Påskedag, 2. tekstrække

Evangeliet: Matthæusevangeliet 28,1-8
Øvrige læsninger: Salmernes Bog 118,19-29, Første Petersbrev 1,3-9

Hold op, hvor er de bange i evangeliet i dag! Ordet ”frygt” står ikke mindre end tre gange. I første omgang undres man: Jamen, er det her – påskedag, opstandelsen – ikke det mest glædelig af alt? Handler det ikke om, at frygten blæses væk og erstattes af glæde så brusende og berusende som en sommerdag ved Vesterhavet? Er påskedag ikke glæden over alle glæder: Dødens overvindelse? Men ikke desto mindre er der nogle, der virkelig er bange den første påskedag.

Først er det vagterne, der er bange. Og når vi nærlæser, hvordan det hele beskrives, kan jeg virkelig godt forstå det. Først kommer der et jordskælv. Hvem af os ville ikke bliver bange helt ind i det inderste af sjælen, hvis jorden pludselig begyndte at ryste under os? Dernæst stiger en engel ned. Det burde måske gøre dem mindre bange, men nej. For englen kommer som et lyn, der flænger himlen. Og så tager den ellers fat om den kæmpe gravsten som om det er en fjerlet bold. Der er ikke noget sige til, at vagterne virkelig bliver bange. De bliver så bange, at de bliver som døde, står der. 

Den der har prøvet den lammende angst, kender det godt. Det kan være som om man er død i levende live. Som om livet ikke er længere. Man kan ikke trække vejret, og man spørger sig selv: ligger jeg allerede inde i en lukket gravhule?

Først er det altså vagterne, der bliver bange. Dernæst er det kvinderne. Frygt ikke! siger englen. Ikke noget med at buse ud med opstandelsesbudskabet først. Nej, først må englen sige: Frygt ikke! For også kvinderne ser også alt det, der sker: Jordskælvet, englen, der leger bold med gravstenen. Det hele er lige så overvældende for dem, som det er for vagterne. De troede jo, de skulle ud til graven for at mindes og sørge. Og så sker det her: jordskælv, en engel, der er som lyn og torden og som leger bold med den tons-tunge gravsten. Men mens vagterne blev som døde af skræk, så hørte kvinderne englens ord: Frygt ikke! til dem. 

___

Og nu er det påskedag, og vi vil råbe englens ord ud: Frygt ikke! Kristus er opstået! Død, synd, Djævel, ondskab er overvundet. Sig bare alt det, der får mennesker til at blive bange. Alt. Uanset om andre bliver som døde af frygt: Vi vil høre englens ord: Frygt ikke! Kristus har sejret for os.

__

Men inden vi går videre med det jublende opstandelsesbudskab, skal vi blive lidt ved frygten. For i dette forår er det ikke bare påskeliljer og fuglekvidder, der trives. Det er ikke kun livet, der gror. Der har været – og er – en frygt, der også gror.

For nogen har frygten for at blive ramt af den virus, der lige nu hærger verden, fyldt meget. I en sådan grad, at man slet ikke har turdet bevæge sig ud. Og hører man til risiko-grupperne, er det let at forstå, at det må være sådan. For andre har det hele tynget sindet, så man har haft svært ved at være i dagene. Hverdagen har ikke længere sine vante spor. Og alene det kan for nogle provokere en angst. For andre igen har frygten været noget, der er dukket op i glimt. Selv har jeg noteret en ændring i forholdt til dem, jeg møder. Jeg går helt naturligt i en bue udenom dem. Det irriterer mig, hvis andre ikke holder tilstrækkelig afstand. Det er umærkeligt sneget sig ind på os: Andre mennesker er farlige – som i dødsensfarlige. Jeg bryder mig ikke om den ændring. Det passer ikke med den måde, jeg gerne vil være på. Det er frygten, der også bor et sted i mig!

Det var helt forståeligt, at vagterne ved Jesu grav bliver bange. Den orden, de kendte, består ikke længere var. Ordenen i deres verden hedder: Døden er døden. Og vagterne med sværdet i hånden de stærke. Pludselig bliver der vendt op og ned på det hele: Døden er ikke længere døden. Og vagternes magt ingenting. Det er også forståeligt, at vi kan blive bange i denne tid. Vi kendte også en orden, der ikke er mere. Vores verdensorden i trygge Danmark lød nogenlunde sådan: Det kan godt være, andre, mindre udviklede lande er truede af smitsomme sygdomme. Men hos os? Jo, forkølelse og influenza kender vi. De når ind over vores grænse. Men de mere frygtede, smitsomme sygdomme er stoppet langt væk. Sars kom ikke hertil. Ebola kom ikke hertil.

Men nu er ordenen brudt. Danmark, et af verdens mest trygge samfund, er ikke et hak mere trygt end Kina eller Kenya. Det rusker op i vores sikkerhed. Det ændrer vores billede af den verden, vi lever i. Jo, det er til at forstå, at vi bliver bange. Det er lige så naturligt som at vagterne blev bange, da jordskælv og lyn og torden brød morgenens stilhed og en overnaturlig magt legede med gravstenen. Vi er på en måde det samme sted som vagterne, for det, vi kender, den tryghed, vi havde, består ikke mere.
___

Men i dag er det påskedag – og påskedag er et jublende budskab. Det må sige højt og tydeligt. Det må gentages, indtil vi forstår det. Vi må høre englens budskab: Frygt ikke! Det må spire i vores sind som påskeliljen. Det må give os liv, som kyllingen, der bryder ud af sit æg. Det må lade forårssolen skinne, så mørket taber.

Påskens budskab er nemlig, at der – på en helt anden måde –er lavet om på den orden, der er i menneskers land. Døden er ikke længere døden. Når englen leger bold med gravstenen, så er det selve dødens sten, der væltes til side. Gravstenen foran Jesu grav er symbol på det, intet menneske selv kan vælte: Døden. Jordskælvet er symbol på, at nu åbnes der en sprække ind til Guds rige. Ordenen på hele jordkloden er brudt. For Kristus opstod og sådan skal vi opstå. Livet har sejret. Nu er der ingen nød og ingen død, der kan skille os fra livet i Guds rige. 

___

Kender I, at man kan købe nogle såkaldte sovende påskeliljer i supermarkedet? De er drevet frem og plukket, inden de er sprunget ud. De venter bare på, at vi skærer det nederste af stænglerne af. Så skal de i vand. Et par dage efter står de i fuldt flor. Åh ja, der har været noget sovende over dette forår. Som om glæden er visnet i sin rod. Men nu.. nu må vi se at få skåret det visne af. Nu må vi finde et sted, hvor glæden kan suge sin kraft. Nu må vi lede efter et sted, vi kan plante vores sind, så glæden kan springe ud. Og hvis det ikke skulle være i påskedags jublende budskab, så ved jeg ikke hvor.

___ 

Men får det frygten til at forsvinde? Er det ikke bare virkelighedsflugt. Og har vi ikke også brug for frygten? Er frygten ikke også vores ven, noget, vi har brug for, når vi skal passe på? Hvis vi ikke også havde frygten i denne tid, hvordan ville det så ikke gå? Ville vi så ikke være, ja for at sige det lige ud, som dronningen gjorde det i sin tale til nationen for nyligt: tankeløse og hensynsløse.

Der er en detalje ved evangeliet i dag, der får det til at bevare jordforbindelsen. Der gør det hele troværdigt. For der er et sted mere, hvor ordet ”frygt” siges. Til sidst i evangeliet i dag står der om kvinderne, der fik budskabet om opstandelsen… Der står sådan: ”Og de skyldte sig bort fra graven med frygt og stor glæde”. Hvor er det godt, at der ikke kun står: ”Og de skyldte sig bort fra graven med stor glæde”. Hvor er det troværdig, at frygten stadig er med. At der står: ”Og de skyldte sig bort fra graven med frygt og stor glæde”. Frygten er der stadig hos kvinderne, efter at de har hørt opstandelsesbudskabet. Men den er ikke alene. Ved siden af den er der noget andet: En stor glæde. De har både frygt og stor glæde!

Sådan er påskedag ikke, at al frygt ikke længere er. Det ville være virkelighedsflugt.  Frygten er der stadig og vi skal ikke kun se den som en fjende. Den er også vores ven, som hjælper os til at handle ansvarligt. Hvad er påskedag så? Det er, at der er mere at sige end frygten. Det er, at der ved siden af frygten er noget andet: En stor glæde. 

Vi kan bruge billede med de sovende påskeliljer igen. Når jeg har skåret alt det døde af og sat dem i vand, og der så går nogle dage. Så har jeg opdaget,  at der ofte er en eller to af disse sovende påskeliljer, der bare ikke springer ud. Sådan er det. Frygten er der stadig som det, der kan få os til at blive som døde,  men glæden overbyder. Og i dag der skal vi se på hele buketten. Hele buketten, hvor langt de fleste påskeliljer står i fuldt flor. Vi skal se det og glæde os over, at Gud har lavet om på ordenen i denne verden og givet os livet og livets rige. At Kristus er opstanden, og døden er overvundet.

___
Til sidst: Mark Twain fortæller et sted, at han havde en samtale med en amerikaner. Amerikaneren havde været på Sinai Bjerg midt i Sinaiørkenen. Her havde han besteget bjerget, hvor Moses efter sigende skulle have fået de 10 bud. Og han fortalte begejstret, hvordan han dér, på bjerget, læste de 10 bud højt for sig selv. Mark Twain havde da tørt sagt til ham: Var det ikke bedre, du tog hjem til Boston og overholdt dem?

Påske er højtid og glæde og jubel og fest. Men påskens budskab leves på alle dage, søndage som hverdag. Påskens budskab skal vi i dag fejre på højtidsdagen, men vi skal leve det i vores hverdag. Vi skal tage hjem til det sted, vi bor, og holde fast ved det. Og her får vi hjælp af englens budskab til kvinderne ved graven. For englen siger til dem: Den opstandne Jesus går foran jer til Gallilæa. Der skal I se ham. I virkeligheden fik de slet ikke den opstandne Jesus at se påskedag. De fik kun et ord, kun et budskab. Dér, hvor de skulle se ham – det var i deres hverdag. Dér, hvor de havde hjemme. På deres hjemegn. I Gallilæa. Og sådan bliver det for alvor påske, når vi tager påskens glæde med os ind i hverdagen. Når vi lader det præge vores liv i morgen og hver dag: Frygten er ikke det eneste! Kristus er opstået.

For der er lavet om på denne verdens orden. På trods af pandemi og sygdom og død: Der er mere at sige. Gud har sejret for os.
Der er stadig sovende påskeliljer at få. Der er stadig vand, der kan sættes i. Der er endnu flere blomster, der venter på, at det bliver deres tur i forår og sommer. Der er stadig håb at finde. Der er stadig glæde, der kan folde sig ud.

Og når alting visner. Når vi når til den grænse, der lægger os i en grav. Så tror vi, at Kristus stadig går foran os, som han har gjort det i vores liv. Til det rige, hvor påskeglæden fylder alt.

Glædelig påske