mig, alle I som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”, f.eks. Eller: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn…” Gode ord, stærke ord. Det gik… ja, som sagt… lige i hjertet. Du var god, som i virkelig god. Og mennesker hørte det, tusinder og de fulgte dig.
Og hvor passe så bølle-bank-ordene ind? Du sagde jo sådan: ”Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel”. Det er jo et umuligt krav! Umuligt!
Men Jesus havde ingen pressechef, som bekendt. Han vil ikke samle hverken stemmer, der kunne sætte kryds ud for ham, eller tilhængere. Nogle gange ser det nærmest ud, som om Jesus vil det modsatte. Som i dag. Eller når han efter et under flere gange siger til sine disciple: Fortæl det ikke til nogen. Hvorfor dog ikke?
Men Jesus vil ikke være populær. Han vil sandheden. Også når den er ubehagelig. Og at det kostede for ham, ved enhver. Han endte som bekendt på et kors.
Og i dag siger han – uden tanke på, om det koster tilhørere: Er I villige til at tage jeres kors op? Til at betale det, det koster? Ja, til at opgive de nærmeste forhold: far, mor, hustru, børn.
Det ligner jo noget, der er løgn, ikke mindst da for jer dåbsfamilier i dag, der netop har samlet de nærmeste: Far, mor, søskende, venner. Og så får vi her Jesu ord: ”Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel”.
Sagt lige ud: Hvis Jesus helt bogstaveligt mener det, han siger i dag, er han ikke noget for mig. Så må jeg lægge præstekjole og – krave og finde på noget andet. Og jeg ville måske på vej ud belære Jesus om de ti bud. Der står der som bekendt: Du skal ære din far og din mor. Har du glemt det, Jesus?
Jeg har helt ærligt mest lyst til bare at finde noget andet i Bibelen i dag. At præsentere jer for en Jesus, som vi kender ham bedst. Som den, der breder armene ud og siger de ord, jeg nævnte før: ”Kom til mig, alle I som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”, f.eks. Eller: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn…” Som viser os Gud som den kærlige Gud.
Men det går ikke, at en hækkeløber løber uden om forhindringerne – eller bare løber din vej. Så har han ikke gjort det, han skal. Og sådan går det ikke at gå uden om Jesu ord i dag. Jeg må – I må – tage hækkene en for en, og håbe, vi ikke bare falder og slår os.
Måske skal vi begynde et andet sted: I den anden læsning, vi hørte – og se, om den læsning kan hjælpe os på vej. Der hørte vi sådan:
”Jeg kender dine gerninger: du er hverken kold eller varm. Gid du var enten kold eller varm! Men nu, da du er lunken og hverken kold eller varm, vil jeg udspy dig af min mund”.
Ordene er sagt til en menighed i den første kristne kirke. Den er blevet den lunkne menighed. Skal vi derhen i dag – at advare mod lunkenhed? Er Jesu ord en brandtale, der sætter det hele på spidsen og taler imod…lunkenhed?
Lunkenhed er ikke et plusord. Den lunkne hækkeløber, der løber udenom, bliver diskvalificeret. Den lunkne medarbejder eller kollega er ikke noget plus for en arbejdsplads. Den lunkne forældre, den lunkne far, mor – sådan vil vi ikke være.
Er det det, Jesus vil? Vil han sige: Hallo, alle jer i de store skarer, der følger mig. Har I tænkt på, at det her koster? At man altså ikke bare kan være i mit følge, når der bydes på brød og fisk eller helbredelse og den gode Gud. Men også når det er hverdag og livet er hårdt og det hele er som et uendeligt hækkeløb med forhindring på forhindring, og troen udfordres og man spørger: Hvor er Gud i det her? Har I beregnet omkostningerne? Har Vorherre en plads i jeres liv, så?
Lad os forsøge at oversætte Jesu ord til nutiden.
Der er en vis tendens i nutiden til, at ting ikke må koste noget. Men alting koster.
Hvis vi vil elske et andet menneske, så duer lunkenheden, der ikke vil betale det, det koster, ikke. Kærlighed koster, det koster udholdenhed, overbærenhed og meget mere. Og det koster, når man mister den elskede og betaler kærlighedens største pris i sorgen. Det er på måde lettest slet ikke at elske, men er man ikke villig til at betale kærligheds pris, har man så levet?
Eller: tilgivelse koster. Det er på mange måder lettest at blive i sin bitterhed i stedet for at æde bitterheden, sluge nogle kameler og være villig til at slå en streg over det hele og komme videre. Men er virkelig det, vi vil?
Eller: Tolerance koster. Igen: Det er lettest at sætte sig i et hjørne og skælde ud på alle dem, der mener noget andet end mig. I stedet for at sætte sig i deres sted, se verden fra andres synsvinkel – og måske blive beriget af det, de mener og tænker.
Eller: at blive forældre koster. Jeg kan jo bare spørge jer to par, der er blevet forældre, om nætter uden søvn, dage med et barn, der er syg, eller bare de dage, hvor man synes man intet har nået, fordi man kun har nået at være mor eller far på barsel med et barn. Men ville I være det foruden?
Er der en tendens til, at vi bliver frustrerede over, at livet koster noget i vores tid? Freden i Europa koster noget i denne tid, men er vi villige til at betale prisen? At passe på kloden og betale for tiltag, der gør, at vi bliver bedre til det koster, men er vi villige til at betale prisen? Det koster noget at passe godt på vores børn i institutionerne og på de gamle, der har fået demens eller bare er blevet svagelige, men er vi som samfund – og som familie til dem – villige til at betale prisen?
I samme retning siger Jesus altså i dag – sådan som jeg hører ordene: at være kristen koster noget. Men er vi villige til at betale prisen?
Og hvis nogen tænker: Alt det med at betale prisen for kærligheden i livet, at blive forældre, at betaler prisen for fred i Europa, for at passe på vores kloden har det overhovedet noget at gøre med det, Jesus siger? Så vil jeg svare: Ja! For det er også kristentro at tage vare på det, vi har fået betroet: kærligheden, de andre, kloden – det er også at betale prisen for at ære kristen i ansvar og omsorg for andre.
Men Jesu fokus i dag er alligevel noget andet. Det er sat op med stærke billeder: Hvis du må vælge mellem dine nærmeste og at følge mig, så må du vælge din tro! Hvis du vil følge Jesus, så vær som den mand, der overvejer, hvad det koster at bygge et tårn – om du kan fuldføre det.
Hvad koster det da at være en kristen? Hvad er det for en pris, vi skal betale? I skal gå i mit spor, siger Jesus. Måske skulle vi virkelige udfordre os selv og igen og igen spørge os selv: Hvad ville Jesus gøre? Hvad vil det sige at gå i Jesu spor – når du står op om morgenen og dagen skal begynde. Ville Jesus bede en bøn? Hvad ville Jesus gøre, når du er på arbejde blandt kollegerne? Hvordan ville han være i forhold til de andre på arbejdspladsen? Hvordan ville hans etik være i forhold til det, der skal gøres? Hvad ville Jesus gøre, når du har fri? Ville han tage ansvar i for sit eget liv, for andres, for troens liv hos sig selv og hos andre?
I skal gå i mit spor, siger Jesus. Og hvis der er noget liv, som det er nu, forhindrer dig i det – så er der noget, du skal lave om på – er det det, han siger med store bogstaver i dag?
Der er egne i verden, hvor det her er langt mere, end det er for os. Hvor det at være en kristen og leve som en kristen virkelig koster forfølgelse. Skulle vi så ikke være villige til at betale, hvad det koster i fredelige Danmark?
Til sidst:
Om lunkenhed har det handlet i dag. Og lunkenhed er som sagt ikke et positivt ladet ord, hverken i livet eller på troens område.
Men når det er sagt, så er der en lunkenhed, vi ikke kan komme uden om. For der flyder et lunkent blod i vores årer. Omkring 37 grader skal det være. Bliver det 42 grader er det alvorligt. Og kommer vi i iskoldt vand, kan vi ikke være der længe, før det bliver livstruende.
Sådan flyder der en lunkenhed i vores årer – også i overført betydning. For vi kan ikke altid være alt det, vi gerne vil. Hverken i livet, i vores nære forhold, på vores arbejde eller i troen. Og nogle gange behøver vi end ikke Jesus eller Vorherre til at stille store krav til os – det klarer vi alt for let selv. Og der står vi så: Med krav på krav, fra både vores eget indre og også fra Jesus i dag. Og Jesus skruer endda kravene så højt op, at det er umuligt at leve op til dem.
Og når vi erkender det, så må vi vende os til Jesus igen og bekende det: Der flyder lunkent blod i vores årer. Vi vil ikke lunkenhed, men det sker bare igen og igen, at livet, som vi gerne ville det, ikke lykkes det ikke for os. Det ligger i vores blod, samtidig med, at det også er mit ansvar – og ingen andens. Og vi kan også blive trætte, trætte som en hækkeløber, der synes livsløbet bliver for hårdt. Og da tænker jeg, at Jesus vil vende sig mod os og sige det, han også har sagt:
”Kom til mig, alle I som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”, f.eks. Og: ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn, for at enhver, der tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”.
Amen.
3. søndag efter trinitatis
3. søndag efter trinitatis, 2. tekstrække
Evangeliet Lukasevangeliet 15,11-32
Øvrige tekster: Esajas’ Bog 65,1-2 og Efeserbrevet 2,17-22
Reklamebureauet Cosmographic udgav for nogle år siden en bog i anledning af et jubilæum. Af en grund, jeg ikke husker, fandt bogen vej til min bogreol.
Det er ikke en bog, der er som de fleste bøger. Der er ikke sparet på udstyret i bogen. Alting er flot, ja mere end det: Det er prangende. Bogen er større end de fleste bøger. Den kan ikke stå i en almindelig reol. Jeg måtte lægge den ned på hylden. Bogen har et flot, stift bind af bedste kvalitet. Bogstaverne på forsiden er i et fornemt guldtryk på hvid baggrund og med et monogram med krøllede bogstaver. Siderne er guldbelagte, som var det en af de dyreste udgaver af Bibelen. Slår man op i bogen, er det første, man møder, en hel side, der er guldbelagt.
Man spørger sig selv: Hvad er det for en bog? Hvad er det, der gør, at hele udtrækket er med?
Måske skulle jeg nu afsløre bogens titel… Bogen hedder: Fiasko. Den er en samtale med 14 menneskeforskere om deres fiaskoer.
Man spørger umiddelbart sig selv: Hvorfor skal en bog om fiaskoer have et så prangende flot udstyr? Er den en vittighed? Jeg mener, en bog om fiasko… burde den ikke være kedelig? Eller i det mindste lille, så den ikke gør så meget opmærksom på sig selv? For det er vel, hvad vi ofte gør med vores fiaskoer: gemmer dem, så ingen ser dem, gør dem grå, usynlige. Men når denne bog om fiaskoer er prangende, stor, gør opmærksom på sig selv – som om den vil beskrive succeser – hvorfor så? Ja, nu er det jo et reklamebureau, der har udgivet den… Og i alt fald har de opnået dette: at jeg undrer mig, tager bogen op, ser i den, stiller spørgsmål. Fordi den er det modsatte af, hvad man forventer.
Når man læser den, bliver man klar over, at bogen ikke er en vittighed. Den beskriver vitterligt og hudløst ærligt fiaskoer, både personlige fiaskoer og tanker om fiaskoer. Den udstiller fiaskoer.
Der er noget ved bogen, der tiltrækker mig. Jeg mener: Hvorfor er det egentlig, vi skjuler vores fiaskoer? Hvad hvis vi… fejrede dem i stedet for? Udstillede dem? Basunerede dem ud i verden? Ville der ikke være en vis befrielse i det?
En tanke sniger sig ind: Siger det prangende ved bogen, at vi også kan se fiaskoer som guld? Guld, vi bør grave frem? Bør vi ære vores fiaskoer, se det værdifulde i dem? Fordi de kan blive vækstens sted? Det produktive sted? Det sted, hvor livet ændrer sig, ja, bliver til? Det understøttes så i øvrigt af bogens undertitel: Om fiasko og kreativitet.
Inden vi går videre, må vi hellere konsultere den tekst fra Bibelen, jeg lige læste: fortællingen om de fortabte sønner. Ja, jeg siger: de fortabte sønner. For så vidt jeg kan se, er der to fortabte sønner i denne fortælling. Der er først den søn, der drog hjemmefra og blev fortabt i det fremmede. Det blev ikke, som han regnede med. Det blev en fiasko. Og så er der den søn, der blev hjemme, og som blev fortabt i at blive hjemme. Heller ikke det at blive derhjemme blev, som han regnede med. Det blev også en fiasko, bare på en anden måde. Ingen af dem går, så vidt jeg kan høre fortællingen, fri af at være fortabt. Ingen af dem går fri af fiaskoen.
Forskellen mellem dem er vel, hvordan de reagerer på fiaskoen. Den ene erkender sin fiasko og vender om og udstiller den for sin far: Far, jeg har syndet. Og det fører til fest og glæde. Den anden lukker sig derimod om sin fiasko i misundelse og selvmedlidenhed og siger: Jeg har aldrig haft det, han har haft. Denne din søn! Det bliver der ikke meget fest ud af.
Fortællingen i dag handler altså om fiaskoer. Ikke én fiasko og én fortabt søn. Begge sønner var en fiasko. Er det at stramme fortolkningen og sige: Sådan kommer ingen uden om fiaskoer? Måske har vi brug for at sige netop det. I alt fald: Vi taler mest om det, der lykkes. Om kærligheden, der lykkes. Om at lykkes som far eller mor. Om arbejdet, der lykkes, så det giver glæde. Om fritiden, der lykkes. Sociale medier flyder over med det, der lykkes, i en sådan grad, at man kan spørge sig selv: Er det sådan, alle de andre har det? Lykkes det hele bare for dem?
Men er det hele historien? Næppe. Bag det smukke, der vises frem, er der en slange i ethvert hjem. Åh jo. Livet lærer os i alt fald om fiaskoerne. Der er synlige fiaskoer: uddannelsen, der ikke lykkedes, ægteskabet, hvor det ikke var døden, der skilte os ad, men alt muligt andet. Stress, der lagde arbejdslivet i koma. Den fejl eller synd, der fik fatale konsekvenser.
Og så er der de fiaskoer, vi bærer inden i os. Som er skjult for andre, men vi kender dem alt for godt. Og som vi bare ikke kan eller vil dele med andre. Hvor vi kan frygte det tidspunkt, hvor det afsløres, hvem vi i virkeligheden er. Selv hos præster tales der åbent om denne frygt: frygten for, at menigheden opdager, hvem den fromme prædikant på prædikestolen virkelig er.
For ikke at tale om depressionens lammende følelse af total fiasko.
Bibelen er en fantastisk bog – ikke mindst fordi den igen og igen hudløst realistisk beskriver menneskers fiaskoer. Der kunne nævnes mange. Det begyndte med Adam og Eva, der skulle leve i Paradiset, men tog af kundskabens træ og blev smidt udenfor. Sikke en fiasko. Det fortsatte med Kain, der slog sin bror ihjel. Kan det blive værre? Eller tænk på udfrielsen fra Egypten. Her blev Guds folk befriet fra slaveriet, men så kunne de ikke lade være med at brokke sig over det hele. Og det endte med, at de som straf måtte gå i ørkenen i 40 år. Dem, der gik i ørkenen i 40 år med løftet om et land, der aldrig kom til dem, ville nok betegne udfrielsen fra slaveriet som – ja, en fiasko. Landet, der flyder med mælk og honning, fik mange ikke at se i deres levetid. Eller hvad med den store kong David, der nok var Israels allerstørste og vigtigste konge. Israel blomstrede under ham. Han skrev de smukkeste salmer, som vi endnu i dag kan læse og øse af.
”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød, han lader mig ligge i grønne enge, han leder mig til det stille vand” …Det er David, der har skrevet det, og vi øser af hans ord endnu. Og alligevel kunne kong David ikke styre sig, da han så en smuk kvinde. Han lå med hende og fik så efterfølgende hendes mand dræbt ved fronten. Det forblev ikke en hemmelighed, men blev mesterligt afsløret af en profet. Den største konge, og så alligevel en fiasko, som var han den fortabte søn.
Jeg kunne blive ved… De første menigheder rummede også faldet. Nok voksede de, og kristentroen spredte sig. Men det var nærmest på trods af menighederne, der allerede fra begyndelsen kæmpede med stridigheder. Det lyder ellers så smukt, hvad apostlen Johannes skriver om kærligheden i menigheden: Vi skal elske hinanden. Men i virkelighedens verden var der had og stridigheder.
På sin måde siger apostlen Paulus det i Romerbrevet, når han siger om mennesket: Alle har jo syndet og mangler herligheden fra Gud. Alle, siger Paulus. Uden undtagelse. Hverken Jesu disciple eller helgener eller paver går uden om det. Alle har syndet. Heller ikke Paulus selv, der et sted kalder sig for et misfoster.
Det er vist ikke for meget at sige, at der er en slange i ethvert hjem eller ethvert liv eller enhver menighed. At vi alle har vores fiaskoer. For vi er ikke fuldkomne, vi er i slægt med Adam og Eva. Vi er syndere som de fortabte sønner. Vi er sårbare, vi skal dø.
Vi må tilbage til den prangende bog om fiaskoer. Man kan som sagt tolke den sådan, at den siger: Gør det modsatte af, hvad vi plejer. Udstil dine fiaskoer. Se på dem som guld, du graver frem. Accepter, at de er der, og spørg i stedet dig selv: Hvad kan jeg bruge dem til? Eller sagt på en anden måde: Hvordan kan livets fiaskoer vendes, så de bliver guld?
Men det er ikke den vej, evangeliet i dag viser os! Denne prædiken kommer ikke til at konkludere, at vi nu skal tage os sammen og gøre vores fiaskoer til guld. Jeg kender ganske vist historier om, at fiaskoer er blevet et vendepunkt, som nogle formår at værdsætte. En fyring blev måske den forløsning, der gjorde, at man fandt ind i et arbejdsliv, der passede til en. Eller en skilsmisse blev frigørende og førte efterhånden til et bedre liv. Selv en alvorlig sygdom kan blive til guld. Som en engang sagde til mig: Jeg har to fødselsdage. Da jeg blev født, og den dag, jeg blev genoplivet efter en blodprop.
Men der er også fiaskoer, der ikke kan vendes. Der er ting, der bare må få lov at ligge, som de ligger. Der er ting, vi ikke kan hitte rede i, og som bedst ligger som ubesvarede spørgsmål. Der, hvor livet rammes af uforklarlig lidelse, og et lille barn bliver dræbt af en flugtbilist. Eller når man lige har mistet sin ægtefælle gennem mange år eller sidder fast i en depression. Så giver det ingen mening at sige: Hvordan kan det her blive til guld for dig?
Så fiaskoer kan ende i guld. Men de kan også være en daglig, vedvarende smerte, som man må leve med.
Den yngste søn i lignelsen i dag vendte ikke selv sin fiasko. Han gik hjem med den. Og der var der en anden, faderen, der omfavnede ham og festede for ham.
Og dér er vi så ved lignelsens budskab: Der findes et hjem for alle fiaskoramte. Sønnen gik hjem, fordi han vidste dette: Der findes et hjem, jeg kan komme til. Også når jeg slæber min fiasko med mig. Enkelt og ligetil siger lignelsen os: Dette hjem er hos Gud. Det kan godt lyde som noget, der bare lires af: Det hjem, hvor vi kan rummes med alle vores fiaskoer, det er hos Gud. Men det er virkelig ikke bare noget, jeg lirer af og siger, fordi jeg får løn for at stå her. Det er min egen personlige erfaring i mit liv: Det hjem, der kan rumme mig med alt – også med mit livs fiaskoer – er hos Gud. Ja, endda der, hvor der ingen forklaring er, og man bare må råbe: Gud, hvorfor? – der kan Gud også rumme et menneske.
Det er jo selvfølgelig lidt af en påstand at sige, at Gud er vores hjem… På den anden side: Hvis Gud har skabt os – også med de fejl og fiaskoer, vi har – hvad er han så andet end vores oprindelse, vores rod og dermed vores hjem? Og hvis Gud har døbt os og dér kalder os for sine børn, hvad er han så andet end vores far, det hjem, der ligger dybt i os som en længsel? Og hvis Jesus Kristus virkelig er den, han siger, han er: Guds egen søn. Og hvis hans død på korset virkelig er det, Bibelen siger, den er: ikke bare endnu en bibelsk fiasko, men det sted, hvor Jesus gik ind i alle menneskers fiaskoer, synd og død for at frelse os – hvad er Gud så andet end det hjem, hvor vi mødes med en åben, tilgivende, livgivende favn? Den favn, der også rummer glæden og festen.
Kristentro handler om at finde hjem. Og i det hjem er vi favnet, også med vores synder og fiaskoer. Kristentro handler om, at Gud tilgiver. Og at det er ham, der giver os en ny begyndelse. Igen og igen.
Det gælder så i øvrigt også, når vi kommer til den dag, hvor vi må slippe det liv, der rummer det, ethvert liv rummer: succeser, fiaskoer, bjergtinder, dybe dale. Hvor vi levede så godt, vi kunne, og det alligevel ikke var godt nok. Også der åbner hjemmet og faderens favn sig for os.
Og da sønnen fandt hjem, lod faderen en fedekalv slagte og sagde: Nu skal der festes. Og glæden var stor. Amen.
4. søndag efter trinitatis
4. søndag efter trinitatis, 2. tekstrække
Evangeliet: Matthæusevangeliet 5,43-48
Øvrige tekster: Femte Mosebog 24,17-22 og Romerbrevet 14,7-13
Vær fuldkommen! Jesus tager munden fuld i dag. Hans ord er pågående, direkte, insisterende. Hans krav til os er altomfattende. Vær fuldkommen! Ligesom Gud.
Hvordan hører vi de ord i dag? Hører vi dem, så de lægger sig i slipstrømmen af de skibe, der sejler i nutidens farvand? Vær fuldkommen! Sørg for, at du får et 12-tal til eksamen. Alt mindre end det er for dårligt. Vær fuldkommen! Få dig en karriere. Stræb opad, indtil du bliver den med højest position, løn og prestige. Vær fuldkommen! Se dig i spejlet, og gør så noget ved det! Få et abonnement til et fitnesscenter, og se så at få lidt muskler, mand! Eller få gjort noget ved de ekstra kilo, kvinde! Vær fuldkommen! Få boligen til at ligne et katalog. Få familielivet til at ligne et billede fra fotografen, hvor både børn og voksne smiler, og alle har det godt. Få kroppen til at være som blomsterhaven i juni, hvor roser og pæoner, ja selv ligusterhækkens blomster kappes om at være smukkest. Du kan jo godt! Du kan, hvad du vil!
Nej, nej, nej! Jesus lægger sig ikke i slipstrømmen af de skibe, der sejler i nutidens farvand. Der er så mange i dag, der på den ene eller anden måde stræber efter det fuldkomne liv. Kravet om fuldkommenhed kommer indefra i dag og handler om os selv: karrieren, kroppen, familielivet og meget mere. Det skal lykkes i det ene, korte liv.
Her er der mest grund til at sige præcis det modsatte: Stop ræset efter den fuldkommenhed! Ganske vist betyder karriere, krop og familie og mange andre ting meget. Men hvis det hele skal være fuldkomment, så ender det galt for de fleste. Så ender det med et nederlag. For ingen går igennem livet og får alle sine drømme opfyldt. Og ingen går igennem livet uden, at kroppen forfalder.
Nej, Jesus – hvis det er det, du mener med at være fuldkommen – så må jeg sige lige det modsatte af til jer i dag: Stop – og vær, som du er, i stedet for. Vær gennemsnitlig – det er de fleste af os jo alligevel. Så hvorfor ikke elske dette vidunderlige gennemsnitlige liv, i stedet for hele tiden at stræbe efter at være i toppen af alting?
Vær fuldkommen! Hvad mener Jesus? Hvor vil han hen?
Én ting kan vi være sikre på: Jesus lægger sig aldrig i slipstrømmen af de skibe, andre har sat i søen. Han vil altid noget andet: have andre til at lægge sig i slipstrømmen af ham. Han er ikke discipel af nogen. Han vil have disciple, der følger ham og gør som ham.
Hans krav om, at vi skal være fuldkomne, vender ikke indad mod os selv. Det vender udad mod andre. Det forholdet til medmennesket, han vil belære os om. Og her er kravet til gengæld stort: Elsk jeres fjender! Og det er lidt af et krav!
Det første, jeg tænker, når jeg hører det, er: Jesus, tager du ikke munden for fuld (også) her? Altså, én ting er, at du selv kan elske dine fjender. Det så vi på korset, hvor du bad Gud om tilgivelse for dem, der var dine bødler. Men mener du virkelig, at vi skal gøre det samme? Stille du de samme krav til os, uperfekte, ufuldkomne mennesker?
Der er ingen tvivl om, at Jesus mener det, han siger. Det er jo lige ud af posen: “I har hørt, at der er sagt: Du skal elske din næste og hade din fjende, siger han først. “De, der hørte hans tale, nikkede. Det var jo til at overkomme. Det var rimeligt: elske sin næste, hade sin fjende. Men så sprænger Jesus alle deres begreber og grænser og siger: “Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer.” Er det noget at sige til, at de endte med at afvise ham? Skulle de elske den romerske soldat? Ham, der havde besat deres land? Der havde taget af deres penge og sendt dem til Rom? Ham, der havde dræbt deres bror?
Jeg forstår dem godt, dem, der syntes, Jesus var for meget! Elske sin fjende – hvor vil du hen? Ved midsommer sang vi:
“Vi elsker vort land… Og med sværdet i hånd skal hver udenvælts fjende beredte os finde.”
Men Jesus siger altså: Du skal elske din fjende.
Lad os blive konkrete: Du skal elske ham, der har trukket dig gennem sladderens søle. Eller hende, der har såret dit liv, så du føler, du altid vil bløde af det, hun har gjort. Du skal elske det menneske i din familie, der sårer dig igen og igen. Du skal elske den chef, der er komplet umulig. Eller hende, der gav dig en fyreseddel, så du ikke blev den samme efter det. Eller du skal elske det menneske, der udfordrer din tro, fordi de er kommet til vores land og tror på noget andet end dig. Du skal elske den fjende, der bor i dit eget bryst, for nogle gange er vi vores egen fjende – og da skal du elske dig selv, som du er. Eller du skal elske den, du er rygende uenig med, religiøst, politisk eller på anden måde.
Men… siger vi – ligefrem elske? Ja, siger Jesus.
Men lad os lige holde fast: Det, Jesus siger, betyder ikke, at vi ingen fjender må have. En forudsætning for at elske sin fjende er jo, at man rent faktisk har nogle. Og måske er nogle så heldige, at de ingen fjender har! Men hvor mennesker er sammen, kan man hurtigt få nogen. Alt det fornægter Jesus ikke. Det ville da også være virkelig betænkeligt, hvis Jesus sagde: Du må ingen fjender have! Det ville være at fornægte, hvordan verden er – og det ville hverken være sandt eller sundt.
Vi kan endda skærpe det: Hvis du som kristen – og vi som kirke – ikke har fjender, så er vi ganske enkelt blevet for slappe. Kristentro peger nemlig på Jesus og siger: Han er sandheden! Enhver bliver ikke salig i sin egen tro, som mange mener. Det er ikke ligegyldigt, om du er muslim eller kristen eller hindu, eller om du blander det hele sammen og blender religionerne til din egen personlige, religiøse smoothie. Tro, håb og kærlighed, siger den kristne tro – og mange nikker: Ja, det handler livet om. Men kristentro er langt mere skarp og må skabe fjender, når den siger: Den tro, der frelser, er alene troen på Jesus. Det håb, der er et virkeligt håb, stammer fra Jesus Kristus, Guds søn. Den kærlighed, der er virkelig kærlighed, levede alene Jesus Kristus. Jesus havde fjender, fordi han var så herlig direkte. Hvis vi som kristne og som kirke ingen fjender har, ligner vi den herre, vi tjener, alt for lidt.
Jesus siger altså ikke: Du må ikke have en fjende. Han siger: Du skal elske de fjender, du har.
Og lad os lige slå en anden ting fast: Han siger heller ikke: Du skal synes om din fjende. At elske er i Bibelens sprogbrug ikke at synes om. “Elske” er i Bibelens sprogbrug mere en handling end en følelse. Når Jesus skal forklare det, fortæller han lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Han elskede ved at handle: ved at se medmennesket som et menneske, der har behov for hans hjælp.
Man kan altså godt have en fjende. Man kan også godt synes, han eller hun er forfærdelig. Men Jesus fastholder alligevel: Du skal værne, hjælpe og – siger han – bede for.
Vær fuldkommen, siger Jesus i dag! Vær fuldkommen – ikke med sigte på dig selv, din krop, din karriere, dit liv, altså. Men vær fuldkommen med sigte på at elske! Så meget, at du skal elske din fjende.
Og spørger vi: Hvordan skal vi kunne det? – så er der to ting mere at sige.
Det ene er: Gud elsker jo dig. Det andet er: Gud elsker derfor også den, der sidder ved siden af dig på bænken – ja, selv din værste fjende.
Gud elsker jo dig – lad os tage det først. I en salme reflekterer Kingo over Jesu kærlighed til sine fjender og siger:
“Han først for sine fjender bad:
“O kære Fader, dem forlad,
thi hvad de gøre, ved de ej,
så blinde gå de syndens vej!”
Hvorefter Kingo fortsætter:
“O Jesus, bed du også for mig…”
Hvorfor siger Kingo sådan? Hvorfor siger han – når han lige har fortalt, at Jesus bad for sine fjender – Bed også for mig? Fordi han, når han ser sig selv i spejlet, ved: Her er en Guds fjende. Jeg ville være Guds ven, men det blev til, at jeg blev Guds fjende. For det var også min skyld, der bragte Jesus til korset. Det var på mine vegne, bødlerne henrettede Jesus. Jeg står i samme række som Jesu bødler. En række, der omfatter os alle. Dem, der skulle være Guds venner, blev hans fjender på grund af synden og skylden. Det er os, Guds søn beder for, når han beder for sine bødler: Tilgiv dem, de ved ikke, hvad de gør. Og den almægtige lader solen skinne over os og lader regnen give os vækst. Vi, der mest af alt viste os som Guds fjender, er alligevel under Guds kærlighed.
Når først vi har set dette: Vi er Guds fjender – og alligevel elsker Gud os – så ændres billedet af det menneske, der er vores fjende. For vi er sammen om dette: at fortjene Guds straf. Men vi får hans kærlighed.
Jeg så for nogen tid siden et billede af tre hjerter. De var fuldstændig ens. Nej, ikke helt – der var en smule forskel i størrelse. Men ellers var der ingen forskel. Man skulle nu gætte, hvilke mennesker de tre hjerter tilhørte. Svaret var let: tre mennesker. Men da man så de tre mennesker, så man tre helt forskellige: en asiat, en europæer og en afrikaner. Men først og fremmest var de mennesker med det samme hjerte. Sådan elsker Gud også den, der sidder ved siden af dig – ja, din fjende, den fremmede, den komplet umulige, den, du bare ikke kan døje. Vi har det samme hjerte. Vi får den samme kærlighed fra Gud.
Skulle vi så ikke elske og gøre godt, som Gud elsker?
Lad os sammenfatte, hvad jeg har fået at give videre til jer i dag:
Vær fuldkommen, siger Jesus. Men han lægger sig ikke i slipstrømmen af tidens fokus på det perfekte og fuldkomne liv. Det, han mener, er: Vær fuldkommen i kærlighed, så den endog strækker sig til fjenden.
At elske fjenden betyder ikke, at man ikke må have en fjende. Tværtimod: Det forudsætter, at vi har en. Og “at elske” betyder ikke “synes om”, men at gøre godt imod.
Begrundelsen for, at vi skal gøre dette, er: Vi er selv blevet mødt af den kærlighed, der elsker fjenden. For Gud elsker os. Og han elsker på samme måde vores fjende.
Derfor skal vores liv have den retning: kærlighed, kærlighed, kærlighed. Der er nok at gå i gang med!
Amen.
5. søndag efter trintiatis
5. søndag efter trinitatis, 2. tekstrække
Evangeliet: Matthæusevangeliet 16,13-26
Øvrige læsninger: Jeremias’ Bog 1,4-9 og Første Petersbrev 2,4-10
Hvem siger folk, jeg er? spørger Jesus i dag. Skulle det have nogen betydning, hvad folk mener om Jesus? Jeg mener: Er Jesus ikke den, han er? Er det ikke det, Gud engang sagde til Moses, da Moses stod foran den brændende tornebusk og spurgte: Hvem skal jeg sige har sendt mig for at befri folket? Gud svarede selvbevidst: Jeg er den, jeg er. ”Jeg er”, har sendt dig.
Er Jesus ikke den, han er: Guds søn? Skulle det have nogen betydning for Guds søn, hvad mennesker mener om ham?
Jesus opfører sig jo nærmest som en usikker pige på 15, der ser sig i spejlet. Selvsikkerheden er i bund. Alt drejer sig om dette: Hvad synes de andre om mig? Eller … Jesus opfører sig som en mand på 43, der lige har postet et billede på Facebook eller Instagram. Nu tjekker han så hver halve time, hvor mange likes og kommentarer han har fået. Eller … Jesus er som en kvinde på 82, der ser tilbage på sit liv og tænker: Var jeg en god nok mor for mine nu for længst voksne børn? En god nok kone for min afdøde mand? Eller fejlede jeg med det vigtigste i mit liv?
Stiller Jesus sig da virkelig i den række, når han spørger: Hvem siger folk, jeg er? Har Guds søn brug for, at mennesker siger noget om ham? Er han afhængig af andres dom over ham? Er han ikke den Guds søn, der er – og som ikke er afhængig af andre end sig selv?
Jesus er Guds søn. Men han har brug for andre end sig selv. For hvis Gud er kærlighed … Hvis Jesus virkelig kom for at elske verden og give sig i kærlighed for os … som han gjorde det, så har Gud brug for mere end sig selv. Kærlighed har altid brug for den anden. Kærlighed mellem to, der elsker hinanden, lever af gensidighed. Og derfor er det ikke kun mennesket, der har brug for Gud. Gud har også brug for mennesket. Derfor har Guds søn brug for at vide: Hvad siger folk om mig? Og hvad siger I om mig? Det er ikke et usikkert spørgsmål som: Er jeg god nok? Men det er som når én siger til sin elskede fra hjertets dyb: Jeg elsker dig. Og så venter på, at den anden siger det frit fra sit hjertes dyb: Jeg elsker også dig.
Jo, han har ret, kunstneren Peter Brandes, der har udsmykket Vejleå Kirke i Ishøj. Der er ikke et kors som i så mange andre kirker, men et Kristus-hoved, der stikker ud fra væggen. Der er kun halsen og hovedet, intet andet. Det er et blodrødt, bøjet ansigt. Man ser Jesus i dødsøjeblikket. Og undres: Hvor er hænderne med naglerne i? Hvor er fødderne, også naglet fast til korset? Kroppen, vredet i smerte? Løb kunstneren tør for inspiration, så det desværre kun blev til hals og hoved?
Historien fortæller, at menighedsrådet ikke var kritisk over for at få Kristus-hovedet op at hænge i kirken. Men Peter Brandes insisterede på det, for – som han sagde det: ”Kristus er hovedet, kirken er legemet.” Så meget hænger Guds søn sammen med det folk, der bekender, hvem han er – som et hoved med et legeme. Derfor skulle hovedet op alene, stikkende ud fra væggen – for kirken, murene, menneskene i den – de er Kristi legeme.
Han har ret. Som et legeme ikke kan eksistere uden et hoved, sådan kan kirken ikke eksistere uden Kristus. Men det gælder også modsat: Et hoved kan intet uden et legeme. Sådan har Guds søn brug for os.
Derfor spørger Jesus i dag: Hvem siger folk, jeg er? Hvem siger I, jeg er? Og derfor mødes vi endnu i den kirke, der har Kristus som hoved, og bekender. Fordi vi har brug for kirkens hoved, Kristus. Og fordi han har brug for vores gensvar i bekendelsen.
Og når Jesus så får det svar, som Simon i dag siger: Du er Kristus, den levende Guds søn, så breder der sig et smil om munden på Guds søn, der har al magt. For da giver vi ham det, han har brug for: Et folk, der bekender hans navn, og som fra hjertets dyb siger: Som du har elsket os, elsker vi dig!
Og denne bekendelse til, at Jesus er Guds søn – det er den klippe, kirken bygger på, siger Jesus i dag. Uden den bekendelse er kirken ikke kirke, men bare en samling mennesker. Med den bekendelse er kirken kirke – med alt det, det indebærer: en kirke, som i dåb og nadver og ord kan løse mennesker fra alt deres eget og give dem Guds himmerige.
Og når vi i dag tager imod endnu et barn, så spørger præsten: Tror du? Da læner vi det lille barn – og den, der bærer det – op ad den bekendelse, der går helt tilbage til Peters bekendelse, at Jesus er Guds søn. Og døbefonten har vi fået hugget ud af et stykke klippe. Som for at sige: Det her er klippen. Den bekendelse, der siges ja til, og dåben ind i den bekendelse, det er klippen, vi kan bygge et liv og en kirke på. I den bekendelse åbnes der til Guds himmerige for barnet.
Men … har I lagt mærke til, at der undertiden er revner, når I går i et klippelandskab? Man kan falde i revnerne. Slå sig på dem. Hvis man er uheldig – og revnerne er dybe nok – dø i dem.
Men har I så lagt mærke til, at der nederst i sådan en revne ofte har samlet sig lidt jord? Og dér – der kan noget spire og gro.
Simon Peter, der lige bekendte, at Jesus er Guds søn, har sprækker i sin klippefaste bekendelse. Det er vidunderligt – som når selv en superfodboldspiller brænder et straffespark. Så er han alligevel ikke fuldkommen! Sådan er det vidunderligt, at Simon Peter ikke er fuldkommen, men fuld af alt det, alle vi andre er fulde af: revner og sprækker af tvivl. For også vi oplever, at vi ikke lever op til det, vi gerne ville.
Det gør vi generelt i livet, når også vi brænder de oplagte muligheder og må se vores svigt i øjnene: at vi ikke slog til i ægteskabet, over for børnene eller vores forældre, for eksempel. Eller på arbejdet. Eller når der kommer revner i relationer, vi ellers troede var stærke.
Og revner i vores bekendelse til Gud, jo, dem har vi også! Bekendelsen har vi og siger den også i dag. Men af og til kan det overmande også mig: Er det sandt, det, du har brugt hele dit arbejdsliv på – forkyndelsen af, at Jesus er Guds søn, og at det er livet om at gøre at tro på ham? Er det?
Hvor er det dér vidunderligt, at jeg dér kan stille mig i samme række som Peter, der også havde revner og sprækker i sin tro, så Jesus siger til ham, at han står i ledtog med Satan. For det betyder, at det Guds folk, som Jesus har brug for, ikke kun er for de afgjorte og stærke, der ikke tvivler. Guds kirke blev bygget på den bekendelse, som selv hos Jesu nærmeste havde revner. I Guds folk er der plads – også til den, der må kæmpe med sin tro og som brænder livets oplagte muligheder. Der er plads til det liv og den tro, der har sprækker.
Ja, mere end det. For der er – som sagt – ofte i sprækkerne i en klippe, at livet kan få fat. Det er ofte kampene i livet, der er liv i. Det er noget af det, Jesus udtrykker, når han siger det sådan til Simon Peter: Den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det.
Sådan kender vi det i vores eget liv: Det er ofte i en kamp i et ægteskab, at der kan komme nyt liv. Hvor man ikke tager kampen, men bare affinder sig og lader stå til, så kommer ligegyldigheden. Men dér, hvor man vover at miste noget i opgøret med ligegyldigheden, dér er livets mulighed.
Og sådan var det også for Jesus selv: Han kæmpede med Gud selv i Getsemane Have og bad: Lad lidelsen gå forbi mig. Han sagde selv det, som han i dag angreb Simon Peter for: Lad det ikke ske, at jeg skal lide! Efter den kamp blev han hængt på korset og lagt i en sprække i klippen, en hule, der fødte livet påskemorgen.
Og sådan er det også ofte i vores kampe i livet og i troen, når vi snubler i revnen i klippen, at noget kan gro frem.
Gud ske lov, at vi må læne os op ad Simon Peters bekendelse. At den bekendelse blev givet os, da vi blev døbt. Og Gud ske lov, at den bekendelse nok er klippen, kirken bygger på, men samtidig er så menneskelig, at der kom sprækker i den allerede, da den lige var sagt første gang.
Derfra er vi sat til – som Jesu disciple dengang – at følge efter Jesus. Til at være hans disciple. Og den vej, han gik, var som sagt kampens vej. Det var vejen over klippen, der førte til fald og til liv, der spirede af det.
Det er også den vej, vi skal gå: Vi skal gå i den kamp, som livet er. Vi skal kæmpe for, at livet bliver det, Gud har tænkt med os. Vi skal gå på de veje, han har tænkt for os. Og vi skal kæmpe troens kamp for at elske Gud og næsten. Vi skal gå med en bevidsthed om, at vi i bekendelsen og dåben bygger på en klippe – intet mindre.
Og når vi så snubler i sprækkerne, der møder os, og ikke kan finde ud af livet eller troen eller får sagt det helt forkerte som Simon Peter i dag, eller noget i livet går skævt, eller vi er ved at miste troen, så skal vi igen se Jesus som vores forbillede. Se ham i Getsemane Have. Råbe til Gud. Kæmpe for livet og troen. I den bevidsthed, at den, der er faldet, har livets mulighed. Den, der mister sit liv, skal finde det.
Bekendelsen er klippen! Og i sprækkerne i klippen gror livet stadig!
Amen.
6. søndag efter trinitatis
6.søndag efter trinitatis, 2. tekstrække
Prædiketekst: Matthæusevangeliet 19,16-26
Øvrige tekster: Anden Mosebog 20,1-17 og Romerbrevet 3,23-28
TV-reklamer tager ofte pulsen på, hvad der rører sig i vores liv. Deres formål er at sælge noget, naturligvis. De gør det ofte ved at vise os det, vi stræber efter, eller ved at vise noget, vi kan genkende os i. Så vi sidder tilbage med en feel-good-stemning og får lyst til at købe lige præcis det, som reklamen handler om.
Her i sommer kører Ikea en tv-reklame, der slutter med sætningen: “Det behøver ikke være perfekt for at være rigtigt.” Man ser en kvinde, der tager noget ud af køleskabet, men kartonen er tom, og hun irriteres tydeligvis. Så kommer manden hjem fra arbejde. Lige inden for døren er der efterladt et rod. Til sidst sidder kvinden på toilettet, men der er ikke mere toiletpapir. Vi kender alle situationerne. Vi har været i dem. Sådan er hverdagen undertiden. Til sidst sætter de to sig sammen i sofaen under det samme tæppe. Så kommer sætningen: “Det behøver ikke være perfekt for at være rigtigt”.
Det er så enkelt, så genkendeligt – og så sandt. Det behøver ikke være perfekt for at være rigtigt. Hverdagen, ægteskabet, arbejdet, kollegerne, vennerne – ja, livet. Det behøver ikke være perfekt for at være rigtigt. Heldigvis.
I evangeliet i dag er der en ung mand, der vil være perfekt. Han nikker uden at blinke til, at han har holdt alle budene. Nu spørger han Jesus, hvad han så skal gøre. Han har høje idealer og store tanker om sig selv. Han ved, hvad han vil, og han stræber efter det. Men én ting holder ham alligevel tilbage, da Jesus med sine spørgsmål borer i, hvem han er, og hvad han skal. Da Jesus siger til ham: Hvis du vil være fuldkommen, så sælg alt, hvad du ejer, og giv det til de fattige … Og kom så og følg mig. Hvis du vil være fuldkommen … det er jo det, han vil. Han vil være fuldkommen, et helt igennem perfekt menneske, der når det, han sætter som mål. Men han tør alligevel ikke give slip, når kravet til at blive fuldkommen er, at han mister sin økonomiske sikkerhed. I stedet for at følge Jesus går han bedrøvet væk.
Hvad sker der med denne mand, da han går? Bliver han i bedrøvelsen, i den bitre selverkendelse, at han ikke kan leve op til kravene om at være perfekt, at han fejlede og derfor ikke er god nok? Eller rejser han sig igen, fornyet og nådig mod sig selv og siger til sig selv som i reklamen fra Ikea: Det behøver ikke være perfekt for at være rigtigt! Jeg er bare et uperfekt menneske, og det må være godt nok. Kommer han tilbage til Jesus og siger det til ham, som det er: Jeg kan ikke være perfekt! Må jeg følge dig alligevel?
Vi ved det ikke. Men vi ved, at hans fortælling i dag når os. Og vi udfordres til hver for sig at skrive hans historie ind i vores liv og finde slutningen i vores liv.
Men inden vi kommer til at overveje, hvordan vi ville fortsætte den unge mands historie, hvis det var os, vil vi blive lidt ved hans ønske om at være perfekt. Jeg kunne godt nu harcelere mod nutidens perfekthedskultur. Se denne unge mand i evangeliet i dag, kunne jeg have sagt. Dengang, på Jesu tid, var der en perfekthedskultur, der handlede om at holde Guds bud. Og hvad gjorde Jesus? Han gjorde op med det! For var det ikke det, han gjorde, da han sagde til den unge mand: Sælg alt, hvad du ejer? For at manden selv måtte konkludere: Det er umuligt – og så vende sig til Jesus igen.
Paulus gjorde også op med den jødiske perfekthedskultur. Hørte vi det ikke i den første læsning: Alle har syndet. Alle. Erkend det nu! Vi bliver ikke perfekte og retfærdige i os selv. Drop det! Der er kun én vej: at tro på Guds nåde i Jesus!
Og så ville jeg have sagt: I dag er vi godt på vej ud ad den samme vej som den unge mand i evangeliet. Det perfekte, 12-talskulturen, hærger vores samfund. Med udsagn som: “Du kan, hvad du vil!” overbelaster vi både unge og ældre, for den sags skyld også. Den ene eksamen efter den anden – kravet er højt, hvis man vil ind på drømmestudiet. Det er som et Tour de France-løb, hvor det hele tiden lyder: Højere op, stærkere stigninger, du skal i front, være den bedste. De sociale mediers udstilling af det, der lykkes, hælder samme vej. Og jeg ville, hvis jeg gik den vej i dag, uden at blinke inddrage mig selv og min egen erfaring i det hele. For jeg har stræbt efter høje karakterer, haft høje idealer i mit arbejdsliv, knoklet, ville gøre det godt hele vejen igennem.
Men jeg vil ikke harcelere mod perfekthedskulturen. Jeg vil i stedet spørge: Er vi allerede videre end perfekthedskulturen?
Vi har set, hvordan det skaber en generation af unge, der lider, fordi de ikke kan leve op til det. De bliver deprimerede af kravene, som den unge mand i evangeliet i dag. Og vi ser mange, der senere i livet bukker under for stress.
Men aviserne er også fyldt med mennesker, der siger det modsatte og siger: Vi må gøre op med dette liv, der hele tiden vil højere op. Reklamerne ved som sagt, hvad der rører sig i vores liv i dag. Når Ikea fremstiller det uperfekte liv og siger: Det behøver ikke være perfekt for at være rigtigt, så spejler det, hvad mange tænker nu. Perfekthedskulturen er – i hvert fald hos nogle – allerede på retur. Det er godt!
Uden tvivl hænger det sammen med de store begivenheder, der har været i verden de sidste år. Vi ved det nu: Vi har ikke et perfekt sundhedsvæsen til at danne en tryghedsramme om vores liv. Det kan jo ikke dæmme op for, at en pandemi kan ramme og lamme selv vores dejlige land. Europas stabilitet efter murens fald i 1989 er ikke en blivende perfekt ramme om fred. Det, der sker i Ukraine, ligner det, der begyndte i tiden mellem de store verdenskrige i det 20. århundrede.
Og videre endnu: Vi har ikke en perfekt økonomisk stabilitet med stadig stigende velstand. Der skal så lidt til, før inflationen stiger, aktierne falder, og huspriserne vender.
Den slags store ting har det med at indvirke på den måde, vi ser på os selv. Verden er ikke perfekt – det har vi set nu. Vi er det derfor heller ikke. Vi er derimod uperfekte, sårbare, dødelige, udsatte, begrænsede. Eller sagt i et kirkeligt sprog: Vi er syndere, der gang på gang går fejl.
Kamelen og nåleøjet er det bærende billede i evangeliet i dag. Det største dyr og den mindste åbning. En kamel kan ikke gå igennem et nåleøje. Det siger sig selv. Det er svært nok at få en tråd igennem et nåleøje. Den, der ikke er øvet i at gøre det, kan bruge minutter på det. Forsøge at ramme det lille hul. Nej, heller ikke denne gang. Så endelig, endelig – i 10. forsøg – lykkes det!
Det er noget andet med kamelen og nåleøjet. En kamel kan ikke gå igennem et nåleøje. Det er, som det siges i evangeliet: umuligt.
At være perfekt er umuligt. At være fuldkommen er umuligt. Adam og Eva kunne ikke, men faldt og tabte Paradiset. Den unge mand i evangeliet i dag kunne ikke og gik bedrøvet bort. Vores verden kan ikke, men rammes af sygdomme og krige. Vores liv kan ikke, uanset hvor mange der siger: Man kan, hvad man vil! Paulus kunne ikke og vendte om fra den jødiske stræben til evangeliets frigørelse. Frigørelsen ligger i erkendelsen – og i Guds nåde: Alle er syndere, men bliver gjort retfærdige af tro alene. Det perfekte, det fuldkomne, den perfekte verden, Guds rige, ligger ikke inden for vores muligheder. Det ligger kun i Guds nådige muligheder.
Vi må tilbage til, hvad den rige, unge mand så gjorde!
Bliver han i bedrøvelsen, i den bitre selverkendelse, at han ikke kan leve op til kravene om at være perfekt, at han fejlede og ikke er god nok? Eller rejser han sig igen, fornyet og nådig mod sig selv og siger til sig selv som i reklamen fra Ikea: Det behøver ikke være perfekt for at være rigtigt! Jeg er bare et uperfekt menneske, og det er godt nok. Eller kommer han tilbage til Jesus for at høre mere og følge ham?
Spørgsmålet er, hvad vi gør, når vi står tilbage med vores brudte og uperfekte liv. Når vi rammes af sygdomme og vanskeligheder. Eller når vi erkender, at vi hverken i forhold til vores nærmeste eller til vores Gud kan overholde buddet om kærlighed og står tilbage som skyldnere og syndere. Vi kan også gå til i skyld og skam og ærgrelse og depression. Vi kan også rejse os og sige: Pyt – jeg er jo bare et menneske! Og det er på mange måder godt at gøre, det er bare ikke nok, hvis vi spørger Jesus.
Han vil have os til at følge ham! Kom så og følg mig, siger Jesus til den unge mand. Han siger det også til os. Han vil have os til at følge ham, for i hans følge ligger den virkelige frihed.
Derfor lyder der også et “kom” til os i dag. Kom – for i Jesu muligheder – og kun dér – er Guds rige. Kom – for i Jesu muligheder – og kun dér – er frelsen. Kom – for i Jesu muligheder – og kun dér – er tilgivelsen og den ubetingede kærlighed. Kom – for kun i Jesu muligheder er alt muligt, som det siges i dag. Selv at lade uperfekte syndere få Guds rige.
Det betyder ikke, at alt bliver godt her og nu. Gud fixer ikke vores liv. Det er da heller ikke, hvad Jesus siger. Men han siger, det er muligt at komme ind i Guds rige i følgeskab med ham. Han siger, at frelsen er mulig. At håbet er muligt. At kærligheden, der tilgiver og bærer os oppe, er mulig. Selv når man står et umuligt sted som en kamel foran et nåleøje.
I reklamen fra Ikea står som sagt denne sætning til sidst: Det behøver ikke være perfekt for at være rigtigt. Uanset om Jesus vil have os videre end til det, så er det nu godt at lytte til. Livet behøver ikke være i balance, være sygdomsfrit eller være som de bedste dage – for at være rigtigt.
Men sætningen: Det behøver ikke være perfekt for at være rigtigt – gælder også i forholdet til Gud.
Jesus beder ikke den unge mand om at stille op med den perfekte tro. Han beder ham bare om at følge ham, det vil sige at blive Jesu lærling og gå med ham i livet. Og derfor kan vi roligt følge Jesus med alt det, der er i os: vores uperfekte liv, vores uperfekte tro, vores skyld, vores sygdomme, vores død. Og komme til ham, som vi er, i al vores uperfekthed og med al vores synd.
I Jesu rige kommer kamelen gennem nåleøjet. I Jesu rige kaldes vi for Guds børn. I Jesu rige gives håbet, det evige, det retfærdige, væk som ufortjent gave.
Amen.
7. søndag efter trinitatis
7. søndag efter trinitatis, 2. tekstrække
Prædiketekst: Matthæusevangeliet 10,24-31
Øvrige tekster: Prædikerens Bog 3,1-11 og Romerbrevet 8,1-4
Det skal handle om tiden og om frygten i dag. På sin vis enkelt. Kun de to ting: Tiden og frygten. Det må være til at huske, også når I går herfra. Det er ikke meget, jeg kræver af jer i dag. Bare to ting: Tiden og frygten. Så enkelt.
Og så alligevel.
For både tiden og frygten er noget af det, vi bøvler med hele livet. At leve i tiden er et vilkår, som ethvert menneske har. At leve med frygten er også et vilkår, som ethvert menneske har. Og det er ikke altid lige let at leve i tiden, at leve lige nu. Og det er heller ikke let at leve med frygten.
Tiden er i denne gudstjenestes tekster.
”Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt”.
Sådan hørte vi fra gudstjenestens første læsning i et af verdenshistoriens smukkeste digte.
”Alting har en tid…” Og så rummer digtet ellers en opregning af modsætninger, alle sammen under overskriften: Alting har en tid. ”En tid til at fødes, en tid til at dø. En tid til at plante, en tid til at rydde… En tid til at græde, en tid til at le… En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne… En tid til at tie, en tid til at tale..”
Digtets rytme får mig til at falde til ro. Det er som at gå ved Vesterhavet en sommerdag og lytte til bølgerne, der rytmisk slår ind mod kysten. Og som man går, bliver man ét med naturen. Der er som én, der omfavner mig og hvisker fortroligt til mig: Tag nu bare tiden, som den er!
Og jeg tænker, når jeg hører det: Kunne jeg bare leve sådan! Tage tiden, som den er. Være i tiden, som den er. I fødsel og død. I gråd og latter. I tale og tavshed. I alt, hvad tiden bringer til mig. Kunne jeg bare tage imod, hvad tiden giver mig. Som en skål, der tager imod det, der lægges i den. Men det er ikke altid så let og enkelt.
Se lige på dette billede.
En håndværker er ved at reparere et ur. Måske et kirkeur – i alt fald et tårnur. Nu skal uret stilles. Og til det formål er der en luge, han kan åbne indefra. Han strækker sin muskuløse hånd ud og tvinger den store viser.
Er det sådan, vi ofte har det med tiden? Vi prøver at tvinge tiden. Tvinge den til at være anderledes, end den er.
Lad mig blive lidt mere konkret. Jeg har haft sommerferie. Tre dejlige uger i sommerhuset med besøg af nogle af dem, jeg holder mest af. På feriens sidste dag tænkte jeg: Tiden er gået for hurtigt. Altså – jeg holder også af mit arbejde, og det er dejligt at være tilbage, misforstå mig ikke. Men alligevel: Jeg kunne godt tænke mig, hvis jeg havde kunnet tvinge ferietiden til at gå lidt langsommere.
Kender I det ikke? Der er helt sikkert nogle af jer, der er to-do-liste-mennesker. I laver en liste over, hvad der skal laves – derhjemme eller på arbejde. Men inden dagen er gået, har I kun nået tre ting. Tre ud af de seks ting, der stod på listen i dag! Og måske prøver I så at tvinge tiden, så I når mere, end I kan, og arbejder hurtigere eller arbejder mere.
Andre af jer er ikke to-do-liste-mennesker, men tager det, som det kommer. Men også her kan frustrationerne indfinde sig. For det kan ende med at blive uoverskueligt, og man løber fra det ene til det andet og når ingenting. Kunne tiden bare strækkes, så man nåede det.
Eller hvem kender ikke, at tiden af og til også går for langsomt? Også det kan være dybt frustrerende, så man tænker: Kunne tiden bare gå hurtigere, så vi når frem til det, der venter? Eller gå hurtigere, så ensomheden ikke er så stor.
Åh, hvorfor er det, vi hele tiden vil tvinge tiden? Så hellere den ro, der kommer, når prædikerens ord omfavner os og lader tiden være det, den er, lader os nå det, vi kan, lader os tage imod det, der kommer, og gøre, hvad vi så kan – også når tiden rummer frustrationer eller vanskeligheder eller sygdom: ”Alting har en tid… En tid til at fødes, en tid til at dø. En tid til at plante, en tid til at rydde… En tid til at græde, en tid til at le… En tid til at omfavne, en tid til ikke at omfavne… En tid til at tie, en tid til at tale…”
At leve i tiden er et vilkår. Men det er også en kunst, som vi bruger hele livet på at lære.
Vi vender tilbage til dette billede senere – men først skal vi se på det andet, jeg vil tale om i dag.
I husker det nok, ikke? Der var to ting i dag. Tiden og frygten. Bare to ting. Jeg vil spørge: Når vi ofte ikke formår at leve i tiden, som den er, hænger det så sammen med, at frygten også er i vores liv?
Frygten i vores liv er grundlagt i vores fortid. Den kommer fra den tid, hvor uret gik i barndommen, og vi som ganske små frygtede at blive ladt alene og være hjælpeløse. Hvor grundspørgsmålet var: Elsker mine forældre mig? Mennesker, der blev svigtet som små af deres forældre, kan berette om en navnløs angst, der plager dem resten af livet. Vi har alle en snert af denne angst.
Frygten fra tiden, der har været, fra barndommen, siger psykologer. Men frygten kommer også fra tiden, der kommer. Der ligger en frygt for sygdom, ulykke og død i os. For nogle uger siden døde en 13-årig pige i Tivoli Friheden, da den sidste vogn i en forlystelse knækkede af. Ulykken kan ske. At sygdom er en konstant risiko, ved vi. At vi alle skal dø – det ved vi også. Og i hvert fald når det kommer tæt på, så frygter vi, hvad der kan ligge og vente på os i fremtiden.
Frygten har derfor med tiden at gøre. Den kommer fra både fortid og fremtid. Frygten ligger dybt i os – som bunden i en lagkage – fra vores barndom og fra det liv, der er levet, fra fortiden. Ikke som det, der er øverst, og som vi ser hver dag, men som det, der ligger dybest, og som vi ikke ser, men alligevel er der. Og som af og til kan trigges af noget og blive til en frygt for det, der kommer.
Frygten og tiden. Om det handler det som sagt i dag. Og så om én ting mere. For vi mangler én i regnestykket om tiden og frygten. Vi mangler Gud. Vi mangler det vigtigste, ham, der altid er og skal være centrum i en prædiken. Vi mangler ham, der taler i evangeliet i dag: Jesus Kristus.
Frygt ikke! siger Jesus til sine disciple i evangeliet i dag. Hvad han vil sige, minder om digtet fra Prædikerens Bog. Og så alligevel siger det meget mere. For det er Guds søn, der siger det – og som griber fat om det, der ligger som bunden i en lagkage i vores sind: frygten.
Frygt ikke! siger Jesus. Han siger det tre gange. For én gang er ikke nok. Lad os nu gå ind i de tre ”Frygt ikke”, tage dem bid for bid og se, hvad de indeholder til os.
”Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede”, siger Jesus. Han ved, vi frygter det, der skal komme: døden. Men frygt ikke døden, siger han. Frygt kun Gud.
Det er ikke tilfældigt, at Jesus stiller et ”Frygt ikke” over for døden sammen med et ”Frygt Gud”. For skal vi kunne se døden i møde uden frygt, må vi frygte Gud. Døden er ikke det værste, siger vi undertiden. Når vi siger det, er det oftest, når vi står ved et sygeleje og ser et menneskes ulidelige smerter og bare ønsker, at det her må få en ende. Døden er ikke det værste, kan vi så sige.
Jesus siger også i dag: døden er ikke det værste – frygt den ikke! Men hans baggrund for at sige det er: Der er noget, der er værre: At både sjæl og legeme kan gå fortabt. Derfor skal vi frygte Gud. Det vil ikke sige: være bange for ham. Vi skal frygte, så det driver os til at tro på Gud. Og den frygt – gudsfrygten – er samtidig betingelse for frygtløshed over for døden. For da er døden ikke det værste. Men indgangen til Guds rige.
”Frygt derfor ikke…”, siger Jesus videre ”I er mere værd end mange spurve.” ”Og ikke én af dem falder til jorden, uden jeres fader er med den.”
Her er det igen døden – og så ulykken – der er i fokus. ”Ikke en spurv falder til jorden, uden jeres fader er med den…”
Spurve er der nok af. De er overalt som de grå, små hverdagsfugle. Der er ingen sensation over at se en spurv. Men – siger Jesus – ”Ikke en spurv falder til jorden, uden jeres fader er med den.” Altså: Når en grå hverdagsfugl har den almægtige skabers omsorg. Hvordan kan vi så frygte ulykken og døden? Vi er meget mere for Gud, selv vores hovedhår har han talt! Gud kender os, og Gud er med, selv når det værste sker. Dermed forklares lidelse og død ikke. Men vi får et sted at være med lidelsen – og et håb. Et håb, der får næring af Jesu: Frygt ikke! til os.
”Frygt ikke”, siger Jesus for tredje gang. ”For der er intet hemmeligt, som ikke skal åbenbares, og intet skjult, som ikke skal blive kendt.”
Meget er skjult for mennesker. At kende Gud er ikke at vide svar på alle livets gåder. Men engang skal alle gåder løses. Engang skal alt blive klart. Engang i Guds rige skal vi forstå alt, også det vi nu kæmper med.
Frygt ikke, siger Jesus altså. Tre gange som tre bedeslag, der indvarsler en gudstjeneste.
For de første: Frygt ikke, for døden er ikke det værste, når man tror på Gud. For det andet: Frygt ikke, for selv når en spurv falder, er Gud. For det tredje: Frygt ikke, for engang skal alt det, I ikke fatter, blive klart i lyset hos Gud.
Det er værd at lytte til disse tre bedeslag – og lade dem være vores gudstjeneste i dag.
Se lige på billedet igen. Hvad er armen i billedet? Ja, det er vel bare en håndværker, der reparerer et ur. Og jeg tolkede det tidligere sådan: Sådan prøver vi at betvinge tiden i livet. Ikke mindst, fordi frygten ligger i os.
Men er der også en anden tolkning? Kan armen tolkes, så det er Guds arm? Guds stærke arm, der er midt i vores liv og tid? Den stærke arm, som Jesus Kristus kom med? Ikke en arm, der styrer os eller bremser eller skubber os. Men bare en arm, som er der – altid.
Sådan fortolket vil billedet sige til os: Du behøver ikke forsøge at styre tiden og frygten i tiden. For der er én, hvis arm er stærk, og som engang lagde tiden som vilkår for menneskeliv. Og ind i livet lagde han en tid til alting. Den almægtige, skabende Gud. Det er den samme Gud, som i Jesus Kristus kom og viste sin styrke. I den kærlighed, der endda overvandt døden. Og som har lovet dig at være med dig til hver en tid.
Så se Guds stærke, skabende og frelsende arm i dag! Åh, den får mig til at falde til ro! Den får mig til at høre digtet fra Prædikerens Bog igen og sige: Ja, sådan vil jeg leve i dag. Der er en tid til alting.
Og når frygten så kommer igen i morgen. Eller når jeg igen prøver at tvinge tiden. Så vil jeg se armen igen og finde et af de mange steder i Bibelen, der står: Frygt ikke!
Og lade dem blive bedeslag til min hverdagsandagt, så det giver mig tro og ro til at leve det liv, som det er. Og til engang, når Gud vil det, dø min død.
Amen.
8. søndag efter trinitatis
8. søndag efter trinitatis, 2. tekstrække
Prædiketekst: Matthæusevangeliet 7,22-29
Øvrige tekster: Mikas Bog 3,5-7 og Første Johannesbrev 4,1-6
Er du klog?
Det er lidt af et spørgsmål at stikke ud her i dag, hvor I er kommet op søndag morgen og taget i kirke. Ikke desto mindre stiller jeg altså spørgsmålet: Er du klog?
Når nogen stiller sådan et spørgsmål, vil enkelte måske trække deres eksamensbeviser frem og sige det uden at blinke: Ja! Eller nogen vil smilende fortælle om engang, de fik taget en IQ-test. Mens andre – og det er måske de fleste – ikke har særlig meget lyst til at svare på sådan et intimiderende spørgsmål: Er du klog?
Når jeg stiller spørgsmålet i dag, er det, fordi Jesus i den tekst, jeg prædiker over i dag – og som vi hørte læst op før – taler om en klog mand. Han fortæller om to, der byggede huse. Den ene byggede sit hus på klippen. Den anden byggede sit hus på sand. Da der så kom uvejr og stormflod, stod huset på klippen fast, hvorimod huset på sand blev efterladt som brokker. Ham, der byggede på klippen – det er ham, Jesus kalder klog. Den anden kalder han for en tåbe – et fjols.
Så det handler om at være klog i evangeliet i dag. Er du så det – klog? Det må jo være det spørgsmål, der skal stilles i dag.
Jeg bliver irriteret på Jesus, kan jeg mærke. Ganske vist: Jesus taler ikke om den klogskab, der udmønter sig i karakterer på et eksamensbevis – det er jeg med på! Jesus taler ikke om det, som mange af de studenter, der fik hue på i juni, stræbte efter: at vise sig så kloge som muligt, så de kan komme ind på drømmestudiet. Det er en dybere form for klogskab, han taler om. Det er livsklogskab – eller måske snarere trosklogskab, hvis man da kan tale om det.
Jesus taler om den klogskab, der bygger sit liv på det, der holder. Men det gør ikke min umiddelbare irritation over Jesus mindre. Skal det tages for pålydende: “Hvis du er klog, så bygger du dit liv på det, der holder” – så lægger det jo virkelig et pres ind over livet. Klogt eller tåbeligt. Hus, der holder, eller hus, der falder. Hvad vælger du? Hvad gør du? Det er dér, trykket ligger: Det er dit ansvar.
Det lyder, som om Jesus lægger sig på linje med, hvad mange tænker i dag. Der er mange, der i den grad tager ansvar for at bygge deres liv op, så det ikke vælter. Og det er på den ene side godt. På den anden side: Hvem kan bære ansvaret for, at vores liv ikke vælter? Har nogen overhovedet den klogskab, der skal til?
Og derfor er min umiddelbare følelse irritation over Jesus. For jeg har set alt for mange mennesker, hvis liv er væltet af sygdom, en fyring, sorg eller en gråtonet hverdag med depression. Og det kan og skal ikke stikkes dem i hovedet: Din skyld! Du var ikke klog nok, da du byggede dit livs hus.
Jeg må hellere trække vejret dybt, inden jeg får skældt Jesus for meget ud – og give nogle perspektiver på at handle klogt.
Går vi et par generationer tilbage, var det at handle klogt, når man byggede sit liv op, mere enkelt end i dag. Der var et sæt leveregler, som var almindeligt accepteret. Man levede i en kultur, hvor livet – lidt forenklet – var som at leve i en cirkel. Man levede mest i noget, der var givet, som man så fyldte ud. Ikke at der ikke også var unge, der gjorde oprør – det har der altid været. Men når alt kom til alt, var kønsroller, arbejdsliv, moral og tro på mange måder noget, man fældede sig ind i. Man fyldte den givne cirkel ud. Inden for den cirkel skulle man være – så handlede man klogt. Det handlede ansvaret om.
Men i dag … I dag er der ingen cirkler, man skal blive inden for. I dag er alle muligheder åbne. Alle uddannelser ligger foran den unge – det handler bare om at vælge den rette. Og i dag er alt tilladt. I dag er de roller, man er i – i familieliv, arbejdsliv, moral og tro – ikke noget, man arver. I dag skal man selv finde sin cirkel, selv finde de materialer, livet skal bygges op af. Nogle skal endda finde deres køn. Intet er efterhånden givet på forhånd. Der er frit valg på alle hylder. Og det er dit ansvar.
Det fører for mange til det, jeg vil kalde ansvars-overbelastning. Det bliver til: Når der er så mange varer på livets hylder, så gælder det virkelig om at vælge rigtigt! Det bliver til, at man stræber efter det ideelle liv.
Eller – for at blive i billedet med cirklen – at få tegnet den perfekte cirkel, ens liv kan udfolde sig inden for. Forløs dine potentialer, lyder det. Du kan nå det, du vil! Udlev dit særpræg på en unik og succesfuld måde! Du kan, hvis du vil – og du kan, hvad du vil – hvis du vælger rigtigt!
Ansvars-overbelastning har følger. Ingen kan nemlig tage ansvar for alt i sit liv. Der er altid mange andre forhold og mennesker, der også har et ansvar i den enkeltes liv. Hvis man for eksempel bliver fyret, ser mange det som et personligt nederlag. Men måske var det slet ikke ens egen skyld, men noget helt andet. Alligevel kan det ende med, at man går ned eller føler sig utilstrækkelig. Eller der kan være mange andre ting, der gør, at man må erkende: Mit hus stod ikke på en klippe. Og alt for mange vender det indad og tager skylden. For der er ikke længere en forudbestemt cirkel at leve i, man kan give skylden. Man har selv tegnet cirklen, selv designet livet, selv valgt gennem de uendelige muligheder – selv det hele. Og den blev ikke perfekt. Og så står man dér med følelsen af skyld eller skam.
Men Jesus taler om at være klog i dag. Han taler om den kloge mand, der byggede sit hus på klippen. Om ikke at være tåbelig. Og han tager ikke sine ord tilbage. Han mener, som altid, det, han siger. Det handler om at være klog og bygge sit liv på det rette. Og derfor må jeg lytte til ham igen og spørge: Hvad mener du?
Måske er det ikke tilfældigt, at han taler om sand og klippe. Sand kan man flytte med og lægge under et hus. Men skal et hus stå på en klippe, må man sætte det på den klippe, der er. Alt det, vi selv kan flytte med, holder kun som sand. Klippen, vi skal bygge på, er noget, der er der i forvejen – noget uden for os selv. Måske er det en af Jesu pointer: At handle klogt er at bygge på noget, der er givet på forhånd. Klippe – ikke det flytbare sand.
Højskolelærer på Silkeborg Højskole, Christian Hjortkjær, skrev for nogle år siden bogen Utilstrækkelig. I et interview giver han sit bud på, hvad vi har brug for i en tid, hvor mange tager for meget ansvar og ender med skam i deres liv. Han siger netop, at vi har brug for noget andet end os selv og vores valg at bygge på. Han siger sådan:
“… vi skal have fyrtårnene tilbage. De skal stå der på deres klippegrund og lyse ud over landskabet med al deres visdom og klogskab, og så kan vi navigere. Men jeg vil hellere bruge et andet billede. Det, vi har brug for, er bøjer på et åbent hav. Vi befinder os i det der alt-er-relativt-vand – alting flyder, som Heraklit siger – vi har brug for en bøje. Den står ikke og lyser og er fantastisk klog, men er en form for holdepunkt.”
Det vigtige, han siger her, er dette: Vi har brug for noget uden for os selv at bygge på. Vi kan ikke magte at tegne alle livets cirkler selv. Det fører til ansvars-overbelastning. Vi har brug for fyrtårne eller bøjer at navigere efter i livet. Vi har brug for noget, der kan lede os – noget, der ikke er os selv. Eller – i Jesu billedsprog – vi har brug for en klippegrund at bygge på.
Så langt er vi kommet: At være klog, sådan som Jesus taler om det, er at have et fundament at bygge på, som ikke kun er én selv og det, man vælger. For alt det, vi selv kan stable sammen, er kun som sand. Vi har brug for en klippe, som en anden har lagt for os.
Eller for at sige det lige ud: Det er her, vi har brug for vores kristne arv. Vi har brug for at bære vores børn til dåben, vi har brug for at blive viet her – eller endnu mere direkte: Vi har brug for Jesus.
Og det er netop det, Jesus siger i fortællingen om de to, der byggede huse – den ene på klippen, den anden på sand. For Jesus siger: Den, der er klog, bygger sit hus på klippen.
Og hvad klippen er, siger Jesus sådan: Den, der lytter til mine ord og handler efter dem – det menneske er det kloge menneske. Det kloge er altså at erkende, at jeg ikke selv kan være den kloge. At jeg ikke selv kan bygge mit liv på en klippegrund. Men jeg må finde den grund et andet sted: hos Gud Søn, Jesus Kristus – i det, han har sagt. Og så leve ud fra det.
Hvad er det så for ord, Jesus har sagt, som vi kan bygge vores liv på?
Helt konkret fortælles billedet om de to, der byggede huse, som afslutningen på den passage, vi kalder Bjergprædikenen. Og dér findes nogle af de ord, vi kan bygge liv på – ord, der kan stå som fyrtårne eller bøjer i et liv, hvor alting flyder.
Det er ord som Fadervor. For Fadervor er en del af Bjergprædikenen. De ord, der blev dine ord, da du blev døbt og for første gang kunne sige Far til Gud. De ord, der siden har fulgt dig i konfirmation, i vielse og til sidst ved begravelsen. De ord, der hører til hver gudstjeneste og til hver aftenbøn. Den, der hører de ord og beder dem, har et klippeord at bygge sit liv på.
Eller det er ord som: Vær ikke bekymret. Nok kan der være meget at bekymre sig om: sygdomme, krige, et overbelastet klima og meget mere. Det aktiverer menneskets grundangst: angsten for døden. Vær ikke bekymret, siger Jesus. Uvejr og vandstrømme kan ikke få det hus, der er bygget på klippen, til at falde. Tag én dag ad gangen – i fast tro på Gud. Søg Guds rige og hans retfærdighed, så skal du få alt det andet i tilgift. Ja, selv om døden skulle komme, frelser Gud dig til et evigt liv.
Den, der hører det ord, tror det og handler efter det, har et klippeord at bygge liv og evighed på.
Eller det er ord som: Salige er de fattige i ånden. Eller – som det også kan oversættes – salige er de magtesløse. For saligheden, frelsen hos Gud, gives – den skal vi ikke fortjene os til. Den giver Gud os som gave, når vi i magtesløshed tager imod.
Er du klog?
Nej, du behøver ikke hive hverken eksamensbeviser frem eller fortælle om alle dine succeser, mens andre gemmer sig. At være klog er i det hele taget ikke en bestemt handling, vi skal tage ansvar for.
Det virkelig kloge menneske er snarere det menneske, der kender grænserne for sit ansvar og lader Gud tage sig af sin magtesløshed. Eller med Jesu ord: at lytte til hans ord og lade dem gælde for sig, så de bliver klippegrund under livet.
Og de ord holder. Det er hans ord – ikke vores livs byggekunst – der kan holde til storme og krige og mismod og depression og epidemier og alt det, der kan ramle ned over os. Også når livet styrter sammen, og døden kommer, holder de.
Og på den baggrund spørger evangeliet os alle i dag: Er du … klog?
Amen.
9. søndag efter trinitatis
9. søndag efter trinitatis, 2. tekstrække
Evangeliet: Lukasevangeliet 12,32-48
Øvrige tekster: Esajas’ Bog 10,1-3 og Andet Timotheusbrev 1,6-11
Det sker af og til, at den besked, der skal gives videre en søndag, kan rummes i blot én af evangeliets sætninger. At ordene samler sig i den sætning som en overskrift.
Sådan i dag. I det væld af sætninger, den lange evangelietekst i dag giver, er der én, der er dybere end alle de andre. En, der rummer mere. Det er sætningen, vi læste allerførst. Den er overskrift. Den rummer beskeden, vi skal have med os. Sætningen lyder: Frygt ikke, du lille hjord, for jeres Fader har besluttet at give jer Riget.
Ja, måske kunne vi endda sige, at hele beskeden rummes i det lille ord: “har”. Frygt ikke, du lille hjord, for jeres Fader har besluttet at give jer Riget. For det er ikke tilfældigt, at der står: har besluttet. Og ikke: vil beslutte. For der skal ikke være plads til noget hvis. Det er ikke meningen: Hvis dit liv, når det engang skal vejes og vurderes… Hvis der da tynger mest på den side, der rummer godt, så vil din Far i himlen give dig Riget. Det er ikke meningen. Der skal ikke være den mindste smule tvivl tilbage i vores sind: Den beslutning, at vi skal have Riget – Guds rige – er taget. Den står ikke til at ændre. Gud har besluttet, at han vil give os det rige, der (som vi om lidt skal synge om det) er “vidunderligst af alt på jord”. Det rige, der bliver endnu mere vidunderligt, når nøglen til denne verdens butik drejes om, og den ikke er mere. Dér, hvor Gud er. Hvor der er evigt godt. Hvor glæden fylder alt.
Frygt ikke, du lille hjord, jeres Fader har besluttet at give jer Riget. Kan I se, hvor fyldt af godt budskab den sætning er? Kan I mærke, hvordan den når helt ind i det inderste og lukker lys ind og giver en glæde, så lys som solen, ja endda som intet her kan sammenlignes med? Jeres Fader har besluttet at give jer Riget. Guds rige. Kærlighedens rige. Fredens rige. Glædens rige. Festens rige, som evangeliet i dag også beskriver det. Det er dit. Det er mit. O, Gud ske lov!
Gud tog den beslutning for dig og mig, da han tog os i favn i dåben. Da sagde han: Det barn skal have mit rige. Det barn skal have, hvad Kristus døde for. Og han åbnede sit hjerte for os. Og Guds hjerte over for os kan ikke ændres. Han har taget sin beslutning.
Vi kan ændre vores holdning over for ham og sige: Nej tak, det vil jeg ikke have med at gøre. Vi kan sige nej tak til Gud og hans kærlighed og hans rige. Det er en anden sag, for Gud tvinger ingen. Men Guds hjerte over for os er dog altid kærlighedens hjerte. Derfor må vi tro det, tro ham. Se det som den skat, det er: En uudtømmelig skat af Guds nåde i himlen til os. Jeg må sige sætningen igen; den bliver mere og mere god, jo mere jeg tænker over den: Frygt ikke, du lille hjord, jeres Fader har besluttet at give jer Riget!
Men vi skal også standse ved de to første ord i sætningen: “Frygt ikke”. Og det rammer os også i dag. For frygten er endnu i vores verden.
Den tid er væk, da vi sagde: Krigens tid i Europa er væk. Og selv om krigen kun er i et hjørne af Europa, er der alligevel kommet en anbefaling om, at vi i fredelige Danmark skal “preppe”, som det kaldes. At vi skal forberede os og have et lager af det nødvendigste, hvis nu krigen breder sig og kommer til os. Om det er en god idé eller ej, kan man mene meget om. Og det kan vi hver for sig tage stilling til. Men uanset hvad nærer det en frygt i os, at der ligefrem kommer en anbefaling om at “preppe”. Er truslen om krig så tæt på? Men evangeliet siger: Frygt ikke!
Frygten kan også have andre ansigter. Ikke så langt herfra ligger et af landets største sygehuse. Jævnligt kommer helikopteren over kirken her for at lande på en af sygehusets to helikopterplatforme. Som en påmindelse, der kan åbne for en frygt, der siger: Det kunne være dig. Men evangeliet siger: Frygt ikke!
Og tag flere af frygtens ansigter: Frygten for ikke at slå til. Frygten for, at ægteskabet ikke holder. Frygten for den stress, der ubemærket kan slide sig ind på os og lægge livet øde i månedsvis. Frygten for at være afhængig af andre, ikke at kunne klare hverdagen selv. Ja, i virkeligheden behøver jeg slet ikke sige mere. Frygten har sine ansigter, også i dit og mit liv. Men evangeliet siger: Frygt ikke!
Hvad er kirkens rolle ind i alt det, vi kan frygte? Det er ikke at tale frygten hverken op eller ned. Det er ikke at sige: Hold da op, hvor meget vi kan frygte! Det er heller ikke at sige: Lad nu være med det!
Hvad da? Kirkens og evangeliets rolle er at give en pause fra frygten. En pause i en gudstjeneste. En pause i en sætning fra Bibelen eller i en tilsigelse eller i en velsignelse. Kirkens og evangeliets rolle er at pege på håb. Det er at sige sætninger som den i dag: Frygt ikke, du lille hjord, jeres Fader har besluttet at give jer Riget!
Undertiden kan denne pause, som evangeliets “Frygt ikke”, udvide sig og blive det, der fylder i livet, så vi virkelig formår at leve i tryghed. Kender I de dage?
Til andre tider bliver pausen fra frygten bare et øjeblik, så vi har brug for ordene igen og igen. Ord som: “Frygt ikke, du lille hjord, jeres Fader har besluttet at give jer Riget!”
For Luther, der om nogen levede i en tid med krig og stridigheder, blev evangeliets “Frygt ikke” til en salme, som også vi kan hvile i. Vi sang den før. Der siger han: Og tage de vort liv, gods, ære, barn og viv, lad fare i Guds navn, dem bringer det ej gavn, Guds rige vi beholder.
Han ser frygten lige i øjnene og fastholder evangeliets “Frygt ikke”. For Guds rige beholder vi.
Men vi går også videre i evangeliet, for det er som sagt langt og med mange ord. Og der lægger jeg mærke til, at der i evangeliet i dag er et vældigt spænd. Ordene er som de sommerdage, der har været lidt for mange af denne sommer. Hvor vejret først har fråset med solen, der varmede os, for dernæst at fråse alt for rigeligt med regn.
Sådan skifter det i evangeliet. Fra sætningen, der lader os se frygten lige i ansigtet, når den siger: Gud har besluttet at give os Riget, til sætninger, der trækker op som tunge skyer og ender med at fråse uvejr ned over os.
For evangeliet taler på forskellig vis om den dag, Jesus kommer igen for at oprette Guds rige. Og det går fra “Frygt ikke” og festen, hvor Vorherre selv varter op, til opfordring til at være vågne. Og videre med krav om at være tjener og med trusler om straf og prygl og hug, hvis vi ikke er det. Og havde vi læst videre, hvor vor tekst slap, var ordene ikke blevet lysere. Tværtimod.
Nu kan man med rette spørge: Er det virkelig de vilkår, Vorherre giver os? Er Gud så omskiftelig som vejret? Er det sådan, Gud er mod os: Snart siger han “Frygt ikke” med toner, så hjertet slår let og trygt, og taler til os om Guds riges fest, for dernæst at true med prygl og hug, så det samme hjerte må knuges af frygt? Er Guds sind over for os ikke ét, men omskifteligt? Er Gud en, der ikke ved, hvilket ben han skal stå på? Eller som en, der snart har den ene mening, snart den anden?
Nej. Det står fast: Ordene i evangeliets begyndelse er overskrift, er sammenfatning. Guds sind er ét. Guds sind er: Frygt ikke, du lille hjord, for jeres Fader har besluttet at give jer Riget. Også når ordene bliver drøje og truende, skal de ses under den overskrift. Gud har taget sin beslutning. Den beslutning, at han vil give os Riget. Ingen og intet kan få ham fra det.
Men hvordan kan de hårde ord i dag være et udtryk for Guds mildhed og kærlighed til os?
På forskellig måde siger de hårde ord – og de fylder mest i evangeliet i dag – følgende: Når denne verden pakker sammen, og Kristus kommer igen for at oprette sit rige, så betyder det ikke, at det er ligegyldigt, om du har været en tro tjener for Vorherre. Gud er ikke ligeglad med, om du har gjort, hvad Gud har sat dig til i dit liv, eller om du har svigtet og rendt din vej fra dit ansvar.
For det sted, hvor himmel og jord mødes, er ikke kun i evangeliets pause, der kan få os til at hvile hos Gud. Det er også at blive sendt ud i din hverdag, i det arbejde, du har, og blandt de mennesker, du er iblandt – dine børn, børnebørn, naboer, venner, din by. Den tjeneste, dit liv er, blandt de mennesker, hvor du er sat. Det er også dér, himmel og jord mødes, for dér er du sat i din gudstjeneste, din tjeneste for Gud. Og dér skal du være tro!
Men hvis du så – som jeg – tænker: Men så går det jo ikke! Hvis jeg i alt skal være tro… Hvis jeg hver dag og time skal være Vorherres tro tjener, så må jeg stå for dommen og sige: Herre, jeg magtede det ikke!
Så er det, vi igen må vende tilbage til overskriften, til hovedsagen, til at Gud har ét sind over for os. Det var det sind, der gjorde, at Gud sendte sin Søn. Og da Jesus slæbte din og min skyld til korset, da tog Gud den beslutning, der ligger i overskriften i dag, og som jeg tænker, I nok har fået fat i:
Frygt ikke, du lille hjord, jeres Fader har besluttet at give jer Riget.
Så derfor: Vi må holde fast i, at Gud har besluttet at give os sit rige. Der må vi både holde fast og hvile, når frygten er ved at tage magten over os. Og også når vi fortvivles over os selv, fordi vores hjerte over for Gud og næsten ikke er, som vi gerne ville. Vi må mere end holde fast og holde ud. Vi må slippe glæden ind og juble, fordi Gud er god, og fordi Guds riges fest venter – og sige det højt og tydeligt: O, Gud ske lov!
Amen.
10. søndag efter trinitatis
10. søndag efter trinitatis, 2. tekstrække
Prædiketekst: Matthæusevangeliet 11,16-24
Øvrige tekster: Ezekiels Bog 33,23.30-33 og Hebræerbrevet 3,12-14
Har I nogensinde prøvet at få et rigtigt møgfald? Selvfølgelig har I det. I hvert fald i ordets overførte betydning: at blive overfuset, at få besked lige ud om, hvad den anden mener.
Alene ordet “møgfald” siger lidt om, hvordan det føles. Som et læs af grise- eller kolort – møg – der falder ned over en. Et møgfald. Uha, det må være … ja, jeg ved snart ikke, hvordan jeg skal udtrykke det. Det gyser i hele kroppen ved tanken om et konkret møgfald: at skulle kæmpe sig op af et væltet læs grise- eller kolort.
Og sådan kan det føles, når man får et møgfald i ordets overførte betydning: at blive overfuset med direkte ord. Man kan let komme i forsvarsposition. Og give igen, smide lige så meget møg på den anden. For det her vil jeg simpelthen ikke finde mig i!
Men mon ikke også de fleste af os har den erfaring, at et møgfald af og til også kan flytte noget hos os? Især hvis det kommer fra én, der ikke ellers smider om sig med hårde ord – og som man godt ved inderst inde vil én det godt. Så kan ord, sagt direkte, være det, der gør, at man ser sig selv med andres øjne. Og så kan det ske, at man ændrer sig, ændrer retning, ændrer mening.
Jesus er usædvanlig skarp i dag. Han giver folk et møgfald. Men lad os lige slå det fast: Han er én, der inderst inde vil os det godt. Men han vil, at noget ændrer sig!
Hvad er I for nogle? råber han, mens hans øjne bliver mørke. I elsker tilskuerpladserne. At kunne sidde der i ro og mag og danne jer meninger og huje med dem, I er på hold med, uden selv at involvere jer. I ser på Johannes Døberen og siger: Hold nu op for en strammer! Han hverken spiser eller drikker og skælder os ud for alting. Så ser I på mig, Jesus, Menneskesønnen, og siger: Og så den slapper! Han spiser. Han drikker. Han laver vand til vin, så folk ved et bryllup får endnu mere af de våde varer. Som om de ikke allerede havde fået nok! Frådseri, siger I. Og så hænger han ud med de forkerte.
Og det er, som om Jesus slet ikke kan komme væk fra det spor, når han først er begyndt. Nu begynder han at overfuse de byer, han er kommet i. Han dømmer dem til undergang, til dødsrige, til dom.
Man spørger sig selv: Hvor er den Jesus, vi kender? Hvor er den milde Jesus, der tager imod de små børn? Hvor er den Jesus, der åbner sin favn og siger: Kom til mig! Hvor vil han hen med den hårde tale i dag?
Som sagt: Jeg læser hans møgfald som direkte ord fra en ven. Som en, der holder så meget af mennesker, at han ikke kan lade det passere, når de går den forkerte vej. Han vil så meget, at de finder en ny retning, at han er rede til opgøret.
Der er mange eksempler på, at opgør kan føre til nye indsigter og nye veje. Tænk f.eks. på opgøret med nazismen. I dag ser vi på Hitler som folkeforfører. Mange i 30’erne så ham som den rette mand til at rette op på de uretfærdigheder, der var overgået Tyskland efter 1. verdenskrig. Der måtte et opgør til og en omvendelse!
Eller tænk på Nelson Mandelas opgør med apartheid i Sydafrika. Martin Luther Kings opgør med racismen i USA. Menneskesynet var blevet delt i to: de privilegerede og de andre. Der måtte et opgør til og en omvendelse!
Også vores tid er opgørets tid. Vi står midt i et opgør med den måde, vi i århundreder har brugt kloden og klodens ressourcer på. I min levetid har vi bare brugt løs uden for alvor at tænke over det. Nu ser vi, at det må ændres. Der må et opgør til og en omvendelse!
Vi står også midt i et opgør med synet på kvinder. Hvor man for årtier siden f.eks. smilede af rejsekongen Simon Spies’ forbrug af unge kvinder, ryster vi i dag på hovedet. MeToo-bevægelsen råber på opgør, og kvinde efter kvinde fortæller deres historie. Der må et opgør til og en omvendelse.
Ikke flere eksempler nu! Pointen er: Der må undertiden opgør til, for at noget ændres. For at vi omvendes, vender os om og går nye veje. Og det er det, Jesus vil i dag.
Hvad vil Jesus så? Hvor er det, hans opgør peger hen? Kan vi overføre møgfaldet fra dengang til i dag og spørge: Hvor trykker det på noget, som gør ondt hos os? Og som vi skal ændre?
Når Jesus vil opgør, stiller han sig i rækken af profeter fra Det Gamle Testamente, der prædikede opgør på deres tid. En af dem hørte vi i den første læsning, og den vil jeg gerne trække ind her. Af den enkle personlige grund: Den prikker til mig.
Der sagde profeten Ezekiel om den, der prædiker: “For dem (altså dem, der hører på) … for dem er du som en, der synger om elskov med dejlig stemme til smuk musik; de hører dine ord, men de handler ikke efter dem.”
Uha da, tænker jeg. “… du som en, der synger om elskov med dejlig stemme til smuk musik …” Jeg er ret sikker på, at går man mine prædikener igennem for at finde ud af, hvor mange gange der tales om Guds kærlighed, så er det et af topemnerne. Det er ikke forkert, for det er hovedsagen: Gud er kærlig. Men … er det blevet for mildt, for intetsigende, for blødt? Og hvis denne åndelige ret om Guds kærlighed så bliver garneret med smuk musik her i kirken … så kan vi gå fra kirke og nikke til den favnende Gud, der også er for mig.
Men den gamle profet giver forkynderne dengang et møgfald. Kærlighed, kærlighed, kærlighed – tilsat smuk musik: Det ændrer ingenting. Det fastholder bare folk i, at de kan gøre, som de vil. De hører det nok, men de handler ikke efter det! Der er en stemme i mig, der her siger: Vågn op, præst! Vågn op, folkekirke! Hvor er den røst i kirken i dag, der svarer til profeternes? Hvor er den stemme, der tør tage opgøret og holder fast, hvor der skal holdes fast? Hvor er dem, der tør sige det, der skal siges – sige imod, stille krav, gøre kristentroen og dens værdier gældende, også når det ikke er populært? Hvor er det, der gør kirken til andet end noget ligegyldigt – noget vi bare nikker til? Vi trænger til omvendelse! Jeg savner en folkekirke, der vil noget, der tør noget.
Og når jeg har sagt det, så vender det jo også indad – mod mig selv.
Men så bliver jeg også nødt til at sige det til jer, der hører min prædiken i dag. Kaldet til omvendelse lyder også til jer.
Søren Kierkegaard siger et sted sådan: “Jeg klager ikke over tidens usselhed, jeg klager over dens mangel på lidenskab.” Kan de ord også siges om jer? Det er den lidenskab, Jesus også efterspørger i dag. At vi kommer væk fra tilskuerpladserne og ind på banen.
Jeg bliver nødt til at spørge jer ret direkte i dag: Hvor er jeres lidenskab for kristentroen? Hvor er din? De ville ikke involvere sig – det var det, Jesus råbte til dem. Lige nu sidder du på kirkebænken, men hvis du tror, det er et neutralt sted, så tager du fejl. For når du går ud fra kirken og ud i hverdagen, så kommer spørgsmålet: Hvad betyder det at sidde på kirkebænken i dag for den hverdag, der skal leves? Er du bare tilskuer, når du er i kirke? Lever du kristentroens værdier i din hverdag? Hvad skal ændres, for at du kommer til det? Er der lidenskab i din tro? I din søgen efter sandheden? Er der lidenskab i bønnen til Gud, i at lytte til Gud og hans ord og stemme? Og er du rede til også at høre om det, der skal laves om i dit liv?
Og skal vi høre, hvad Jesus virkelig siger, når han i dag taler til dem, der ikke vendte om, så må vi også høre, at der er dom i hans ord. Han mener det: Menneske, du skal vende om!
Til sidst: Vejret i sensommeren er ofte præget af dage med sommervarme. Sommervarmen bygges op, bliver ikke kun lun, men alt for varm og lummer. Så kommer opgøret. Skyerne tårner sig op. Tordenskyerne brager, og det styrter ned. Hvad er mere vidunderligt efter dage med alt for varmt vejr end at gå ud i den afsvalede natur efter en tordenskyl?
Sådan findes der et sted efter opgøret, som Jesus i dag vil have os hen til.
På en måde tilbydes det os i hver gudstjeneste. Opgøret er i dåben, hvor de tre håndfulde vand træder i stedet for den oprindelige neddykning. For her druknes det menneske, der er, for at opstå. Her går vi ind i et opgør med, hvad et menneske er: en, der uvægerligt ikke kun ligner mor og far, men også Adam og Eva, der faldt. Og fra dåbens opgør med det menneske, der var, bliver vi født igen til Guds rige.
Opgøret er også i nadveren, hvor vi – inden de første knæler – synger et vers af salmen “O, du Guds lam”. Der synger vi: Miskundelig, forbarm du dig! Vi beder Gud forbarme sig over os. Vi går ind i opgøret, tager det ind over os, når vi knæler ned. Vi giver Gud ret: Vi er, som vi er – og vi går ikke altid de rette veje. Men det knæler vi med. Og når vi har fået nadveren, rejser vi os med tilgivelsen og ordene: Gå med fred og tjen Herren med glæde!
Søndag efter søndag kan vi derfor gå frie fra kirke, som efter et opgør, som efter et tordenskyl, ud i den skønne verden og det vidunderlige og vanskelige liv, vi har fået at leve. For at komme igen og igen og blive renset i opgøret – og gå frigjorte hjem med tilgivelsen.
Amen.
11. søndag efter trinitatis
11. søndag efter trinitatins, 2. tekstrække
Prædikentekst: Lukasevangeliet 7,36-50
Øvrige tekster: Femte Mosebog 30,15-20 og Romerbrevet 10,4-13[14-17]
Hvem er du?
Hvis vi skal svare på det spørgsmål fra én, vi møder, har vi en række standardsvar parat. Jeg ville sige: Jeg er … Carsten, præst, ægtemand, far, morfar – for bare at nævne de vigtigste roller i mit liv.
Men spørgsmålet: Hvem er du? kan også være et spørgsmål, der besvares mere dybt. Når man f.eks. går en tur med gode venner, og fortroligheden netop den aften får det til at åbne sig indad. “Du virker så glad”, siger venner måske. Og jeg kan svare: “Glad … jamen, det er jo også det, jeg er. Så taknemmelig, så tryg” – kan man sige. Eller hvis venner siger: “Du er ikke helt som du plejer … er der noget galt?” Så kan det være stikordet, der får en til at sætte ord på det, der lige nu er svært: “Synes du? Jeg mærker også en utryghed i disse dage, som om noget nager mig …” – hvis det er sådan, livet er.
Jeg ser hende endnu for mig. Den unge teolog, der for nogle få år siden havde gennemgået pastoralseminariets godt fire måneders kursus – og var klar til at virke som præst. Hun havde fået til opgave at prædike ved afslutningsgudstjenesten. De sad dernede i kirken og lyttede med: de stolte forældre til unge teologer. Kæresterne, der tænkte på, hvordan det ville blive, når de skulle flytte til en præstegård et eller andet sted. Og de unge familiers små børn, der ikke kunne sidde stille på kirkebænkene. Og så os, der på forskellig vis havde undervist dem. “Jeg swiper mig gennem virkeligheder”, sagde den unge teolog og fortsatte med at sige noget i retning af det her:
“Én dag er jeg den kloge, der giver andre råd. Men så swiper jeg mig videre. En anden dag er jeg den svage, der intet ved.” Hun fortsatte: “En dag er jeg den pæne pige, der smiler sødt. En anden dag er jeg fandenivoldsk og slår mig løs. Spørg ikke, hvem jeg er. Spørg, hvem jeg er i dag. For jeg swiper mig gennem virkeligheder.”
Hendes ord ramte noget i mig. For er vi kun én, vi mennesker? Kan vi svare med samme ord på, hvem vi er i dag, som vi gjorde det i går? Er vi den samme som for 1 år, 10 år, 20 år siden? Eller har hun ret i, at identitet – hvem vi er – ikke er én ting, men flere virkeligheder?
I alt fald: Vi lever ikke i et samfund, der på forhånd har givet os en rolle, som vi fylder ud. Vi skal selv finde rollerne, og de er ofte mange og skiftende. Nutiden er flydende, elastisk, altid i bevægelse …
For nogen tid siden tog en avisartikel det samme op. Artiklens forfatter, der er en godt og vel voksen mand, beskrev sig selv.
Han skrev: “Jeg har ham i mig – den 20-årige med al hans længsel og frustration; hans forvirring og søgen. Jeg har den 40-årige med hans målrettede og arbejdsomme iver, hans rolle som far og ægtemand. Og jeg har den 60-åriges lettere forundring over stadig at være her og fungere i et liv, som på en gang spidser til og er forunderligt fuld af muligheder. Jeg er mange.”
Jeg er mange – det var hans konklusion i en artikel, der handlede om alder. Og jeg må sige for min egen del: Jeg genkender mig i hans ord. Ikke at man af den grund bare er en vendekåbe, der én dag er én, en anden en anden. Men jeg genkender, at man som 60-årig vel ikke er den samme som en 20-årig eller en 40-årig – heldigvis da. Men at man rummer noget af dem stadigvæk. Ja, at der inden i selv den godt og vel voksne mand stadig er – endda! – noget af barnets leg. Og barnets dybe håb om andres kærlighed og anerkendelse.
Hvem var de – de to i evangeliet i dag? Kan vi spejle os i dem? Kan de sige noget om, hvem vi er – vi mennesker? Kan fortællingen i dag hjælpe os på vej?
De har hver deres identitet. De to identiteter befinder sig langt fra hinanden. I menneskelivets yderpunkter.
Den ene, farisæeren, kan bedst betegnes som den vellykkede. Den anden, kvinden, er derimod den mislykkede. Giver det et spejl, vi kan se os selv i? Er vi som den ene af de to? Eller er vi snarere som dem begge? Nogle dage den vellykkede, andre dage den mislykkede? Den vellykkede – lad os se på ham først. Han var farisæer, får vi at vide om ham. Han var den, der indbød Jesus, da han kom til hans by. Vi tager næppe fejl, når vi siger, at han hørte til de ledende lag i sin by. Derfor var det ham, der var vært.
I det danske sprog er farisæer blevet et andet ord for én, der er dobbeltmoralsk. Altså én, der siger ét, men gør noget andet. Men sagde man farisæer på Jesu tid, så var det én, man så op til. Farisæerne tog troen og livet alvorligt. De arbejdede på hele tiden at være på den sikre side af de krav, der blev stillet i Guds lov. De fastede mere, end man skulle. De gav mere af deres løn til templet og synagogen, end man skulle. Altid på den sikre side. De blev kort og godt anset som helstøbte mennesker. Man vidste, hvor man havde dem henne.
Sådan var den ene i fortællingen i dag. Farisæeren, den vellykkede. Ser vi noget af ham i os? Hvem af os vil ikke gerne være sådan? Den vellykkede? Måske ikke på den måde, som farisæerne var det – hvor livet blev spændt ud i en minutiøs lovoverholdelse. Men så på andre områder: Den vellykkede med karrieren. Den vellykkede i familielivet. Den økonomisk vellykkede.
Eller måske er vi kommet lidt videre end alt dette og vil bare være den, der er vellykket med at leve et autentisk liv? Et liv med balance. Men altså vellykket, bare på en anden måde: Vellykket i at være på det rette sted. Kan vi spejle os i ham, den vellykkede mand i fortællingen i dag? Er det en af vores virkeligheder? Den vellykkede?
Så er der den anden i fortællingen, kvinden, den mislykkede. Hun levede i synd, får vi at vide. At hun var genstand for den vellykkedes foragt, skinner tydeligt igennem. Hun braser ind i det selskab, der helt sikkert kun var for mænd. Hun er ligeglad med alle mændenes blikke, da hun med vuggende hofter går hen til dér, hvor Jesus er. Hun græder, det flyder ligefrem ud af hendes øjne, så det drypper ned på Jesu fødder. Hun slår håret ud – noget en kvinde ellers kun gjorde, når hun var hjemme eller sammen med sin mand alene. Hun tørrer Jesu fødder. Og så smører hun hans fødder med den salve, hun var købt for de tjenester, hun har solgt.
For de mænd, der sidder her ved bordet, er det, hun gør, en forargelse. Men endnu mere forargeligt er det, at Jesus ikke tager affære, viser hende væk, væmmes ved hende eller skælder hende ud.
Værtens, den vellykkedes, tanker siger alt: Hvis den mand var en profet, ville han vide, hvad det er for en slags kvinde, der rører ved ham, at det er en, der lever i synd. Farisæeren ville aldrig lade hende røre sig. Og så lader Jesus netop hende røre sig på en sensuel, grænseoverskridende måde – uden at gøre noget.
Hun er den mislykkede. Er hun et spejl, vi kan se noget af os i? En, der levede i synd, får vi at vide om hende. Er det også undertiden vores virkelighed: Det, der skrider for os, når vi ikke lever op til vores egne idealer, når vi ikke lever op til Vor Herres idealer?
Hendes liv er helt tydeligt skredet under hende. Er det også en del af vores virkelighed: Et liv, der skrider under os. Én, der i andres øjne – og ikke mindst vores egne øjne – er gået under eller på vej til det.
Hvem er du? Hvem er du, når vi kommer dybere ned end til, at du siger dit navn og dine vigtigste roller i livet? Hvem er du, når du tager et blik i dit inderste?
Den vellykkede? Den mislykkede? Én, der swiper sig igennem virkeligheder og identiteter? Er du nogle dage det ene, andre dage det andet?
Jeg læste for nyligt en bog om én, der på næsten alle måder var vellykket. Han var gift, havde tre store drenge. Havde de sidste år haft et krævende og udfordrende job, hvor han som afdelingsleder havde været med til at bygge en helt ny institution op. I sit eget billede var han på mange måder den vellykkede.
Men det hele begyndte at skride under ham. Han blev glemsom, kunne ikke overskue selv mindre opgaver, fik problemer med at sove. Han tænkte – og sagde til sin leder: Jeg vil ikke kaste håndklædet i ringen. Bare en ferie, så får jeg slappet af, og det løser sig. Men ferien løste ingenting.
Så kom sygemeldingen. Stress. Bare nogle uger, tænkte han. Da hans læge ordinerede ham depressionsmedicin, tog han det ikke. Han var ikke tilhænger af den slags. Han endte med en akut indlæggelse og en sygemelding, der varede over et år. Da han skrev sin bog om at gå ned med stress og depression, havde han ikke fundet noget job. Når folk spurgte, hvem han var, sagde han: Jeg passer min plads i arbejdsløshedskøen.
Fra den vellykkede til den mislykkede – sådan kan hans historie ses. Bogen handler om hans rejse – og om, hvordan han kom videre, hvad der hjalp ham. Og om, hvordan stress og depression ændrede hans liv.
Men er der ikke mere i fortællingen i evangeliet i dag? Jo, det er der. I høj grad. Vi er slet ikke nået til dens klimaks, til dens budskab.
For Jesus vender billedet af den vellykkede og den mislykkede. Han ser mennesket bag den mislykkede kvinde. Han ser den styrke, hun kommer med. En styrke, som den tilsyneladende vellykkede farisæer ikke har.
Kvindens styrke er kærligheden. Hun har elsket meget, siger Jesus med henvisning til, hvad hun gør den dag. Simon – og sikkert også de andre omkring bordet – ser en forargelig handling i det, kvinden gør. Jesus ser helt anderledes på hendes gråd og sensuelle handling: Han ser hendes styrke, hendes kærlighed. De andre ser hendes mislykkethed, svaghed og synd alene. Han ser hendes kærlighed og styrken og troen i det, hun gør. Hvor er det fantastisk! At han kan se kærligheden og styrken og troen – midt i det mislykkede!
Og det hele ender med, at Jesus til kvinden siger: Du er tilgivet. Din tro har frelst dig. Gå bort med fred. Det, han siger til hende, er: I Guds øjne er du kun én. Ikke hverken mislykket eller vellykket. I Guds øjne er du kun én: Den elskede.
Men Jesu blik ændrer også synet på den vellykkede. For Jesus siger det ret direkte til ham: Du mangler noget. I kærligheden er du mislykket! For du gjorde ikke som denne kvinde. Du kom ikke til din Gud med dit forvirrede liv. Du tror, du kun er det, du ser i dine egne øjne: Den vellykkede. Du ser ikke dybt nok.
Den mislykkede – kvinden – bliver altså i Jesu blik til den, der i kærligheden er vellykket. Den vellykkede bliver tværtimod den, der i kærligheden er mislykket. For han mangler noget, som kvinden har. Han har slet ikke erkendt de mørke sider i sit eget liv – og vendt sig til Gud med dem.
Hvem er du? Hvis du skulle sætte ord på dit liv lige nu, hvad ville du så sige? Vellykket eller mislykket? Eller måske begge dele? En, der swiper sig igennem virkeligheder og identiteter? En, der bærer flere identiteter med sig?
Hvem du end er: Hvis du vender dig til din Gud, som kvinden i evangeliet i dag kom til Guds Søn, så er du Guds. Så vil Gud rejse dig op. Han knipser ikke med fingrene og tager det i dit liv, der ikke er lykkes, fra dig. Men han ser på den styrke, du har. Din kærlighed og tro. Uanset om du er ved at gå under, så ser han på dig med andre øjne. Han anerkender dig for det, du er dybest inde i, uanset hvad du har gjort, eller hvad du er ramt af. Han siger: Du er – en elsket.
Og hvis du kommer med din tilsyneladende vellykkethed og alligevel aner, at der er mere inden i dig, som du ikke har set eller erkendt endnu. Og hører Jesu ord: Du mangler noget! Så vil han også vise dig til en dybere erkendelse. Og midt i det, du mangler, hører også du til hos ham.
Og han vil sige til enhver, der kommer til dig, med det, han eller hun er – og ikke er: Du er tilgivet. Din tro har frelst dig. Gå bort med fred.
Amen
12. søndag efter trinitatis
12. søndag efter trinitatis, 2. tekstrække
Prædiketekst: Matthæusevangeliet 12,31-42
Øvrige tekster: Jonas’ Bog 2,1-11 og Jakobsbrevet 3,1-12
Gud tilgiver ikke alt! Det er én af pointerne i prædiketeksten i dag. Gud tilgiver ikke alt!
Det er overraskende. Jeg mener, er vi ikke opflasket med, at Gud er en tilgivende Gud?
I Det Gamle Testamente fortælles der om Jonas – det var ham, vi hørte om i læsningen fra alteret. Jonas er profet, og det job handler om at sige og gøre, hvad Gud vil. Men da Gud siger til Jonas, at han skal gå til byen Nineve, som er kendt for sin ondskab, vil han ikke. Hvorfor? Er det, fordi der var for langt? Nej. Er det for besværligt? Nej. Eller forudser han, at det ikke ville nytte noget at tage dertil? Nej. Vil folkene i Nineve ikke høre på ham? Er han bange for dem? Nej.
Grunden til, at Jonas ikke vil tage til Nineve, er, at han synes, Gud er for barmhjertig. Jonas har forudset, hvad der vil ske – og det kom også til at ske: Når han udråber Guds vrede over deres ondskab, vil de omvende sig. Og hvad vil Gud så gøre? Tilgive. Hvor blødsødent! Det vil Jonas ikke stå model til.
Jonas siger det sådan til Gud: ”Det var jo derfor, jeg ville flygte til Tarshish. Jeg vidste jo, at du er en nådig og barmhjertig Gud, sen til vrede og rig på troskab, og at du fortryder ulykken.”
Jonas’ Gud – og vores Gud – er sådan! Sen til vrede, nådig, barmhjertig! Han fortryder sin dom. Han tilgiver.
Hvor godt!
Men Jesus siger i dag: Gud tilgiver ikke alt! Der er noget, der ikke er tilgivelse for. Og jeg undres: Jamen, hvad? Når Gud nu tilgiver en hel by, Nineve, der er fuld af ondskab?
Og min undren bliver ikke mindre, når vi går til Det Nye Testamente.
Da Simon Peter engang kommer til Jesus og siger til ham: Hvor mange gange skal jeg tilgive min bror? Så fortæller Jesus en historie om én, der skylder en konge en ubetalelig gæld. Og vi forstår, at kongen er et billede på Gud. Og med et enkelt ord eftergiver kongen den, der skylder ham så ubetaleligt meget.
Sådan er min Gud, din Gud. Han tilgiver vores ubetalelige gæld til ham.
Hvor godt!
Men Jesus siger altså i dag: Gud tilgiver ikke alt! Der er noget, der ikke er tilgivelse for.
Jesus selv er også et eksempel på, hvordan Gud tilgiver. Da Jesus hænger på korset, er han blevet korsfæstet mellem to røvere, husker vi nok. Den ene røver siger da til ham: Husk på mig i Guds rige! Og Jesus svarer: I dag skal du være med mig i Paradis.
Og vi tænker måske: Altså, det er jo let nok. Den røver, Jesus tilgiver, har jo ikke gjort noget direkte imod Jesus. Han har gjort noget mod en anden, det forstår vi. Så er det ikke lidt omkostningsfrit for Jesus at tilgive ham, så? Og er det i øvrigt den røver, der ikke spotter ham, han tilgiver?
Nej, det er det ikke. For nærlæser vi teksterne omkring Jesu korsfæstelse, så spotter begge røvere Jesus. Både Matthæus og Markusevangeliet siger nemlig: ”Også røverne, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham”. Det er altså ikke kun den røver, der spotter Jesus. De gør det begge.
Røverens omvendelse er bogstaveligt talt i allersidste øjeblik. Husk på mig, når du kommer i dit rige. I dag skal du være med mig i Paradis, siger Jesus så. Det er stærkt: Én har lige spottet Guds søn. Nu beder han en bøn om, at Jesus må huske ham i sit rige. Det er nok. Så er tilgivelsen der.
Det svarer til, hvad Jesus også selv siger i evangeliet i dag: ”Den, der taler et ord imod Menneskesønnen, får tilgivelse”.
Jesus går endda videre end det. For han beder også om tilgivelse for dem, der ikke selv beder ham om den.
Da han netop er blevet hængt op på korset, ser han på dem, der gør det beskidte arbejde, og siger: Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør! Altså: Fordi de ikke ved, hvad de gør, beder han om tilgivelse for dem. De er på en måde længere væk fra ham end den røver, der lige har bedt ham om tilgivelse. De beder ikke om den. Men de ved ikke, hvad de gør. Og nu beder Jesus for dem, der ikke beder selv: Tilgiv dem!
Profeten Jonas ville nok kalde det for en blødsøden Gud. Men det er sådan, Gud er. Barmhjertig, ja, blødsøden, ja – vidunderlig blødsøden. Som kun den, der elsker og bliver ved og ved med at elske, er.
Hvor godt!
Alligevel siger Jesus altså i dag: Gud tilgiver ikke alt! Det er som om, Jesus ikke rigtig ved, hvilket ben han vil stå på: Er Gud den Gud, som Jonas allerede så det: En Gud, der er barmhjertig og nådig og rig på troskab? Eller er Gud en Gud, der alligevel har en grænse for sin tilgivelse?
Hvad er det så for en synd, der ikke tilgives? Vi må tage fat om det spørgsmål.
”Bespottelse mod Ånden skal ikke tilgives”, siger Jesus i evangeliet i dag. Og: ”Den, der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse, hverken i denne verden eller i den kommende”.
At tale imod og bespotte Helligånden – dér er grænsen for Guds barmhjertighed. Til gengæld er det også den eneste grænse. Der er ikke andre grænser.
For Jesus har lige sagt: Al synd og bespottelse skal tilgives. Og videre: Den, der taler imod Menneskesønnen, skal tilgives. Og dermed siger han: Der findes kun den ene ting, der sætter grænsen for Guds tilgivelse: at tale imod og bespotte Helligånden.
Men hvad er det? Lad os først konstatere, at denne synd handler om ord. At tale imod og bespotte er noget, man gør med ord. Det er altså noget, man siger, der ikke kan tilgives.
Men hvorfor kan netop synden mod Helligånden ikke tilgives? Helligånden er i Bibelen Guds kraft. Det er den, der svæver over vandene ved skabelsen af verden. Det er den, der er til stede ved Jesu undfangelse, hvor Helligånden kommer over Maria. Det er den, der daler ned over Jesus som en due ved dåben. Jesus har i enestående grad Guds ånd.
Men Helligånden er ikke kun i Jesus. Den kommer til jer, siger Jesus til disciplene. Som den var i Jesus, skal den være i disciplene og vejlede dem til hele sandheden. Altså: Ånden er ikke blot i Jesus. Den er i os. Den er Gud, der er i os, som åndedraget fra det høje. Som tro, håb og kærlighed fra Gud i os.
Hvad er det så at tale imod og bespotte Helligånden? Det er det modsatte af, når Jesus beder for dem, der korsfæster ham. Dér beder han: Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør. Den, der har Helligånden, hører Gud til, kender Gud, tror på ham. Og hvis man altså kender Gud og alligevel i trods taler imod ham og spotter ham, så tager Gud det for pålydende.
Det må ikke forstås sådan, at så hævner Gud – så giver han igen af samme skuffe. Det er meget mere enkelt: Det betyder ganske enkelt, at grænsen for Guds tilgivelse ikke sættes af Gud, men af mennesker. Hvis man kender Gud og har hans Ånd i sit hjerte, men ikke vil have hans tilgivelse, så respekterer Gud det menneskes valg. Han tvinger ikke sin nåde og kærlighed og tilgivelse ned over nogen, der ikke vil have den.
Med andre ord: Gud er altså barmhjertig. Gud er en tilgivende Gud. Han tilgiver enhver, der kommer til ham og beder om den. Ja, selv den, der har spottet Guds egen søn, får tilgivelse, når han vender sig til ham. Mere end det: Den, der ”ikke ved, hvad han gør”, er omfattet af Jesu bøn: Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.
Det skal vi holde fast i – og hvor er det godt!
Men den, der ved, hvad han gør, og som bevidst sætter sig imod at høre til hos Gud og tage imod hans tilgivelse og fred – det menneske tvinger Gud ikke sin tilgivelse ned over. Der går grænsen, for dér har et menneske selv sat grænsen over for Gud, og Gud tvinger ikke nogen.
Så Gud er altså barmhjertig mod den, der søger ham! Ja. Tilgiver Gud al synd, når vi kommer til ham og bekender den? Ja. Også sladderens kaffegrums. Også forbandelsen. Også de ord, der har brod. Jeg kunne blive ved. Al synd betyder al synd. ”Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker …”, siger Jesus. Kun denne ene ting sætter en bom for Guds tilgivelse: Hvis vi ikke vil have den.
Og skulle vi være i tvivl, så er der givet os et tegn på det. Tegnet er det kors, der tegnes for os, når vi har været til alters om lidt. Som vi fik tegnet over pande og bryst i dåben. Og det gentages i velsignelsen. Dette tegn, der er summen af kristentro.
Derfor – pga. Jesu kors – tilgiver Gud den, der søger hans tilgivelse. For da Jesus hang på korset og bad for sine bødler: Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør. Og da han sagde til røveren ved din side: I dag skal du være med mig i Paradis. Da var det også en bøn for os og et tilsagn til os. Det var summen af, hvad hans kors betyder.
Derfor er der tilgivelse for enhver, der søger den.
I en af Erik Ågård – en af mine forgængeres – prædikener, der blev holdt fra denne prædikestol, fortæller han om en tidligere chef i Frelsens Hær, Haldor Hald, der senere blev biskop i Lolland-Falster. Da han fortalte om Guds barmhjertighed og tilgivelse af tolderen og syndere, var der en, der havde fået lidt for meget af de grønne flasker, der afbrød ham og sagde:
”Du lyver, præst, det er for godt til at være sandt”.
Erik Ågård slutter sin prædiken sådan – og det bliver også slutningen på denne prædiken:
”Der er måske nogen, der har lyst til at afbryde mig i dag med de samme ord. Men jeg lyver faktisk ikke. For ’således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv’ (Johs. 3,16). Stol trygt på det.”
Amen.
13. søndag efter trinitatis
13. søndag efter trinitatis, 2. tekstrække
Prædiketekst: Matthæusevangeliet 20,20-28
Øvrige tekster: Mikas Bog 6,6-8 og Første Timotheusbrev 1,12-17
Hvad er det vigtigste? Det er det spørgsmål, denne prædiken skal handle om. Hvad er det vigtigste?
Der kan gives mange svar på, hvad det vigtigste er. Hvis jeg tog en mikrofon og gik rundt og spurgte jer, ville jeg helt sikkert få forskellige svar. Det vigtigste … ville én sige og lige bruge nogle sekunder på at tænke sig lidt om. Og måske ville jeg få et skævt smil, mens han siger: Lige nu … er det vigtigste at være til stede lige her og lytte til din prædiken. Og jeg ville helt sikkert sige: Jamen … godt svar! Og så ville han tilføje: Men altså ikke fordi, det lige er din prædiken. Men fordi det vigtigste for mig er at være til stede lige dér, hvor jeg er. Og jeg ville nikke og sige: Stadig godt svar!
Andre ville sige: Det vigtigste? Det er mit helbred. At jeg må få det godt igen.
Andre igen vil se med et særligt blik på ham eller hende, der sidder ved siden af. For der er en dag her i sommer, der endnu sidder i kroppen. Festen. Hvor det var de to, der var i centrum. Bare de to. Og nu lyser den dag over hverdagen, og hver dag er, som om sommerens lyse dage og nætter varer ved. De vil svare: Det vigtigste lige nu er hende eller ham, der blev mit liv. Og det kan være parret, der lige er blevet gift, der tænker sådan. Men det kan også være parret, der lige har holdt sølvbryllup eller guldbryllup.
Andre igen vil sige: Det vigtigste. Lige nu: At indgangen til mit nye studie går godt. Eller at jeg finder et arbejde.
Andre igen vil sige: Når jeg nu er her i kirken. Det vigtigste er at tro på Gud. Og at gøre det bedste for sine børn og derfor bære dem til dåben. At have et håb i sit liv.
Der findes mange svar på, hvad det vigtigste er. Livsvisdom har mange skikkelser.
Alligevel vil jeg tillade mig i dag kritisk at spørge: Er det, jeg her har nævnt, nu også det vigtigste? Altså forstået som: Det vigtigste i livet? Spørgsmålet kan også lyde: Kan der gives et svar på, hvad det vigtigste i livet er?
Vi kan spørge nutidens vise mænd. Nutidens vismænd er vel at mærke ikke mænd, der går i hellige klæder. Det er betegnende nok ikke præster og teologer.
I den danske andedam hedder en af de vise mænd psykologiprofessor Svend Brinkmann. Det er efterhånden nogle år siden, han udgav den bog, der fik hans forlag til at smile så bredt, at nu afdøde Kim Larsens brede smil blegnede ved siden af. For den solgte.
Stå fast! hedder den. Den var et opgør med den udviklingstrang, der er i vores samfund. Hvor tiden svarede på, hvad det vigtigste er, med ord som: Prøv noget nyt, mærk efter i dig selv, se på det positive. Så sagde denne nutidens vismand lige det modsatte: Stå fast på det, du har, hold op med at mærke efter i dig selv, dvæl ved fortiden, undertryk dine følelser. Og han ramte ned i noget vigtigt i et samfund, der har overbelastet sig selv med hele tiden at udvikle sig, mærke efter og være på vej.
Eller vi kan spørge en anden psykolog. Den canadiske psykologiprofessor Jordan B. Peterson, der i Nordamerika er en af de helt store vise mænd, som millioner lytter til over there. Hans udgangspunkt er – modsat Svend Brinkmann – på mange måder kristendommen. Han har f.eks. nogle virkelig spændende psykologiske analyser af bibelske tekster – og ser Bibelen og dens tekster som fundamentale for, hvad menneskeliv er.
Kort sagt er hans udgangspunkt, at menneskets grundlæggende tilstand er kaos – og det er netop, hvad han ser i Bibelens første tekster, som f.eks. syndefaldet og Kains mord på Abel. Derfor handler livet om at skabe orden i dette kaos.
Her opstiller han så 12 regler for livet, der – hvis man ser kritisk på dem – er gammeldags eller konservative. Alt sammen handler det om at skabe orden i menneskelivets kaos, og at det er vores ansvar. Ret ryggen – hedder f.eks. den første regel. Og dermed mener han ikke, at man helt konkret skal rette ryggen, men i overført betydning være ved, hvem man er – på godt og ondt. Og så kommer de andre regler, der alle skal hjælpe med at skabe orden i menneskelivets kaos, f.eks.: Behandl dig selv som en, du har ansvaret for at hjælpe; vælg venner, der vil dig det bedste; sørg for, at dine børn er til at holde ud; fej for egen dør, inden du kritiserer verden. Og så den lidt sjove – den sidste af reglerne: Kæl med en kat, når du møder en på gaden. Men den har selvfølgelig også en dybere pointe.
Hvad er det vigtigste? Hvem skal vi spørge, hvis vi vil vide, hvad det vigtigste i livet er? Hvem skal vi lytte til? Skal vi bare lytte til os selv? Skal vi lytte til nutidens vise mænd?
Vi kan også spørge de tekster, der hører til denne gudstjeneste, hvad det vigtigste i livet er. For de har noget at sige om det. Allerede den første tekst, vi hørte, siger noget om det.
Der læste vi:
”Menneske, du har fået at vide, hvad der er godt, hvad Herren kræver af dig”.
Og så kommer det: ”Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud”.
Sådan. Det er lige på. Enkelt og klart: Handle retfærdigt – over for andre mennesker. Være trofast i kærlighed – over for de nærmeste. Og endelig: Årvågent vandre med din Gud. Det vil sige: Hele tiden være opmærksom på, at livets vandring skal være en vandring med Gud.
Det er gode ord at tage med hjem i dag om, hvad det vigtigste i livet er: ”Du skal handle retfærdigt, vise trofast kærlighed og årvågent vandre med din Gud”.
Vi kan også spørge Jesus – og spørge evangeliet til i dag – det stykke fra Bibelen, jeg lige læste: Hvad er det vigtigste?
Hvis vi spurgte de to disciple, der er centrum for det, der sker i evangeliet i dag, hvad det vigtigste for dem er, så ville svaret lyde: De bedste positioner i Guds rige: Sæderne til højre og til venstre for Jesus selv. Som når en konge sidder på sin trone og har to siddende ved siden af sig. De to, der er de mest betroede. Deres svar på, hvad det vigtigste er, ville være: Position, magt, værdighed, ære. Det går de efter.
De går efter det på en måde, der får enhver mand til at sige: Hør nu lige her! De skubber deres mor foran sig. Eller også er de så små, at de lader sig skubbe af deres mor. Begge dele er lige skidt. Men inden vi udskammer de to disciple for deres higen efter position – og den måde, de forsøger at få det på – så lad os lige standse op og spørge: Altså, er de ikke helt moderne, de to disciple? Position, magt, værdighed, ære … Er der egentlig sket ret meget på de 2.000 år, der er gået, siden de stræbte efter det? Sidder deres higen efter den slags ikke også et sted i os? Rammer de noget, der undertiden tager magten fra også os? Så vi bevidst eller ubevidst bruger de midler, der nu er til rådighed, for at vi selv kan komme frem?
Modsat kan man spørge: Men er position, magt og ære da virkelig noget så beskidt, at man for alt i verden skal holde fingrene fra det? Nej, det er det ikke. Der er nogle, der er kaldede til at være ledere og til at stå frem og være i forreste række. Den slags mennesker kan vi slet ikke undvære.
Men magten er farlig. Magten kan korrumpere sindet. Og der er de to disciple allerede faldet i.
Det ser man af Jesu svar. For Jesus ser dybt ind i de to disciple og ser, at magten allerede har taget magten over deres tanker. De to disciples spørgsmål om pladserne ved Jesu højre og venstre side giver Jesus anledning til at sige noget om, hvad der er det vigtigste i livet.
Hans ord er spændt ud mellem ordet magt og ordet at tjene. Han siger: Fyrsterne har magt på en måde, så magten har taget magten over dem. De er magtmisbrugere. Magten har korrumperet deres sind og handlinger. Det er ikke den rette vej. Hvis I vil være de største, så skal I være en tjener.
Læg lige mærke til, hvad Jesus siger. Han siger: I vil være de største! Han anerkender altså, at vi mennesker har en higen efter det største, det bedste – eller, for nu at bruge de ord, jeg bruger i denne prædiken. Han anerkender, at vi har en higen efter det vigtigste.
Og så vender han det hele på hovedet. Han laver en typisk Jesus. Det største bliver det mindste, og det mindste det største. De magtfulde er i virkeligheden de mindste. Nej, de største, de vigtigste, det er tjenerne.
Hvis vi spørger Jesus, er det vigtigste i livet derfor: At være en tjener! At være den, der elsker andre mennesker. Det er det, vi skal.
Prøv lige at stoppe op og tænk efter i dit liv: Hvis alt det, jeg gør, skal tjene andre mennesker – hvad betyder det så? Hvis det vigtigste er at tjene andre, hvilke konsekvenser får det så?
Ofte ser vi på vores arbejdsliv som en måde, vi realiserer os selv på. Men hvis vi vender det på hovedet og siger: Det handler slet ikke om at realisere mig selv. Det er ikke perspektivet. Nej, perspektivet er og skal være: Mit arbejde er en måde, jeg tjener andre på. Så får det pludselig et andet og dybere perspektiv. Så bliver det vigtigste ved at stå ved et samlebånd på en fabrik eller være vinduespudser eller lærer eller sygeplejerske eller præst eller ingeniør, eller hvad vi er, dette: Det er en måde at tjene andre på. Og hvis vi tænker det til ende, så ændrer det vores måde at udføre vores arbejde på. For det får dette høje formål: At tjene næsten.
Ofte ser vi på vores familieliv lidt på samme måde: En del af de mål, vi har for livet: Finde en at stifte familie med, få børn. Men hvis vi vender det rundt og siger: Også familielivet er en måde, jeg tjener andre på, så får også det et andet og dybere perspektiv. At stifte familie bliver en af de dybeste måder, man kan tjene andre på.
Og sådan kan vi gennemtænke hele vores arbejds- og fritidsliv ud fra dette: At tjene andre. Måske står vi stadig ved det samme samlebånd eller underviser de samme børn, men perspektivet bliver et andet. Vi har stadig den samme familie og de samme fritidsinteresser, men perspektivet forskyder alligevel tingene: En måde at tjene andre på. Det hele får et formål: At tjene andre.
Men Jesus har alligevel noget mere – noget, der gør dette ene: At tjene andre – endnu mere dybt. Nemlig dette: Vi skal lære af Jesus selv. Hvad gjorde han, der havde al himlens ære og værdighed som Guds søn? Han kom til jorden for dette ene: at tjene os. Han tjente alle, han mødte på sin vej, og hjalp og helbredte. Og til sidst blev han hængt op på et kors. Men også det var tjeneste for os: Dér gav han sit liv for at bære vores synder og vores død.
Sådan gjorde Jesus. Og når du og jeg er forbundet med ham i tro, så vokser også dette i os: At tjene andre. Så er vores liv som et spejl, der skal spejle Jesu sind. I nogle få øjeblikke er spejlet klart, som var det lige pudset. Og Jesu tjenersind er i vores. Og vi handler, som Jesus vil, at vi skal.
I andre øjeblikke dugges spejlet til. Og vi ligner mest de to disciple, der stræbte efter magt. Men så peger Jesus på sit kors på os igen. ”Der bar jeg alt dit,” siger han. Der må du gå hen og få tilgivelse. Og derfra lærer vi det igen: At blive formet af ham, der tjente og stadig tjener os. At være det klare spejl, der spejler Jesu sind.
Hvad er det vigtigste?
Der kan gives mange svar på, hvad det vigtigste er. Nogle af svarene er gode at lytte til og få visdom af. For menneskelivet kan sjældent nedskrives til én ting. Til nogle tider i livet har vi brug for nogle svar på det vigtigste, til andre tider andre svar. Og til nogle tider har vores kultur brug for et svar, til andre tider et andet svar.
Men skal vi alligevel her i kirken give et svar, der rummer det hele, så må det blive dette: At være så tæt på Jesus selv, at hans liv bliver vores. At vores liv spejler Jesu liv. At tro på ham og leve et liv, så øjeblik efter øjeblik præges af, at hans kærlighed bæres videre til andre.
Amen.
14. søndag efter trinitatis
14. søndag efter trinitatis, 2. tekstrække
Prædiketekst: Johannesevangeliet 5,1-15
Andre tekster: Salmernes Bog 39,5-14 og Andet Timotheusbrev 2,8-13
Hvad er egentlig evangeliet – det gode budskab – i prædiketeksten i dag?
Umiddelbart tænker vi måske: Det er dette, at den syge mand ved Bethesda dam bliver helbredt. Det er let at få ondt af ham. Det er næsten som når man ser et lille grædende barn fra Afrika, der er alt for tynd. Og vi bliver spurgt i en tv-reklame: Vil du give et barn som dette en fremtid? – så støt…! Vi rammes på følelserne: Tænk hvis det var mit barn? Og der er ikke langt til, at vi griber telefonen og giver.
Sådan er det let at få ondt af den syge mand ved Bethesda dam. Han har været syg i 38 år. Altså ikke 38 dage. Det ville være slemt nok. Heller ikke 38 måneder – mere end tre år. Det ville være frygteligt. Men 38 år. Det er… ubæreligt. Et halvt liv har han siddet dér ved dammen – eller, dengang, det meste af et liv. Og vi tænker: Selvfølgelig må Jesus komme til ham. Han er jo let at få ondt af. Og hvor godt, at han bliver helbredt. Det må være evangeliet, det glade budskab, at han bliver helbredt.
Men hvis det er evangeliet, det gode budskab, der skal forkyndes, så er Gud underlig tilfældig. Som om hans nåde og kærlighed er en lotto-kupon. Se – her var der én, der fik den store gevinst: Han blev helbredt! Mens de andre ved dammen sidder tilbage med endnu et nederlag i deres liv: Vi vandt ikke lotteriet om Vor Herres opmærksomhed.
Men hvis det ikke er evangeliet – det gode budskab – at manden bliver helbredt, hvad er så evangeliet i dag? Måske kan dette billede af helbredelsen ved Bethesda dam hjælpe os på vej. Maleriet har i mange år hængt i missionshuset Bethesda i København. Det er malet af den danske maler Carl Bloch og blev i 2002 solgt for et større beløb til et museum i USA.
Billedet rammer den situation i evangeliet i dag, hvor Jesus er kommet til den syge mand ved dammen. Vi er ikke i tvivl om, hvem Jesus er på billedet: Han er malet helt traditionelt med langt hår og lange hvide klæder. Men ud over at der ikke er nogen overraskelse i, hvordan Jesus ser ud, så læg mærke til, hvordan Jesus er den eneste, der er klædt i lyst tøj. Han er den rene blandt syndere. Han er billedets lys. Det er ham, der kommer med evangeliet – det gode og lyse budskab – til manden. Han rækker sin højre hånd ud. Hans kropssprog er åbent, inviterende. Men hvad er det, han kommer med? Hvad er det gode budskab til manden – og til os?
Vi må videre i billedet, inden jeg svarer på, hvad evangeliet – det gode budskab – i dag er. Kast et blik på de forskellige grupperinger af mennesker i billedet. Mændene til venstre for Jesus – er det Jesu disciple? Eller måske jøderne, der holder øje med situationen og hvad Jesus gør. Det er jo sabbat, og man må ikke helbrede på en sabbat. Yderst til højre er der en kvinde med en krukke. Men den ene hånd holder hun om sit barns hoved som for at beskytte barnet for noget. Så sidder der to mænd og taler sammen og en tredje, fattigtklædt, står op og ser på. Og endelig er der den mand, der sidder til højre for den syge, som Jesus helbreder.
Når jeg betragter alle dem, der er omkring billedets centrum: Jesus og den syge mand – så er dér én ting, jeg især lægger mærke til: Der er ikke noget fællesskab! De er i hver deres verden i et rum, der har en grundlæggende mørk tone. Det er ensomhedens tone, der er i billedet. Der er ikke noget, der binder menneskene sammen – ud over dette ene: De er ved den samme dam.
Og den syge selv… har nærmest barrikaderet sig i sin ensomhed. Med et laset, beskidt tæppe, der tager både lys og andres blikke. Og man hører hans ord, når han afværgende svarer på Jesu spørgsmål: vil du være rask? Han siger: Jamen, jeg har ikke et menneske! Ingen har jeg. Ingen. De andre… se på dem… de er i deres egen verden, aldrig i min. De kommer altid før mig. Hans ord afslører, at det ikke kun er hans sygdom, der er hans problem. Der er et problem, der ligger dybere: den håbløshed, der ligger i ensomheden. I dette billede beskrives den lidelse, der er endnu dybere end mandens sygdom: ensomheden. Sygdommens ensomhed. Det er den, Jesus er trådt ind i.
Hvad er da evangeliet? Det afsløres i en detalje i evangeliet. For manden siger til Jesus: Jeg har ikke et menneske….
Jesus bliver hans menneske, hans medmenneske. Jesus løfter bogstaveligt talt op i det ensomhedens rum, som manden er i på billedet og i evangeliet. Bringer lys ind i den. Ikke fordi manden har bedt om det. Ikke fordi han har fulgt Jesus og tror på ham. Men bare fordi han bliver set af Guds søn – som den han er: Det syge, ensomme menneske, der har brug for én, der kan løfte ham ud af hans håbløse situation. Og han helbreder ham og siger til ham: Rejs dig, tag din båre og gå!
Det er evangeliet, også til os: Gud blev et menneske for at løfte os ud af vores dybeste ensomhed!
Ensomhed – det kender jeg ikke til – er der måske nogle, der siger. Umiddelbart vil jeg selv sige det samme: Ensom? Nej, det er jeg ikke. Jeg er i den grad privilegeret med en skøn familie og mange venner og bekendte omkring mig. Og en dejlig arbejdsplads og menighed – jer! Det takker jeg Gud for.
Men jeg siger lige ordet igen: Ensomhed – og ser på billedet endnu engang. Og så er der alligevel noget, der klinger….
Det klinger næsten alt for godt med strenge, der spiller melodien i vores samfund. “De andre når i før mig…”, siger manden. Åh jo… konkurrencesamfundet lever stadig: Nogle kommer først, andre må nøjes med at komme bagefter. Nogle får uddannelse, karriere, familie… Andre får ingenting og sidder fast i en ond spiral uden for arbejdsmarkedet og uden tro på, at de er noget og kan noget. Og måske handler det mest af alt om, at de – ligesom manden ved dammen – ikke har haft et menneske, der gav dem det, de havde brug for. Åh, hvorfor er det sådan, stadigvæk? Er vi ikke blevet klogere end de ensomme mennesker ved Bethesda dam dengang? Hvorfor kæmper vi stadig om den bedste bid af livet til os selv? I stedet for at hjælpe hinanden, når det nu er i kærligheden, livet er?
Jeg siger lige ordet igen: Ensomhed… og jeg mærker, det ikke kun klinger med strenge, der spiller i vores samfund i dag. Det klinger også med nogle strenge dybere i mit sind. For der er noget, kun jeg kan bære i mit liv. Og der er noget, kun du kan bære i dit liv. Det er forskelligt, hvad du og jeg har fået at bære alene. Men der er noget, ingen andre kan bære for os. Sygdomme, vanskeligheder, sorger… Ingen kommer igennem livet uden noget, der skal bæres. Han har ret, den amerikanske psykolog Irvin Yalom, der siger, at ensomheden er et af menneskets grundvilkår. For vi både fødes alene og dør alene – ingen kan gøre det for os eller sammen med. Og ingen kan bære vores synd og skyld. Den hænger ved os som en byrde, der bliver større og større, jo længere vi lever: Vi er ikke fuldkomne, men syndere. Og derfor gælder det også ellers i livet – på trods af at nogle af os kan sige: Jeg er da ikke ensom… det gælder, at ensomheden er et grundvilkår. Der er noget af den ensomhed, vi ser i billedet, i alle menneskers liv.
Men evangeliet – det gode budskab – lad os få fat i det! Jesus Kristus kom som vores menneske. Gud blev vores medmenneske i Jesus Kristus. Og han kommer endnu gående ind i vores verden, der stadig på mange måder er som den lille verden ved Bethesda dam. Jesus kommer også her, og han standser ved hver enkelt af os, løfter det klæde af ensomhed, der hviler over os, og spørger os: Vil du være rask? Vil du tage imod det, jeg kommer med? Jeg vil være dit menneske.
Endnu er underet en mulighed. Endnu er helbredelsen en mulighed. Endnu er det muligt at møde Jesus Kristus.
Og da Jesus hængte på et kors, gik han ind i menneskers dybeste ensomhed: Døden. Han bar al vores ensomhed. Han bar både byrden af død og synd. Og hans opstandelse viste, at han vandt over dødens og syndens ensomhed.
Han vil også i dag tilbyde os sit fællesskab. Vil du være rask? Vil du tage imod det?
Og måske har vi brug for, som manden i evangeliet i dag, at råbe vores ensomhed og pege på de byrder, vi har fået at bære alene og vrisse ad Gud. Så gør bare det!
Så vil han også sige til os: Rejs dig! Rejs dig nu op i lyset af evangeliet. Og sæt så den ene fod foran den anden. Gå i dit liv med glæde! Og dans bare og hop og spring af glæde, for du er sat fri. Og bær så din båre. For der er stadig noget, du skal bære. Du ved det selv. Men du skal ikke bære det alene. Kristus går med.
Og er vi i tvivl, om vi kan tro det her, så er der også hos os en dam – en døbefont, en Bethesda dam – barmhjertighedens dam – hvor Jesus engang rejste os op første gang og sagde: Du er min! Du hører til i opstandelsens og glædens og tilgivelsens rige. Det står fast, uanset hvordan vores liv end bliver.
Der er en person i Carl Blochs billede, jeg ikke har kunnet komme væk fra, jo mere jeg har betragtet det. Det er manden, der sidder lige til højre for ham, der bliver helbredt. Først tænkte jeg: Han ser på Jesus, gør han ikke? Han betragter det, der sker, da Jesus løfter ensomhedens klæde af den syge.
Men nej! Denne mand ser ikke på Jesus. Han kan jo slet ikke se forbi det tæppe, der omgiver den syge, som Jesus taler til. Hans øjne er rettet et andet sted hen. Manden ser ud af billedet. Han ser ikke direkte på os. Er der en søgen i hans øjne? Et: findes der mon nogen derude, der vil være menneske for mig?
Han er tydeligvis fattig. Han er alene. Han er også ensom med det, han bærer på af byrder. Nu spørger hans øjne os: Hvem vil være menneske for mig? Vil du?
Med hans blik på os sendes vi i dag ud af kirken. Som dem, der har fået evangeliet af mødet med Kristus: Rejs dig, tag din byrde og gå! Sådan skal vi gå. Sætte den ene fod foran den anden. Hoppe og springe og danse ud af kirken, fordi vi er sat fri!
Og så skal vi gøre noget. Vi skal bære kirken ud til andre i vores hverdag.
Det betyder ikke, at vi nødvendigvis skal gøre andet, end det, vi gør i vores dagligdag. Men vi skal gøre det, vi gør, ud fra en bestemt synsvinkel: Vi skal være menneske for vores medmennesker. Vi skal se det, vi gør i vores hverdag – vores arbejde, vores fritid – som en tjeneste, der hjælper andre.
Og så skal vi måske alligevel udfordres til noget, vi ikke tager os meget tid til i vores hastige samfund: Vi skal særligt have øje for det menneske, der møder os med det blik, som manden i billedet ser på os med. Det ensomme menneskers bilk. Blikket, der siger: Vil du standse dine hastige skridt og være menneske for mig?
Og er vi den, der, som manden på billedet, selv hører til de sårede, syge, ensomme – så må vi frimodigt bede andre om at være menneske for os. For vi er her for at være menneske for hinanden. Amen.
15. søndag efter trinitatis
15. søndage efter trinitatis, 2. tekstrække
Prædiketekst: Lukasevangeliet 10,38-42
Øvrige tekster: Salmernes Bog 73,23-28 og Apostlenes Gerninger 8,26-39
Hvem holder du med? Holder du med AGF eller FC Midtjylland? Holder du med Brøndby eller FCK? Holder du med FC Barcelona eller Real Madrid?
Der er helt sikkert nogle herinde, der har en meget klar mening om, hvem man holder med. Og som på stående fod kan redegøre for placering i ligaen og resultat af de sidste kampe. Og uden at blinke kan fortælle, hvem man bør holde med.
Hvem holder du med? Hvilken partileder holder du med? Uha, nu kommer det tættere på, og lidt farligt at tage med på en prædikestol. Ganske vist er det ikke lige nu, der er valg. Men uanset det, så tager pressen ofte temperaturen på partiledernes polularitet. Hvem ville du pege på som din favorit-partileder, hvis du blev ringet op af en ivrig medarbejder fra et analyseinstitut?
Hvem holder du med?
Der er helt sikkert også nogle herinde, der har en klar mening om det spørgsmål.
Hvem holder du med? Der er to muligheder i prædiketeksten i dag. Holder du med Maria – eller med Martha?
Maria sidder tæt ved Jesus. Maria er unyttig. Maria lader sin søster om alt det praktiske.
Der skal naturligvis sørges for gæsten, der er kommet, Jesus. Der skal købes ind. Laves mad. Dækkes bord. Hvem ved, måske står opvasken der også fra i går. Eller der skal ryddes lidt op. Men Maria rører ikke en finger. Hun prioriterer at være i Jesu nærhed og lytte til, hvad han siger. Det andet må ligge til der bliver tid. Er det hende, der har din sympati?
Eller holder du med Martha? Hun gør det, man forventer af hende. Hun har et tjenende sind over for andre. Hun bliver også irriteret, ja vred, på sin søster. Og hun forsøger at inddrage Jesus i det: Så sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig!
Hvem holder du med? Maria, den unyttige og åndelige? Eller Martha, den tjenende, pligtopfyldende og praktiske?
Måske lagde I mærke til, at jeg ikke lod skinne igennem, hvilket fodboldhold, jeg holder med. I fik heller ikke, hvilken statsminister, jeg holder med. Ikke fordi jeg ikke har en mening om det. Men fordi det slet ikke hører til i en prædiken.
Men i spørgsmålet om jeg holder med, Martha eller Maria, er jeg ikke bange for at buse ud med min umiddelbare reaktion: Skal jeg holde med en af de to, så bliver det…. Martha! Og ja, jeg ved godt, at Jesus gør det modsatte. Han siger det jo ret direkte: “Martha, Martha, du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. En ting er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende”.
Jesus stiller sig på Marias side og siger, det hun gør, er det, der er nødvendigt. Der er endda ingen anerkendelse af, at det, Martha gør, er vigtigt. Ja, ligefrem også nødvendigt.
Men jeg kan godt argumentere for min synsvinkel – at jeg holder med praktiske, pligtopfyldende Martha – ud fra, hvad Jesus selv tidligere har sagt. Jesus har nemlig lige før han kom til Martha og Marias hjem fortalt lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Samaritaneren sætter alt til side for at hjælpe en nødstedt. Modsat præsten og levitten, der har travlt med at komme til templet og høre Guds ord. Og den historie sluttede med, at Jesus siger: Gå I hen og gør ligeså. Altså: Gør det gode – og hav ikke så travlt med at komme hen for at høre Guds ord, at der ikke er tid til det! Elsk din næste – og ikke bare Gud, var budskabet.
Og nu sidder han så og bliver betaget af, at fromme Maria lytter til sig. Og vender på en tallerken, når Martha rent faktisk gør det, han lige har sagt: Elsker næsten ved at tage fat i det praktiske! Hold op, hvor jeg forstår Marthas irritation. Og jeg må sige: helt med rette, at Marthas udfald er rettet til netop Jesus, når hun siger: Er du ligeglad med, at hun lader mig alene om det her? Hun gør jo det, Jesus lige har sagt, er nødvendigt.
Så derfor: Jeg holder med Martha.
Der er flere grunde til, at jeg holder med Martha. Lad mig komme med et par argumenter – fra en nutidig sammenhæng:
Hvor ville vores samfund være, hvis vi ikke havde en masse Martha’er, der sørger for andre? Det er ikke i høj kurs at være f.eks. sosuhjælper eller sosuassistent i dag. De er måske det nærmeste, vi kommer en nutidig Martha i vores samfund. Med hold op, hvor jeg ser deres værd, når jeg kommer på plejehjemmene i sognet. Eller når jeg taler med efterladte, der roser netop den hjælp, deres gamle mor fik på et plejehjem. Eller når jeg – også indimellem – hører, at der virkelig godt kunne have været noget mere hjælp, men der var ikke nogen at ansætte. Vi kan som samfund ikke undvære, at nogen vil være Martha.
Og vi… her i vores kirke og sogn… kan heller ikke undvære, at nogen vil være Martha. Vi er ligefrem stolte af, at netop vores kirke er diakonal og social, som ikke ret mange andre. Og at vi har frivillige i hundredvis. At mange, mange – også af jer, der er i kirke i dag – stiller op, gør jeres, elsker næsten, breder kærligheden ud til dem, der trænger, og er med til at løfte evangeliet til flere. Vi kunne ikke være kirke, som vi er, uden alle jer – mænd og kvinder – der er Martha’er. Vi er en kirke nedefra, der bæres af alle jer, der er frivillige og gør et stykke arbejde for andre ud fra kirken. Det er lige før, jeg på den baggrund må undskylde Jesus i dag, at han ikke anerkender Martha og det, hun står for. For jeg vil virkelig gerne anerkende jer, der tager fat i vores kirke og bare fylder en post.
Så… jeg vælger altså Martha. Men Jesus vælger Maria. Det udfordrer mig. For jeg kan jo ikke prædike imod Jesus i dag, selvom det næsten kan høres sådan, indtil nu i alt fald. Jeg må nødvendigvis komme frem til, hvorfor Jesus fremhæver Maria. Og dermed, hvad han vil sige til os.
Jeg bliver nødt til at se nærmere på, hvad Jesus siger til Martha og Maria. Lad os først se på, hvad han siger til Martha.
Han siger: “Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting.”
Det, han siger, er, hvis vi skal sige det med almindelige ord: Martha…. du tager for meget ansvar! Slip ansvaret, Martha!
Vi skal høre godt efter her, alle os, der har det med at tage ansvar. Alle os, der tager ansvar for vores helbred og sætter aktivitetstrackeren til 10.000 skridt – og går efter det. Alle os, der har hørt alle nutidsbudene om at motionere og spise sundt. Alle os, der tager ansvar for vores uddannelse og karriere. Alle os, der tager ansvar for vores børn eller børnebørn. Alle os, der også er frivillige og gør en indsats i en sportsklub eller i kirken.
Der er ikke noget i vejen med at tage ansvar og at ville være noget for andre og gøre det godt. Men lever vi alligevel vort liv med en ansvarspukkel, der er større end vi kan bære? Og er det derfor så mange på et tidspunkt går ned, og må begynde forfra med at bygge livet op? Og hvor det at gå ned ender med at blive en vending til det bedre – på sigt i alt fald – fordi de dér fik stillet det vigtige spørgsmål: Hvad er nødvendigt?
Hvis du sidder i kirken i dag og har brug for, at der bliver sagt til dig: Slip ansvaret – så er det den rette dag at være her. For det er det, Jesus siger: Slip ansvaret!
Han har ganske vist lige sagt: Tag ansvaret! ved at fortælle om den barmhjertige samaritan, som sagt. Og det kan der være dage, hvor der er grund til at sige det. Men i dag siger han: Slip ansvaret!
Og læg så mærke til, at Jesus begynder med at sige: Martha, Martha! Jeg tænker ikke, han siger ikke hendes navn to gange, for at sige: Nu skal du virkelig høre efter! Men for at sige: Jeg kender dig. Jeg kender dit navn, men mere end det. Jeg kender det, der er inden i dig. Din uro, der får dig til at gøre alt det gode. For så gør du i alt fald det rette. Din bekymring for, om du strækker til. Dit forsøg på at dække over den ved at tage ansvar, alt for meget ansvar. Dine tanker, om du nu er god nok. Og at du forsøger på at kompensere ved at være i kontrol og have styr på dit liv.
Du behøver ikke alt det. Slip ansvaret.
Men… du skal ikke slippe ansvaret ud i det blå. Du skal høre, at det er nødvendigt, det Maria gør: For hun hører mine ord! Hun hører de ord, der siger: Jeg, din Gud, tager ansvar for dig og dit liv og din kirke og din verden. Og så inviterer han til at sidde ved siden af Maria. Der er plads. Til Martha – og til dig og til mig.
Der er ord, der kan fylde et uroligt hjerte med fred. Der er én, der siger: Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Og som fortsætter og siger: Sørger Gud ikke for græsset, for fuglene, for naturen? Hvor meget mere så ikke for jer. Derfor: I behøver ikke bekymre jer.
Sæt dig så dér, ved siden af Martha. Her må du være lille, som en, der skal døbes, og bare tage imod. Her må du mærke, at Gud er kærlighed, og at den gælder dig. Her må du komme med alle dine fejl og usikkerhed og høre, at du er tilgivet. Her må du lægge dine bekymringer, dine sygdomme, din død og høre, at Guds hånd kan rumme dig og rejse dig op igen. Her må du tro, at Jesus har opstandelse til dig, uanset hvilken grav du falder i. Her må du hvile ud og bare være til.
Nu forstår jeg, at Maria har valgt den gode del – og at den er nødvendig, både for livet her og for frelsen. Og derfor bliver jeg nødt til at holde med en anden og vælge en ny retning og sætte mit kryds et andet sted.
Jeg holder alligevel – også – med Maria. For det, hun får ved Jesu fødder, vil jeg ikke for noget undvære. Det er det vigtigste, ja det er nødvendigt.
Men hvad så med Martha? Er hun helt forkert på den? Nej. For Jesus vil også, at vi tager ansvar for det, der er vores.
Og sådan er det at være kristen. En dag at være Martha og tage ansvar og elske sin næste. En anden dag at slippe ansvaret og bare være i Jesu nærhed.
Amen.
16. søndag efter trinitatis
Evangeliet: Johannesevangeliet 11,19-45
Øvrige tekster: Salmernes Bog 139,1-12 og Første Korintherbrev 15,21-28
Er et dødsfald en tragedie?
Tilbage i coronatiden blev ordet “tragedie” brugt om de mange dødsfald. “Hvert eneste dødsfald er en tragedie”, blev det sagt. Som en understrening af, hvor meget det betød at vi alle var med til at undgå smittespredning.
Og ofte har jeg hørt ordet blive brugt om dødsfald: Sikke en tragedie! Men er et dødsfald en tragedie? Eller er det snarere sådan menneskelivet er: Vi fødes, vi lever vores tid, vi dør? Som naturen omkring os.
Der er naturligvis forskel på dødsfald. Jeg husker i mit allerførste år som præst tragedien, der ramte en familie, da et barn på 7 blev kørt ihjel. Men jeg har også siddet ved mange sygelejer, hvor døden var en udfrielse. Noget, et menneske ventede på, mæt af dage. Eller mæt af sygdom og smerter.
Så er et dødsfald en tragedie?
Ordet tragedie stammer fra det gamle Grækenland. Omkring år 500 før Kristus begyndte man at spille tragedier på teatrene. Her gik helten fra lykke til lidelse. Derfra gled ordet tragedie over i sproget som en betegnelse for, når et menneskes liv gik fra lykke til lidelse. Ordbog over det danske sprog definerer tragedie sådan: Det er en “ulykkelig situation eller hændelse som fremkalder dyb sorg, smerte eller bedrøvelse.”
Set fra en vinkel kan man sige: Det er for stærkt et ord at bruge ordet tragedie om ethvert dødsfald. For der er altså forskel på, når en 7-årig bliver dræbt i trafikken og en 100-årig dør mæt af dage.
Men set fra en anden vinkel – fra en kristen, eller teologisk synsvinkel, så er hvert eneste dødsfald er en tragedie. For døden som sådan er en tragedie. Det var ikke meningen, det skulle være sådan. Det var ikke Guds mening, at mennesker skulle dø. Det var ikke det, han skabte os til. Da Gud havde skabt alting, hvilede han på den syvende dag. Gud så, hvor godt det var. Gud havde skabt verden og menneskene i den – og døden var der ikke. Det var godt. Livet var fuldt af den lykkefyldte fred. Men som bekendt ændrede det sig, da slangen fristede Eva og Adam.
Det var en tragedie. Der kom lidelsen og døden ind i verden. Og derfor er døden som sådan en tragedie – også uanset, om den møder os som en uventet ulykke eller et ventet sted.
Men er det det eneste, der er at sige om døden, set fra en kristen synsvinkel? At den er en tragedie?
Nej. Der er mere at sige. Der er meget mere at sige.
For evangeliet viser os en anden vej end at se på døden som en tragedie. Det viser os den vej, der alle dage har været kristentroens vej: Protesten mod døden.
Lad os se situationen i evangeliet i dag for os!
Der er sket en tragedie i Bethania. De to søstre, Maria og Martha, som Jesus tidligere har besøgt, har mistet deres bror Lazarus. Lazarus blev først syg. De sendte bud efter Jesus, for at han skulle komme og helbrede ham. Men han kom ikke. Så dør Lazarus.
Og søstrene mærker det pust fra syndefaldets dage, som enhver, der er tæt på døden, mærker. Det kolde pust af tragedie.
Men så kommer protesten mod døden ellers på alle fronter. Protesten er i det, Martha og Maria siger til Jesus, da han så endelig kommer. Først siger Martha det. Herre, havde du været her, var min bror ikke død. Så siger Maria det. Herre, havde du været her, var min bror ikke død. De protesterer mod Guds søn! Han kunne jo hjælpe, han kunne jo helbrede, han kunne have afværget det her. Hvorfor kom han så ikke?
Hvor er det godt, deres protest står så klart. For det betyder, at vi må gøre deres ord til vores, når vi står ved en kiste og mærker urimeligheden over, at dødens tragedie har ramt os. Da må vi også protestere mod Gud: Hvor er du? Ganske vist: Synd og død hører til i menneskers verden, det ved vi. Men Gud har jo magten, så hvor er han, når vi rammes? Havde du været her, var han eller hun ikke død? Det må vi også sige – med Martha og Maria, når vi rammes. Og protestere.
Men protesten mod døden er ikke kun hos Martha og Maria, den er også hos Jesus selv. Vi ser protesten mod døden hos Jesus, da han i evangeliet møder den ene af de to søstre, Maria. Maria græder. Folk omkring hende græder. Og da Jesus ser deres gråd – så står der om ham: Jesus blev “stærkt opbragt og kom i oprør.” I den nye oversættelse af Bibelen er ordene lidt anderledes – og nutidige. Jesus blev “både oprørt og vred”. Grundteksten siger endda: Jesus blev oprørt i ånden. Altså: Ånden, Guds ånd, rørte ved Jesus og gjorde hans indre oprørt og vred. Og lidt senere, da Jesus står lige foran graven, står der igen: “Da blev Jesus atter stærkt opbragt”.
Hvad er det, der sker i Jesu indre her? Hvad er det, der sker, da han ser menneskers gråd og den hårde, kolde sten foran Lazarus’ grav?
Jeg tolker det sådan: Jesu oprør i det indre og Jesu vrede er den guddommelige vrede. Den er ikke vendt mod dem, der sørger. Den er vendt imod døden. Det er vreden og protesten mod den tragedie, som døden er i menneskers liv. Det gør ham oprørt og vred. Sådan skulle det ikke være. Det var ikke Guds mening. Og det gør Jesus vred på… døden!
Der står også, at Jesus græder. Der kan ligge mange ting i gråd. Gråd kan være en overgivelse til det, der ikke kan ændres. Gråd kan være den afmægtige gråd. Men gråd kan også være det, der fører til handling. Det, der fører til, at man siger: Nu skal det være anderledes!
Er det det, der sker i Jesus her? Er også hans gråd en del af protesten mod døden – som den afgørende indre bevægelse, der fører til, at han tænker: Nu må jeg handle! Gøre noget ved det her! I alt fald… nu… nu når protesten mod døden sin klimaks.
For da de står derude ved graven – dér gør Jesus det umulige. Han gør den guddommelige protest i sit indre til handling. Ud af den indre vrede og sorg over døden i verden, gør han det samme, som da Gud engang skabte verden. Han må bruge skaberordet for at skabe på ny, så tragedien ikke får det sidste ord.
Lazarus – kom herud! råber han så. Han siger det ikke kun. Han råber det. For protesten skal råbes ud. Lazarus, kom herud!
Og den døde bliver levende og går ud af graven.
Og fordi Jesus vitterligt kaldte Lazarus ud af graven, kan vi vide, at de ord, han tidligere sagde til Martha, er sande: Jeg er opstandelsen og livet. Den, der tror på mig, skal leve om han end dør.
Og fordi Jesus selv stod op af graven påskemorgen, kan vi vide, at det også gælder os.
Døden som en tragedie i menneskers verden. Og protesten mod døden. Om de to ting handler det i dag. Om at døden som sådan er en tragedie i vores verden. Men at der også findes en protest imod døden. Og når Guds søn sætter sig bag denne protest, så bliver død til liv.
At være en del af den kristne kirke er at være en del af en protestbevægelse imod døden.
Når vi i dag døber et barn og to voksne, så er det indgangen i Guds kirke som protestbevægelse imod døden. Dåbsritualet indledes da også med, at vi siger:
Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi far, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.
Der takker vi Gud, fordi han føder os igen. Til det liv, der ikke kun indeholder tab og tragedier. Men et levende håb.
Når vi holder gudstjeneste på søndagen – opstandelsesdagen – så nærer vi protestbevægelsen imod døden. Så bekender vi igen og igen med kirker i hele verden: Vi tror! Vi tror på den Gud – Fader, Søn og Ånd – der har det evige liv.
Og når vi holder begravelse, gentager vi de samme ord, som lød i dåben:
Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi far, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.
Vi nægter, at dette er det sidste. Vi holder stadig fast i protesten – mod kisten og døden. Vi siger igen: der er et levende håb ved Jesu opstandelse fra de døde.
De havde forstået noget af det her i det gamle Rom. Udgravninger har vist, at når en kristen blev begravet, så skrev de på latin: Depositus – deponeret. Et menneske blev hverken bisat eller begravet – sådan som vi kalder det i dag – det blev deponeret.
Når vi sætter noget på depot, så gør vi det, for senere at hente det frem igen. Og derfor er deres ord for en kristen, der er begravet: Depositus – en sidste protest. Det her er ikke det sidste. Den døde er bare deponeret, sat til side for senere at blive hentet frem.
For engang skal Kristus komme igen og hente de deponerede til sit rige. Da vil Guds skaberord lyde over også vores grave: Kom herud! Og livet, ikke døden, bliver det sidste. Og Gud vil se på alle sine nyskabte og se, hvor godt det er.
Amen.
17. søndag efter trinitatis
17. søndag efter trinitatis, 2. tekstrække
Prædiketekst: Markusevangeliet 2,14-22
Øvrige tekster: Salmernes Bog 40,2-6 og Judasbrevet 1,20-25
Følg mig! siger Jesus, da han kommer forbi tolderen Levi. Ser Levi søvnigt op på Jesus og lirer sin sædvanlige smøre af: Hvis du har noget at fortolde, så ind i rækken bag de andre! Og tilføjer han så, mens han ser Jesus direkte i øjnene: Og ellers har jeg noget mere indbringende at tage mig til end at tale med dig! Nej. Levi hører ordene: Følg mig! Han mærker, hvad de gør i ham. Han rejser sig…
Ordene, der bruges, er ikke tilfældige. Egentlig står der: Han “står op…” Det er de samme ord, der bruges, som når der tales om en opstandelse. Og mens folk ser på, sker der en opstandelse. Fra hvad? En opstandelse fra et liv, der kan sammenlignes med en grav. Sten på sten havde Levi lagt gennem sit liv til den grav. Og til sidst er han muret inde i graven, bygget af mursten af skyld. Tilmed var han blevet udsat – i helt konkret betydning. Sat ud af mennesker omkring ham. Sat uden for alt fællesskab. Ingen ville røre en landsforræder. Over muren ind til hans grav hverken ville eller kunne de gå.
Nu rejser han sig som af en kraft, han hverken kan eller vil holde tilbage. Der sker i ham det, som vi hørte i læsningen fra alteret.
“Han trak mig op af undergangens grav, op af slam og dynd; Han satte min fod på klippen, så jeg stod fast. Han lagde mig en ny sang i munden, en lovsang til vor Gud.”
Så følger han denne mand, der rejste ham op fra graven.
Og evangeliet i dag føjer sig ind i rækken i kirkeåret. Sidste søndag hørte vi om Lazarus, der lå i sin grav, og som Jesus opvakte fra de døde. I dag udvides perspektivet: Opstandelse er også det, der skete med Levi. I dag opvækkes Levi fra den grav, der bestod af murede sten af skyld og udsathed. Han opstår til et helt nyt liv.
Sådan skete det i Levis liv. Og dit liv, hvordan ser det ud?
Vækkeuret ringer kl. 6.30. Ligger lidt i sengen. Vågner. Står op. Morgenmad, smøre madpakker til børnene, for det nåede vi ikke i aftes. Så af sted. Aflevere i børnehave og skole. På arbejde kl. 8.
Så arbejde, kolleger, small talk på gangen. Bliver lidt træt kl. 13. Tager en kop kaffe igen. Den 7. kop i dag, og ikke den sidste. Hjemad hen på eftermiddagen. Hente i børnehave igen. Lave mad, spise, putte.
Når lige ½ time i fitnesscenteret, inden man er helt brugt. Så et lille kys, et fadervor – så summer søvnen i kroppen. Og slukker nådigt dagen……
Vækkeuret ringer kl. 6.30. Ligger lidt i sengen… Endnu en dag. Som i går. Som i morgen.
Og tiden går, og man går med. En dag har der været mange morgener, og børnene er for længst flyttet og har selv fået børn. Men vækkeuret ringer stadig kl. 6.30. Og det er stadig den 7. kop kaffe kl. 13.
Måske ser dit liv sådan ud! Måske anderledes.
Men uanset om det ser sådan ud eller anderledes, så er der noget, jeg glemte. Jeg glemte det, som også ligger i hver eneste dag. Jeg glemte det, der ikke lykkes. Jeg glemte der, hvor jeg fejlede og ramte ved siden af. Jeg glemte, at der hver dag lægges en sten til en mur, der mures omkring dig og mig af vores skyld. Og sådan har det været, siden det første menneske på jorden. Og sådan har det været for dig og mig, siden den første dag, vi levede.
Og sådan ser det vante liv ud for hvert eneste menneske på jorden. Uanset om du tager den 7. kaffekop kl. 13 eller du slet ikke drikker kaffe. Der er bygget en mur af skyld omkring dig. Læg dertil grave af vanskeligheder, sygdomme og meget mere. Og muren gør ensom og murer inde og bliver til en grav. Vi bliver udsatte, går mod døden.
Jamen, er der ikke noget trygt ved det vante? Er der ikke noget godt ved hverdagen ved toldboden? Ved at sidde som tolderen Levi, der kender sit job og sine rutiner. Og sin skyld og sine svagheder og sygdomme. Og livet går… Og i dag bliver til i morgen og til i overmorgen, til år, til et liv. Ja! – og hvad så?
Jo, der er noget trygt ved det vante. Men den dag blev Levi standset, da Jesus Kristus sagde: Følg mig! Og hans vante liv blev brudt. Og han opstod og brød ud af den grav, han levede i.
Og i dag siges de samme ord til os i vores liv, hvordan det end ser ud: Følg mig! Og den, der følger Jesus, står op fra de døde, og kan synge med på den gamle salme:
“Han trak mig op af undergangens grav, op af slam og dynd; Han satte min fod på klippen, så jeg stod fast. Han lagde mig en ny sang i munden, en lovsang til vor Gud.”
Hvad er det, Jesus kommer med? Hvad er det for et liv, han kalder os til? Kalder han også bare ud af det vante til noget nyt?
I alt fald så meget siger evangeliet i dag: Det, Jesus bringer, er noget nyt! Ny vin på nye lædersække! siger Jesus. Ikke noget med lappeløsninger og spring over, hvor gærdet er lavest. Ikke noget med gamle slagere, men en helt ny sang.
Ny vin på nye sække. Det er helt nyt – det, han kommer med. Det er opstandelse. Fra livets grave.
Men er det virkelig så enkelt? Jeg mener: Der er mange grave i verden, som mennesker ikke opstår af. Der findes næppe et tidspunkt i verdens historie, hvor der ikke er grave, vi forfærdes over. Grave som følge af krigens forfærdelige og fordrejede logik. Grave som følge af sygdomme, selv de bedste læger ikke kan kurere.
Og der findes alt for mange grave… blandt de mennesker, jeg kender. Grave, de er faldet i, bare fordi livet nu engang vendte sig sådan for dem. En ulykke, en skilsmisse, en fyring, en sygdom, så vi må råbe:
Åh Gud, hvor er du, der engang lod salmisten sige sådan: “Han trak mig op af undergangens grav..?”
Det bliver påtrængende: Hvad er det, Jesus kommer med? Hvad er det nye? Må jeg spørge igen. Hvad betyder det, at Levi opstod fra de døde til et helt nyt liv? Hvad betyder det i dag? Vi må tilbage til Levi, og spørge: Hvad fik du, Levi?
Levi fik den dag et måltid med Jesus. Måltidet var langt mere, end at han blev mæt. De sad dér bænket sammen – alle dem, der var fanget af hverdagens mure af synd og skyld. De sad der – udskuddene i datidens samfund – dem som andre kaldte for “toldere og syndere.”
Og de, der sad om bordet med Jesus, erfarede, at det latinske ord for måltid: “companio” var sandt. Vi kender ordet i “kompani” eller “kompagnon”. Og ordet viser det, vi i grunden også godt ved: At spise sammen er at have fællesskab. Det er at dele liv sammen.
Den dag delte Levi og de andre liv med Guds søn. De fik fællesskab med Guds søn.
Og for dem var det som at blive rejst op fra deres grave. De fik en helt ny sang at synge på. Fordi de delte liv med Guds søn.
De forstod: han er brudgommen, han er glæden. I følgeskab med ham skal vi ikke faste, men feste. Og de fulgte ham.
Men spørgsmålet må blive hængende… vi har ikke fået svar på det endnu: Hvad er det nye – for os? Hvad er den nye vin på nye lædersække? Hvad betyder det i vores liv, hvis vi svarer på Jesu kald: Følg mig! Og står op for at følge ham? Hvad betyder det for os at dele liv med Guds søn? Er det også en opstandelse for os?
Lad mig prøve med nogle svar:
For det første: Det nye, Jesus kom med, har vi allerede fået. Da vi blev døbt, døde vi og opstod vi med Kristus, siger Paulus. Vi er allerede opstået fra de døde i dåben – til et helt nyt liv.
For det andet: fra nadverbordet hører vi ordene, inden vi rejser os: Gå med Herrens fred og tjen ham med glæde! Det er ordene til Levi: Følg mig – bare på en anden måde. Og når vi rejser os op fra nadveren, så opstår vi fra vores gamle liv, fordi vi har delt liv med Guds søn i måltidsfællesskabet.
Det betyder ikke, at der ingen grave er i livet eller i verden. Det, det betyder, er: Der findes ikke en grav, som håbet ikke lyser ind over. For Jesus er opstandelsen og livet. Og den, der tror på ham, skal leve, om han end dør.
Det er det første og det andet: Opstandelseslivet er allerede givet os i dåben. Det gives os igen i nadveren.
Og så – for det tredje: Opstandelseslivet skal leves. Det liv, hvor vi fejler og falder, må brydes! Levi rejste sig ikke kun. Han rejste sig – og fulgte Jesus.
Sådan med os: At få opstandelsen er kun én ting. Det skal følges op af at leve opstandelseslivet og følge Jesus. At komme i kirke er kun det første. Det skal følges op af at leve livet med ham i hverdagen.
Hvad betyder det her så for livet i morgen? Alt det vante skal jo gøres. Der skal også smøres madpakker i morgen. Arbejdet skal passes. Børnene skal afleveres og hentes. Der skal drikkes en kop kaffe kl. 13…
Ja, men det betyder alligevel, at livet forandres. For livet er blevet nyt og har fået et nyt mål: at følge Jesus og gøre som ham. At se på alle dem i vores hverdag, der – som vi selv – er udsatte og har mure omkring sig. At få ringene til at sprede sig og skabe opstandelse i andres liv.
Fordi du selv er elsket og tilgivet og har fået et håb, skal du følge Jesus og se dit liv som en discipels liv. Og være noget for de mennesker, du er iblandt – i det liv, du allerede har. Og pege på ham, der kan trække mennesker op af deres grave, så mange kan synge med på den gamle salme:
“Han trak mig op af undergangens grav, op af slam og dynd; Han satte min fod på klippen, så jeg stod fast. Han lagde mig en ny sang i munden, en lovsang til vor Gud.” Amen.
18. søndag efter trinitatis
Prædiketekst: Johannesevangeliet 15,1-11.
Ørige tekster: Salmernes Bog 121,1-8 og Første Johannesbrev 4,12-16a
At bære frugt. Det er det, evangeliet i dag handler om. At grenene på vinstokken – at vi bærer frugt.
Hele seks gange i evangeliet gentages ordet »frugt«. Der er ikke nogen »kill your darlings« her. Der har ikke været en emsig redaktør på skriftet Johannesevangeliet. Der er ingen røde streger under »frugt« og en tilbagemelding til forfatteren: Stram sproget op! Undlad at sige det samme ord igen og igen! Johannesevangeliets forfatter er ligeglad. Jesus skriver, som han har hørt det: Gentagelse af »bære frugt«, ikke én, ikke to, ikke tre, men seks gange. Det var aldrig gået, hvis det var en bog, der skulle udgives af et dansk forlag.
Teksten bevæger sig i det hele taget som i en sproglig slalom, der gentager bevægelserne igennem hvert sving. Det samme igen og igen. Og målet? Det udtrykkes sådan: »Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt.« Intet mindre: Den kristne, der bærer frugt, herliggør Gud. Så meget betyder frugten af et kristent liv for Gud altså: Den herliggør Gud. Guds herlighed er altså ikke kun noget, Gud allerede har. Guds herlighed er noget, Gud får – når vi bærer frugt. Hold da op! Så forstår jeg bedre, at Jesus er så tydelig. Når Guds herlighed er noget, Gud får – når vi bærer frugt – så betyder det virkelig noget, at vi gør det!
Så … kære medkristen: Frugt, frugt, frugt. Du skal bære frugt, Åndens frugt, kærlighedens frugt, handlinger, som Gud vil, du skal gøre. Det er det, det handler om i dag. Ikke én gang, ikke to gange, ikke seks gange skal du bære frugt. Hver dag, hver time, hvert minut skal du gøre det!
Tag med mig ud i mit drivhus. Jeg nyder i den grad mit drivhus hen over sommeren. Og lige netop nu … så bærer vinen skønne druer.
Når jeg ser på vinstokken i mit drivhus, så forstår jeg godt, at Jesus lige netop bruger den som billede. For en vinstok handler det i den grad om dette ene: At sætte så meget frugt som muligt. Stammen er ikke noget i forhold til grenene. Den er blot til for at give fra sig. For at være kanal for saft og kraft. Alt sendes videre ud til de voldsomt voksende grene og videre til frugtklaserne. Det er frugten, det hele drejer sig om. Jo, jeg forstår godt, at Jesus bruger netop det billede: vinstokken, når han nu lægger så megen vægt på frugten. Og jeg forstår, hvorfor han siger »bære frugt« igen og igen.
Og at vinstokken så også bruges igennem Bibelen som billede på Guds folk, det siger naturligvis også noget: Nu kommer det nye Guds folk med Jesus Kristus. Og for det folk drejer det sig så altså om dette: Frugten.
Jeg plukker en klase i mit drivhus. Den ene drue efter den anden må samme vej: Smages, nydes, som den ene himmerigsmundfuld efter den anden. Og som jeg smager og sanser frugtens sødme, så aner jeg dybden af, hvad Jesus siger: »Derved herliggøres min Fader, at I bærer megen frugt.«
Så altså: Det må handle om det i dag: om at bære frugt. Igen og igen må jeg sige det: Kristne, vi skal bære frugt! Det er det, Gud vil med os. Det er det, der er hans mål. Vi herliggør Gud ved at bære frugt.
Men hvad er frugten så? Det bliver påtrængende at vide det. Hvis det, Jesus siger i evangeliet i dag, er, at vi, der tilhører ham, skal bære frugt i vores liv, hvad er så det? Hvad betyder det? Hvad er det helt konkret? Hvad skal vi gøre? Giv mig en liste, som vi kan skrive på to do-listen for næste uge, så vi kan vinge af, når vi har gjort det, vi skal! Kærligheden, det handler vel om det. Så … Mandag: Følge en gammel dame over vejen. Tirsdag: Tage en snak med en kollega, der har det svært. Onsdag … osv. Eller hvad?
Hvad frugten på en vinstok er, ved vi: De søde, skønne vindruer. Men hvad er det billede på i vores liv? Hvilke frugter er det, Gud vil, vi skal bære?
Jeg må tilbage til evangeliet og spørge: Hvad betyder det så, dette at bære frugt? Jesus, hvad er det, vi skal gøre? Jeg leder og leder i evangeliet, men finder ingenting. Ligeså tydeligt evangeliet er i sin tale om »frugt«, ligeså utydeligt er det, når det gælder om at gøre det konkret.
Det tænker jeg, der er en pointe i. For Jesus vil have os til at fokusere et andet sted. Der er en meget enklere og mere livgivende vej end at fokusere på, hvad vi skal gøre.
Jesus siger det sådan: »Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt.« Han siger ikke: Han skal bære megen frugt – og se så at komme i gang. Det siger han ikke. Han siger: Han bærer megen frugt. Når bare han bliver i mig.
Altså – lad os lige få det på plads: Når Jesus lægger al vægten på frugten i billedet om vintræet, så gør han det ikke, for at vi skal tænke: Hvad skal jeg nu gøre? Det handler slet ikke om en kærlighedens to do-liste. Han gør det, for at vi skal tænke: Så betyder det alt, om jeg er en gren på vintræet!
Det er logik for hvide mus, det her. Hvad kan en gren gøre for at bære frugt? Det er lige til: Være på træet. Intet andet. Intet mere. Så kommer frugten.
Og hvis vi har brug for mere end logik for små mus, kan jeg invitere jer i mit drivhus igen og se på grenene på vinstokken dér. Den gren, der særligt anstrenger sig, bærer ikke megen frugt. Det er slet ikke det, det handler om. Hvis grenen hiver sig selv i bladene og forsøger at klemme endnu mere saft ud – så kommer der ikke mere ud af det. Frugten kommer af sig selv, når bare grenen er på stammen. Ja, faktisk er det sådan, at hvis en gren på en vinstok virkelig gør sig umage og sætter for mange frugter, så bliver der ikke rigtig noget ud af det hele. Frugterne bliver for små. Så … vi bliver ganske enkelt her befriet for alt det, vi skal gøre for at være gode nok og bære den frugt, Jesus vil. Det handler om frugt, men vi skal slet ikke koncentrere os om det, vi skal gøre. Men kun om dette ene: At blive på træet.
Man får en fornemmelse af, hvor vigtig denne pointe er for Jesus, ved at tælle ord i den slalombakke af gentagelser, der er i evangeliet i dag. Det græske ord for »blive i« gentages ikke mindre end ti gange. Altså endnu flere gange end ordet »frugt« forekommer.
Bliv i mig, siger Jesus igen og igen. Bliv i mig. »Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig.« Og videre: »Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt, for skilt fra mig kan I slet intet gøre.« Ti gange siger han det, det samme igen og igen fra lidt forskellige vinkler. Altså: Når det hele nu handler om frugt, så betyder dette alt: At vi bliver i Jesus.
Jamen, hvad så, hvis vi virkelig anstrenger os og forsøger – og får sat alt for mange frugter som de grene, der vokser vildt på en vinstok? Ja, så kommer den store gartner og renser og beskærer. Så skal Gud nok selv sørge for det, der skal til.
Skal vi overføre det her på vores dagligdag, så kan det lyde noget i retning af:
Du skal ikke bekymre dig for, om du gør det hele godt nok (det er der alt for mange, der gør)! Du skal kun bekymre dig om, at du har en livsforbindelse til Jesus, så kommer de frugter, Gud vil. Du skal ikke bekymre dig for, om du nu tjener Gud nok (det er der også mange, der gør)! Du skal kun bekymre dig om, at du har et fællesskab med din Gud, så kommer de frugter, Gud vil. Du skal ikke bekymre dig for, om du udnytter de evner, Gud har givet dig, nok. (Det er der – igen – alt, alt for mange, der gør, og som kommer til at leve et liv med alt for høje krav til, hvordan livet og karrieren skal forme sig). Nej, sørg først og fremmest for, at du og Gud hænger sammen i en livsforbindelse som en gren på en stamme, så kommer de frugter, Gud vil. Ja, måske kan vi endda stramme det til: Du skal ikke anstrenge dig for meget. Du skal ikke nå mere, end du kan. Det bliver bare til alt for mange små frugter i stedet for de store, der er noget værd. Og så kommer beskæringen i stedet for. Og hvor er vi mange, der på et eller andet tidspunkt har mærket den: beskæringen. At blive sat lidt tilbage for så at finde det fodfæste i livet, hvor vi ikke overforbruger vores kræfter.
Livsforbindelsen til Jesus – den er det hele – så bærer vi det, Gud vil.
Vi kunne også udtrykke det sådan: Afhængigheden af Gud er det hele. Vi vil ofte gerne være uafhængige. At være afhængig af noget er ikke et plus. De virkelig afhængige – dem, der er afhængige af alkohol og stoffer – ser mange ikke med milde øjne på. Men der findes altså en afhængighed, det virkelig drejer sig om at have: Afhængigheden af Gud. Både som en erkendelse: At alt liv kommer fra ham, som en gren får liv fra stammen. Men også som en tro: At al min frelse, mit håb, ja, mit liv kommer fra Gud. Og i dag tilføjes der så: At den frugt, dit liv skal give – altså det, dit liv skal blive til – afhænger af Gud. Så hvorfor så bekymre sig, arbejde på selv at tage styringen, ville have det perfekte liv og meget mere?
At livsforbindelsen til Jesus er vigtig, understreges af, at Jesus også taler om muligheden for at blive en gren, der skæres af. Når en gren skæres af, så er det ganske vist, fordi den ikke har frugt. Men så handler det ikke om ikke at have gjort nok; så handler det om ikke at have livsforbindelsen til Jesus Kristus.
Altså – det hele handler om at være Gud nær. At erkende sin afhængighed af ham. At håbe på ham. Tro på ham. Bede til ham. Høre om ham igen og igen. Blive afhængig af ham dag efter dag.
Kan I høre, hvilken aflastning der er i det her? Hvilket budskab der er til os? Kan I se, hvordan det også vokser ud af billedet med vintræet til os: Kære kristne! Du skal bære frugt, du skal være en kristen i hverdagen, dag efter dag, time efter time. Ja! Men det hele – altså virkelig det hele – handler om dette: At blive i Kristus, så kommer alt fra stammen. Alt. Du skal derfor bare være det, du er, arbejde med det, du gør, have den hverdag, du har – og se det hele som en tjeneste for Gud. Så vil han give frugten.
Det er sådan, vores liv kan herliggøre Gud – som Jesus i dag siger det.
Men nu … nu skal vi ikke tale mere om frugt. Om det, vi skal gøre. Nu skal vi ikke mere tale om grenene. Og om livsforbindelsen til stammen.
Nu skal vi tale om stammen. En vinstoks stamme er ikke mægtig som hos et bøgetræ f.eks. Der er ikke pragt over den som hos et egetræ, der har stået i 100 år. En vinstoks stamme er i det hele taget ikke særlig køn med sin knudrede stamme. Den er heller ikke særlig stærk. Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at stammen er vissen, når man ser på den. Og ofte må stammen støttes og bæres oppe af snore, der hjælper den.
Jeg er vintræet, siger Jesus. Ja, sådan var han … så ikke ud af meget, foragtet af andre, én, man vendte sit ansigt væk fra, én, der ikke blev agtet for det, han var. Én, der red ind på et æsel i Jerusalem og endte på et kors. Trods det, at han var Guds egen søn. Hans liv handlede ikke om ham selv, men om andre. Hans liv handlede om at give fra sig. Alt drejede sig om os. Derfor mødte han hvert menneske på sin vej med et sind, der gav. Derfor kunne han ikke gå forbi et menneske, der led. Derfor lod han sig korsfæste. For at give og give og give.
Grenene er ganske vist intet uden stammen – og derfor er livsforbindelsen vigtig. Men det gælder os den modsatte vej: Vinstokken er intet uden grenene. Kristus er intet uden os. Så stor er hans kærlighed til os.
Og endnu drejer alt sig for ham om at give – til os. Endnu giver han os af saften fra vinen.
Det er ikke tilfældigt, at han taler om vintræet i den nat, hvor han indstifter nadveren. Endnu får vi af vintræets frugt – i vin og saft, der bydes rundt ved nadveren. Men det er mere end bare vin og saft. For nadveren er saft af Jesu kærlighed, af alt det, han gav for os.
Endnu er det os, alt drejer sig om for Jesus. Os, han vil give og give og give. Det er i modtagelsen af det, vi sættes fri til at bære den frugt, Gud vil. Det er i modtagelsen af det, vi sættes ind i den frelse, der sigter på den fuldkomne glæde. Amen.
19. søndag efter trinitatis
19. søndag efter trinitatis, 2. tekstrække
Prædiketekst: Johannesevangeliet 1,35-51
Øvrige tekster: Første Mosebog 28,10-18 og Første Korintherbrev 12,12-20
I en af kirkerne i min barndomsby, Holstebro – Nørrelandskirken – er der bag ved alteret et stort vægtæppe. Det går helt nede fra gulvet og forsvinder op bag loftet. Ser man efter, kan man ganske enkelt ikke se, hvor det stopper. Det forsvinder bag den kant, der er om loftet i kirken. Tæppet har skarpe farver: Rødt, gult, orange, violet. Der er noget kantet over det, som antydningen af trin.
Jeg har ofte siddet under gudstjenester og set på vægtæppet. Tænkt på, hvordan det ville være, hvis man kunne kravle op ad de trin, der er på vægtæppet. Tænk, hvis man kunne gå fra gulvet og helt op til loftet. Se ud over kirken. Ja, tænk, hvis man kunne kravle helt op på taget? Hvordan ville udsigten være?
Da jeg blev lidt ældre, tænkte jeg videre over vægtæppet i kirken. Jeg stillede spørgsmål som: Hvor langt går stigen egentlig op? Til loftet kun? Til taget? Eller går den videre? Ender den dér, hvor Gud er?
Vægtæppet fik den funktion, som god kunst har i en kirke: Det bliver en invitation til at gå på opdagelse. Til at finde nye udsigter, nye vinkler på livet og troen.
Og ja.. I har måske gættet det? Vægtæppet forestiller Jakobsstigen.
Da Christianskirken her i Aarhus blev bygget i 50’erne, var der planer om at lægge et fladt loft, sådan som der er i mange kirker. Prøv lige at forestille jer, hvordan det ville have været, hvis vi havde haft et fladt loft. Det ville have været en anden kirke, hvis vi ikke havde kunnet se de smukke stræbepiller gå helt op i den høje spids. Så ville vi have haft en kirke, der lukker med sit flade loft. Hvor udsynet var blevet spærret.
I stedet for har vi en kirke, der åbner opad. Hvor lyset udefra og de hvide stræbepiller på den mørkeblå baggrund spiller sammen. Og hvor alterbilledet er stillet på højkant og bogstaveligt talt peger opad. Hvor rummet forkynder om den åbne Guds himmel.
Ganske vist: Vi har ikke en himmelstige, vi kan se på. Til gengæld har vi en kirke, hvor hele arkitekturen prædiker for os søndag efter søndag og siger: I dette rum vil himlen åbne sig. I dette rum kan I søge Gud og få at vide: også for dig er det som for Jakob. Uanset hvem du er. Uanset hvad du har gjort. Uanset hvor meget du har at bære på. Uanset om du bobler af glæde eller græder indeni. Guds engle stiger op og ned over dig. Gud vil være med dig, hvor du end går.
I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over jer! – sådan sagde Jesus til de disciple, han kaldte.
Også vi kaldes med det samme løfte fra Jesus selv:
Jakobsstigen er ikke kun fortid. Den går fra himmel til jord i vores kirker, ja overalt, hvor vi går. Guds engle stiger op og ned over… dig.
Amen.
20. søndag efter trinitatis
Prædiketekst: Matthæusevangeliet 21,28-44
Øvrige tekster: Esajas’ Bog 5,1-7 og Romerbrevet 11,25-32
Abba Poemen var en af de tidlige ørkenfædre. Han levede som munk i Egyptens ørken i årene omkring år 400. I den østlige kirke betragtes han som helgen og er en af de ørkenfædre, der oftest citeres.
Engang skal Abba Poemen have sagt:
”Vand er ifølge sin natur blødt, og sten er ifølge sin natur hårdt. Men hvis et kar er hængt op over stenen, kan det dråbe for dråbe gennemhulle stenen. Sådan er Guds ord blødt og vores hjerte hårdt. Men hvis et menneske hører Guds ord mange gange, så åbnes dets hjerte for gudsfrygten.”
Ser I det for jer, det som den gamle ørkenfader siger her? En sten, hård som sten nu engang er. Et kar med vand, hængt op over stenen. Fra karret drypper det bløde vand ned i stenen, dråbe for dråbe. Og selvom stenen er hård og tung, ja, så kan det bløde vand alligevel gennemhulle stenen. Ved at blive ved og blive ved med at dryppe, år efter år.
Og er det sådan med vores hjerte – og Guds ord? At det hårde i os, i vores hjerter, mødes af det bløde hos Gud. Og lidt efter lidt gennemhulles det hårde i os. Og hjertet åbnes for troen og håbet og kærligheden.
Når jeg tænker på det hårde i os – og det bløde, Guds ord eller Guds kald, der alligevel viser sig at være det stærkeste – så kommer jeg til at tænke på en artikel, jeg læste i DSBs blad: Ud og Se. Det er eller ikke så tit, jeg læser Ud og Se – men da jeg hørte om et interview i bladet i denne måned, måtte jeg finde bladet og læse det. På forsiden af bladet er der et billede af komikeren og stand-upperen Casper Christensen, for det er ham, interviewet handler om. De af os, der er gamle nok, husker ham fra, da han brød igennem lydmuren som komiker i underholdningsprogrammet ”Husk lige tandbørsten”, hvor han med sin umættelige energi fik os alle til at trække på smilebåndet. Siden da har han været Danmarks ukronede konge af stand up. Hans film ”Klovn – the mowie” brød ikke bare igennem her i landet og blev en af de mest sete film. Også i USA fik den succes.
Men på forsiden af Ud og Se er der ingen overgearet energi hos komikeren, sådan som vi ellers plejer at se ham. Han ser alvorligt på os med et insisterende blik. Som om han vil sige os noget. Der hænger noget om hans hals. Et smykke af en art. Vi kan ikke se, hvad det er.
Det bliver åbenbaret inde i bladet, hvad det er, han har på: Et kors. For Casper Christensen er blevet kristen. Det er nærmest pinligt for ham at tale om det. Tabubelagt – er hans ord for det. For, som han siger i artiklen i Ud og Se: ”Gennem årene har jeg sagt alt det, man ikke må, og opført mig grænseoverskridende på mange måder og fortalt om utroskab, kønssygdomme, drukture og skilsmisser, men intet har været så svært at tale om som min tro på, at Jesus er i nærheden.” Han er også blevet døbt. Samme dag som også hans lille søn blev døbt.
Jeg hørte ham kort fortælle om det i en radioudsendelse, hvor han blev spurgt: Hvorfor fortæller du om det her? Svaret lød nogenlunde sådan: For at vise, at det er muligt at give sit liv en ny retning. Det er aldrig for sent.
Åh jo. Det hårde var i ham. Som stenen. Det selviske, det fandenivoldske, det grænsesøgende, mere end det: Grænsesprængende. Som om han har haft én lang teeage-periode med oprør mod alle normer. Men nu er der dryppet noget ned i hans liv. Nu er han endelig blevet voksen omkring de 50. Og han har forstået, at der hele tiden har været en søgen efter noget andet. Ro – det er det, jeg søger, sagde han til terapeuten, han opsøgte. Og med den erkendelse kom erkendelsen af, at der var en uro, en skyld i hans liv. Og det, der efterhånden dypper ned i hans sind, ender med at gennemhulle hjertet, så han nu siger om sin dåbsdag sådan:
”Fantastisk dag. Alt føles rigtigt og fuld af glæde. Og Isabel (hans kone) forærede mig et guldkors, som jeg bærer om halsen. Det er en sindssyg transformation for mig. Det er ikke mere end fem år siden, at jeg nærmere tilbad Djævelen.”
Ja, Guds bløde ord har det med at dryppe, så selv et hårdt hjerte kan gennemhulles. Og i tilgivelsen transformere et menneske. Det er en fantastisk fortælling om det.
Det hårde hjerte – og det bløde, stærke Guds ord. Det finder vi også i evangeliet i dag.
Der er to lignelser i evangeliet. Begge handler om det hårde menneskehjerte, der siger et og gør noget andet, eller som mishandler dem, Gud sender. Og så det bløde Guds ord. Det Guds ord, der er stærkere end alt det hårde hos os.
Der var to brødre, sådan begynder den første lignelse i evangeliet. Og de havde begge det hårde hjerte. De blev begge til skyldnere. Det kom til udtryk på forskellig måde. Den ene sagde: Ja, far – jeg går gerne ud og arbejder i din vingård. Men selvom han havde det hele i munden, så blev det anderledes, da han så skulle gøre det, han havde lovet. Gad han ikke at gøre det, han sagde, han ville? Eller ville han ikke? Eller kunne han ikke? Vi ved det ikke. I alt fald: Han sagde ja, men gjorde det modsatte af, hvad hans far sagde, han ville.
Men også den anden af de to brødre havde et hårdt hjerte. For han begyndte i det hårde: nej, sagde han. Ikke på vilkår. Jeg går ikke derud. Din vingård må passe sig selv. Men så tænkte han sig om; han fortrød. Han erkendte sin skyld. Han vendte om og gik alligevel derud.
Og det er på ingen måde vanskeligt at spejle sig i de to i dag. Hvem husker ikke, når det frem kom, at mænd – kvinder – eller kvinder i offentlige jobs eller embeder, har sagt: Ja, jeg går ind for, at seksuel chikane ikke hører hjemme. Vi må kæmpe imod det. Sammen. Men så viser det sig, at deres ja dækkede over et nej. For de handlede helt anderledes. Og dommen faldt. De måtte forlade deres arbejdsplads.
Men der ingen grund til, at vi peger fingre af dem, så vi selv kan efterlades i den sikre stol, hvor vi har alt på det tørre. De er blevet hængt ud og har mistet det, de har arbejdet for gennem mange år. De har betalt en høj pris for deres svigt.
Men hvad med os? Nej, vi hører ikke hjemme i den kategori, vil vi nok sige. Nej – de fleste af os har vel en større respekt for det andet køn. Vi bruger ikke den magt, vi har i baghånden, til at overskride den andens grænser. Men er det så ikke andre sager, hvor vi har sagt ja – og gjort det modsatte? Eller sagt nej, og så fortrudt?
Ja, Gud – jeg vil gerne være din discipel og tjene dig, har hjertet sagt en dag på en lejr for unge. Måske for nyligt – måske for mange år siden. Og ilden glødede, og hjertet var sikker i sin sag: Det er det, jeg vil! Jeg vil følge dig. Men når skridtene så skulle tages, blev de usikre. Tvivlen dukkede op inden i: Hvor er vejen til den vingård, Gud vil, jeg skal arbejde i? Og af og til spurgte man sig selv: Findes den overhovedet? Hvorfor ikke bare gøre som så mange andre: gøre det, der tjener mig selv bedst? Forfølge mine egne planer, mine egne veje. Og for mange af os kom der vildspor ind, hvor vi til sidst måtte erkende: Jeg fik sagt ja, men mente nej. Også mit hjerte havde det hårde i sig.
Eller der var andre sager, hvor vi svigtede. Eller forældrene svigtede deres børn, og da de blev voksne, var det for sent at opbygge relationen. Eller hvor den unge svigtede sine forældre, råbte af dem i teenage-oprørets tunnelsyn, selvom forældrene bare var kluntede.
Det hårde er i lignelsen om de to brødre. Og i os.
Men det bløde, Guds kald, Guds ord, er der også. For om dem, der vendte om, siges der: De går ind i Guds rige. Der er – som Casper Christensen sagde det i interviewet i radioen – der er mulighed for en ny begyndelse. For at finde tilgivelse og blive sat ind på Guds vej på ny.
Men også i den sidste lignelse i evangeliet i dag er det hårde og det bløde. Det hårde er i mennesker, der afviser Guds tjenere, der kom for at se til Guds vingård. Det hårde er i de sten, de samler op for at kaste dem på tjenerne, Gud sendte. Det hårde er, at de, da Sønnen kom – da Gud sendte sin Søn – sagde: Lad os slå ham ihjel. Og de gjorde det.
Men igen – også det hårde er hos os. For det er en gammel kristen tanke, at det ikke kun var jøderne dengang, der slog Kristus ihjel. Igen nytter det ikke, at vi sætter os i den sikre stol og udskammer de forkerte. For det var også os, også vores skyld, Kristus døde for. Da Mel Gibson, instruktør for filmen The Passion of Christ, skulle filme Jesu korsfæstelse, tog han konsekvensen af denne tanke. Han lod sin egen hånd filme som en af dem, der bankede naglerne i Jesus.
Men det bløde, Guds kald, Guds kærlighed, Guds vedholdenhed, er, at Gud blev ved med at sende sine tjenere. Han gav ikke op. Han sendte igen og igen, indtil han sendte sin søn. Han vidste, han ville blive slået ihjel. Men han gjorde det, for alle menneskers skyld. For alle de hårde hjerters skyld. For at blive ved og blive ved med at dryppe sit kald og sin kærlighed og sin nåde og barmhjertighed og tilgivelse ind i menneskers liv. Ja, for at tage vores skyld og straf.
Ja, vand kan gennemhulle sten.
Som Abba Poemen sagde:
”…hvis et kar er hængt op over stenen, kan det dråbe for dråbe gennemhulle stenen. Sådan er Guds ord blødt og vores hjerte hårdt. Men hvis et menneske hører Guds ord mange gange, så åbnes dets hjerte for gudsfrygten.”
Det er jo fuldstændig bagvendt, at vand i virkeligheden viser sig som stærkere end sten. Og sådan er det fuldstændig bagvendt, at Guds kærlighed i Jesus er det stærkeste, der findes.
Evangeliet siger noget af det samme – at Guds kærlighed i Jesus er det stærkeste – bare i et andet billede:
Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnestenen. Det ingen troede, at en mand, der hænger afmægtig på et kors – det er blevet det stærkeste. Det er som en hovedhjørnesten i en bygning.
Det hele vendes på hovedet: Det hårde hjerte i mennesker kan vi ikke bygge liv på. Men det bløde, kærligheden, Guds tilgivelse, livets vand, der drypper ned i vores hårde hjerte – det er i virkeligheden det stærkeste. På Guds kærlighed og tilgivelse kan vi bygge. Ikke på noget i os selv. For i os selv, der er det hårde hjerte – også selvom vi hverken har accelereret i utroskab og misbrug som en Casper Christensen. Eller vi ikke har udsat nogen for seksuel chikane. Men Guds kærlighed er stærkere.
Vi skal om lidt synge sådan:
”Knus selv mit hjertes stene, bøj høje tankers grene, giv ydmyg kærlighed til Gud og til min næste, min gang du selv befæste i dine fodefjed!”
Lad denne bøn blive afslutningen på prædikenen i dag – og lad os bede den nu – og når vi synger salmen om lidt:
”Knus selv mit hjertes stene, bøj høje tankers grene, giv ydmyg kærlighed til Gud og til min næste, min gang du selv befæste i dine fodefjed!”
Amen.
Alle Helgen
21. søndag efter trinitatis
21. søndag efter trinitatis, 2. tekstrække
Prædiketekst: Lukasevangeliet 13,1-9
Øvrige tekster: Ezekiels Bog 18,1-4a og Johannes’ Åbenbaring 3,7-13
Det er ingen sag at blive træt af andre mennesker. Det er tværtimod en ganske oplagt mulighed. Det ligger lige for.
Tag f.eks. barnet på 3, der sidder ved bordet. Det skaber hele tiden negativ opmærksomhed omkring sig. Det forsøger, hvor langt det kan gå. Siges der et sted: ”Det må du ikke!”, skal en ny grænse straks udforskes. Det er vel tilladt at hælde mælk ud over rugbrødet? Eller tørre leverpostej af i håret! ”Nej,” skriger den fortvivlede forælder og forsøger at standse endnu en provokation fra den tre-årige. Man forsøger sig med den positive tilgang: ”Du trænger vel til at få tørret dine hænder?” Men inden man når så langt, er leverpostejen godt filtret ind i lokkerne. Tålmodigheden kan hurtigt nå den yderste grænse.
Det ligger lige for at blive træt af et sådant barn. Selv om det selvfølgelig er løgn. Barnet er jo ikke altid umuligt. Det er også dejligt og rørende og pragtfuldt. Men ser man kun det negative, er det ingen sag at blive træt af barnet.
Eller tag teenageren, der føler sig i hus med to oldtidsfund af forældre. De ved ikke noget om livet i dag, mener den unge. Og så deres dumme vaner. Oparbejdet gennem årtier. Ikke til at holde ud. Det ligger lige for for teenageren at blive træt af sine forældre.
Og ægtefæller kan også alt for let blive trætte af hinanden. Det, der var kærlighed, kan blive til krig. Nabostrid kender vi også. For ikke at tale om befolkningsgrupper, der bliver grundigt trætte af hinanden. Og det hele kører fast og bliver til krige, der ingen løsning har.
Det er også så let som ingenting for mennesket at blive træt af dem, der tror anderledes, f.eks. Eller bare et sted i deres fortid hører til en anden menneskestamme. De fremmede.
Jo, det er ingen sag at blive træt af andre mennesker. Det er en oplagt mulighed. Det ligger lige for.
Nogle gange kan man i vores lille, snævre verden, der så let lader sig irritere, spørge sig selv: Bliver Gud da ikke snart træt af … os? Af at se os gå i så små sko over for hinanden?
Er Gud blevet træt af dem? Det spørgsmål lå på læben den dag, evangeliet fortæller om. Er Gud blevet træt af dem? spurgte folk. Dem, hvis blod Pilatus blandede med blodet fra offerdyrene. Eller dem, der omkom, da et tårn styrtede sammen i Siloa. Er det derfor, ulykken er kommet over dem?
Hvad er det helt konkret, der var sket? Formodentlig drejede det sig først om nogle fra det revolutionære parti, zeloterne. Zeloterne var datidens guerillabevægelse. De kæmpede med voldelige midler for at få romerne smidt ud af Israel. Mange af dem var fra Galilæa. I Galilæas landdistrikter i det nordlige Israel havde de romerske soldater ikke så store chancer for at optrevle grupperne. Guerillabevægelsen havde forholdsvis frit spil dér.
Men enhver rettroende jøde måtte til Jerusalem til de jødiske fester. Det vidste den romerske hersker Pontius Pilatus. Det var hans chance. Her havde hans hære åbenbart slået til mod en gruppe af de oprørske zeloter. Soldaterne var kommet midt i offerhandlingen i templet. De havde slået hårdt ned og dræbt modstandsfolkene. Og for at gøre det hele perfekt havde de taget blodet fra de nedslagtede mænd og blandet det med blodet fra de dyr, der netop var ofret i templet. Og på den måde skændet jødernes gudsdyrkelse, der i deres øjne var en tåbelighed. ”Lad dem være jeres ofre!” havde de hånligt sagt til de bestyrtede, der så på.
Grusomt var det. Forfærdeligt. Og af det gruopvækkende skue, der fortaltes fra mund til mund, spurgte folk – som også vi spørger, når der sker noget forfærdeligt: Hvorfor? Hvorfor skulle det ske? De prøvede selv at svare og spurgte tøvende: Er det, fordi Gud er blevet træt af dem? Fordi han har set deres fejltrin. Alle de små sko, de går i. Og så har han dømt: De skal straffes!
Men også en anden ulykke havde ramt Jerusalem. I udkanten af byen lå det, der kaldtes Siloa. Der var et vældigt bygningsarbejde i gang. Der lå en kilde, der gav friskt vand. Det var et af Pilatus’ større projekter at få ført en vandledning herfra ind til byen. Og dermed sikre vandforsyning af god kvalitet til sig selv og byen i øvrigt. Det var imidlertid ikke ligetil. Der skulle bygges nogle tårne, som vandledningen kunne ligge på. Øjensynligt er ét af disse tårne styrtet sammen under byggearbejdet. 18 blev dræbt.
Også dette havde rystet Jerusalem. Igen kredsede tankerne dér, hvor også vore tanker kommer, når ulykken rammer: Hvorfor? Hvorfor skulle det ske? Uskyldige folk. Eller var de uskyldige? Var de i virkeligheden skyldige? Og nu var den Almægtige blevet træt af dem? Var det derfor?
Jesu svar er klart og kontant og ikke til at tage fejl af. Nej, siger han. Tænk ikke sådan! Sådan gør Gud ikke. Tænk hellere på selv at tro på Gud. På at vende jer til ham. Det er det vigtigste. I kunne jo selv omkomme.
Gud er altså ikke som os. Han går ikke i små sko. For Gud ligger det langt væk. Hvad vi formår så let som ingenting, kan Gud ikke. Han kan ikke blive træt af mennesker. I det stykke er den almægtige afmægtig: Han formår ikke at blive træt af os. Det, vi formår så let, ligger ganske enkelt uden for Guds magt.
Det er nemlig med Gud som med lignelsen om vingårdsejeren, som evangeliet i dag også fortæller. En vingårdsejer går i sin vingård og ser til frugten. Blandt vinstokkene har han for år tilbage også sat et figentræ. Dette dejlige træ, som man kan plukke frugter på næsten året rundt. Men se, om de vil give frugt! Det første år er det til at forstå. Det næste år til nøds. Men nu er det tredje år. Nu er der ingen tvivl: træet er goldt. Han kommer aldrig til at få frugt fra det. Hug det om! siger han.
Nej, siger gartneren. Prøv igen. Se igen til næste år. Og ejeren er tålmodig. Han får gravet omkring det og gøder det. Prøver at hjælpe det på vej. Og lader så træet stå. Endnu et år.
Sådan er Gud. Mod os. Tålmodig. Langmodig. I et år. To år. Tre år. Og også i tredive eller tres eller halvfems. Han ved, hvordan vi er. At vi ikke bærer den frugt, han har sat os til. Ikke at vi aldrig gør noget godt. Det gør vi selvfølgelig. Men selv det gode gør vi ofte for vores egen skyld. Og hvad er der så i grunden ved det? Gud har al mulig grund til at blive træt af os og sige: Hertil, og ikke længere! Men han bliver ikke træt af os. For i det stykke er den almægtige afmægtig. Han formår ikke at blive træt af os. Han siger igen og igen: endnu et år!
Jamen, hvordan kan det gå til? Hvorfor er han sådan? Svaret er at finde hos ham, der som altid er hovedpersonen i evangelierne. Jesus Kristus. Da han fortæller om de ulykker, der er ramlet ned over. Og om den tålmodige vingårdsejer. Da er han selv på vej mod lidelse og død. Allerede for længe siden har han første gang fortalt sine undrende disciple, hvilken vej han skal: Dø og opstå igen. Og da han bliver hængt på korset, ramler al verdens dom ned over ham. Dér bliver han fældet som et ufrugtbart træ, der rammes af vingårdsejerens vrede. Ikke fordi han er ufrugtbar. Han har kun gjort det gode. Alligevel bliver han knust. For os. Den uskyldige dør for skyldige.
Derfor gælder det i alle forhold: Gud bliver ikke træt af os. Han siger igen og igen: endnu et år!
Her gælder det, som Britt Halkvist engang lod en dreng sige i et lille, enfoldigt digt:
”Af og til bliver min mor træt af mig, og det gør min far osse, og mormor hun blir allerhurtigst træt, og jeg – jeg bliver træt af alle. Men Gud han må aldrig blive træt af nogen. For han er jo Gud. Ikke engang af …” – og så sagde drengen sit navn.
Og der kan vi sætte vores navn ind: Gud bliver ikke engang træt af … Carsten. Ikke engang af … sæt selv dit eget navn ind. Gud bliver ikke træt af … dig!
Det er evangeliet i dag. Det enfoldige, men gode budskab. Det glade, der løfter os op.
Han giver alle, der vender om til ham, en ny chance! Endnu et år. Igen og igen og igen og igen … Amen.
22. søndag efter trinitatis
23. søndag efter trinitatis
24. søndag efter trinitatis
24. søndag efter trinitatis, 2. tekstrække
25. søndag efter trinitatis
25. søndag efter trinitatis, 2. tekstrække
Sidste søndag i kirkeåret
Sidste søndag i kirkeåret, 2. tekstrække
Prædikentekst: Matthæusevangeliet 11,25-30
Øvrige tekster: Mikas Bog 4,1-3 og Første Korintherbrev 3,10-17
Der er rytme i alt det, der er liv i.
Der er rytme i hjertet. Hjerterytmen kan ses på kardiogrammer. Den kan aflæses på moderne fitnessure. Den kan mærkes, når fingeren sættes på en pulsåre. Hjerterytmen er begyndelsen og enden. Den begynder i fosteret, når det er 22 dage gammelt. Under graviditeten holdes der øje med hjerterytmen: Slår det, som det skal? Rytmen fortsætter dag efter dag, år efter år. Hvis der er noget i vejen med hjerterytmen, kan det blive alvorligt. Og når først rytme ikke er mere, så er enden kommet.
Er rytmen i hjertet baggrunden for, at der også er så megen anden rytme i vores liv? Rytme, der er liv i. Døgnets rytme, f.eks. De aktive timer i døgnet er i rytme med hvilen om natten. Det er som med pulsslaget: Der kommer en puls, efterfulgt af en pause, inden det næste pulsslag. Sådan er døgnet: Dagens puls, og nattens er pausen, inden den næste dag. Også her er det som med hjertet: Dagen må være i den rette rytme med natten. Det er sådan, livet kan være til.
Der er også rytme i ugen. Hverdage og hviledage veksler. Helt fra skabelsen lagde Gud den rytme i verden. For Gud, der skabte hjerterytmen, ved også, at der må være rytme i ugen. Seks dage brugte Gud til at skabe verden. Så kom pausen, den syvende dag. Den dag, hvor Gud hvilede. Gud selv havde brug for rytmen i ugen: hverdage og så en hviledag. Det har vi også.
Vi kan blive ved: Der er rytme i året. Forår, sommer, efterår som nu, vinter. Også den rytme er betingelse for liv, som hjertets rytme. Der er rytme i kirkeåret. Jul, påske og pinse rager op som højtider. Som de pulsslag, der former året. Hvor tiden ikke er som den er ellers. Ud fra højtiderne former de andre tider i kirkeåret sig. Advent forud for jul, faste forud for påske, påsketiden forud for pinsen, trinitatistiden som udfoldelsen af kristenlivet. Også den rytme er der liv i.
Hver gudstjeneste i kirkeåret er i sig selv en rytme. Musikkens og salmernes rytme er uundværlig. Som al musik har også musikken her en evne til at nå os et andet sted end ordene. Måske er det, fordi musikkens rytme på en særlig måde minder os om hjertets, så det forener sig med den livgivende rytme i vores bryst? Liturgiens rytme former gudstjenestens gang. Og gudstjeneste er også en rytme, der kalder ind og sender ud. Vi kaldes til gudstjeneste af klokkerne, der gennem mere end 1000 år har kaldt på os i vores land og sagt: Kom. Og det, vi er kommet til, har man i historien kaldt for en ”messe”. Ordet messe betyder egentlig sendelse. For knap er vi kaldet ind til en gudstjeneste af klokkerne, før vi efter en times tid eller lidt mere sendes ud igen til den hverdag, der er vores.
Sådan er gudstjeneste, at vi kaldes. Vi synger og lytter og følger et forløb, en liturgi. Inden vi sendes. Og også i gudstjenestens rytme er der liv. Som hjerteslaget.
Hvorfor nu denne opremsning af rytmen i dag? Alt sammen under overskriften: Der er rytme i det, der er liv: Hjerterytmen, dagens rytme, ugens rytme, årets rytme, kirkeårets rytme, gudstjenestens rytme… Hvorfor nu det i denne gudstjeneste?
Fordi jeg har set, at Jesu ord i dag har noget af den samme rytme. Fordi hans ord stiller sig i rækken af alt det, der er som hjertet: Der er liv i Jesu ord i dag.
Rytmen i ordene i dag begynder i Jesu ord: Kom! Som kroppen bevæger hjertet og får det til at slå, sådan vil ordet ”Kom” bevæge os. Det vil have os til at gå, til at tage de skridt, der er første led i en rytme, der er liv i. Det er ord, der gentager kirkeklokkens kalden: Kom. Det er ord, der er som en mors udbredte arme mod sit barn: Kom. ”Kom” er endda et af Jesu yndlingsord.
Kom og se, siger Jesus, da han kalder sine disciple. Den, som kommer til mig, vil jeg aldrig støde bort, siger han senere. Kom, nu er alt rede, siger han i en lignelse.
Og nu siges det til jer, der er i kirke i dag: Kom. Kom med i første del af rytmen i dag. Sæt i tankerne den ene fod foran den anden.
Han fortsætter og siger: Kom til mig…!
De af os, der kan noget med musik, kan efter få toner afkode musikkens toneart og takt. Fire toner, og vi ved: Er det dur eller mol? Er det ¾ takt eller 4/4? Er det klassisk eller rytmisk?
Kom til mig… siger Jesus. Bare tre ord… og vi ved: Der er en retning på bevægelsen. Kom… til mig, siger han… – til ham! Det er retningen – henimod Jesus.
Hvilken retning skulle ordene ellers bevæge os? kunne man spørge. Men der er masser af andre retninger, vi kan gå. Mange siger mest: Kom… til dig selv! Hvad siger din mavefornemmelse? Hvad mærker du i din krop, er det rigtige? Hvad er sandt for dig? Bare for at tage ét eksempel.
Men Jesus beder os ikke kun komme til os selv. Kristentro er mere end selvudvikling. Måske er det snarere en form for selvafvikling: At vi vikler os ud af alt det, der står ”mig” foran… og bevæger os i retning af denne mærkelige mand, der levede for 2000 år siden. Hvorfor skulle vi bevæge os hen til Jesus? Fordi han er anderledes. Han er ikke bevægelig, som vi selv er – og verden omkring os er. Han er derimod den klippe, verdens bevægelige krop kan stå på. Hans ord har ikke ændret sig i 2000 år. Men endnu bliver de ved med at være kulturers og menneskers klippe. Ja, hans ord er så klippestærke, at de også i dag kan bære mennesker i liv og i død.
Det er den mand, der i dag siger til os: Kom til mig… Kom… tag det første skridt i tankerne. Kom… i en bevægelse, der mest af alt er selvafvikling, en afvikling af alle de sætninger, der begynder med ”jeg”. Kom… gå i rytmen. Kom… for der er liv i den rytme. Den minder om hjerterytmen i dit bryst.
Nu siger han så: Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Og går du i tankerne i den rytme, der er i denne gudstjeneste, så stop op her med mig. For her kommer en pause i hjertet eller musikken. Netop en pause. Der er noget før og noget efter, men lige nu er det den livgivende pause før det næste slag. Pausen i hans ord samles i ordet hvile. I pausen klinger ordet: Hvile.
Det er formodentlig helt klart for dig, at du har brug for hvile. Jo, for vores liv er jo, som Jesus siger: fuld af, at vi slider os trætte og bærer tunge byrder. Hver dag har sine byrder. Hvile kan vi ikke undvære. Måske er det noget, netop du bruger for at afvikle, at aflægge – og finde en livgivende pause?
Vi må trænge mere ned i denne pause i ordene. Og gå omkring ordet ”hvile”. Det skal være min påstand, at i den hvile, den kristne tro vil give os, ligger der noget andet, end det, vi kan få andre steder. Jesus siger f.eks. ikke: Kom …, og jeg vil give dig redskaber til at magte dit liv. Kom …, og du får et kursus, en livs-vejledning, en terapisession. Der kan være meget godt i både kurser og vejledning til at leve livet. Og terapi kan hjælpe mange. Ja, det er nødvendigt, at vi har dygtige fagpersoner, der kan hjælpe os til at magte livet. Men det er ikke det, Jesus giver. Han giver os et sted, vi kan afvikle og aflægge vores byrder. Og hvor vi kan være magtesløse, fordi Jesus er klippen under vores liv.
Men Jesus er på den anden side heller ikke den, der i et snuptag bare tager alle vores byrder fra os, så vi ikke har nogen mere. Forventer vi det, går vi skuffede hjem. Vi bliver ikke taget ud af denne verden i Jesu favntag. Vi har stadig sygdomme, vi skal bære. Eller byrden af et liv, der går fejl. Og som skal dø.
Han tager ikke alle vores byrder fra os, men han giver os… hvile. Hvile fra sætninger som: Jeg er en, der fejler. Jeg er en, der ikke magter det hele. Jeg er en, der rammes af sygdomme. Jeg er en, der skal dø. Jeg er en, der… form selv, hvad du tænker om dig selv, som er byrdefuldt.
Til alle vores byrdefulde sætninger om os selv siger Jesus: I mit favntag er du en, der er tilgivet. Du er en, der har håb. Du er en, der skal leve. Du er et barn, der må hvile hos sin far. For du er en, der hører til… i Guds rige.
Jeg håber, du er med. Med på vandringen i dag. Med i rytmen. Først fra det liv, vi har, som et liv med byrder. I retningen mod Jesus – og ikke alt muligt andet. Og hvor det lange slag i ordet ”hvile” er som natten, der giver os liv. Som pausen i hjerteslaget, hvor hjertet samler kræfter til det næste.
Nu må vi videre. Og som pulsslaget i hjertet sender iltet blod ud i kroppen, sådan sender Jesu ord os ud i livet.
Tag mit åg på jer… siger Jesus. Åh nej, et åg, noget man skal bære på. Skal vi nu alligevel til at bære? Kan vi ikke bare blive i hvilen?
Nej, det kan vi ikke. For musikstykket må videre. Pulsslaget, der giver liv, skal ud i hele kroppen. Vi får en ny byrde hos Jesus. Men det er ikke den samme byrde, som vi havde før. Det er en ny byrde, kærlighedens byrde. Hjerteslaget skal ud i kroppen. Jesu kærligheds omfavnelse er kun pausen, der giver nyt liv. Tilgivelsen, håbet, modet, han giver, det nye liv… skal videre. Og den byrde er, siger Jesus i dag, let. For det er i den, livets mening er.
Og der skal vi lære af Jesus, vi skal ligne ham. To ord bruger han om sig selv her: Han er ydmyg og sagtmodig. Og her er der noget, vi skal udvikle! Vi skal først afvikle os selv og komme til ham, der giver os hvile. Måske skal vi udvikle at være ydmyge, så vi ser sandt på, hvem vi er. At vi ikke er verdens centrum, det er Gud og næste, der skal være det. Og vi skal være sagtmodige, leve med det sagte mod, der tålmodigt bærer kærligheden til andre.
Eller – hvis vi skal blive i billedet med hjertet, der slår: Vi skal være som blodet, der bærer ilten fra hjertet ud i hele kroppen. Vi skal bære Jesu favntag og sind i kærlighed til næste. For det er i kærlighed, livet er til. Og derfor er kærlighedens byrde let, som Jesus kalder den.
Til sidst: Det har handlet meget om rytmen i dag. Men der er et sted, der ikke er rytme. Kirkeåret, der slutter i dag, er ikke i rytme med verden. Her er der ikke samklang. I verden, som vi kender den, er det ikke nytår endnu. Men i kirken er det nytår på næste søndag, et nyt kirkeår. Og det er godt.
For i kirken skal vi blive ved med at gå i utakt med verden. Vi skal blive ved med at gentage Jesu ord: Kom til mig … Vi skal blive ved med at sige, at der er noget, som mennesker skal afvikle – og bede Gud bære det for os. Og vi skal blive ved med at pege på ydmyghed, sagtmodighed og kærlighed som vigtige værdier. Vi skal først og sidst blive ved med at pege på Jesus Kristus som den klippe, der er under os. Og som står fast.
For uanset, hvordan verden er. Om verden er i krig eller der er fred, om der er pandemier eller sundheden trives. Uanset om vi er et spædbarn, der bæres til dåb, eller en gammel, der snart skal bæres til grav. Så skal vi søndag efter søndag i kirkeåret høre, at her er der en utakt med verdens skæve gang. At Jesus – også i dag – har hvile til os fra alle vores byrder. Og at vores liv fortsat skal, og kan, være i det, der er den dybeste mening, uanset, hvordan verden slår sine slag. Og at livets mening er i at tage imod Guds kærlighed og bære den videre.
Den rytme er der liv i.
Amen.