Ja. længere var den ikke, denne film. Jesus lærte os ikke at hade, han vaskede fødder, lyder budskabet – efter en række billeder af mennesker, der vasker hinandens fødder. Og de påstår, at Jesus med det ”Gets us” – at han får ram på os, på os alle.

Og er det ikke vidunderligt inspirerende, at Jesus efter mere end 2000 år stadig inspirerer, korrigerer, trækker i, bevæger, provokerer en verden, hvor had fylder alt for meget. Det giver stof til eftertanke for os alle, også i dag. Og skulle man være i tvivl om, at det budskab virkelig trækker i folk, kan man bare læse nogle af de ca. 7000 kommentarerne, der er på YouTube, hvor filmen er lagt op. Der er alt fra lovprisning af Jesus, til irritation, vrængen, modsigelse. Og i øvrigt er den vist omkring en million gange.

___

Lad os forlade den filmen om fodvaskningen og dykke ned i beretningen om fodvaskningen. Lad os gå ind i beretningen, hvor Simon Peter siger: ”Herre, vasker du mine fødder?” Vidunderlige, umiddelbare Simon Peter buser ud med det, de alle sammen tænker, da Jesus knæler foran ham for at vaske hans fødder. ”Herre, vasker du mine fødder?” Det er forkert, det skal du ikke. Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder. For det var provokerende, det Jesus gjorde.

Fodvaskning var ikke ukendt på Jesu tid, ganske vist. At en anden vaskede fødderne var endda almindeligt. Når man kom til middag et sted, kom man gående med bare tæer i sine sandaler. Efter en dag i varmt klima, gående på jordveje, trængte fødderne til en vask, ganske enkelt. Der var vel også et hygiejnisk aspekt i det: Man sad nemlig ikke til bords, man lå til bords. Og hvem er interesseret i at have de andres beskidte og svedige fødder liggende tæt ved sig? Men den der vaskede gæsternes fødder, var en slave – eller, hvis man ikke havde en slave – så var det i alt fald en kvindes job. Ja, undskyld kvinder i dag, men sådan var det dengang. Det var aldrig – som i aldrig – manden i huset, der gjorde det.

Skærtorsdag aften er disciplene så kommet til påskemåltidet. Der er sat et vaskefad frem. Men ingen til at betjene det. Ingen slave – og ingen kvinde. Og ingen af disciplene vil vise sig som den nederste, som den ringeste af dem ved at tage vaskefadet. Evangelisten Lukas fortæller derimod, at de lige har skændtes om, hvem af dem, der er den største. Hvem vil på den baggrund tage en slaves – eller en kvindes – job og give sig til at vaske de andres fødder?

Så gør Jesus det. Nej, nej, nej, har det kørt rundt i deres hoved, det er i helt, helt forkert! Simon Peter buser bare ud med det, de alle tænker: ”Herre, vasker du mine fødder?” ”Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder!” 

He Gets Us, lyder som sagt navnet på organisationen bag reklamen, I lige så. Han får ram på os. Det kan man da virkelig sige, at Jesus gør med disciplene! Rammer dem, der lige havde skændtes om, hvem der var den største – og så kommer Jesu kommentar til det ved at han, Jesus, deres mester, gør det ringeste! Og læg lige mærke til, at Jesus den sidste aften vaskede alle dem, der svigtede ham. Judas’ fødder vaskede han, selv forræderen Judas! Simon Peters fødder, der i den samme nat vil sige, han ikke kender Jesus, ikke en, ikke to, men tre gange. Selv fornægteren Simon Peter! Og alle de andres fødder, der om få timer vil løbe deres vej, når Jesus bliver taget til fange. De skyldiges fødder bliver vasket af den uskyldige. Det var – det er – provokerende.

____

Kan vi stadig lære af fodvaskningen? Er det stadig sådan, at vi med organisationen bag reklamefilmen, I så, kan sige: He Gets Us – han rammer os!

Åh ja! Jesus rammer os stadig, så vi bliver berørt, så vi bevæges, så vi forarges, så vi udfordres. Det gør han sådan set hele tiden, hvis man giver sig tid til at beskæftige sig med ham. Hele tiden berører han os, bevæger os, forarger os, udfordrer os. Han gør det, hos den, der sidder med den største magt til dem, der ingen magt har. Hvem ville ikke blive berørt, både fysisk og i overført forstand, hvis Guds søn knælede ned og helt konkret vaskede vores fødder i dag? Hvem ville ikke blive provokeret, for skal himlens konge knæle for mig? Skulle det ikke være omvendt? Men det er sådan det er – Gud tjener os! Jesus tjente os ved at give sit liv for os og tjener os stadig! Og vi… vi sidder på stolen som forræderen Judas, som fornægteren Simon Peter, og Jesus tjener os, tilgiver os ved at gå i døden for os. Hvis vi virkelig får fat på det, vil vi så nogensinde glemme det igen? Vil vi ikke i stedet blive bevæget til selv at gå ad de samme spor som vores mester og herre?

___

Se lige på billederne i filmen igen – de giver et bud på, hvordan fodvaskningen rammer os – helt konkret – i verden i dag.

En hvid politibetjent vasker en mørkt udseende i et lusket kvarter. Budskabet er ikke til at tage fejl af. Der har været alt for mange sager i USA om hvide politibetjente, der alt, alt for hårdhændet har anholdt sorte. Men læg lige mærke til, at politibetjenten også har taget sine støvler af! Er det næste, der skal ske, at den sorte skal vaske politibetjentens fødder? At den magt, der ligger i at være offer, også skal aflægges?

Og videre: En hvid vasker en indiansk udseende i den amerikanske ødemark. USA’s historie bløder af, hvordan man har behandler indianere. Og verdens historie bløder af, hvordan vi stadig behandler dem, der er anderledes end os: jøderne, de fremmede, de anderledes. Er det noget, vi alle skal bevæges til at ændre der – også hos os?

Og videre igen: En præst vasker fødderne på en transperson. Nu bliver det næsten for direkte – en præst, kirken, som vi er i! Men uanset hvad: Seksuelle minoriteter har ikke gode kår i kirken. Vi er også sat til at tjene dem.

Og endnu et billede: En jødisk udseende kvinde vasker fødder på en muslim. I verdenssituationen i dag taler det billede vist for sig selv.

Men lagde I mærke til, at på alle billederne har den, der vasker selv taget støvler eller sko af? For det at tjene, at elske som Jesus elsker os, går som sagt ikke kun den ene vej. Det går begge veje. Man kan aldrig bruge fodvaskningen til at udskamme dem, der burde ændre sig, og så ikke sige mere. Så snart billederne her har provokeret den ene, og udfordrer til at afgive magt og vise kærlighed, så rammes også den anden.

He Get’s us – all of us! – star der til sidst I filmen, vi så. Alle udfordres vi af Jesus.

___

He get’s us! – han får ram på os. På en måde kan man sige: Enhver nadver indeholder dette perspektiv: He get’s us!  Jesus får ram på os! Måske oplever vi det ikke altid sådan. Måske tænker vi bare: Så går vi til nadver. Som vi gør det søndag efter søndag – eller bare en gang imellem. Vi får det lille stykke brød, lidt vin eller saft. Går ned igen. Det var det.

Men det er jo meget mere end det. For nadveren, som vi særligt i dag på skærtorsdag fejrer og mindes, det er…. det er som at sidde på en stol med vor Herre Jesus knælende foran sig. Det er at blive ramt af det som en Simon Peter og sige: Herre, vasker du mine fødder? Det er som at sige igen, når han bliver ved: Det er helt, helt forkert, Herre Jesus.

Men Jesus ser på os og siger: Du må lade det ske! Jeg ved godt, det kræver noget af dig. At lade sig tjene er ikke altid let. Vi vil hellere selv. Men du må, siger Jesus. For kun ved at lade dig tjene af Jesus, af hans død og opstandelse, af hans liv – kun deri er frelsen. Og måske når vi dertil, at vi tænker: Hvor virkelig rart at få vasket sine fødder! Mærke hænderne, der tager fat. Mærke renheden, mærke, at føddernes stak er blevet til en duft. Som vi mærker brødet i munden, vinens smag.

Men Jesus er ikke færdig med os. Han vil også på anden vis ramme os! For ved nadveren ser han også os ind i øjnene og siger – som han sagde til sine disciple ved fodvaskningen : som jeg har tjent dig, skal du tjene mig! Gå med Herrens fred og tjen ham med glæde! – sådan lyder det derfor bortsendelsesordene, som jeg siger dem til jer.

Jo – for nadveren indeholder, som fodvaskningen, et forbillede for det  liv, vi skal leve. Og jeg siger bevidst: Tjen Herren med glæde! Ikke fordi det fordrer en særlig sindstilstand, men fordi vi går fra nadverbordet med evangeliets glæde. For vi har lige mærket hans hænder om vores fødder. Vi har lige fået del i han død og opstandelse og går med tilgivelsen som en skat i hænderne.

Derfor kan vi gå med evangeliets glæde, glæden ved renheden, ved syndernes forladelse – og så gøre som Jesus. Og vaske vores medmenneskers fødder. Hvordan det så konkret bliver virkelighed i den hverdag, der er din, må du selv finde ud af og tænke igennem. Jesus sagde ikke til disciplene dengang, hvordan de konkret skulle gøre som ham. Det måtte de selv finde ud af. Organisationen ”He Gets Us” giver nogle – for USA – provokerende bud på det.

Men vi får ingen færdige svar på, hvad vi skal. Vi udfordres til selv at gennemtænke: Hvis fødder skal jeg vaske?  Hvem skal jeg tænke på på vej ned fra nadveren og ud i min hverdag? Hvor skal jeg afgive magt og sætte mig i tjenerens sted? Er der her noget, der skal ændres i mit liv, så tilgivelsen ved nadverbordet får konsekvenser for det liv, jeg lever?